Den seneste kortroman af den norske nobelpristager Jon Fosse er på én gang ubestrideligt fossesk med alle de uimodsigelige kvaliteter, det indebærer, og samtidig viser den alligevel en lidt anderledes side af Fosse, end vi er vante til at se, en lidt mere humoristisk og legende side, og det klæder ham faktisk godt.

Følgere af disse bognoter vil vide, at jeg er en efterhånden inkarneret Fossefan. Og hans seneste udgivelse ændrer ikke på dette, tværtimod. >> Læs videre

Jon Fosse skriver her – som altid – i et musikalt, messende sprog, du som læser kan læne dig ind i som i en tryg favn, der blidt vugger dig, ikke i søvn, men ind i en verden, hvor nutid og fortid går i ét forbundet af stemninger og erindringsbilleder, hvor alting på én gang foregår langsomt og roligt, men samtidig udløser hjertebanken og intens knugen i maven og halsen.

Med andre ord: Fosse har gjort det igen, var jeg lige ved at sige, men så rettede jeg mig selv til: Fosse gjorde det altså også allerede for 21 år siden og har så gjort det igen og igen lige siden. For den nyeste Fosse-udgivelse på dansk, som Batzer & Co. udsendte i sidste måned i oversættelse ved altid gode Karsten Sand Iversen, stammer nemlig oprindeligt fra 2003 og er således kun ny for danske læsere. >> Læs videre