K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

You are here: Home / Archives for Jon Fosse

Jon Fosse: Melancholia I-II

Anmeldt af ,
3 kommentarer

Melancholia fremhæves ofte som et af Fosses hovedværker. Det er nu ikke det bedste, jeg har læst af ham. Personligt foretrækker jeg de senere Morgen og aften og Andvake-trilogien. Men det siger nu mest om de sidstnævntes mesterlighed, for Melancholia er også en fremragende bog.

Melancholia fremstår dog ikke ligeså helstøbt som de nævnte. Og for min smag løber Fosses karakteristiske stil med de mange besværgende gentagelser lidt af med ham i dele af værket. Andet bind er imidlertid det hele værd. >> Læs videre

Jon Fosse: Morgen og aften

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.

Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.

Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe. >> Læs videre

Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Anmeldt af ,
Skriv en kommentar

Norske Jon Fosse (f. 1959) har siden debuten i 1983 skrevet op mod 50 bøger og alligevel er det lykkedes mig ikke at læse noget af ham før nu. Sikke en fejl, og sikke en glæde at opdage ham nu.

Fosse har helt sin egen stil. Hans prosa flyder i en lind strøm, nej, ikke i en lind strøm, nærmere hektisk snublende, som en mellemting mellem stream-of-consciousness og hverdagstale, fyldt med besværgende gentagelser, som når en lidt enfoldig person går og taler med sig selv og gentager simple ting for sig selv for at forstå dem eller få andre til at forstå dem, få ordene til at trænge ind.

En del af stilen er, at Fosse ikke gerne bruger punktummer og slet ikke citationstegn for at markere tale. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg efter de første par sider tænkte, at stilen var lidt kunstlet, og at det her måske godt kunne bliver en lidt anstrengende tur. men så fandt jeg ind i tekstens rytme og blev fuldstændig revet med. >> Læs videre