Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.
I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Solidt romanhåndværk. Graham Greenes kortroman fra 1955 om spillelidenskabens og andre menneskelige dårskabers fælder er en klassisk, gedigent fortalt historie, som stadig kan læses.
Jeg har læst Loser Takes All som repræsentant for Monaco i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Briten Graham Greene (1904-1991) kan ganske vist ikke på nogen måde gå for at være monegasker, men romanen foregår i Monaco ved og omkring spillebordene i Monte Carlo, og det må være godt nok. >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Nyklassisk liberiansk kortroman, som angiveligt stadig er obligatorisk pensum i liberianske skoler. Interessant som et indblik i liberiansk kultur, om end ikke decideret verdensklasselitteratur i sig selv – efter denne læsers ydmyge mening.
Liberia er endnu et af de lande, hvorfra udvalget af skønlitteratur er forholdsvis begrænset. De få romaner, jeg er stødt på i min research efter liberiansk litteratur til brug for min læseudfordring Verden rundt i bøger, appellerede ikke voldsomt meget til mig, så mit valg faldt i stedet på den nyklassiske kortroman/lange novelle, Murder in the Cassava Patch, af Bai T. Moore (1916-1988). >> Læs videre
Nyklassisk malinesisk roman fra 1979 – langt om længe oversat til engelsk i 2017. Meget velskrevet og en overraskende underholdende læseoplevelse.
The Lieutenant of Kouta er første bog i Diabatés prisbelønnede romantrilogi, som foruden Le lieutenant de Kouta (opr. 1979) også omfatter Le coiffeur de Kouta (1980) og Le boucher de Kouta (1982).
Kun den første er hidtil oversat til engelsk (og mig bekendt ikke til dansk), men mon ikke udgiverne og oversætterne (Shane Auerbach og David Yost) har planer om en udgivelse af de næste to bind på engelsk også? Det må man håbe, for Diabaté er et ganske fornøjeligt bekendtskab. >> Læs videre
Atlantic Hotel af brasilianske João Gilberto Noll udmærker sig ved sin mystiske, mørke og rugende stemning og Nolls meget enkle, men samtidig stærkt billedskabende, filmiske sprog. Det er som at læse en road movie omsat til roman. Desværre fører den ingen steder hen.
Jeg skal advare mod afsløringer i det følgende, som nogle vil kunne opfatte spoilers, men uden visse, minimale afsløringer er det mig ikke muligt at skrive noget begrundet om min vurdering af bogen. Jeg lover, at for den type læser, der vil kunne have fornøjelse af bogen, vil det ikke være ødelæggende afsløringer. >> Læs videre
Den usbekiske forfatter Hamid Ismailovs korte roman, The Dead Lake, er en overlegen demonstration af, hvordan en stor roman sagtens kan være kort – ja, faktisk ofte er kort, fordi de dygtigste forfattere forstår og formår at docere teksten til det nødvendige.
Ismailov formår på de få sider, der udgør The Dead Lake, både at besynge det kasakhstanske steppelandskab, fortælle en coming-of-age-historie om en drengs opvækst, indvie læseren i centralasiatiske traditioner, skikke og hverdagsliv, trække tråde til lokale mytologier og tematisere forholdet mellem Øst og Vest under den kolde krig gennem blandt andet musik. >> Læs videre
Angels of Mauritania and the Curse of the Language er et sympatisk, om end – bliver jeg nødt til at sige – litterært set desværre ikke særlig vellykket forsøg på at skrive en roman om sprog og kultur i Mauretanien.
Jeg har søgt på alle de måder og alle de steder, jeg kunne komme i tanke om at søge, efter eksempler på skønlitteratur fra den geografisk store, men befolkningsmæssigt beskedne vestafrikanske ørkenstat, Mauretanien. Til sidst måtte jeg ty til samme løsning som en anden verdenslitteraturlæser, Ann Morgan, nemlig Mohamed Bouya Bambas selvudgivne kortroman Angels of Mauritania and the Curse of the Language (er kun udgivet elektronisk og kan downloades via e-bogstjenesten Scribd). >> Læs videre
Gabonesiske Daniel Mengaras kortroman, Mema, er et velskrevet og interessant, skønlitterært indblik i aspekter af kulturen i et traditionelt landsbysamfund i Gabon.
Romanen er fortalt i jeg-form af en dreng, der vokser op i en traditionel landsby, indtil han efter sin fars død adopteres af sin ældre fætter, som tager ham med til en større by, hvor drengen får mulighed for at gå i “den hvide mands skole.”
Det e r de stærke kvinder, der er i fokus i romanen, først og fremmest fortællerens mor (Mema betyder mor). Man kan få den tanke, at der en del selvbiografiske elementer i romanen, men det har jeg ikke noget nærmere kendskab til. >> Læs videre
Afrikansk kortromanklassiker om eritreanske soldater indskrevet som lejetropper i den italienske kolonimagts hær i begyndelsen af det 20. århundrede.
Gebreyesus Hailu (1906-1993) var i sin levetid en markant person i Eritreas intellektuelle, kulturelle, kirkelige og politiske liv, både under og efter det italienske kolonistyre. Han var uddannet teolog og studerede i en periode i Italien, men vendte tilbage til Eritrea. >> Læs videre
En kort roman fra Burundi med en enkel kernehistorie, som ikke desto mindre formår at berøre en stor mængde temaer, som på én gang er meget konkret forankret i Burundis aktuelle virkelighed og nylige historie og samtidig har universel relevans.
Scenen for Baho! (som på kirundi, Burundis andet officielle sprog ved siden af fransk, vist nok betyder “at leve”) er en landsby i en fiktiv region i Burundi. Tiden er ikke så længe efter afslutningen af den lange borgerkrig i Burundi fra 1993-2005, som blandt andet var knyttet til etniske konfliktlinjer mellem hutuer og tutsier. >> Læs videre
“I wake up. My shirtfront is stiff and bibbed brown. I take it to be dried blood and I’m a dead man. The ocean air persuades me to doubt, to reel my head in double, triple takes towards my feet. My feet are on the ground, It may be that I fell face first in the mud. Anyway, I’m still too drunk to care.”
Ottessa Moshfeghs debutroman, McGlue, åbner med en tømmermændsscene af de værre. Titelpersonen og jeg-fortælleren, den nogenogtyveårige skibsdreng McGlue, vågner med tømmermænd og et stort hul i hovedet, bundet til en skibbriks i en kahyt på det skib, han er mønstret. Han er anklaget for mord på et andet besætningsmedlem, som samtidig var hans eneste ven, angiveligt begået i en brandert under en landgang i Stone Town, Zanzibar. >> Læs videre
Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.
Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre
Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.
Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).
Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera. >> Læs videre
Bret Easton Ellis møder Irvine Welsh i Tbilisi kunne være en karakteristik af stilen i denne eksperimenterende, provokerende, postmodernistiske roman fra Georgien fra 2010.
Zaza Burchuladze (f. 1973) har i hjemlandet Georgien status af provokatør og postmodernistisk forfatter og dramatiker. For fans af Kafka kan det i sig selv være en indikation på Burchuladzes karakter af litterært legebarn, at han tidligere har skrevet under forfatterpseudonymet Gregory Zamza. Burchuladzes kortroman adibas (opr. 2010, udgivet på engelsk ved Guram Sanikidze i 2013) er ikke nogen undtagelse. >> Læs videre
Apokalyptisk krimi-noir fra Montenegro. Ganske god læsning, selv om den korte roman med sine relativt lange strejftog i den europæiske millenarismes historie vil lidt mere, end den magter at indløse.
Montenegrinske krimier er ikke dét, jeg har gjort mest i, men Andrej Nikolaidis kortroman fra 2009 (her i engelsk oversættelse af Will Firth fra 2016) er faktisk et helt interessant bekendtskab i den på én gang lettere og tungere genre. >> Læs videre
Nyklassisk græsk kortroman om ondskaben forklædt som godhed.
Den græske forfatter Alexandros Papadiamandis (1851-1911) var født på den lille ø Skiathos, hvor hans roman om mordersken Hadoula også udspiller sig (opr. Η Φόνισσα (1903), oversat til engelsk af Liadain Sherrards som The Murderess (2011)).
Romanen bærer undertitlen A Social Tale, hvilket kunne forlede en til at betragte den som primært et stykke hundrede år gammelt, græsk socialrealisme. Romanen rummer da ganske rigtigt også beskrivelser af det hårde, nøjsomme liv blandt mennesker af fattige kår i de græske øsamfund. Men romanen er mere og andet end socialrealisme, den er snarere en roman om, hvordan ondskaben som sådan kan overtage et menneske – forklædt som ønsket om at gøre gode gerninger. >> Læs videre
Norske Henrik Nor-Hansens roman Termin er lige så stærk som den er kort. Om meningsløs vold og dens psykiske konsekvenser for ofrene. Og mere generelt også om anonymitet og følelsesmæssig distance mellem mennesker i moderne samfund.
Handlingsmæssigt tager kortromanen afsæt i en tilsyneladende vilkårlig og meningsløs voldshandling i det lille landsbysamfund Hommersåk, ikke så langt fra Stavanger. Den 26-årige, nygifte Kjetil Tuestad bliver sankthansaften 1998 fundet alvorligt mishandlet, offer for en voldshandling uden motiv, som aldrig opklares.
Sjældent har en bog efterladt mig med så blandede følelser over for dens litterære kvaliteter som argentinske Samantha Schweblins Redningsafstand.
Den korte roman var sindsygt spændende at læse undervejs, krybende uhyggelig og skræmmende, og samtidig litterært pirrende i kraft af sin særegne og gådefulde fortælleform. Men netop derfor føltes det også som et så meget større antiklimaks, at Schweblin efter min mening ikke lykkes med (og måske ikke er interesseret i) at bage det litterære brød færdigt, som hun slår op.
Redningsafstand er en kort roman, men den er ekstremt intens. Hele bogen er fortalt i form af en dialog mellem en ung kvinde og mor, der ligger i en seng på en skadestue og – måske – er ved at dø, og en mystisk dreng, som ikke er hendes søn, men sidder på hendes sengekant og udspørger hende. Drengen vil have kvinden til at erindre og fortælle i detaljer om det hændelsesforløb, der gik forud for hendes indlæggelse. >> Læs videre
En raffineret og slet ikke ueffen kortroman fra Yemen, som umiddelbart byder sig til som en magisk-realistisk krimifortælling med socialkritiske elementer, men som både vil og kan noget mere som abstrakt parabel.
A Land Without Jasmine præsenterer sig umiddelbart som en kriminalintrige: Den tyveårige universitetsstuderende Jasmine forsvinder. Der danner sig hurtigt mistanke om en forbrydelse, og pigen eftersøges af både politiet, af hendes blodhævntørstige familie og af den sekstenårige nabosøn, som har været mere eller mindre hemmeligt forelsket i hende siden sin barndom. Og måske er der også magi og djinn‘er involveret. >> Læs videre
Tænk Conrads Heart of Darkness kombineret med Herzogs Aguirre, den gale erobrer og tilsæt en vision om skabelse, apokalyptisk undergang og opstandelse fortalt i intens, lyrisk prosa. Så nærmer du dig noget, der kan minde om guyanske Wilson Harris’ fascinerende, men udfordrende kortroman Palace of the Peacock fra 1960.
Jeg skal advare mod spoilers i det efterfølgende, for Palace of the Peacock er en af den slags romaner, det er stort set umuligt at skrive noget meningsfuldt om uden samtidig at afsløre noget af ‘handlingen.’ På den anden side: Hvis du kun er til romaner med en traditionel handling, så hvil betrygget i, at denne ikke er noget for dig.
Jeg var undervejs bestemt heller ikke sikker på, om den var noget for mig – ihvertfald måtte jeg strække både min opmærksomhed og min tolerance overfor det umiddelbart uintelligible til det yderste under læsningen. Jeg hører ganske vist til dem, der gerne læser romaner, der udfordrer – men Wilson Harris spænder buen hårdt. >> Læs videre
“Min sygdom har gjort mig til digter. Og jeg har indset, må frygteligt det er at være digter. Hvilket vanvid må ikke beherske en digters hjerne?”
Så sandt, så sandt. Ihvertfald denne digter. Vanviddet behersker formeligt hver side af dansk-jødiske Louis Levys (1875-1940) kortroman fra 1910, Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af Dr. Renard Montpensiers optegnelser, som den fulde titel lyder. Kender man undertegnedes smag for små, skæve bøger, kan det ikke overraske, at jeg straks måtte kaste mig over denne lille sag, da den dumpede ned i postkassen i går, venligt tilsendt af forlaget Sidste Århundrede. Alene titlen er jo helt forrygende. >> Læs videre
Sultens hus er en voldsom bog. Voldsom i enhver henseende. Handlingen er voldsom, ubønhørligt brutal, faktisk. Stemningen er vred og uforsonlig. Sproget i sig selv er voldsomt. Og så er det altså også en voldsomt god bog – ihvertfald gør den større indtryk end de fleste.
Dambudzo Marechera (1952-1987) nåede kun at udgive tre bøger, inden han bukkede under for AIDS, kun 35 år gammel. En af bøgerne var en novellesamling, der også omfattede kortromanen Sultens hus (opr. 1978), der nu er udkommet på dansk på forlaget Korridor i en oversættelse af Juliane Wammen.
Sultens hus udspiller sig i slutningen af 1970’erne i en ghettoforstad til Saslisbury (senere Harare) i det daværende Rhodesia (som blev til Zimbabwe efter selvstændigheden i 1980). Det er en periode præget af interne guerillakrige og etniske modsætninger. Og for personerne i kortromanen er det en periode præget af fattigdom, vold og bitter håbløshed. >> Læs videre
En stemme i nyere argentinsk litteratur, det er værd at holde øje med. Hernán Ronsinos Glaxo er lille af omfang, men stor i sin stemningsskabelse og sin sprogligt raffinerede enkelhed.
Argentinske Hernán Ronsino (f. 1975) var et helt ukendt navn for mig, da jeg tilfældigt faldt over hans kortroman Glaxo (opr. 2009, eng. 2017) i en boghandel i Madrid – fristet af Marina Drukmans designmæssigt exceptionelt lækre omslag. Ronsino, der er uddannet antropolog og til dagligt arbejder som professor ved Buenos Aires Universitet, har tre romaner og en novellesamling bag sig. Glaxo er hans debut på engelsk. >> Læs videre
Bohumil Hrabals nyklassiker Closely Observed Trains (Skarpt bevogtede tog på dansk) fra 1965 er et lille satirisk mesterværk om krig, bureaukrati, snobberi og sex.
Romanen er centreret omkring livet på en jernbanestation i en lille böhmisk landsby tæt på grænsen til Tyskland. Året er 1945 i de sidste måneder af Anden Verdenskrig, og tyskerne er ved at have mistet kontrollen over Tjekkoslovakiet. Men landet er stadig besat, og nazikollaboratørerne er fortsat ved magten, mens modstandskampen bliver mere og mere indædt. >> Læs videre
En kortroman om køn, kunst og revolutioner fra De Forenede Arabiske Emirater fortalt fra en transkønnet sanger og dansers perspektiv. Interessant? Ja, i dén grad. Velskrevet? Ja, bestemt. Forståelig? Ærlig talt, nej. Anbefalelsesværdig? Mnjarhh …
Jeg var ret begejstret og meget forventningsfuld, da jeg i min søgen efter bøger fra den arabiske verden som led i læseudfordringen Verden rundt i bøger faldt over Thani Al-Suwaidis (f. 1966) The Diesel (udgivet første gang på arabisk i 1994, men først i 2012 udkommet i engelsk oversættelse). >> Læs videre
33 revolutioner. 33 omdrejninger i minuttet på en slidt gammel plade, der er gået i hak. 33 kapitler om en cubansk revolution, der gik i stå og itu.
Canek Sánchez Guevara (1974-2015) var ældste barnebarn af den cubanske revolutionshelt Ernesto Che Guevara. Han var født i Havana og voksede op i Castros Cuba, angiveligt stolt af sin berømte morfar. Som ung voksen blev han imidlertid ligesom så mange andre cubanere skuffet og desillusioneret over den måde, den kommunistiske revolution udviklede sig på i Cuba, og i 1996 flygtede han som 22-årig ud af landet.
Canek Sánchez Guevara døde sidste år i Mexico kun 40 år gammel af en hjertesygdom. Kortromanen 33 revolutioner blev fundet mellem hans efterladte ejendele og udgives nu posthumt for første gang. >> Læs videre
Ghassan Kanafanis kortroman Men in the Sun og novellerne i denne samling er skrevet i en konkret palæstinensisk sammenhæng i perioden 1956-1969, men mange af dem er højaktuelle også i dag som litterær fortolkning af forholdene for mange af verdens flygtninge.
Ghassan Kanafani (1936-1972) var en palæstinensisk journalist og forfatter og i sin levetid en markant politisk stemme i den palæstinensiske modstand mod staten Israel. Fra 1967 gik han ind i den marxistiske palæstinensiske gruppe PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), som arbejdede for tilintetgørelse af staten Israel og i 1970’erne blandt andet stod bag en række flykapringer. Ghassan Kanafani blev sammen med sin 17-årige niece snigmyrdet i 1972 af israelske Mossad-agenter ved et bilbombeattentat. >> Læs videre
Juan Rulfos Pedro Páramo fra 1955 er en mexicansk nyklassiker med stort K, som har haft enorm indflydelse på ikke mindst den efterfølgende latinamerikanske litteratur.
En del steder kan man se Pedro Páramo omtalt som forløber for den latinamerikanske magiske realisme (á la Gabriel García Márquez). Jeg tror nu ikke, at jeg ville kategorisere bogen som magisk realisme, for der er egentlig ikke noget specielt magisk eller eventyrligt over dens univers. Hvis man altså kan se bort fra, at alle personerne, inklusive fortælleren, er døde… >> Læs videre
Jeg var svært begejstret for mexicanske Yuri Herreras første roman oversat til engelsk, Signs Preceding the End of the World (2015, opr. 2009), så mine forventninger var store til den helt nye udgivelse på engelsk, The Transmigration of Bodies (2016, opr. 2013). Måske også urimeligt store. Ihvertfald blev de ikke helt indfriet.
The Transmigration of Bodies (han kan altså noget med titler, ham Herrera) er ikke nogen dårlig bog. Den er endda temmelig god. Den er bare ikke i nærheden af forgængerens høje klasse. >> Læs videre
