Et følsomt portræt af en ulykkelig, sekstenårig pige uden venner udvikler sig til et splatteragtigt voldsorgie i et supermarked. The Proof er et eksempel på argentinske César Aira, når hans vilde fantasi og hang til at overraske løber helt af med ham, og det bliver for meget.
Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at læse César Aira, når jeg oftere end sjældent ender med at give ham lunkne ord med på vejen? >> Læs videre
César Airas måske-semibiografiske kortroman The Lime Tree om en barndom i Argentina i peronismens tegn har en vis charme, men den er for løst (tæt på sløset) komponeret til at være egentlig god.
Det er et egentlig et stykke tid siden, jeg læste The Lime Tree (og yderligere en lille Aira-bog – anmeldelse af denne følger snart). Men jeg har ikke lige fundet anledningen før nu til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse. Derfor bliver den også kort. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur. >> Læs videre
Fin, afdæmpet chilensk kortroman om den kollektive erindring i en generation opvokset under Pinochetregimet – fortalt gennem en gruppe voksnes glimtvise drømme og erindringer om nogle afgørende år i deres barndom og ungdom i perioden 1980-1991.
Omfangsmæssigt er Space Invaders (opr. 2013) af chilenske Nona Fernández (f. 1971) snarere en novelle end en roman. Fraregner man blanke sider, er den kortere end 40 sider. Det, at den handlingsmæssigt udspiller sig over en flerårig periode, er dog ikke desto mindre med til at give den et romanagtigt præg. >> Læs videre
“Hvordan var jeg dog endt med at blive gift med en så radikalt anderledes livsform?”
Det er en skøn udgivelsesdag: Hele to fremragende japanske kortromaner udgives i dag på dansk i Forlaget Korridors novellaserie. Den ene er Yoko Tawadas Brudgommen var en hund, som du kan læse min anmeldelse af andetsteds her på bloggen. Den anden er Et eksotisk ægteskab af japanske Yukiko Motoya (f. 1979). >> Læs videre
Brudgommen var en hund af japanske Yoko Tawada er en lige så bemærkelsesværdig fortælling, som titlen kunne antyde. Og lige så bemærkelsesværdig god.
I dag udkommer to nye japanske kortromaner i Forlaget Korridors novellaserie, som jeg tidligere kun har haft godt at sige om. Det bliver der ikke ændret på med de to aktuelle udgivelser, tværtimod. >> Læs videre
African Titanics er en lille roman om et stort emne: De fortvivlende forhold for afrikanske flygtninge, der i desperation forsøger at krydse Middelhavet mod det forjættede Europa. Emnet er selvsagt vigtigt, men bogen formår desværre ikke helt at indløse sine ambitioner.
Abu Bakr Khaal er født i Eritrea, men bor i dag i Danmark (eller det gjorde han ihvertfald på tidspunktet for bogens udgivelse på engelsk ifølge bogens biografiske oplysninger om forfatteren – jeg har ikke kunnet opstøve anden biografisk information om ham på nettet). Før han kom til Danmark, opholdt sig i flere år i Sudan, ligesom bogens hovedperson. >> Læs videre
En lille, samfundskritisk krimifortællling fra et korrumperet Italien, hvor døden og mafiaen synes at være det eneste, man kan være sikker på.
Den sicilianske forfatter, journalist og politiker Leonardo Sciascia (1921-1989) efterlod sig et betydeligt forfatterskab i flere forskellige genrer. Mest kendt er han nok for sine samfundskritiske krimier. >> Læs videre
Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.
Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjov at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse. >> Læs videre
Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.
Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger. >> Læs videre
Satirisk, postmoderne kortroman om Libyens moderne historie, om livet under et repressivt militærdiktatur, om politiske ideologier, verdensfjerne filosoffer, kvindeundertrykkelse, prostitution, kærlighed og erotisk besættelse og … ja, tyggegummi, masser af tyggegummi.
Chewing Gum (opr. 2008, eng. 2014) var den libyske forfatter og intellektuelle, Mansour Bushnafs (f. 1954) debutroman. Bushnaf havde før udgivelsen en fortid som intellektuel modstander af Muammar Gaddafis regime og har blandt andet tilbragt 12 år i fængsel for sine avisskriverier i 1970’erne. Chewing Gum blev da også forbudt af regimet kort efter sin udgivelse. >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
Can Xues kortroman Aldrende skyer i drift er fyldt med svedende, skidende, stinkende kroppe, kriblende og krablende insekter og gnavende rotter. Der gnides og kradses, knases og smaskes, ræbes og fises, spyttes og harkes, svedes og pisses, så det er en sand – omend samtidig frastødende – fornøjelse.
Can Xue (f. 1953) beskrives af forlaget som en avantgardeforfatter, der med sin surrealistiske stil skiller sig ud fra den mere udbredte socialrealistiske stil i kinesisk litteratur (som f.eks. eksponeret ved Yu Hua og Sun Pin, der også indgår med titler i Korridors novellaserie). >> Læs videre
To særdeles velfortalte, finurligt fine, magisk-realistiske fortællinger om komplicerede familierelationer fra en markant stemme i moderne japansk litteratur.
Hiromi Kawakami (f. 1958) kender vi her på bloggen fra hendes smukke kærlighedsroman, Senseis mappe (opr. 2001). >> Læs videre
Ualmindelig hård og brutal – men ikke desto mindre fremragende – kinesisk kortroman om manglende social empati og indbygget vold i det kinesiske samfund. Stærkt anbefalet – til alle, der kan klare kosten.
Yu Hua (f. 1960) er et af de velkendte, kinesiske forfatternavne i Danmark, for så vidt adskillige af hans bøger er oversat til dansk. Selv har jeg med begejstring tidligere læst (lyttet til) At leve. Jeg er mindst lige så begejstret for den nyoversatte En virkelighed. >> Læs videre
Skulle nogen lide af den vrangforestilling, at kinesisk litteratur er for mærkelig eller for langt væk fra vores verden til at kunne forstås, så kig lige med her en gang. Forlaget Korridor viser med sine seneste udgivelser, at kinesisk samtidslitteratur i dén grad har noget at byde på.
Forlaget Korridor er et af de små, danske forlag, der igennem flere år har demonstreret, at lidenhed ikke er nogen hindring for at realisere store, litterære, udgivelsesambitioner. Tværtimod, må man konkludere, når man studerer udgivelseslisterne fra de små og mindre forlag. >> Læs videre
Flamsk-belgiske Dimitri Verhulsts plejehjemsroman, The Latecomer, er en mildt underholdende, men også ret letbenet komedie om en mand, der beslutter sig for at simulere dement for at slippe ud af sit ægteskab.
Med The Latecomer af flamsk-belgiske Dimitri Verhulst (f. 1972) er vi ovre i en genre, jeg ikke gør det så meget i normalt: den lette komedie. Men efter en stribe eksperimenterende latinamerikanere trængte jeg lige til at læse noget helt andet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
En fortrængt, voldelig, politisk fortid spøger i tilmurede kælderrum, mens alle familier, der har råd, på overfladen holder et rum parat til landets præsident, hvis han skulle få det indfald at komme forbi.
Argentinske Ricardo Romeros (f. 1976) kortroman, The President’s Room (opr. 2015), er ret beset ikke meget længere, end at den også kunne kaldes en lang novelle. Den er skrevet som en serie små stykker kortprosa, der former en sammenhængende historie, men også kan stå alene – hvilket de rent fysisk også gør i bogen: Hver “kapitel” er typisk ikke mere end otte-ti linjer langt; de korteste er kun en sætning; de længste knap tre sider lange. >> Læs videre
“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.
Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med. >> Læs videre
En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.
Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima. >> Læs videre
Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.
Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede. >> Læs videre
“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.
Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu. >> Læs videre
Mordet i Orientekspressen tilsat undergangsstemningen fra Titanic. Sådan forestiller jeg mig, at den liechtensteinske forfatter Armin Öhri gerne havde set sin kortroman om zeppelineren Hindenburgs katastrofale sidste rejse i 1937 beskrevet. Men ambitioner er ikke alt, og de indfris desværre ikke her.
Det hører til sjældenhederne, at jeg læser bøger på tysk, endsige forsøger at anmelde dem her på siden. Det skyldes, jeg ikke er særlig god til tysk. Hvilket egentlig ærger mig lidt, da tysk er et smukt sprog, ikke mindst på skrift. >> Læs videre
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.
Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard. >> Læs videre
En simpel og alligevel uendelig kompliceret kærlighedshistorie mellem en ung pige og en dreng, fortalt i korte glimt og svømmende prosa.
Det er den 24. december, og jeg har åbnet den sidste pakke i min fine bogpakkekalender fra Forlaget Korridor, hvorfra jeg her på siden har anmeldt nogle enkelte bøger her i løbet af december (hvis du vil se alle bogkalendergaverne og korte omtaler af dem, må du gå til K’s bognoters profil på Instagram). Julegaven er kortromanen Historien (2013) af Kristina Stolz (f. 1975). >> Læs videre
