“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”
I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre
West of Rome er en lidt blandet fornøjelse bestående af en knap så vellykket kortroman og en til gengæld fremragende novelle. John Fante, når han er knap så god, og han er virkelig god.
John Fante (1909-1983) er mest kendt for den fremragende romankvartet, kendt som Bandini-kvartetten om Fantes alter ego, Arturo Bandini. Især den tredje roman i serien, Ask the Dust (da. I støvet) fra 1939 er noget af det bedste amerikanske litteratur, jeg har læst, og den alene har sikret Bandini-kvartetten en plads på min personlige All-Times-Greatest-liste. >> Læs videre
En lille spøjs fortælling om stalking og voksenmobning – eller mere generelt om at se og blive set af andre – tilsat et muligt dobbeltgængermotiv.
Historien fortælles af en kvinde, vi først sent lærer navnet at kende på. Hun har udviklet en særlig optagethed af en hende ellers ukendt kvinde i nabolaget, kendt som Kvinden i den lilla nederdel. Kvinden i den lilla nederdel er en tilsyneladende ensom dame, lidt en særling, offer for børnenes drillerier i parken, uden fast arbejde. >> Læs videre
Nyoversat japansk ungdomsroman giver et trist og næsten skræmmende portræt af en syg idoldyrkelseskultur blandt unge, japanske piger – som i en eller anden form givetvis også kan genfindes i ungdomskulturer andre steder i verden, inklusive i Danmark.
Idol, brænder (opr. 2020) handler om den sekstenårige, japanske gymnasieelev Akari. Hun har problemer med indlæringen i skolen og har heller ikke meget succes i sit fritidsjob som tjener. Derhjemme står hun i skyggen af sin flittige og bogligt dygtigere storesøster. >> Læs videre
Yukio Mishimas kortroman har mere end 60 år på bagen. Ikke desto mindre opleves dens hovedtema højaktuelt. Hovedpersonens narcissistiske optagethed af sig selv og af, hvordan han tager sig ud, den konstante stræben efter at blive set, kan læses som en aldeles nutidig kommentar til vor tids fokus på det samme.
Star er fortalt af hovedpersonen Mizuno Yutaka, en 23-årig celeber filmstjerne. Han er ombejlet af medier og fans, modtager dagligt stakke af fanbreve fra både kvinder og mænd, der tilbyder sig og fortæller i detaljer om deres seksuelle fantasier om ham. >> Læs videre
Jeg nød at læse Moskov Selim. Det er en god historie, velkomponeret og velfortalt. Den rummer både en elementært underholdende fortælling og fine reflektioner over personlig og national identitet fortalt på et interessant historisk bagtæppe.
Georgios Vizyenos (1849-1896) var født af græske forældre i Thrakien i den lille by Vizye (Vize) nord-vest for Konstantinopel (Istanbul), dengang en del af det Osmanniske Rige, i dag Tyrkiet. Han har taget sit forfatternavn fra sin fødeby. I slutningen af 1800-tallet etablerede han sig som et væsentligt navn i græsk samtidslitteratur, men hans psykiske helbred var ikke for godt, og han tilbragte sine sidste leveår på et sindssygeasyl. >> Læs videre
Alexandros Rangavis har status af klassiker i moderne græsk litteratur. Krimiintrigen og kærlighedsdramaet The Notary (opr. 1855) var mig dog en slem skuffelse. Flade, endimensionelle personer og en forudsigelig handling gjorde den til en kedsommelig omgang.
Historien i The Notary foregår i de tidlige 1820’ere i tiden omkring den græske revolution i 1821 mod Det Ottomanske Rige. Den udspiller sig på Kefalonia, en af de joniske øer, hvor revolutionen dog ikke mærkes direkte. De joniske øer var på det tidspunkt et britisk protektorat, deltog ikke i krigen mod tyrkerne og tilsluttede sig først den nye, uafhængige græske stat i 1864. >> Læs videre
En lavmælt, charmerende, lille historie om menneskers simple liv på den græske ø Skiathos i det 19. århundrede. Om overtro, sladder og generationsfejder, men også om kærlighed og jalousi.
K og konen ferierer i Athen, og så skal man jo læse noget græsk litteratur. Alexandros Papadiamandis (1851-1911) har status af en af de ypperste og mest elskede græske prosaister i moderne tid, skal man tro bagsideteksten på mit eksemplar af Fey Folk. A Tale from Skiathos (opr. 1892, eng. 2013). >> Læs videre
Frie oplevelser er en magisk bog på flere niveauer. Den indeholder magisk-realistiske elementer, og Shahrnush Parsipur skriver i et magisk forførende sprog, som man bare sluger som læser.
Shahrnush Parsipur er en virkelig spændende forfatter, og det er godt, at vi her tidligere på året fik adgang til at læse endnu en af hendes bøger på dansk – udgivet på Gyldendal og oversat af Nazila Ghavarmi Kivi, ligesom den første bog på dansk af Parsipur, Kvinder uden mænd (opr. 1989, da. 2019). >> Læs videre
En vidunderlig, sanselig kortroman om ungdommelig uro, usikkerhed og ustyrlige erotiske drifter og samtidig et mildt ironisk portræt af en hensygnende adelstands distance til sig selv og det ægte, levede liv.
Det er endnu ikke slået fejl for mig: En udgivelse fra forlaget Sidste Århundrede udløser altid begejstring. Det gælder også forlagets seneste udgivelse, Eduard von Keyserlings kortroman Lumre dage (opr. 1906), oversat til dansk af altid gode Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. >> Læs videre
Kortroman om tre parallelle liv inden for samme kernefamilie, fortalt glimtvis i små tableauer. Velskrevet og stemningsfuld, men for løst sammenhængende til at fænge hos mig.
Forlaget beskriver bogen som stykket sammen af “en mosaik af små tableauer,” og det er egentlig meget rammende. Historien er fortalt i korte kapitler, som springer mellem forskellige handlingsspor, der kun er løst bundet sammen, primært af hovedpersonernes familieskab: >> Læs videre
En simpel historie om fire (eller fem) soldater fanget i krig. Om venskab og glæden ved simple ting. Flot fortalt i et enkelt og letflydende sprog. Den er hurtigt læst, men gør stort indtryk. En af mine bedste læseoplevelser i år.
Fire soldater foregår i vinteren 1919/foråret 1920 under Den Røde Hærs tilbagetog fra den rumænske front i krigene i kølvandet på den russiske revolution. >> Læs videre
“At tro betyder at gøre verden så smuk, som den ikke er. Det er smukt at tro på noget. Også selvom det aldrig lykkes i lang tid. Nogle gange kun i et sekund, og mindre end et sekund. Men at tro i ét sekund er ikke for højt betalt med tusind timers tvivl og fortvivlelse. At tro lærer man kun, hvis man ikke har noget andet valg. Men så lærer man det også.”
Tyske Martin Walser (f. 1927) hører ikke til de mest kendte forfatternavne i Danmark. Hvor læst han er i Tyskland, ved jeg heller ikke, men jeg gætter på, at færre kender ham for hans litterære produktion end for de offentlige polemikker af politisk karakter, han har været omgærdet af. >> Læs videre
Tingene falder gradvist fra hinanden i Inghill Johansens kortroman Bungalow samtidig med meningen i fortællerens eget liv. Bogen vil gerne være en lavmælt intens fortælling om tab, ensomhed og fremmedgjorthed. Den er lavmælt, ja, men intensiteten udeblev for mig på trods af enkelte fine billeder.
Den lille hvide bog blev fundet frem fra bogreolen i anledning af, at norske Inghill Johansen (f. 1958) for nylig blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022. Bungalow (opr. 2016) blev udgivet på dansk i 2017 på Forlaget Silkefyret, oversat af forlægger Allan Lillelund Andersen. >> Læs videre
Hmm … Hvad var det lige, jeg læste her? Jeg ved det ikke. Jeg forstod ikke en bønne. Der er besynderligt smukke sætninger her og dér, som har én eller anden form for dragende appel. Fleur Jaeggy kan afgjort noget med ord. Men jeg forstod egentlig ikke noget af det.
Jeg har tidligere med begejstring læst schweizisk fødte, i Italien bosiddende Fleur Jaeggys (f. 1940) novellesamling I am the Brother of XX (opr. 2014, eng. 2017). Det var også udfordrende læsning, men dog (overvejende) intelligibelt. >> Læs videre
En lille roman om magtens logik i en totalitær stat. Ikke Kertész’ bedste, men i høj grad læseværdig.
Detektivhistorie (opr. 1977) er ifølge Imre Kertész’ eget forord til den danske oversættelse ved Peter Eszterhás fra 2005 skrevet ganske hurtigt, konkret foranlediget af en efterspørgsel fra Kertész’ ungarnske udgiver. Den har da heller ikke samme tyngde som de øvrige bøger af Kertész, jeg har læst (senest De skæbneløse (opr. 1975)), men mindre kan gøre det. Detektivhistorie er også litteratur af høj klasse. >> Læs videre
“Åh, mennesket forstår sig specielt godt på gemenheder. Men var det gement? Hvordan kan man i denne situation bedømme et menneske?”
Jeg annoncerede for nyligt en Dostojevskij-pause, men han er ikke sådan lige at slippe. Især ikke, når Batzer & co. netop har genudgivet oversættelser af to af hans såkaldte “Fantastiske fortællinger,” begge oversat af Ole Husted Jensen: Den sagtmodige (opr. 1876) og Et latterligt menneskes drøm (opr. 1877). >> Læs videre
Solsjenitsyns nyklassiker om en dag i straffefangen Ivan Denisovitjs liv i en sovjetisk arbejdslejr gør bestemt indtryk. Og der er ingen tvivl om, at det har været og er en vigtig bog. Men den var mig ærlig talt også – tør jeg indrømme det? – lidt kedelig, så det var godt, at den ikke var lang.
Bedst som I, kære læsere, troede, at I var sluppet fri af de gamle russere, fordi min bogkuffert endnu ikke er nået frem til min feriedestination i denne uge, så kommer der altså lige et lille dryp mere. For der er jo stadig lydbøger, og i dét format har jeg i denne uge lyttet mig igennem Alexander Solsjitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962). >> Læs videre
Hvis de litterære stepper i det 19. århundredes Rusland havde været en afrikansk savanne, så kunne jeg her på K’s litterære januar-safari nu sætte flueben ud for alle i The Big Five: Lev Tolstoj, Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Gogol, Ivan Turgenev og nu også Aleksandr Pusjkin.
Nu læser jeg så ganske vist ikke for at sætte flueben. Der er bare gået gamle russere i min læseliste. Ikke fordi de er klassikere i betydningen pligtlæsning. Men fordi de er virkelig godt litterært selskab. Og jeg er ikke færdig. Især Dostojevskij har fået fat i mig (igen), og jeg planlægger at genlæse nogle af de store romaner fra den sene del af forfatterskabet i løbet af 2022 (Idioten, Forbrydelse og straf, Onde ånder). Og så står der i øvrigt også nogle lidt yngre russere og venter i min reol. Og lidt mere Turgenev. >> Læs videre
Jeg fortsætter i sporet fra Hvide nætter med endnu et af Dostojevksijs små ungdomsværker. Ligesom førnævnte er Et svagt hjerte oprindeligt udgivet i 1848 og er også tidligere oversat til dansk, men genudgivet i en ny dansk oversættelse ved Tine Roesen i 2021 i anledning af 200-året for Dostojevskijs fødsel.
Et svagt hjerte (som nærmest bare er en lang novelle) handler om to venner, Arkadij og Vasja, to unge lavtstående embedsmænd, som deler lejlighed. En nytårsdag kommer Vasja hjem og fortæller, at han – nærmest til sin egen overraskelse – er blevet forlovet. >> Læs videre
Jeg er helt forvirret og i tvivl om, hvordan jeg skal læse Dostojevskijs ungdomsværk Hvide nætter. Er det en overskruet, næsten kvalmende sentimental bagatel, som i bedste fald har litteraturhistorisk interesse, for så vidt den peger frem mod senere temaer og teknikker i forfatterskabet? Eller er det en lille, subtilt tvetydig, ironisk genistreg?
Hvide nætter (opr. 1848) hører til blandt Dosotjevskijs ungdomsværker fra tiden før tugthusopholdet i Sibirien, som dannede baggrund for fængselsromanen Det døde hus (1861), jeg anmeldte forleden. Værket er nyudgivet på forlaget Batzer & co. i slutningen af 2021 i en ny dansk oversættelse ved Trine Søndergaard. >> Læs videre
En personlig reflektion i poetiske kortprosastykker om at kunne savne en søster, man aldrig har kendt, om oplevelsen af at føle sig fremmedgjort i ikke bare den by, man fysisk befinder sig i, men også i sin egen familiehistorie. Hvidt, fint, sart og stedvist rørende. Også lidt kedeligt.
Sydkoreanske Han Kang (f. 1970) fik sit internationale gennembrud med den fascinerende og foruroligende Vegetaren (opr. 2007, da. 2017). Efterfølgende er på bl.a. engelsk og dansk udkommet Human Acts (2017)/Levende og døde (2019) om studenteroprøret i Gwangju, Sydkorea i 1980, som jeg endnu har til gode (men den står et sted i reolen og venter). >> Læs videre
“… denne morgen lå jeg allerede vågen klokken seks, plaget af den ubærlige tanke om at være til. Jeg fandt den så uhyrlig, at jeg blev liggende helt stille og ubevægelig i min seng og lod, som om jeg stadig sov, vel for at snyde min dæmon.”
Bare rolig, Eurobacillen er ikke coronalitteratur. Allerede af den grund, at den første version af romanen af kom fra trykken næsten et helt århundrede før, nogen havde hørt om Covid-19. Og så er “Eurobacillen” i Yvan Golls kortroman fra 1927 i øvrigt ikke en bakterie eller virus i medicinsk-fysiologisk forstand, men derimod et billede på den europæiske værdikrise i 1920’erne. >> Læs videre
“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
“Hun hørte en knogle sprække et sted i kroppen, noget jamrede, som om et lille dyr sad indespærret der. En strejfende kat, en hamster, et eller andet.”
Den kinesiske forfatter Sun Pin (f. 1983) kender vi her på bloggen fra kortromanen Uendelig lidelse. De tusind bæsters nat er ligesom denne udgivet i Forlaget Korridors novellaserie og ligeledes oversat til smukt dansk af Sidse Laugesen, forlagets “hus-oversætter” fra kinesisk. Bogens design holder også den høje standard, vi er vante til fra Korridor. >> Læs videre
En finsk roman med den oversatte titel The Union of Synchronised Swimmers og tilmed et ualmindelig smukt og elegant designet omslag. Det var nok for mig til, at denne kortroman kom ned i indkøbskurven på et af sommerens boghandelbesøg.
Det er dog en tilsnigelse af kalde det en roman. Der er reelt tale om seks selvstændige noveller, som kun er bundet meget løseligt sammen af en rammehistorie. Rammehistorien udgør en syvende novelle i sig selv, der blot er fortalt brækket op i syv korte bidder som “mellemlægspapir” mellem de øvrige seks noveller. >> Læs videre
Da kakerlakken Jim Sams en morgen vågner fra urolige drømme, finder han sig i en seng forvandlet til en uhyre skabning, nærmere bestemt den engelske premierminister. Liggende på ryggen ville hans små brune ben normalt have sprællet glade i luften, men nu ser han kun fire store kødfulde lemmer, som ligger dvaske ned langs hans sider. Ved en grotesk omvending ligger alt hans kød tilmed blottet uden på hans skelet.
Nogenlunde sådan begynder Ian McEwans satiriske kortroman fra 2019 om det britiske Brexit. Indledningen er naturligvis en parafrase over Franz Kafkas Forvandlingen, og det er jo meget sjovt i sig selv. Herfra ophører referencerne til og ligheden med Kafka imidlertid. >> Læs videre
En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20, århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning. Og det er rasende godt.
Forlaget Sidste århundrede er efter eget udsagn stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Og det er der siden forlagets oprettelse i 2015 kommet en række fine udgivelser ud af. >> Læs videre
Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.
I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre
En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.
Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden. >> Læs videre
