Flamsk-belgiske Dimitri Verhulsts plejehjemsroman, The Latecomer, er en mildt underholdende, men også ret letbenet komedie om en mand, der beslutter sig for at simulere dement for at slippe ud af sit ægteskab.
Med The Latecomer af flamsk-belgiske Dimitri Verhulst (f. 1972) er vi ovre i en genre, jeg ikke gør det så meget i normalt: den lette komedie. Men efter en stribe eksperimenterende latinamerikanere trængte jeg lige til at læse noget helt andet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
En fortrængt, voldelig, politisk fortid spøger i tilmurede kælderrum, mens alle familier, der har råd, på overfladen holder et rum parat til landets præsident, hvis han skulle få det indfald at komme forbi.
Argentinske Ricardo Romeros (f. 1976) kortroman, The President’s Room (opr. 2015), er ret beset ikke meget længere, end at den også kunne kaldes en lang novelle. Den er skrevet som en serie små stykker kortprosa, der former en sammenhængende historie, men også kan stå alene – hvilket de rent fysisk også gør i bogen: Hver “kapitel” er typisk ikke mere end otte-ti linjer langt; de korteste er kun en sætning; de længste knap tre sider lange. >> Læs videre
“Jeg mener ikke, at man nødvendigvis bør anse en drøm for at være virkelig, ej heller virkeligheden som galskab.”
Morels opfindelse (opr. 1940) af Adolfo Bioy Casares (1914-1999) regnes for en af de absolutte klassikere inden for argentinsk og latinamerikansk litteratur. Den har tidligere været udgivet på dansk (1988), men genudgives nu af forlaget Sidste århundrede i en spritny oversættelse ved Maria Louise Albjerg Ravnholt og Jon Albjerg Ravnholt. >> Læs videre
Fiktion forklædt som litteraturhistorie og religiøst inspireret litterær eksegese. Den litterære spasmager Mario Bellatin fortsætter sin selvrefererende leg med historiske, litterære og personlige sandheder og andre konstruktioner.
Jacob the Mutant er en litterær og en personlig fortolkning af et af de mindst kendte værker af den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), som følgere af disse bognoter vil være godt bekendt med. >> Læs videre
En biografi over den japanske forfatter Yukio Mishimas liv – vel at mærke som det formede sig efter, at hans hoved blev hugget af i forbindelse med hans rituelle selvmord i 1970 … Og en collage af historier om mangler og deformiteter – med thalidomidskandalen i 1960’erne som omdrejningspunkt.
Dette er den tredje bog, jeg læser af mexicanske Mario Bellatin, og jeg er ved at lære, at fra hans side kan man lige så godt indstille sig på at blive udsat for noget, der er endnu mere mærkeligt, end man havde indstillet sig på … Således også i Flowers & Mishima’s Illustrated Biography / Flores y biografía ilustrada de Mishima. >> Læs videre
Hvad skal man i grunden mene om et værk som Tolstojs Kreutzersonaten? Det mørkekristne budskab om seksuel afholdenhed som moralsk forpligtelse er håbløst. Menneskesynet i almindelighed og kvindesynet i særdeleshed er decideret oprørende. Seksualitetsopfattelsen er fuldstændig forkvaklet.
Men samtidig skriver Tolstoj, så det gnistrer. Og portrættet af en mand i sine lidenskabers vold er medrivende, selv om de færreste moderne mennesker vil kunne tegne abonnement på Tolstojs underliggende moraliserende verdensbillede. >> Læs videre
“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.
Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu. >> Læs videre
Mordet i Orientekspressen tilsat undergangsstemningen fra Titanic. Sådan forestiller jeg mig, at den liechtensteinske forfatter Armin Öhri gerne havde set sin kortroman om zeppelineren Hindenburgs katastrofale sidste rejse i 1937 beskrevet. Men ambitioner er ikke alt, og de indfris desværre ikke her.
Det hører til sjældenhederne, at jeg læser bøger på tysk, endsige forsøger at anmelde dem her på siden. Det skyldes, jeg ikke er særlig god til tysk. Hvilket egentlig ærger mig lidt, da tysk er et smukt sprog, ikke mindst på skrift. >> Læs videre
Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.
Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard. >> Læs videre
En simpel og alligevel uendelig kompliceret kærlighedshistorie mellem en ung pige og en dreng, fortalt i korte glimt og svømmende prosa.
Det er den 24. december, og jeg har åbnet den sidste pakke i min fine bogpakkekalender fra Forlaget Korridor, hvorfra jeg her på siden har anmeldt nogle enkelte bøger her i løbet af december (hvis du vil se alle bogkalendergaverne og korte omtaler af dem, må du gå til K’s bognoters profil på Instagram). Julegaven er kortromanen Historien (2013) af Kristina Stolz (f. 1975). >> Læs videre
Et fascinerende portræt af den for de fleste ukendte, men ikke desto mindre særdeles indflydelsesrige, japanske forfatter Shiki Nagaoka, hvis næse var så usædvanlig stor, at mange efterfølgende har været fristet til at betragte ham som en fiktiv figur.
Den mexicanske forfatter Mario Bellatin var et helt ukendt navn for mig, indtil hans kortroman Skønhedssalon tidligere på denne måned som det første og hidtil eneste værk af Bellatin blev udgivet på dansk. Jeg var ret begejstret (hvilket man kan læse om her), og skyndte mig at bestille alt, hvad jeg kunne finde på nettet af Bellatin i engelsk oversættelse (jeg arbejder på at lære mig selv spansk for at kunne læse nogle af de mange spændende, men ikke-oversatte spanskskrivende forfattere, men der går nok lige nogle år, før jeg når dertil …). >> Læs videre
Stærke, eksistentialistiske noveller i historiske klædedragter fra en af Cyperns mest anerkendte forfattere.
Samlingen Gregory and other stories (2009) består af tolv noveller udvalgt fra fire forskellige oversatte udgivelser af cypriotiske Panos Ioannides (f. 1935): In Etherial Cyprus (1964), Cyprus Epics (1968), Chronaka (1972) og The Unseen Aspect (1979). >> Læs videre
Tao Lin har skrevet en slags roman, som ikke vil være en roman, om tomheden i hverdagslivet for et antal unge amerikanerne i nullerne. Desværre er bogen selv lige så tom og overfladisk som det fænomen, den vil beskrive.
Dagens kalendergave i årets bogpakkekalender fra Forlaget Korridor var kortromanen At stjæle fra American Apparel (opr. 2009, på dansk 2016) af amerikanske Tao Lin (f. 1983). Ikke en bog, jeg ellers havde på min læseliste, men nu benyttede jeg lejligheden til at stifte bekendtskab med Tao Lin, som en overgang har været ret hypet. Og den var jo hurtigt læst. >> Læs videre
Mario Bellatins Skønhedssalon er en sær og dragende kortroman om en skønhedssalon omvendt til dødssted, en ramme om sygdom og død. På nogle måder ubehagelig i sine temaer, men samtidig umådelig smuk.
I går udkom peruviansk-mexicanske Mario Bellatin (f. 1960) for første gang på dansk i form af hans mest kendte bog, kortromanen Skønhedssalon (opr. 1994), oversat til dansk med vanlig sikkerhed af Ane-Grethe Østergaard. >> Læs videre
Solidt romanhåndværk. Graham Greenes kortroman fra 1955 om spillelidenskabens og andre menneskelige dårskabers fælder er en klassisk, gedigent fortalt historie, som stadig kan læses.
Jeg har læst Loser Takes All som repræsentant for Monaco i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Briten Graham Greene (1904-1991) kan ganske vist ikke på nogen måde gå for at være monegasker, men romanen foregår i Monaco ved og omkring spillebordene i Monte Carlo, og det må være godt nok. >> Læs videre
Lille og let, men særdeles velfortalt, veloplagt og vittig. Brasilianske Jorge Amados kortroman om vandbrægeren Quincas’ dobbelte død er først og fremmest underholdende, men Amados socialistiske klassebevidsthed slår igennem og tilfører kant.
Jorge Amado (1912-2001) har klassikerstatus i Brasilien og også i resten af verden, selv om han måske nok ikke er så meget læst. Han har efterladt et imponerende stort forfatterskab, hvoraf enkelte romaner også er oversat til dansk, men i dag vist kun kan findes antikvarisk eller på biblioteket. The Double Death of Quincas Water-Bray er mig bekendt dog aldrig oversat til dansk, så her må man ty til den engelske oversættelse, hvos man ikke behersker det originale portugisiske. >> Læs videre
Nyklassisk liberiansk kortroman, som angiveligt stadig er obligatorisk pensum i liberianske skoler. Interessant som et indblik i liberiansk kultur, om end ikke decideret verdensklasselitteratur i sig selv – efter denne læsers ydmyge mening.
Liberia er endnu et af de lande, hvorfra udvalget af skønlitteratur er forholdsvis begrænset. De få romaner, jeg er stødt på i min research efter liberiansk litteratur til brug for min læseudfordring Verden rundt i bøger, appellerede ikke voldsomt meget til mig, så mit valg faldt i stedet på den nyklassiske kortroman/lange novelle, Murder in the Cassava Patch, af Bai T. Moore (1916-1988). >> Læs videre
Nyklassisk malinesisk roman fra 1979 – langt om længe oversat til engelsk i 2017. Meget velskrevet og en overraskende underholdende læseoplevelse.
The Lieutenant of Kouta er første bog i Diabatés prisbelønnede romantrilogi, som foruden Le lieutenant de Kouta (opr. 1979) også omfatter Le coiffeur de Kouta (1980) og Le boucher de Kouta (1982).
Kun den første er hidtil oversat til engelsk (og mig bekendt ikke til dansk), men mon ikke udgiverne og oversætterne (Shane Auerbach og David Yost) har planer om en udgivelse af de næste to bind på engelsk også? Det må man håbe, for Diabaté er et ganske fornøjeligt bekendtskab. >> Læs videre
Atlantic Hotel af brasilianske João Gilberto Noll udmærker sig ved sin mystiske, mørke og rugende stemning og Nolls meget enkle, men samtidig stærkt billedskabende, filmiske sprog. Det er som at læse en road movie omsat til roman. Desværre fører den ingen steder hen.
Jeg skal advare mod afsløringer i det følgende, som nogle vil kunne opfatte spoilers, men uden visse, minimale afsløringer er det mig ikke muligt at skrive noget begrundet om min vurdering af bogen. Jeg lover, at for den type læser, der vil kunne have fornøjelse af bogen, vil det ikke være ødelæggende afsløringer. >> Læs videre
Den usbekiske forfatter Hamid Ismailovs korte roman, The Dead Lake, er en overlegen demonstration af, hvordan en stor roman sagtens kan være kort – ja, faktisk ofte er kort, fordi de dygtigste forfattere forstår og formår at docere teksten til det nødvendige.
Ismailov formår på de få sider, der udgør The Dead Lake, både at besynge det kasakhstanske steppelandskab, fortælle en coming-of-age-historie om en drengs opvækst, indvie læseren i centralasiatiske traditioner, skikke og hverdagsliv, trække tråde til lokale mytologier og tematisere forholdet mellem Øst og Vest under den kolde krig gennem blandt andet musik. >> Læs videre
Angels of Mauritania and the Curse of the Language er et sympatisk, om end – bliver jeg nødt til at sige – litterært set desværre ikke særlig vellykket forsøg på at skrive en roman om sprog og kultur i Mauretanien.
Jeg har søgt på alle de måder og alle de steder, jeg kunne komme i tanke om at søge, efter eksempler på skønlitteratur fra den geografisk store, men befolkningsmæssigt beskedne vestafrikanske ørkenstat, Mauretanien. Til sidst måtte jeg ty til samme løsning som en anden verdenslitteraturlæser, Ann Morgan, nemlig Mohamed Bouya Bambas selvudgivne kortroman Angels of Mauritania and the Curse of the Language (er kun udgivet elektronisk og kan downloades via e-bogstjenesten Scribd). >> Læs videre
Gabonesiske Daniel Mengaras kortroman, Mema, er et velskrevet og interessant, skønlitterært indblik i aspekter af kulturen i et traditionelt landsbysamfund i Gabon.
Romanen er fortalt i jeg-form af en dreng, der vokser op i en traditionel landsby, indtil han efter sin fars død adopteres af sin ældre fætter, som tager ham med til en større by, hvor drengen får mulighed for at gå i “den hvide mands skole.”
Det e r de stærke kvinder, der er i fokus i romanen, først og fremmest fortællerens mor (Mema betyder mor). Man kan få den tanke, at der en del selvbiografiske elementer i romanen, men det har jeg ikke noget nærmere kendskab til. >> Læs videre
Afrikansk kortromanklassiker om eritreanske soldater indskrevet som lejetropper i den italienske kolonimagts hær i begyndelsen af det 20. århundrede.
Gebreyesus Hailu (1906-1993) var i sin levetid en markant person i Eritreas intellektuelle, kulturelle, kirkelige og politiske liv, både under og efter det italienske kolonistyre. Han var uddannet teolog og studerede i en periode i Italien, men vendte tilbage til Eritrea. >> Læs videre
En kort roman fra Burundi med en enkel kernehistorie, som ikke desto mindre formår at berøre en stor mængde temaer, som på én gang er meget konkret forankret i Burundis aktuelle virkelighed og nylige historie og samtidig har universel relevans.
Scenen for Baho! (som på kirundi, Burundis andet officielle sprog ved siden af fransk, vist nok betyder “at leve”) er en landsby i en fiktiv region i Burundi. Tiden er ikke så længe efter afslutningen af den lange borgerkrig i Burundi fra 1993-2005, som blandt andet var knyttet til etniske konfliktlinjer mellem hutuer og tutsier. >> Læs videre
“I wake up. My shirtfront is stiff and bibbed brown. I take it to be dried blood and I’m a dead man. The ocean air persuades me to doubt, to reel my head in double, triple takes towards my feet. My feet are on the ground, It may be that I fell face first in the mud. Anyway, I’m still too drunk to care.”
Ottessa Moshfeghs debutroman, McGlue, åbner med en tømmermændsscene af de værre. Titelpersonen og jeg-fortælleren, den nogenogtyveårige skibsdreng McGlue, vågner med tømmermænd og et stort hul i hovedet, bundet til en skibbriks i en kahyt på det skib, han er mønstret. Han er anklaget for mord på et andet besætningsmedlem, som samtidig var hans eneste ven, angiveligt begået i en brandert under en landgang i Stone Town, Zanzibar. >> Læs videre
Et stilfærdigt, troværdigt, lille stykke dansk hverdagsrealisme. Romanen er i det store hele meget velskrevet (på nær enkelte tæerkrummende kiks), men noget blivende indtryk kommer den nok ikke til at efterlade hos mig.
Ida Holmegaards (f. 1990) anden roman, Graceland, fra 2017 er fortalt over en enkelt eftermiddag op til jul af tre forskellige stemmer i en dansk familie: >> Læs videre
Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.
Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).
Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera. >> Læs videre
Bret Easton Ellis møder Irvine Welsh i Tbilisi kunne være en karakteristik af stilen i denne eksperimenterende, provokerende, postmodernistiske roman fra Georgien fra 2010.
Zaza Burchuladze (f. 1973) har i hjemlandet Georgien status af provokatør og postmodernistisk forfatter og dramatiker. For fans af Kafka kan det i sig selv være en indikation på Burchuladzes karakter af litterært legebarn, at han tidligere har skrevet under forfatterpseudonymet Gregory Zamza. Burchuladzes kortroman adibas (opr. 2010, udgivet på engelsk ved Guram Sanikidze i 2013) er ikke nogen undtagelse. >> Læs videre
Apokalyptisk krimi-noir fra Montenegro. Ganske god læsning, selv om den korte roman med sine relativt lange strejftog i den europæiske millenarismes historie vil lidt mere, end den magter at indløse.
Montenegrinske krimier er ikke dét, jeg har gjort mest i, men Andrej Nikolaidis kortroman fra 2009 (her i engelsk oversættelse af Will Firth fra 2016) er faktisk et helt interessant bekendtskab i den på én gang lettere og tungere genre. >> Læs videre
