“De fleste læsere bryder sig ikke om at læse kortere tekster, fordi de ikke har meget tid. De vil hellere gå en tur i en stor roman uden at ændre sig. De korte tekster går derimod tur i læsernes kroppe, hvilket læserne finder ret anstrengende.”
Citatet er fra En gæst af Yoko Tawada, og det slog mig personligt som en fin formulering af, hvorfor jeg selv som læser over de seneste år i stigende grad har vendt mig mod noveller og kortromaner frem for de lange, fortællende romaner. >> Læs videre
“Hun hørte en knogle sprække et sted i kroppen, noget jamrede, som om et lille dyr sad indespærret der. En strejfende kat, en hamster, et eller andet.”
Den kinesiske forfatter Sun Pin (f. 1983) kender vi her på bloggen fra kortromanen Uendelig lidelse. De tusind bæsters nat er ligesom denne udgivet i Forlaget Korridors novellaserie og ligeledes oversat til smukt dansk af Sidse Laugesen, forlagets “hus-oversætter” fra kinesisk. Bogens design holder også den høje standard, vi er vante til fra Korridor. >> Læs videre
En finsk roman med den oversatte titel The Union of Synchronised Swimmers og tilmed et ualmindelig smukt og elegant designet omslag. Det var nok for mig til, at denne kortroman kom ned i indkøbskurven på et af sommerens boghandelbesøg.
Det er dog en tilsnigelse af kalde det en roman. Der er reelt tale om seks selvstændige noveller, som kun er bundet meget løseligt sammen af en rammehistorie. Rammehistorien udgør en syvende novelle i sig selv, der blot er fortalt brækket op i syv korte bidder som “mellemlægspapir” mellem de øvrige seks noveller. >> Læs videre
Da kakerlakken Jim Sams en morgen vågner fra urolige drømme, finder han sig i en seng forvandlet til en uhyre skabning, nærmere bestemt den engelske premierminister. Liggende på ryggen ville hans små brune ben normalt have sprællet glade i luften, men nu ser han kun fire store kødfulde lemmer, som ligger dvaske ned langs hans sider. Ved en grotesk omvending ligger alt hans kød tilmed blottet uden på hans skelet.
Nogenlunde sådan begynder Ian McEwans satiriske kortroman fra 2019 om det britiske Brexit. Indledningen er naturligvis en parafrase over Franz Kafkas Forvandlingen, og det er jo meget sjovt i sig selv. Herfra ophører referencerne til og ligheden med Kafka imidlertid. >> Læs videre
En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20, århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning, Og det er rasende godt.
Forlaget Sidste århundrede er efter eget udsagn stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Og det er der siden forlagets oprettelse i 2015 kommet en række fine udgivelser ud af. >> Læs videre
Jeg havde (næsten) glemt, hvor god Henrik Pontoppidan er. Den lille kortroman, Isbjørnen, er kun et hjørne af hans værk, men den rummer i sig mange af de temaer, der præger Pontoppidans store forfatterskab, og hans sproglige mesterskab er let genkendeligt.
I bagsideteksten hedder det om Isbjørnen, at den er “noget af det mest finurlige og underholdende, der nogensinde er skrevet på dansk.” Det er måske nok så meget sagt endda (selv om “noget af …” jo er en ret rummelig helgardering). Men den korte fortælling er bestemt både finurlig og underholdende. >> Læs videre
En gynækologs utroværdige bekendelser. En bevægelseshæmmet opdrætter af dræberhunde. En dreng, hvis mor tager sig betalt for at fremvise hans kønsdele i offentlige bade. Kort sagt: Tre meget bellatinske Mario Bellatin-noveller.
Vi tager lige en Mario Bellatin mere – i forlængelse af min læsning af Mrs. Murakami’s Garden. >> Læs videre
Mexicos enarmede litterære sørøver, Mario Bellatin, leger i Mrs. Murakami’s Garden med genrerne, med læseren og i det hele taget med den litterære bog som konstruktion. Det er som altid hos Bellatin ganske fermt gjort, men ikke helt på niveau med hans bedste udgivelser.
For følgere af disse noter behøver mexicanske Mario Bellatin ikke nogen nærmere præsentation (se ellers min omtale i forbindelse med anmeldelserne af andre af Bellatins bøger). Dermed er det også unødvendigt at sige, at fra Bellatin ved man aldrig helt, hvad man skal vente – udover at hans værker sjældent er, hvad de ser ud til at være – eller omvendt netop gør en pointe ud af, at de præcis kun er det, de ser ud til at være, nemlig ord og billeder på papir … og dermed afslører, at værkernes mening tilføres andetsteds fra og altid er notorisk ustabil og uforudsigelig. >> Læs videre
En ung mand og en sulten jaguar i en redningsbåd midt i Atlanterhavet. Hvad gør han? Gør sig til dens ydmyge, frygtsomme tjener ved at fange fisk til den for at overleve? Eller gør han modstand? Hos Moacyr Scliar er det et spørgsmål til ethvert menneske, der lever under diktaturets trussel.
Hvis I håbede, at jeg helt havde sluppet brasilianske Moacyr Scliar, så må jeg skuffe. For selv om ikke alt, hvad jeg har læst af ham, får mig helt op at ringe, så er det noget ved Scliars stil, som giver mig lyst til at læse mere. >> Læs videre
Et sprudlende og farverigt portræt af den jødiske bydel Bom Fim i Porto Alegre, Brasilien, i 1940’erne. Med masser af humor, satire og nogle stænk magisk realisme.
Jeg bliver lige hængende lidt ved Moacyr Scliar (1937-2011). Denne gang ved hans første roman fra 1972, The War in Bom Fim (oversat til engelsk fra det originale portugisiske af David William Foster i 2010). >> Læs videre
Mildt underholdende, ironisk kortroman om et mislykket, romantisk forsøg på at genskabe Paradisets have som en økologisk turistpark i et stykke jungle i Brasilien.
Eden-Brazil (opr. 2002) hører til brasilianske Moacyr Scliars (1937-2011) senere produktion. Det er ikke en af hans mest kendte romaner, og lad os bare være ærlige og sige, at det nok også er med god grund. Dermed ikke sagt, at det er en dårlig bog, den er bare et stykke fra standarden hos Scliar, når han er bedst. >> Læs videre
Hvad sker der, når en matematikprofessor på vej mod de 50 pludselig overvældes af et øjeblik af “inkommensurabel betydning,” et uventet glimt af mening hinsides fornuft i et ellers kedeligt, borgerligt normalliv? Hos Hilda Hilst går han i mental opløsning i en mere end almindelig alvorlig midtvejskrise – som måske kan være vejen til genfødsel (som hund).
Fra Moacyr Scliars noveller til en anden af Brasiliens store forfatterprofiler, Hilda Hilst (1930-2004). I 2018 fik vi for første gang adgang til at læse Hilda Hilst på dansk i form af Lean Pejtersens oversættelse af den uanstændige Madam D (opr. 1982), udgivet på Forlaget Gladiator. Lean Pejtersen står også bag den fine fordanskning af Med min hundeøjne (opr. 1986), som udkom for et par måneder siden på det relativt nye mikroforlag, Harpyie. >> Læs videre
“Det smukkeste er at være til stede i verden, at hengive sig til ydmygelse, at hengive sig til mishandling.” Kinesiske Wang Xiaobos to kortromaner om seksualitet, magt, dominans og underkastelse i Kulturrevolutionens Kina er satire på højt plan.
I september i år udkom endnu en forbilledligt fin bog i forlaget Korridors novellaserie. Der er tale om en dobbeltudgivelse af to kortromaner af den kinesiske forfatter Wang Xiaobo (1952-1997), Så blødt som vand og Guldalder. >> Læs videre
Et brasiliansk skænderi af mytologiske dimensioner, emmende af magt og sex, iklædt sublime sproglige gevandter. Nyklassisk, brasiliansk forfatter er endelig oversat til dansk.
Raduan Nassar (f. 1935) er næppe et navn, der ringer klokker hos mange danske læsere. For mig var han ihvertfald helt ukendt indtil Jensen & Dalgaards udgivelse i går af hele to romaner fra hans hånd, begge oversat til dansk af altid gode Tine Lykke Prado. >> Læs videre
Tyrkisk semiklassiker fra den anatolske højslette om fattige bønders forgæves kamp mod skruppelløse, kapitalistiske storbønder. Velskrevet, livlig og humoristisk, men den politiske og social indignation tager magten over de litterære kvaliteter og får samlet set romanen til at fremstå lidt støvet.
Yashar Kemal (1923-2015) har status som en af Tyrkiet store, såkaldt folkelige forfattere. Han var i sin tid også nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, særligt for debuten, Memed, min falk (opr. 1955). Den står også i min reol i en engelsk oversættelse, men den venter jeg lidt med. >> Læs videre
Et følsomt portræt af en ulykkelig, sekstenårig pige uden venner udvikler sig til et splatteragtigt voldsorgie i et supermarked. The Proof er et eksempel på argentinske César Aira, når hans vilde fantasi og hang til at overraske løber helt af med ham, og det bliver for meget.
Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at læse César Aira, når jeg oftere end sjældent ender med at give ham lunkne ord med på vejen? >> Læs videre
César Airas måske-semibiografiske kortroman The Lime Tree om en barndom i Argentina i peronismens tegn har en vis charme, men den er for løst (tæt på sløset) komponeret til at være egentlig god.
Det er et egentlig et stykke tid siden, jeg læste The Lime Tree (og yderligere en lille Aira-bog – anmeldelse af denne følger snart). Men jeg har ikke lige fundet anledningen før nu til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse. Derfor bliver den også kort. >> Læs videre
En charmerende, velskrevet lille roman om en chilensk piges noget usædvanlige opvækst som assistent for sin forretningsmæssigt lettere anløbne far, en omrejsende isenkramsælger – i skyggerne af de forsvundne under Chiles diktatur.
Kramp er en pudsig historie, fortalt af den ved romanens begyndelse 7-årige pige, M. Hendes far, D., er omrejsende isenkramsælger i en døende branche, og det er i den sammenhæng, at faren – hemmeligholdt for moren, der tror, at pigen er i skole – begynder at tage sin datter med på sine salgsrejser. Den lille piges uskyldige øjne viser sig at være et godt salgstrick, når der skal sælges skruer, fukssvanse og dørspioner. >> Læs videre
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En kortroman i lyrisk prosa om galskab, men også om seksualitet, kønnede magtstrukturer, social tvang og religion.
Det er ikke blevet til så meget med læsningen de seneste par måneder af forskellige grunde, og bagud med anmeldelserne er jeg også. Sådan er det nogle gange. Lidt bliver der dog læst, og ind i mellem endda også noget fremragende litteratur. >> Læs videre
Fin, afdæmpet chilensk kortroman om den kollektive erindring i en generation opvokset under Pinochetregimet – fortalt gennem en gruppe voksnes glimtvise drømme og erindringer om nogle afgørende år i deres barndom og ungdom i perioden 1980-1991.
Omfangsmæssigt er Space Invaders (opr. 2013) af chilenske Nona Fernández (f. 1971) snarere en novelle end en roman. Fraregner man blanke sider, er den kortere end 40 sider. Det, at den handlingsmæssigt udspiller sig over en flerårig periode, er dog ikke desto mindre med til at give den et romanagtigt præg. >> Læs videre
“Hvordan var jeg dog endt med at blive gift med en så radikalt anderledes livsform?”
Det er en skøn udgivelsesdag: Hele to fremragende japanske kortromaner udgives i dag på dansk i Forlaget Korridors novellaserie. Den ene er Yoko Tawadas Brudgommen var en hund, som du kan læse min anmeldelse af andetsteds her på bloggen. Den anden er Et eksotisk ægteskab af japanske Yukiko Motoya (f. 1979). >> Læs videre
Brudgommen var en hund af japanske Yōko Tawada er en lige så bemærkelsesværdig fortælling, som titlen kunne antyde. Og lige så bemærkelsesværdig god.
I dag udkommer to nye japanske kortromaner i Forlaget Korridors novellaserie, som jeg tidligere kun har haft godt at sige om. Det bliver der ikke ændret på med de to aktuelle udgivelser, tværtimod. >> Læs videre
African Titanics er en lille roman om et stort emne: De fortvivlende forhold for afrikanske flygtninge, der i desperation forsøger at krydse Middelhavet mod det forjættede Europa. Emnet er selvsagt vigtigt, men bogen formår desværre ikke helt at indløse sine ambitioner.
Abu Bakr Khaal er født i Eritrea, men bor i dag i Danmark (eller det gjorde han ihvertfald på tidspunktet for bogens udgivelse på engelsk ifølge bogens biografiske oplysninger om forfatteren – jeg har ikke kunnet opstøve anden biografisk information om ham på nettet). Før han kom til Danmark, opholdt sig i flere år i Sudan, ligesom bogens hovedperson. >> Læs videre
En lille, samfundskritisk krimifortællling fra et korrumperet Italien, hvor døden og mafiaen synes at være det eneste, man kan være sikker på.
Den sicilianske forfatter, journalist og politiker Leonardo Sciascia (1921-1989) efterlod sig et betydeligt forfatterskab i flere forskellige genrer. Mest kendt er han nok for sine samfundskritiske krimier. >> Læs videre
Céline rabler derudad og giver sit monstrøse (forsmåede) ego og sin almindelige misantropi fuld skrue i dette fiktive interview med sig selv og den inkontinente professor Y.
Samtaler med professor Y er en lille parentes i Célines forfatterskab. Den er for så vidt helt sjovt at læse for Célines sproglige overskud og frådende udfald mod alt og alle omkring ham, men jeg fandt den for navlepillende og for fjollet til, at den egentlig kunne fange min interesse. >> Læs videre
Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.
Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger. >> Læs videre
Satirisk, postmoderne kortroman om Libyens moderne historie, om livet under et repressivt militærdiktatur, om politiske ideologier, verdensfjerne filosoffer, kvindeundertrykkelse, prostitution, kærlighed og erotisk besættelse og … ja, tyggegummi, masser af tyggegummi.
Chewing Gum (opr. 2008, eng. 2014) var den libyske forfatter og intellektuelle, Mansour Bushnafs (f. 1954) debutroman. Bushnaf havde før udgivelsen en fortid som intellektuel modstander af Muammar Gaddafis regime og har blandt andet tilbragt 12 år i fængsel for sine avisskriverier i 1970’erne. Chewing Gum blev da også forbudt af regimet kort efter sin udgivelse. >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
