Alexandros Rangavis: The Notary

Alexandros Rangavis har status af klassiker i moderne græsk litteratur. Krimiintrigen og kærlighedsdramaet The Notary (opr. 1855) var mig dog en slem skuffelse. Flade, endimensionelle personer og en forudsigelig handling gjorde den til en kedsommelig omgang.

Historien i The Notary foregår i de tidlige 1820’ere i tiden omkring den græske revolution i 1821 mod Det Ottomanske Rige. Den udspiller sig på Kefalonia, en af de joniske øer, hvor revolutionen dog ikke mærkes direkte. De joniske øer var på det tidspunkt et britisk protektorat, deltog ikke i krigen mod tyrkerne og tilsluttede sig først den nye, uafhængige græske stat i 1864.

Der er tale om et temmelig kulørt kærlighedsdrama og en lige så kulørt krimiintrige. Historien rummer ædle ungmøer med svulmende og bristende hjerter, en lige så ædel mandlig helt, en nedrig skurk og ikke mindst en anløben notar, hvis rolle i udfærdigelsen af testamentet for en døende, rig greve er omdrejningspunkt for historien.

Forfatteren Alexandros Rizos Rangavis (1809-1892) var tilsyneladende lidt af en verdensmand: Han var født i Konstantinopel af græske forældre, opvokset i Bukarest og Odessa, uddannet på en militærskole i München. Da han som voksen kom til Grækenland, gjorde han karriere som statsmand, han var med til at grundlægge det første universitet i det moderne Grækenland i 1834 og blev siden udpeget til udenrigsminister.

Samtidig var Rangavis forfatter. Han udgav en del faglitterære værker om Antikken og om græsk litteraturs historie, han oversatte klassiske værker til græsk og skrev selv en stor mængde skuespil og romaner, herunder The Notary (opr. 1855, eng. 2017).

Forlaget beskriver i bagsideteksten The Notary som en klassiker, der kan ses som den græske moderne litteraturs bidrag til den tidlige krimigenre og nævner Alexandros Rangavis side om side med Edgar Allan Poe og E.T.A. Hoffmann.

Hmmm. Her er Rangavis vist kommet i lige lovlig fint selskab. Ganske vist skal man være lidt påpasselig med at skose andre nationers kanoniserede, litterære koryfæer inden for en national, litterær tradition, man ikke kender meget til. Men nogle gange må man også bare være ærlig:

Plottet i The Notary er frygteligt kedsommeligt i sin kulørte forudsigelighed. Personerne er lige så kedsommelige i deres karikerede, flade éndimensionalitet. Kun titelpersonen, den gamle notar, kan jeg som læser mobilisere en vis interesse for, da han som den eneste karakter i romanen rummer nogle sammensatte og nuancerede træk.

Bevares, man må jo også til en vis grad tage højde for den tid, et værk er skrevet i. Men i 1855 havde for eksempel Dostojevskij altså været i gang i ti år, så det var jo ikke fordi, den moderne, litterære verden endnu ikke kendte til nuancerede personkarakteristikker eller raffinerede plot.

The Notary virkede på mig nærmest, som om den er 200 år ældre, end den er. Ikke kun på grund af de flade og éndimensionelle personer, men også i kraft af sin form, som i lange stræk gav mig en fornemmelse af at være et skuespil omskrevet til roman: En scene, en dialog, person ud, den tilbageværende person tænker noget djævelsk for sig selv (på en scene ville han have vendt sig ud mod publikum), ny person ind, ny dialog, og så videre.

Jo, der er retfærdigvis også mere moderne elementer i romanen, som når forfatteren indskyder en kommentar her og der til handlingen eller personerne, men det ændrer ikke mit samlede indtryk.

Heldigvis var romanen kort og nem at læse, så den var hurtigt overstået. Og så kan jeg da sætte flueben ved endnu en græsk forfatter fra det 19. århundrede. Og det er da også noget, selv om jeg havde håbet på lidt mere.

Jeg har dog ikke mistet gejsten for at læse græske moderne klassikere (inspireret af mit aktuelle ferieophold i Athen), så følgerne af disse noter må belave sig på mere fra den kant.

K's vurdering: