Yvan Goll: Eurobacillen

“… denne morgen lå jeg allerede vågen klokken seks, plaget af den ubærlige tanke om at være til. Jeg fandt den så uhyrlig, at jeg blev liggende helt stille og ubevægelig i min seng og lod, som om jeg stadig sov, vel for at snyde min dæmon.”

Bare rolig, Eurobacillen er ikke coronalitteratur. Allerede af den grund, at den første version af romanen af kom fra trykken næsten et helt århundrede før, nogen havde hørt om Covid-19. Og så er “Eurobacillen” i Yvan Golls kortroman fra 1927 i øvrigt ikke en bakterie eller virus i medicinsk-fysiologisk forstand, men derimod et billede på den europæiske værdikrise i 1920’erne.

Eurobacillen (1927) er et stykke fiktion, en kortroman fortalt i korte episodiske afsnit med en slags handling, der udspiller sig over en dag i jeg-fortællerens liv i 1920’ernes Paris.

Men Eurobacillen er også – og måske først og fremmest – et stykke filosofisk kulturkritik á la Oswald Spenglers kulturpessimistiske klassiker, Der Untergang des Abendlandes (1918-1922), som fik enorm indflydelse på modernitetskritikken i det 20. århundrede. Og altså også på Yvan Goll, som man kan læse om i oversætter Adam Paulsens oplysende, om end lidt lange (romanens længde taget i betragtning), efterord.

Yvan Goll (1891-1950) var fra en jødisk familie i Alsace-Lorraine/Elsass-Lothringen. Som forfatter skrev han på både tysk og fransk og eksperimenterede over sin karriere med både surrealisme og ekspressionisme. Eurobacillen er oprindeligt udgivet i 1927, men Goll udgav flere versioner af den sidenhen, herunder en på fransk. Den danske oversættelse er baseret på den tyske førsteudgave, inklusive ni tegninger af den russisk-franske kunstner Georges Annenkov, som også indgik i originalen.

Som roman betragtet er Eurobacillen mildest talt rodet og usammenhængende. Der er en slags handling, men det er ikke dén, der får os til at læse videre i bogen. Det er til gengæld Yvan Golls på én gang lyriske, sprælske og tungt læssede sprog, hans bidende kulturkritik og ikke mindst hans humor. For bogen er virkelig sjov, om end nok især for den idéhistorisk interesserede.

Disse mennesker havde endda opgivet at tænke. De frygtede at tænke over sig selv.

Romanen foregår som nævnt over en enkelt dag, hvor jeg-fortælleren bevæger sig rundt i Paris, på flugt fra sin egen og Europas skæbne.

Han bevæger sig rundt i boulevarderne, de små gader og i sporvogne, han besøger butikker, begravelser, prostituerede, unge nihilister på værtshuse, han forsøger sig som bibelsælger på gaden (det sidste med held, fordi han sælger dem så billigt). Han forfølges af politiet for et mord, som han måske eller måske-ikke har begået, hverken han selv eller læseren finder egentlig ud af det, og det er også ligemeget.

Alle vegne ser han værdimæssigt forfald, overfladiskhed, mangel på mening, frygt for både livet og døden.

Disse mennesker troede på alt, hvad sidemanden i sporvognen fortalte dem, men de troede ikke på noget af det, Gud fortalte dem. De troede på det, der stod skrevet med funklende bogstaver på husene, nemlig at Gilettes barberblade var de bedste, men de troede ikke på, at deres frelse afhang af, om de fulgte med i, hvordan det lille gule blad på lindetræet langsomt voksede og blev til en engels hånd.

På en café støder fortælleren ind i en aldrende, amerikansk videnskabsmand, som til sin egen begejstring kan diagnosticere fortælleren som det første menneske, der er dokumenteret smittet med “Eurobacillen.” En bacille, som angriber kirker, bøger og dyr (konkret et æsel – måske en hilsen til Nietzsche?). Og nu altså også mennesker.

“Det vil højst sandsynligt kunne fastslås, at også De, på samme måde som stenene, den gamle bog og æslet, er fuldkommen tom indvendig. De har sikkert heller ikke længere nogen lever, noget hjerte eller nogen sjæl. Overført til Deres menneskelighed vil det sige: De har ikke længere nogen ambition eller tro, og De er ude af stand til at elske. Hører De til den nye ungdom, der er så stolt af at mangle disse guddommelige ingredienser? Det tænkte jeg nok, jeg vidste, at jeg kun ville kunne finde mit bytte i denne dekadente café.”

Oversætter Adam Paulsen skriver i sit efterord, at Yvan Goll som forfatter er stort set glemt i dag. For mit vedkommende indrømmer jeg gerne, at jeg ikke erindrede nogensinde at være stødt på hans navn, før jeg tilfældigt faldt over Eurobacillen i Olivarius Boghandel i Svaneke i efterårsferien.

Baseret på Eurobacillen er det bestemt ikke retfærdigt, at Goll har været glemt, og Forlaget Wunderbuch skal have tak for at bringe ham frem på dansk.

Romanen er idéhistorisk sjov at læse som et eksempel på tidens kultur- og modernitetskritik. Den rummer ganske vist ikke så mange originale tanker i den henseende, men det kompenserer Goll for med sit sprælske sprog og ironiserende humor. Som roman er den fra en litterær betragtning som nævnt noget usammenhængende. Men har du bare en smule idéhistorisk interesse for det 20. århundredes europæiske modernitetskritik, så er Eurobacillen så absolut et par timers underholdende læsetid værd.

K's vurdering: