Yvan Goll: Ned med Europa

I efterfølgeren til Eurobacillen fortsætter Yvan Goll sin hudfletning af tidsånden i Europa i slutningen af 1920’erne. Det gør han med perlende vid og skarp satire, og kortromanen er fyldt med små spidse, citatværdige formuleringer. Men jeg var alligevel ikke helt så begejstret for Ned med Europa som for forgængeren.

Jeg var ret fornøjet over tysk-franske Yvan Golls humoristisk-ironiserende, filosofiske kulturkritik, som han udfoldede den i sin kortroman fra 1927, Eurobacillen, som Forlaget Wunderbuch vækkede til live i 2021 med Adam Paulsens oversættelse til dansk, knap 100 år efter førsteudgivelsen.

Eurobacillen havde måske ikke så meget at byde på i form af en sammenhængende historie, men til gengæld så meget mere i form af sprælsk overskud, humor og skarp samtidskritik.

Efterfølgeren Ned med Europa (opr. 1928) er skrevet i samme form for lyriske prosa og rummer også masser af skarpe humoristiske formuleringer, der spidder Golls samtid. Dens problem er – lidt paradoksalt – at den forsøger sig med en slags handling, som imidlertid består i en banal og ret kedsommelig firkants-kærlighedshistorie.

I kortromanen følger vi den 29-årige i Schweiz opvoksede Edmund, der ved romanens begyndelse ankommer til Paris. Han er der for at opsøge sin hidtil ukendte mor og den ti år yngre halvbror Edgar. De to brødre med kun ti års aldersforskel repræsenterer hos Goll to diametralt modsatte generationer:

Den ene et barn af førkrigstiden, den anden af efterkrigstiden. Den trods al lidelse håbefulde og den trods alle fester håbløse. Den hjertensgode tykke og den ondskabsfulde slanke. Jaet og nejet. Edmund og Edgar.

Lillebroren indfører Edmund i det dekadente natteliv og de parisiske saloner befolket af (mere eller mindre påtaget) livstrætte og i egen selvforståelse idealløse, unge mennesker, i hvis selskab den idealistiske Edmund srtaks falder helt igennem:

Han vidste jo ikke, hvem han havde foran sig: en træt ungdom.
Træt af den igennem fire år i hver eneste dagsbefaling forordnede mandlige tapperhed og dyd, træt af storheden, træt af den statsligt og i Marseillaiser proklamerede frihed, træt af fremskridtet, som folkemasserne sveder over, træt af den klassiske eller uafhængige skønhed, træt af ordene, træt af håbet, træt af sig selv.

I Paris støder Edmund snart også ind i sin store romantiske (men sørgeligt uforløste)  kærlighed, russerinden Lola, som imidlertid viser sig ikke alene at blive opvartet af en russisk kavaler, men også af Edmunds egen bror, Edgar.

At kalde denne kærlighedsintrige for en handling er måske så meget sagt, for formålet med den er egentlig kun at være staffeli for opmalingen af tre karikerede filosofiske, “europæiske typer” som led i Golls kulturfilosofiske samtidskritik:

Det mellemeuropæiske “tankemenneske” (“mitropæeren”), det vesteuropæiske “fornuftsmenneske” og det østeuropæiske“sansemenneske.”

Edmund repræsenterer i romanen mitropæeren (som er Goll-neologisme: “Der Mitropäer”), som frem for alt tænker for meget og er alt for opfyldt af idealer. Goethes unge, lidende Werther bliver sindbilledet på dét, der er galt med mitropæeren:

Werther var “den typiske idealist, manden, der gjorde alt for at bevidne sin kærlighed, men glemte hovedsagen, nemlig at gå i seng med sin elskede.” Hvorved han ellers kunne have bragt ikke bare sin egen, men hele sit folks problem ud af verden:

Dette er nøglen til den tyske “sjæls” syv gange lukkede og låste lønkammer. Der bliver tænkt, drømt, længtes op ad døre og ned ad stolper, bakset og rumsteret med idealer og idéer, fablet om himmel og helvede. Kun det indlysende simple kommer man ikke på: Her er en dør, tryk håndtaget ned, hov, den er jo slet ikke låst! Tænk simpelt, simpelt, simpelt!

Dét er da en ret vittig kommentar til tysk filosofi- og kulturhistorie (uden at vi her på redaktionen i øvrigt ophører med at være fans af den selvsamme).

Den vesteuropæiske type er i romanen repræsenteret ved protagonistens lillebror, Edgar, den inkarnerede franskmand. Franskmanden er kyniker og levemand:

Han behøver ikke at lære noget, han har det meste i blodet. Altså har han intet behov for problemer. Al hans tid kan udfyldes med latter og vittigheder. Livet er der. Og hvad findes der ud over livet? Intet. Franskmanden behøver ikke noget ideal, for han er sit eget ideal.

Men:

Den nye, unge franskmand er begyndt at tvivle. På sig selv? Nej, for aldrig var han mere bydende og selvsikker. På Gud? Hvilket banalt, uvæsentligt spørgsmål! På verden og den sociale orden? Helt afgjort, men!! Nej, han tvivler på sin bestemmelse. Han inquiétude kan ikke stilles med noget håb eller nogen handling. Han er ulykkelig, fordi han ved: Han dør. Den vestlige kultur har udspillet sin rolle. Han lever som et lig i en ruin.

Den tredje type i Golls typologi, det østeuropæiske “sansemenneske,” får ikke helt så mange ord med på vejen. Typen er inkarneret ved den skønne Lolas tredje bejler, russeren Eversejeff, som imidlertid ikke havde “gjort noget andet for at erobre Lola end at lide.” Ligesom franskmanden har den revolutionære russer “aflagt sig alle gamle former,” “foragter kulturlykken” og “nedbryder alt med salt ironi,” men russeren og franskmanden er alligevel adskilt af liv og død, for:

Franskmanden styrter sig i kaos og takker af. Russeren stiger først op af kaos og kæmper med formen. Af alle de fjender, som Edgar skal styrte, er Gud det letteste offer […]. Men af alle de fjender, som russeren forskåner, står Gud forrest: Thi han vil også leve. Hans nihilisme er ikke vantro, men fatal. Hans nihilisme er troende.

Man kan finde mange flere vittige og spidsfindige enkeltpassager i Ned med Europa. Og jeg klukkede over mange af dem undervejs i læsningen. Men i modsætning til, hvad de mange citater ovenfor måske kunne implicere, så kedede jeg mig ærlig talt mere, end jeg morede mig, mens jeg læste bogen

Det har nok at gøre med, at ingen af romanens personer nogensinde får liv. De er åbenlyst alle blot karikerede typer, der tjener til at illustrere nogle kulturkritiske pointer. Og den allerede nævnte kærlighedshistorie, som hovedpersonen Edmund lader sig plage med, bliver heller aldrig overbevisende. Det har måske nok heller aldrig været Golls mening, men så burde den i det mindste i stedet havde været underholdende, og det er den heller ikke.

Så selv om jeg ikke kedede mig nær så meget som den trætte, trætte, trætte efterkrigsgeneration på de parisiske caféer i Golls kortroman, så bliver det trods dens filosofisk-satiriske kvaliteter ikke til mere end tre stjerner.

K's vurdering: