“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”
I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre
Ungarnsk-schweiziske Agota Kristofs erindringsbog er en lille og umiddelbart let læst sag, men den har litterær tyngde. Med sin knappe stil og korte, men fyndige sætninger er det en intens bog og en begavet reflektion over flygtningens erfaring i et fremmed land og et fremmed sprog.
Agota Kristof (1935-2011) kender vi fra hendes mesterlige hovedværk Det store stilehæfte (opr. 1986, da. 1987) og de to efterfølgende romaner, Beviset (opr. 1988, da. 1989) og Den tredje løgn (opr. 1991, da. 1992), som udgør en sammenhængende trilogi. >> Læs videre
On the Edge af schweiziske Markus Werner (1944-2016) kan karakteriseres som et lille kammerspil i romanform. Den vil gerne være et intenst psykologisk drama med livsfilosofiske overtoner turneret omkring at skæbnesvangert, overraskende plot – men den er egentlig mest lidt kedelig.
Plottet er enkelt. To mænd hinanden ubekendte mænd mødes tilfældigt på en restaurant i de schweiziske alper og falder i snak. Hovedparten af romanen udspiller sig over to aftener som en samtale mellem to mænd med et kort efterspil på den tredje dag. >> Læs videre
Hmm … Hvad var det lige, jeg læste her? Jeg ved det ikke. Jeg forstod ikke en bønne. Der er besynderligt smukke sætninger her og dér, som har én eller anden form for dragende appel. Fleur Jaeggy kan afgjort noget med ord. Men jeg forstod egentlig ikke noget af det.
Jeg har tidligere med begejstring læst schweizisk fødte, i Italien bosiddende Fleur Jaeggys (f. 1940) novellesamling I am the Brother of XX (opr. 2014, eng. 2017). Det var også udfordrende læsning, men dog (overvejende) intelligibelt. >> Læs videre
En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20, århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning. Og det er rasende godt.
Forlaget Sidste århundrede er efter eget udsagn stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Og det er der siden forlagets oprettelse i 2015 kommet en række fine udgivelser ud af. >> Læs videre
Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.
Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre
En tysk, vegansk nudist grundlægger et alternativt utopisk samfund og en ny religiøs orden baseret på kokosnøddediæt, soldyrkelse og nøgenhed på en lille ø i det nuværende Papua Ny Guinea i starten af det forrige århundrede.
Stop en halv, den må du længere i Stillehavet med, forfatter Christian Kracht, tænker du måske. Det gjorde jeg ihvertfald – indtil jeg fik læst lidt op på historien.
For den schweiziske forfatter Christian Krachts (f. 1966) roman Imperium bygger rent faktisk på virkelige begivenheder. >> Læs videre
For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver henseende. Suverænt velskrevet, umiddelbart rørende og skræmmende, kompositorisk overraskende, letlæst, men alligevel litterært udfordrende, filosofisk og psykologisk reflekterende, historisk perspektiverende. Og en fornøjelse at læse fra første til sidste side. Det hidtidige højdepunkt i mit læseår.
Ágota Kristóf (1935-2011) blev født i den ungarnske landsby, Csikvánd, og voksede op i Ungarn. Efter at Sovjetunionen slog den ungarnske opstand i 1956 ned, forlod hun som 21-årig landet med sin mand og lille datter og slog sig ned i Schweiz. Her lærte hun sig fransk, som er det sprog, hun har skrevet sine romaner i. >> Læs videre
Fleur Jaeggys korte noveller handler om afstand og misforståelser mellem mennesker, om savn, angst og usikkerhed. De er kompakte og kaloriefyldte, men samtidig lette, luftige og flygtige. Nogle er sørgmodige, nogle er humoristiske, nogle er uhyggelige. De fleste er gode, nogle er fremragende, men de er alle sært dragende.
Titelnovellen er både en af de længste og en af de bedste. Her fortæller en dreng/ung mand om forholdet til sin søster. Allerede titlen sender et et signal om den følelsesmæssige distance og fremmedhed, hans had-/kærlighedsforhold til søsteren er præget af. Allerede som barn opfattede han sin søster som en spion i familien: Hun observerede og sladrede til andre. For eksempel om brorens selvmordsønsker, som han som voksen er overbevist om, at hun er meget skuffet over, at han endnu ikke har realiseret. >> Læs videre
Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.
Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre
Hvem i alverden er nu Adelheid Duvanel? Ja, det spørgsmål kunne jeg heller ikke have svaret på for godt et døgn siden, hvor jeg i den fine københavnerboghandel Ræven og pindsvinet faldt over denne lille, interessante udgivelse fra Forlaget Virkelig.
Min interesse blev i første omgang fanget af titlen, som er hentet fra et af de kun syv korte prosastykker, der er blevet plads til i det lille hæfte. Opbrud med tre plysaber smager henad titlen på et stilleben – men med indbygget bevægelse. Nok til skærpe min appetit på det skæve og det sære. >> Læs videre
Med schweiziske Robert Walsers tekster står vi over for “en, ihvertfald tilsyneladende, fuldstændig hensigtsløs og dog tiltrækkende og tryllebindende sprogforvildelse. Over for en løssluppenhed tillige som opviser alle former fra yndefuldhed til bitterhed.”
Ordene er Walter Benjamins (1892-1944) i et essay fra 1929 om Robert Walser (1878-1956), som er optrykt som efterord til dette udvalg af i alt otte Walser-tekster, udgivet i Forlaget Virkeligs klassikerserie Bestiarium.
Samlingen har undertitlen Små digtninger, og det er meget passende: Den længste tekst er på 12 sider, de korteste bare en enkelt side. >> Læs videre
Starter lovende med, at hovedpersonen, en tør gymnasielærer, efter et tilfældigt og kort møde med en portugisisk kvinde overvældes af en pludselig fascination af det portugisiske sprog og en (fiktiv) portugisisk forfatter. Efter en spontan indskydelse rejser hovedpersonen til Lissabon for at efterspore den pågældende forfatters liv for derigennem at kunne forstå forfatterskabet.
Bogen er dog alt for lang i forhold til, hvad historien og pointerne kan bære. >> Læs videre
