Med schweiziske Robert Walsers tekster står vi over for “en, ihvertfald tilsyneladende, fuldstændig hensigtsløs og dog tiltrækkende og tryllebindende sprogforvildelse. Over for en løssluppenhed tillige som opviser alle former fra yndefuldhed til bitterhed.”

Ordene er Walter Benjamins (1892-1944) i et essay fra 1929 om Robert Walser (1878-1956), som er optrykt som efterord til dette udvalg af i alt otte Walser-tekster, udgivet i Forlaget Virkeligs klassikerserie Bestiarium.

Samlingen har undertitlen Små digtninger, og det er meget passende: Den længste tekst er på 12 sider, de korteste bare en enkelt side.

Når Benjamin skriver, at Walsers tekster er uden hensigt, er det måske ikke helt rigtigt, og han kvalificerer det da også selv med sit “ihvertfald tilsyneladende.” Men bedømt på nærværende lille udvalg forekommer det mig ihvertfald at være et fornuftigt udgangspunkt for en læsestrategi.

Oversætter Karsten Sand Iversen er inde på noget af det samme, når han i samlingens andet efterord (i form af en revideret tidsskriftartikel fra 1997) skriver, at “disse ‘intetsigende’ tekster kan være vandringer der så at sige ingen steder fører hen, de kan være collager af næsten dadaistisk præg, men ofte er de en slags tableauer, en fyldt sprogværen af konfliktfri salighed.”

Det passer meget godt på det, jeg med denne samling nu har læst af Walser, selv om det måske lyder lidt akademisk højtstemt. Men man skal ikke lade sig skræmme: Walser er faktisk nem nok at gå til, man skal bare lade sig flyde med af teksten og nyde Walsers ekvilibristiske pen og begavede ironi.

Kontorumuliussen Helbling
Titelhistorien (opr. 1913) er et melankolsk, men samtidig ustyrlig morsomt portræt af den livsuduelige kontorumulius Helbling, fortalt i jeg-form af Helbling selv. Helbling er en inkarneret misantrop og samtidig opfyldt af en afgrundsdyb selvlede, der giver associationer til Fernando de Pessoas ikke mindre misantroiske bogholderassistent Bernardo Soares i Rastløshedens bog.

Helbling er med egne ord “en lille, bleg, ængstelig, svag, elegant, pylret fyr fuld af livsuduelige følsomheder og ville ikke kunne udholde livets hårdhed hvis det engang skulle gå galt for mig”.

Jeg bryder mig ikke synderligt om mit arbejde fordi det på den ene side ikke er åndfuldt nok for mig, og på den anden side vokser mig over hovedet så snart det får et strejf af det åndfulde.

Helblings vidnesbyrd er tvetydigt: Han er en martret og modsigelsesfyldt sjæl, på én gang opfyldt af selvretfærdig harme på hele verden omkring ham, som han giver skylden for, at han ikke er blevet til mere, og samtidig pinagtigt bevidst om sine egne uformåenheder, som han uafvindeligt ynker sig over.

Teksten flyder ubesværet mellem disse to positioner, som giver den en spændstighed og uforudsigelighed og lægger grunden for dens både humoristiske og tragiske tone.

Hvis mine kolleger tror jeg keder mig, så har de ganske vist ret for jeg keder mig forfærdeligt. Ikke den mindste ansporing! Kede mig og spekulere over hvordan jeg eventuelt kan afbryde kedsomheden: deri består min beskæftigelse egentlig. […] Når jeg står på kontoret, bliver mine lemmer langsomt til træ man ville ønske man kunne antænde, så det brændte op: pult og menneske bliver med tiden ét.

Ved historiens udgang vinder den tragiske tone og selvynken i en længsel efter den ultimative udfrielse fra livsangsten:

Jeg burde egentlig være helt alene i verden, jeg, Helbling, og intet andet levende væsen. Ingen sol, ingen kultur, jeg nøgen på en høj sten, ingen storm, end ikke en bølge, intet vand, ingen vind, ingen gader, ingen banker, ingen penge, ingen tid og intet åndedræt. Så ville jeg ihvertfald ikke føle angst mere. Ingen angst og ingen spørgsmål, og jeg ville heller ikke komme for sent mere, jeg kunne have den forestilling at jeg lå i sengen, evigt i sengen. Det ville måske være det skønneste!

Kleist i Thun
Novellen Kleist i Thun (opr. 1907) konkurrerer med Helblings historie om titlen som samlingens bedste tekst. Teksten er et fiktivt portræt af Romantikkens store tyske dramatiker og prosaist Heinrich von Kleist (1877-1901), og den tager afsæt i det biografiske faktum, at Kleist efter et psykisk sammenbrud i nogle måneder i 1802-1803 boede og arbejdede på et lille landssted på en ø i floden Aare i nærheden af den schweiziske by Thun. Her skrev han bl.a. komedien Den skårede krukke.

Walser benytter Kleist som anledning til at skildre et menneske i mental ustabilitet, hvis sind svinger mellem stemninger, er spænder fra poetisk enhed med naturens skønhed til sort fortvivlelse.

Walsers sprog er fejende flot, og som i historien om Hebling er fortællingen ladet med modsætninger. Teksten slår spring – ligesom Kleists sind – ved fra det ene øjeblik til det næste at bevæge sig fra romantisk idyl over i brutalt sortsyn. Som for eksempel i denne symptomatiske passage:

Pigen hænger vasketøj mellem buskene hvori et melodiøst, gult, sygeligtskønt lys skinner svagt. Snebjergenes ansigter er så blege, i alting hersker en sidste, urørlig skønhed. Svanerne der svømmer frem og tilbage mellem sivene, synes fortryllede af skønhed og aftenlys. Luften er syg. Kleist ønsker sig hensat til en brutal krig, et slag, han føler sig som et elendigt og overflødigt menneske.

Kleist i Thun minder i form og indhold om Georg Büchners næsten 100 år ældre novelle om Lenz – i en sådan grad, at jeg næsten ikke kan forestille mig andet end, at Büchners Lenz har været direkte forlæg for Walser, selv om jeg ikke umiddelbart har kunnet finde nogen referencer hertil i en sporadisk søgen på nettet. Her er den samme brug af naturens landskaber som et aktivt element i historien om et splittet menneskesind, selv om Kleist ikke bryder lige så meget sammen mentalt som Lenz.

Dickens, o du uhyre
Endelig må jeg også fremhæve den kosteligt morsomme, kun lidt mere end to sider lange tekst Dickens (opr. 1911). Den er skrevet som en rablende monolog af en fortvivlet, desillusioneret forfatter, der tidligere egentlig betragtede sig selv som en ganske habil og lovende skribent, men nu – efter at have læst “den grusomme, hårdhjertede Dickens” – må se sin selvtillid som forfatter “sprængt, knust og tilintetgjort”, så han nu hvert øjeblik, det kan være, må lægge forfatterhvervet på hylden:

Dickens har taget den hidtil så flydende og tilsyneladende så rutinerede pen ud af hånden på mig, og nu er jeg dømt til at blive skomager, det indser jeg. […] Da jeg læste Dostojevskij, som jo er bestemt er en god, ja endog forholdsvis åbenbart meget stor digter, følte jeg mig på behagelig vis opmuntret til selv at begynde at skrive, og jeg mener da at jeg faktisk, dvs. muligvis tilsyneladende frembragte så at sige ganske nydelige, pæne småtterier. Men nu da jeg har læst den forfærdelige Dickens og lært ham at kende, er jeg fattig, trøstesløs og forladt, helt berøvet ethvert godt humør og enhver selvbevidsthed, og jeg ved nu at jeg hverken ejer spor af vid eller blot gnist af begavelse. Dickens har simpelthen frastjålet mig muligheden for at friste tilværelsen med forfatteri.

Det er helt vildt sjovt, og jeg kluklo mig igennem hele teksten, som i øvrigt demonterer sig selv ved netop at være uhyre velskrevet, flydende, original og fuld af vid.

Walser topper selvironien ved at lade teksten munde ud i et paradoksalt “Derfor tillader jeg mig at tilråde Dem: Læs Dickens.” Og jeg får helt lyst til at følge rådet og læse Dickens (i andet end de bearbejdede versioner, jeg læste som dreng, da jeg tyrede Gyldendals Udødelige Ungdomsklassikere igennem fra ende til anden). Jeg har ingen forfatterambitioner, så jeg tør godt.

Citatet ovenfor illustrerer i øvrigt også en af Walsers gennemgående teknikker i form af brugen af relativerende adverbier, som løbende stiller spørgsmålstegn ved og subtilt underminerer tekstens og afsenderens egen udsagnskraft, som f.eks. når forfatteren mener “faktisk, dvs. muligvis tilsyneladende” tidligere at have frembragt “så at sige ganske nydelige, pæne småtterier.”

Småtterier er et begreb, man i det hele taget hurtigt støder på, hvis man søger oplysninger om Walsers værk. Og ja, teksterne i denne samling er noget småtteri, hvis man måler dem alene på omfanget. Men Walsers små digtninge demonstrerer om noget sandheden i talemåden, at småt er godt, og at mindre kan være mere.

• Lignende indlæg
• Forlaget Virkelig

Christian Kracht: De døde

Christian Kracht: Imperium

Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn

Fleur Jaeggy: I am the Brother of XX

Adelheid Duvanel: Opbrud med tre plysaber

Joseph Roth: Jøder på vandring

Staffan Söderblom: Raseriet

Bruno Schulz: Kometen