Robert Walser: Spadsereturen

“Den spadserende ledsages altid af noget sælsomt, tankevækkende og fantastisk, og han ville være dum hvis han ikke lagde mærke til dette fænomen eller ligefrem stødte det fra sig; men det gør han ikke; han hilser tværtimod alle disse sære og besynderlige forekomster velkommen, slutter i sin begejstring venskab med dem, forbrødrer sig med dem, forvandler dem til håndgribelige verdener, giver dem en krop og sjæl ligesom de på deres side giver ham en krop og sjæl.”

Citatet skyldes den unavngivne fortæller i Robert Walsers novelle, Spadsereturen (opr. 1917, da. 2025), og indgår som element i fortællerens lange mundtlige redegørelse over for en embedsmand på det lokale skattekontor i et forsøg på at unddrage sig en skatteforhøjelse ved at forklare sit erhverv som forfatter og betydningen herfor af tilsyneladende hensigtsløse spadsereture.

Schweiziske Robert Walser (1878-1956) er vi tidligere stødt på her på bloggen i form af kortromanen Jakob von Gunten (opr. 1909, da. 2024) og den lille samling “småtterier,” Helblings historie. Små digtninge (opr. 1907-1917, da. 2015). Den litterære stil i Spadsereturen er den samme som i de nævnte værker og det er også den høje kvalitet, den sproglige finurlighed, den raffinerede humor, det store vid og læseglæden.

Det indledende citat er meget sigende for netop dét, Robert Walser gør i denne charmerende, lille fortælling. Spadsereturen har ikke nogen egentlig handling: Den består af fortællerens iagttagelser, indtryk, associationer og reflektioner foranlediget af en spadseretur på en helt almindelig dag.

Fortællingen skal læses for Walsers finurlige og kreative sprog og for hans humoristiske vid. Historien sprudler af sprogligt overskud at netop den slags, man kan føle sig fyldt og revet med af på, nå ja, en spadseretur en forårsdag.

Den navnløse fortæller er forfatter og i novellen følger vi ham på hans daglige spadseretur gennem byen og skoven. Undervejs lader han sig rive med i begejstring, benovelse, forargelse elle henført forelskelse over de mennesker og steder, han passerer:

Byens forskellige erhvervsdrivende. Børn, der leger i gaden. Et par stråhatte, der er ude og promenere med deres ejermænd. Et flot dekoreret butiksvindue. Et besøg hos en boghandler for at forhøre sig om tidens mest solgte bog. Et besøg i banken til meddelelsen om en uventet indtægt. Et længere besøg på skattekontoret. En smuk kvinde foran et nysseligt hus. En ung piges forførende sang. Sollyset gennem træerne i skoven.

Walsers karakteristikker af de typer, fortælleren møder på sin vej, er rent ud kostelig. Som nu for eksempel én af de første, han nær støder ind i, hr. professor Meili, “en førsteklasses kapacitet:”

Som en urokkelig autoritet skred hr. professor Meili frem, alvorlig, ærværdig og højtidelig; i hånden havde han en ubøjelig, videnskabelig spadserestok der indgød mig gru, ærefrygt og respekt. Professor Meilis næse var en streng, bydende og skarp ørne- eller høgenæse, og hans mund var juridisk sammenbidt og sammenknebet. Den berømte lærdes gang lignede en stålsat lov; verdenshistorien og en afglans af for længst udførte heroiske bedrifter lynede fra hr. professor Meilis hårde øjne der var skjult under buskede øjenbryn. Hans hat sad som på en hersker, der ikke kunne afsættes.

Ret morsomt er også den måde, hvorpå forfatteren ustandseligt træder frem og kommenterer på sin egen fortællestil og indskærper overfor sig selv ikke at forfølge uvedkommende digressioner – uagtet at hele fortællingen netop har karakter af én lang uvedkommende digression. Som for eksempel her:

Men forresten må man allervenligst bede forfatteren om at tage sig i agt for at komme med helt overflødige spydigheder og drillerier. Man må anmode ham om at bevare alvoren, og forhåbentlig har han nu forstået det én gang for alle.

Genremæssigt rummer fortællingen mange modernistiske træk, herunder for eksempel de netop omtalte ironiske, tekstlige selvreferencer. Men Walser er ikke sådan at sætte i bås, og der er også passager, der emmer af romantisk naturidealisering, som dog har det med at udarte sig så på så eksalteret vis, at de fremstår ironiske.

Tonen er bevidst let, legende, lys og lystig – men under overfladen lurer samtidig mørkere sider af fortællerens natur, som ind i mellem truer med at bryde frem og nogle gange gør det: På et tidspunkt metaforisk i form af et kort møde med den tavse, sorgbetyngede kæmpe Tomzack, på andre tidspunkter i fortællerens omgang med menneskene på hans vej, som her og der er i fare for at kamme over fra det lette og legende til det næsten ondsindet sarkastiske.

Der er så således nok at tage fat på for den litterære analyse. Men man kan også bare tage Walsers fortæller i hånden og på ordet og lystigt lade sig føre med på spadsereturen.

K's vurdering: