“Hvorfor bestiger I bjerge? […] For at slippe ud af fængslet.”

Med kortromanen Op i Bjergene (opr. 1975, da. 2023) introducerer det nye, aarhusianske forlag Atlanten for første gang på dansk den schweiziske forfatter Ludwig Hohl (1904-1980).

Ludwig Hohl påbegyndte den korte roman i 1926, men udgav den først i 1975 efter talrige bearbejdninger. Og nu foreligger den altså på dansk i Selma Rosenfeldt-Olsens glimrende oversættelse.

Romanen følger to unge mænd , Ull og Johann, som har sat sig for at bestige et bjerg i Alperne sammen. Det vil sige: Det er nok mest Ull, der har sat sig det for, mens Johann er blevet lokket eller presset til at tage med.

De to er meget forskellige af både statur og sind – og i deres evner som alpinister:

[Ull bevæger sig] med smidige, næsten lidt skødesløse bevægelser: Han er en god bjergvandrer. Den anden derimod ejer ingen smidighed, han arbejder med kraft, som ville han give bjerget hårde slag: en dårlig vandrer.

Nærmest fra starten af bjergvandringen er Johann tvær og indelukket. Han piver over strabadserne, og Ull må presse ham fremad. Jeg røber ikke mere af handlingen, end bogens bagsidetekst gør, ved at afsløre, at Johann på et tidspunkt giver op og vender om. Som erfaren alpinist burde Ull gøre det samme frem for at fortsætte alene, men ambitionen om at nå toppen og raseriet over vennens svaghed driver ham videre op.

Den egentlige hovedperson er dog ikke de to bjergvandrere, men bjerget selv. Og hvilket bjerg.

Bjergets enorme klippekrop lå der og havde slået sig sammen med evigheden. Hele verden var en rygende kedel, gruopvækkende og umenneskelig, og Ulls stemme var den eneste, som kaldte.

Op i bjergene er ikke en af den slags bjergvandringsbøger, hvor vandringen bliver en metafor for hovedpersonens vej i livet. Her er ingen filosofiske reflektioner eller nye selverkendelser. Det er bare mand mod bjerg.

Ludwig Hohls omhyggelige prosa er kompakt og intensiv, som var den møjsommeligt hakket ind i bjerget selv med en isøkse. Og gennem Hohls prosa bliver bjerget og de voldsomme naturkræfter, en bjergbestiger skal berede sig på at møde, levende.

Jeg har aldrig selv dyrket egentlig bjergbestigning (med reb og økse osv.), men jeg har dog som vandrer prøvet kræfter med gletchere og bjerge af en vis kaliber. Og måske skal man have en rem af huden for for alvor at sætte pris på Hohls lille bog. Ihvertfald er det selve bjerget, bjergvandringen og -klatringen, der er romanens fokus.

Ludwig Hohl (1904-1980)

Hohl var selv en passioneret alpinist, og bogens sætninger emmer af denne personlige erfaring med bjergvandringen. Jeg var fascineret af de detaljerige beskrivelser af de alpine bjerg- og isformationer. Flere gange måtte jeg have fat i ordbogen for at slå nogle af de tekniske begreber såsom séracs, couloir og bergschrund op. Men egentlig behøvede jeg det ikke, for Hohl beskriver i de fleste tilfælde naturfænomenerne præcist og detaljeret.

Det er en kliché, men at læse Hohls minutiøse beskrivelser af bjerglandskabet, hvert enkelt af bjergbestigerens skridt, hans overvejelser over, hvor foden og hånden næste gang skal sættes, er vitterligt næsten som at være der selv.

Jeg er ikke forfalden til højdeskræk, men Hohls beskrivelser af den svimlende afgrund under bjergbestigeren, som suger sig ind mod bjergsiden med hele kroppen “som en efeu,” er så intense, at jeg under læsningen (uagtet, at jeg var sikkert forankret i sofaen) fik et sug i maven af svimmelhed.

Op i bjergene var en herlig overraskelse. Tak til forlaget Atlanten og oversætter Selma Rosenfeldt-Olsen for at gøre den tilgængelig på dansk.

K's vurdering: