Det er den tid, hvor vi samler op på året, der er gået, og året, der er læst. Som nytårsgave fra mig til jer kommer her en anbefaling af nogle håndfulde stjernegode bøger, som jeg var så heldig at læse i løbet af 2023.
Som altid på disse sider er mit udgangspunkt ikke bøger, der er udgivet i 2023, men de bøger, jeg selv har læst i året. Iblandt dem er der dog ikke desto mindre et antal nyudgivelser (hvortil jeg også regner ældre, oversatte bøger, der er udgivet på dansk for første gang eller i nyoversættelse i 2023).
Som læseår betragtet var 2023 for mig lidt bumpet: Der blev læst godt i første halvår og henover sommeren. Men i efteråret fik jeg nyt job, og dermed ændrede prioriteterne sig, så jeg ikke fik læst helt så meget som normalt. Her på det allersidste i juleferien har jeg til gengæld fået indhentet noget. Alt i alt blev det immervæk til ca. 87 læste bøger i 2023, som du kan læse anmeldelser af her på bloggen.
Der var heldigvis mange gode imellem, og som altid er det en svær opgave at skulle pege på de bedste. Som tidligere støtter jeg mig til et format, der tilsiger mig at pege på fem nyudgivelser i 2023, fem klassikere og fem andre gode bøger fra mit læseår. Som sædvanligt med den yderligere begrænsing, at en given forfatter kun må optræde én gang på listen (ellers ville John Steinbeck i år have sat sig på stort set hele klassikerhylden).
Som det straks vil fremgå, er jeg dog ikke så god til at overholde de begrænsninger, jeg sætter for mig selv, så kategoriseringen skal ikke tages for tungt.
Hvorom alting er: Titlerne kommer her, sorteret efter hovedkategori og derudover rangeret efter dato for første udgivelse:
Udgivelser i 2023
Som vanligt regner jeg blandt nyudgivelser ikke kun bøger, der for første gang er udgivet i det forgangne år, men også bøger, der for første gang er udgivet på dansk eller engelsk, selv om den originale udgivelse måtte have flere år på bagen.
Juan Emar: Dagen i går (opr. 1935, da. 2023).
Juan Emars forfatterskab hører til i den klassiske, men også nicheorienterede del af den latinamerikanske litteratur. Dagen i går bærer tydelige præg af forfatterens interesse for surrealisme og Freuds psykoanalyse. Nogle passager er så absurde, at genren nærmer sig dadaisme. Samtidig er ironien tyk, og romanen er i det hele taget kostelig morsom læsning. I kraft af sin alder kunne jeg også have medtaget Dagen i går på denne liste som en klassiker – men i betragtning af dens nicheagtige karakter og det forhold, at bogen for de fleste danske læsere nok vil være mere ny end klassisk, har jeg taget den med her under nyudgivelser i 2023.
Yasunari Kawabata: De sovende skønheder (opr. 1961)
Det kræver en forfatter af et ganske særligt format at få en lyrisk smuk fortælling ud af en så grundlæggende pervers forestilling, som iscenesættes i De sovende skønheder. Og en sådan forfatter er Yasunari Kawabata. Hans klassiker er en lavmælt og delikat sag om alderdom, erotik, begær og moral. Også denne roman har karakter af klassiker, men den får lov at tælle med under 2023-udgivelserne, for så vidt jeg har læst den i Mette Holms nyoversættelse, der udkom i starten af året.
Ludwig Hohl: Op i bjergene (opr. 1975, da. 2023)
Op i bjergene er ikke en af den slags bjergvandringsbøger, hvor vandringen bliver en metafor for hovedpersonens vej i livet. Her er ingen filosofiske reflektioner eller nye selverkendelser. Det er bare mand mod bjerg. Ludwig Hohls omhyggelige prosa er kompakt og intensiv, som var den møjsommeligt hakket ind i bjerget selv med en isøkse. Og gennem Hohls prosa bliver bjerget og de voldsomme naturkræfter, en bjergbestiger skal berede sig på at møde, levende.
Jon Fosse: Hvidhed (opr. 2023, da. 2023)
Jon Fosse fik her i 2023 Nobels Litteraturpris. Velfortjent, fordi Fosse evner at skrive helt enkelt og nærværende om de største ting, herunder livet og døden og den religiøse erfaring. Også hans seneste bog, den korte fortælling Hvidhed, er mesterligt fortalt, og man behøver på ingen måde at abonnere på Fosses katolicisme eller nogen andre religiøse trosforestillinger for at nyde Fosses dyk ned i en metafysisk tilstand på grænsen mellem liv og død.
Solvej Balle: Om udregning af rumfang (2020-2023)
Første bind af Solvej Balles annoncerede syvbindsværk er fra 2020, men bind V udkom i 2023, og derfor er det samlede værk med på listen over nye bøger i 2023. Solvej Balle modtog fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris 2022 for de første tre bind af Om udregning af rumfang. Siden er udkommet to yderligere bind ud af planlagte i alt syv, og allerede nu, inden færdiggørelsen, fremstår værket som et storværk i verdenslitterær klasse. Og så er det endda en letlæselig fornøjelse.
Klassikere
Som klassikere regner jeg bøger, der har mere end 50 år på bagen og stadig læses af nye generationer af læsere. 2023 var for mig et godt klassikerår
Knut Hamsun: Sult (opr. 1890)
2023 bød på en genudgivelse af Hamsuns originale version af Sult fra 1890 ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og forlaget Gyldendal. I min genlæsning var Sult akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg huskede den fra tidligere. En aldeles fantastisk roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.
Hjalmar Söderberg: Doktor Glas (opr. 1905, da. 2023)
“Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor.” Apropos Dostojevskij så kunne man betegne Hjalmar Söderbergs Doktor Glas som Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet med en pen, der uafladeligt flyder over med smukke billeder. En umanerlig god bog.
John Steinbeck: Vredens druer (opr. 1939)
Hvis man er i tvivl om, hvad begrebet Den Store Amerikanske Roman dækker over, så kan man bare læse John Steinbecks Vredens Druer. Den udgør nærmest det paradigmatiske eksempel på denne diffuse, litterære forestilling. Og her 84 år efter førsteudgivelsen, holder Steinbecks klassiker fra 1939 stadig. For pokker, hvor er det en god roman!
James Baldwin: Giovanni’s Room (opr. 1956)
Baldwins klassiker Giovanni’s Room er en langt bedre roman, end noget handlingsreferat kan give indtryk af. En dybt rørende, medrivende sanselig og grundlæggende eksistentiel roman om personlig frihed og de mulige personlige konsekvenser af at gribe den – eller ikke at gøre det. Og så skriver Baldwin med en brændende intensitet, som er medrivende fra første side, og som han evner at fastholde til den sidste.
Doris Lessing: The Grass is Singing (opr. 1950)
Doris Lessings debutroman fra 1950 er en stærk beretning om nedbrydningen af en kvinde, om følelsesmæssige magtrelationer på tværs af og i kraft af race, køn og stand og en social kritik af det racistiske samfund i det sydlige Afrika. Jeg skrev i min anmeldelse i oktober 2023, at jeg fornemmede, at det vil blive en af de bøger, jeg ville have siddende under huden ganske længe. Og det har jeg fået ret i – den sidder der i hvert fald endnu.
Andre gode
Og så er der endelig en håndfuld anbefalinger af bøger, der er udgivet tidligere end 2023, men (endnu) ikke helt kan kaldes klassikere. Og så alligevel: jeg har læst så mange stærke klassikere i år, at de kryber ind i alle tre kategorier i denne årsopsamling.
Leo Lipski: Piotruś (opr. 1960, da. 2022)
Lipskis kortroman en veritabel litterær fest, der er god grund til at opsøge. Også selv om festen mest foregår på et uhumsk, stinkende lokum. Piotruś er en rablende, universel fortælling om mennesket i dets fornedrelse, kropsligt og moralsk. Bogen flyder over af promiskuitet og perversiteter, af kropslige afsondringer af alle slags, fækalier, sperm og bussemænd. Det hele er dog ikke kun skidt og snavs. Romanen formidler også et virvar af liv og ikke så lidt stof til reflektion over den menneskelige tilstand i almindelighed.
Ursula K. Le Guin: The Left Hand of Darkness (opr. 1969)
The Left Hand of Darkness bærer med rette prædikatet mesterværk inden for science fiction-litteraturen, for den er vitterligt mesterlig i flere henseender. Den er blevet kaldt en feministisk sf-roman, og det er den også, og endda en stærk og original én af slagsen. Men den er meget mere. Romanen er en åben litterær dør til en fantastisk verden, der både er en fascinerende oplevelse at bevæge sig ind i og en kilde til nuanceret reflektion over os selv. The Left Hand of Darkness kan med fuld ret kaldes en klassiker, men den var ikke plads i klassikerkategorien, så den kom med her.
Shahrnush Parsipur: Mænd fra forskellige civilisationer (opr. 1993, da. 2022)
På mindre end halvfems små sider lykkes det på det nærmeste iransk fødte Parsipur at indfange hele civilisationshistorien med disse ni korte fabulerende, fantastiske historier, som er forenet af en forrygende og flydende fortælleglæde.
Deborah Levy: Ting jeg ikke vil vide (opr. 2013, da. 2022)
Alle bøger i Deborah Levys erindringtrilogi er værd at læse, men det første bind er fremragende. Både rammehistorien om den voksne forfatter på Mallorca og barndomserindringerne fraSydafrika og England er skarptskårne i form af nærværende nedslag i enkeltsituationer. En stor fornøjelse at læse.
Dorthe Nors: Kantslag (2018)
Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne.
Så blev der ikke plads til flere anbefalinger i dette nytårsindslag. Men jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Gå selv på opdagelse her på bloggen for mere inspiration.
Godt nytår og god læselyst i 2024!
Godt Nytår med tak for 87 anmeldelser, nok til at det kan svimle 😀 Og tillykke med det nye job !! Her i det forgangne år blev det ikke til at læse nær så mange af de anmeldte værker som tidligere. Forklaringen er den helt simple at du i 23 bevægede dig ret meget over i den mere dystopiske og til tider ret bizarre genre med død og makaber lemlæstelse. I min så meget mere fremskredne alder vil man (jeg) hellere benytte min sidste tid til at grunde over Søren Kierkegaards kritik af Hegel 😃 Det blev dog til genlæsning… Læs mere »
Tak for fine ord godt nytår i lige måde. Og især godt at høre, at man stadig kan inspirere til.læsning. Selv har jeg jeg også noget tilbageværende grundningsarbejde over Kierkegaards kritk af Hegel at gøre – det kommer jeg tilbage til på et tidspunkt :-).
Jo, Søren Kierkegaard er en “never ending story” 😃