Et år er gået, og traditionen tro kommer her en opsamling på mit læseår i form af en halv snes udvalgte titler, som gjorde særligt indtryk på mig i 2020.

Som det fremgår er der ikke tale om en liste over de bedste nyudgivelser i 2020 (dem flyder aviserne og andre medier over med), men min personlige anbefaling af to håndfulde tidløst gode bøger, som kun har det tilfælles, at jeg tilfældigvis har læst dem i 2020.

Jeg har ikke fået læst helt så meget i 2020, som jeg plejer, jf. mit indeks over læste bøger i året. Det skyldes ikke læsetræthed, men 2020 har været præget af andre prioriteter – og det bliver 2021 nok også. Der er trods alt og heldigvis mere til livet end at læse god litteratur. Også i 2021 vil jeg bestræbe mig på at få plads til det hele.

Men godt og vel 60 læste titler i 2020 har da også en vis ret – især fordi der var en del gode imellem.

Klassikerne
Nogle af de bedste læseoplevelser for mig i dette år skal vi finde blandt de kronede klassikere. Her er de fem bedste i rækkefølge efter oprindeligt udgivelsesår.

Stakkels mennesker (opr. 1846) af Fjodor M. Dostojevskij (på dansk ved Tine Roesen)
Årets sidste bog var også en af de bedste. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning. Stakkels mennesker er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. I 2021 skal jeg (gen)læse mere Dostojevksij!

Anna Karenina (opr. 1873-1877) af Lev Tolstoj (på dansk ved Marie Tetzlaff)
Der er som regel en god grund til, at nogle romaner bevarer en klassikerstatus over flere generationer. Nogle klassikere skuffer ikke desto mindre den nutidige læser, mens andre holder. Tolstojs Anna Karenina holder. I dén grad. Og den genvakte i 2020 min (næsten glemte) grundlæggende glæde ved som læser at lade mig synke ned og ind i en god, stor, sammenhængende fortælling.

The Tartar Steppe (opr. 1938) af Dino Buzzati (på engelsk ved Stuart C. Hood
Et sublimt manifest over stilstanden i et spildt liv. Der sker ikke meget i Dino Buzzatis klassiker, og alligevel er den medrivende fra start til slut og en renlivet fornøjelse at læse.

Snow Country (opr. 1948) af Yasunari Kawabata (på engelsk ved Edward G. Seidenstricker)
Flere titler af Kawabata konkurrerer om at optræde på denne liste. Jeg er meget begejstret for hans underspillede og afdæmpede stil og kunne også have nævnt Thousand Cranes eller The Sound of the Mountain. Men nu blev det Snow Country. Det er en tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.

Aura (opr. 1962) af Carlos Fuentes (på dansk ved Rigmor Kappel Schmidt)
Aura er en mystisk, skæbnesvangert dragende, gotisk gyserfortælling, som med sin sprogligt raffinerede fortælleteknik formår at hypnotisere både sin hovedperson og sin læser. Den udkom for første gang på dansk i 2020 i en grafisk set tilmed umanerligt lækker udgave.

De andre
Ikke kun klassikerne, men også en mængde nyere bøger ramte mig et godt sted i 2020. Jeg har udvalgt fem, meget forskellige, men på hver sin måde fremragende bøger.

den uanstændige Madam D (opr. 1982) af Hilda Hilst (på dansk ved Lean Pejtersen)
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En vild tekst, hvori Hilst bestandigt søger sprogets grænser og sprænger dem – i et forsøg på derved samtidig at afsøge sindets grænser. I nogle passager er teksten hylende morsom, bidsk og bitter. I andre er den følsom og tragisk. I atter andre filosofisk og religiøst reflekterende. Den er bidende samfunds- og kønskritisk. Og så er den beskidt, vulgær og fanden-i-volsk.

Kvinder uden mænd (opr. 1989) af Shahrnush Parsipur (på dansk ved Nazila Ghavami Kivi)
Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker er smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, humoristisk og kritisk, kort sagt virkelig god. Parsipurs skildring af fem kvinders liv i det patriarkalske Iran er oprørende. Men romanen er også præget af en vis lethed i fortællestilen, en galgenhumoristisk undertone kombineret med poetisk magi, som gør den ikke bare udholdelig, men smuk og decideret fornøjelig at læse.

En naturlig roman (opr. 1968) af Georgi Gospodinov (på dansk ved Helle Dalgaard)
Bulgarske Georgi Gospodinov er bare god. Hans debutroman fra 1968 er en postmodernistisk og filosofisk skilsmisseroman, der som “en slags flue, der er gået fra forstanden,” bevæger sig mellem det filosofiske og æteriske og det meget konkrete, gårdlokummets underjordiske rige.

Oostende 1936 – sommeren før mørket faldt på (opr. 2014) af Volker Weidermann (på dansk ved Lone Østerlind)
Fremragende dokumentaristisk roman om en gruppe tysksprogede, eksilerede forfattere, med hovedfokus på Joseph Roth og Stefan Zweig, som for en stund krydsede veje i den belgiske badeby Oostende i sommeren 1936. En roman i grænsefeltet mellem historisk biografi og fiktion, som jeg læste med stor fornøjelse (idet jeg anerkender, at man nok skal nok have en vis forhåndsinteresse for perioden og forfatterne for kunne lade sig begejstre, som jeg gjorde).

Små historier 3 af Peter Adolphsen
Det er ikke sikkert, at Peter Adolphsens tredje bog med små historier kommer til at skrive sig varigt ind i litteraturhistorien. Men jeg var begavet underholdt og charmeret af denne samling små, tankeknipsende og i nogle tilfælde tæt på hjernerystende, legende gakkede, larmende groteske og stilfærdigt finurlige historier.

Og således fandt en enkelt dansk nyudgivelse i 2020 også vej til denne liste. At der ikke er flere, kan man ikke tage som udtryk for, at der ikke har været andre gode nyudgivelser i 2020 – kun at jeg bare ikke har læst så mange af dem i det forgangne år.

Det var mit bud på ti virkelig gode bøger fra mit læseår 2020. Der var heldigvis andre, og andre kunne med samme ret have været nævnt, så gå endelig på opdagelse her på bloggen for yderligere inspiration.

Nu er vi så i gang med 2021, og jeg overvejer, hvad der skal være årets læsestrategi. Indtil videre har jeg dog tænkt mig at fortsætte med strategien fra 2020: At læse det, der i øjeblikket inspirerer og byder sig til.

Dog har jeg den dobbelte ambition for 2021, at jeg dels gerne vil have gjort et indhug i de efterhånden mange hyldemeter af ulæste bøger, jeg har stående herhjemme, dels vil jeg søge at prioritere nogle af litteraturens klassikere. De to ambitioner skulle heldigvis være mulige at forene, da der er ikke så få kanoniserede klassikere i min reol med de ulæste.

Godt nytår og godt læseår 2021.