Her kommer den traditionelle nytårshilsen fra K’s bognoter i form af tre håndfulde gode bøger fra mit læseår 2021.
Ved begyndelsen af 2021 satte jeg mig for, at jeg dels ville læse nogle flere klassikere og dels gøre et indhug i de mange ulæste i min reoler. Den første ambition betragter jeg som indfriet, for så vidt der på læselisten 2021 velsagtens kan tælles en snes værker, der kan kvalificere sig som klassikere. For så vidt angår den anden ambition … tja, jeg har faktisk læst en del bøger fra reolen, men også en del nyindkøbte, og på én eller anden måde er det som om, der netto ikke er blevet færre ulæste på hylderne herhjemme …
Nuvel, lad os komme til anbefalingerne. Tre gange fem af slagsen i tre kategorier: Nyudgivelser i 2021, klassikere og “andre.” Med det yderligere benspænd, at hver forfatter kun har fået lov til at indtage én plads på listen.
Fem klassikere
2021 var et relativt godt klassikerår, så der er nok at tage af. Her er fem sublimt gode, rangeret efter årstal:
Enheduana: Dronning over verdens magter (opr. ca. 2.300 f.v.t.)
Dronning over verdens magter er noget gammelt stads. Men 4.300 års lagring i kileskrift har ikke frataget den sumeriske ypperstepræstinde Enheduanas power-digt meget saft og kraft. Ihvertfald fremstår teksten i Sophus Helles flotte danske gendigtning helt frisk, vild og voldsom og i allerhøjeste grad læseværdig.
Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren (opr. 1846)
Jeg må efter mine egne regler kun vælge én bog af Dostojevskij, og jeg vakler mellem Dobbeltgængeren og Den evige ægtemand. Begge er sublime, men loddet falder på Dobbeltgængeren. Her får vi Dostojevskij, når han er allermest morsom og spiddende sarkastisk og samtidig psykologisk mest raffineret. Fortællestilen er hektisk, grænsende til manisk, tempoet er højt, fortællingen er medrivende og sproget er en ren nydelse. Dostojevskij, når han er bedst.
Marcel Proust: På sporet af den tabte tid (opr. 1913-1927)
2021 blev året, hvor jeg fik læst de sidste fire bind af Prousts monstrøse magnum opus. Og hvilken finale var det ikke! Særligt den sidste del af værket binder det hele sammen og er i sig selv en så udsøgt fornøjelse, at jeg følte mig fristet til bare at starte forfra med en genlæsning af hele værket med det samme.
George Orwell: 1984 (opr. 1949)
Orwells klassiker behøver ingen introduktion. 1984 har ikonisk status som den dystopiske fremtidsroman om overvågningssamfundet par excellence, men værket har ikke kun litteraturhistorisk værdi. Det er også en god roman i egen ret. 1984 udkom i ny dansk oversættelse i 2021, og den holder stadig.
Terje Vesaas: Isslottet (opr. 1963)
Det er flere år siden, at jeg sidst er blevet grebet om hjertet af en bog, som jeg blev det af Tarjei Vesaas’ Isslottet. Den er knugende og isnende god. Vesaas’ enkle sprog og lavmælte, langsomme fortælleteknik rummer de voldsomste følelser, der raser som en isfrossen norsk elv, der sprænges i stumper i forårets tøvejr.
Udgivelser i 2021
I betragtning af min ambition om at gøre et større indhug i de ulæste bøger på hylderne herhjemme blev der læst overraskende mange nyudgivelser i løbet af 2021 (måske er det derfor, at det ikke synes, som om jeg overhovedet har fået slået nogen huller i reolerne med de ulæste …). Som nyudgivelser regner jeg også bøger skrevet i tidligere år, men som er udgivet første gang på dansk i 2021.
Jon Fosse, Septologien (2019-2021)
Jon Fosses syvbindsværk er udkommet over tre år, men de sidste bind udkom i 2021 (både i Norge og i Danmark), så derfor regner jeg værket med til nyudgivelser i denne sammenhæng. Septologien er én lang, meditativ reflektion over kunsten, over tiden og erindringen, over venskab, kærlighed og ensomhed, over Gud, døden og de mulige liv. En fosse’sk version af På sporet af den tabte tid, nu i Norge og nede på jorden. Mesterligt.
Can Xue: Kærlighed I et nyt årtusind (opr. 2013, da. 2021)
Kærlighed i et nyt årtusind flyder over af poetiske øjeblikke af stor skønhed med et overskud af mening, som det er op til læseren at fortolke. Can Xue skriver fantastisk, her i Sidse Laugesens oversættelse til dansk. Hendes poetiske og surrealistiske billedsprog er forførende, inciterende og fascinerende, og det er let at blive suget ind i romanen som i en drøm. Også selv om det ligesom i en drøm er mere end svært at identificere en sammenhængende, intelligibel mening med romanen. Det er en del af dens fascinationskraft. Ikke for fastholdere.
Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz (opr. 2007, da. 2021)
En slags litterær “reportage” om unævnelige forbrydelser og et muligt justitsmord i en lille schweizisk landsby i begyndelsen af det 20. århundrede. Og om de fortrængte skammelige hemmeligheder på bunden af menneskeheden, der så let kan skabe uhyrer af sine egne ofre. Fortalt i stram og inciterende prosa. Det er virkelig ubehagelig læsning. Og det er rasende godt.
Rasmus Daugbjerg: Rygtet (2021)
Rasmus Daugbjergs debutroman gennemspiller på uhyggelig vis det universelle syndebukketema i en kortroman præget af en knugende, dystopisk undergangsstemning, som ikke desto mindre heldigvis også rummer en del befriende humor. Daugbjergs prosa er enkel og stærk. Hans univers er fantasifuldt, forunderligt og underligt. Men samlet set bidrager det kun til at gøre historien mere virkelig og mere universelt sand. Rygtet er en meget kort roman, men den har stor fylde og tyngde.
Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen (2021)
2021 bød på flere historiske romanportrætter af danske kunstnerne. Et af dem var Jesper Wung-Sungs Kvinde set fra ryggen, hvori han på fornem via lykkes med at give en stemme til kunsthistoriens mest berømte ryg og nakke i et velskrevet romanportræt af Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis kone og foretrukne model. Jeg kunne i samme genre også have peget på Rakel Haslund-Gjerrilds også særdeles læseværdige romanportræt af maleren Kristian Zahrtmann, Adam i Paradis, som på sin vis er en litterært mere ambitiøs og interessant roman. Kvinde set fra ryggen forekommer mig dog mere helstøbt, og derfor falder valget på den.
Andre udgivelser
Og så er der de andre – (endnu) ikke gamle nok til at kunne kaldes klassikere, men heller ikke helt nye. Ikke desto mindre virkelig gode. Det er endnu sværere at udvælge fem fra denne kategori end blandt klassikerne og nyudgivelserne. Her kommer fem, men det kunne næsten lige så godt have været fem andre. Gå selv på opdagelse på bloggen for mere inspiration.
Moacyr Scliar, The Centaur in the Garden (opr. 1980, eng. 2003)
At brasilianske Moacyr Scliars The Centaur in the Garden hører til på listen over mine bedste læseoplevelser i det forgangne år, er jeg dog ikke i tvivl om. Jeg fik i det hele taget læst en hel masse Scliar i 2021, men hans underholdende fabel om den jødisk-brasilianske kentaur, der er splittet mellem forskellige identiteter, tager prisen som den bedste. Læs mine omtaler af andre af Scliars værker her.
Sony Labou Tansi: Life and a Half (opr. 1979, eng. 2011)
Congolesiske Sony Labou Tansis dybsorte satire er på én gang voldsom og brutal, grotesk og fantasifuld, begavet morsom og samtidig stærkt deprimerende. Og selv om den også er lidt for meget og i nogle stræk tæt på enerverende, så står den absolut distancen her i tilbageblik på årets bedste læseoplevelser. Anses ikke uden grund for at være blandt de bedste bøger fostret af det afrikanske kontinent.
David Diop: At Night All Blood is Black (2020)
The Booker International Prize er ikke altid nogen kvalitetsgaranti, men vinderen i 2021 er faktisk fremragende. Fransk-senegalesiske David Diop har skrevet en skræmmende kortroman om, hvordan krigens rædsler kan drive en ung mand ud i blodtørstigt vanvid. Samtidig en historisk roman om Frankrigs brug af senegalesiske soldater som foder for maskingeværkuglerne i skyttegravene under Første verdenskrig. Det er voldsom bog. Mørk og meget eksplicit i sine mareridtsbilleder fra skyttegravskrigens vanvid. Men især er den følelsesmæssigt brutalt overvældende. Og virkelig god.
Medardo Fraile: Things Look Different in the Light (opr. 1954-2010, eng. 2014)
Der skal også være plads til nogle noveller på årets liste. Og her byder spanske Medardo Fraile (1925-2013) sig til. For mig var Fraile et helt nyt bekendtskab – uagtet, at han har været stor på den spanske litteraturscene i mange år. Fraile mestrer novellegenren til fingerspidserne. Han skriver med en legende lethed og vittig, sort humor, men de fleste historier er samtidig ladet med livstyngde og alvor. Og han mestrer kunsten ved hjælp af ganske få sætninger at twiste en historie, der begynder let og vittigt på de første sider, så den på sidste side alligevel udtoner uendelig trist.
Tomás González: The Storm
Colombianske Tomás González har ligesom Moacyr Scliar også tidligere fundet vej til mine årlige opsamlinger. Det er fordi, han bare er god. Tilmed skriver González meget forskellige slags bøger. The Storm har stilmæssige ambitioner af shakespeareske dimensioner og er også så ambitiøs, at González er tæt på at knække nakken på sine egne litterære eksperimenter. Men han får hevet den i land, efterhånden som romanen skrider frem, og det samlede indtryk er af en forfatter i absolut litterær verdensklasse.
Og det var, hvad jeg havde valgt at fremhæve fra mit forgangne læseår. Femten meget forskellige titler fra tretten lande og fire kontinenter. Den geografiske variation var faktisk ikke et hensyn, jeg tænkte over, da jeg udvalgte titlerne til denne liste – det er et rent tilfælde, men jo kun et plus på en blog, der gerne gør sig til af at omtale bøger fra hele verden. Under alle omstændigheder er de alle stærkt anbefalelsesværdige.
Herfra er der kun tilbage at ønske alle følgere af K’s bognoter et godt læseår 2022.
