Årets bøger 2024 på K’s bognoter

Så er vi der igen. Et år er gået, også her på K’s bognoter, og det er tid til at runde året af med en opsamling af nogle af mine bedste læseoplevelser i løbet af året.

Der blev ikke læst helt så mange bøger som vanligt, primært fordi profane arbejdsmæssige forpligtelser har taget mere tid i 2024 end i tidligere år. Men 78 titler er trods alt også noget.

De bedste af mine læseoplevelser kommer her. Og som altid er listen her netop udtryk for mine læseoplevelser, ikke litterære domme over de enkelte værker. Listen er som altid også et udtryk for de læseoplevelser, der lige nu pr. årsskiftet fylder i tilbageblik, hvilket betyder, at de bøger, jeg umiddelbart efter læsningen gav flest stjerner, ikke med nødvendighed også optræder på denne liste.

Så her er årets udvalg, og årets tal er igen femten: Fem udgivelser fra 2024, fem klassikere og fem andre gode.

Og ja, jeg snyder på en måde, for så vidt der blandt udgivelserne i 2024 gemmer sig adskillige titler, der også kunne have været kategoriseret som klassikere. Det kan man tage som et udtryk for, at der også i 2024 – heldigvis – er udgivet hidtil ikke oversatte klassikere på dansk. Man kan derimod ikke tage det som et udtryk for, at der ikke er skrevet og udgivet nye gode bøger i 2024 – alene af den grund, at jeg ikke har læst ret mange bøger, der udgivet første gang i 2024, hvorfor jeg ikke udgør noget godt vidne i den henseende.

Anyway, her er mine helt personlige anbefalinger, udvalgt blandt de bøger, jeg tilfældigvis læste i 2024, sorteret efter oprindeligt udgivelsesår:

Udgivet på dansk i 2024:

Peter Flamm: Mig? (opr. 1926, da. 2024)
Romanen er tæt på at have 100-års fødselsdag, men som et psykologisk portræt af et splintret sind, traumatiseret af krigens rædsler, er den i dén grad stadig vedkommende. Som læser suges man ind i romanens desperat-hektiske, smerteligt-skizofrene stemning, og man er under læsningen lige så forvirret og tvivlende som protagonisten selv. Ich? vakte opsigt ved udgivelsen i Tyskland i 1926, gik så i glemmebogen, men er nu heldigvis genopdaget.

Tarjei Vesaas: Tusten og andre noveller (opr. 1936/1952, da. 2024)
Tarjei Vesaas er så god, at jeg næsten ikke har ord for det, og det gælder også de fire noveller i denne udgivelse. Hver af disse korte historier har verdenslitterær standard. Vesaas’ prosa er ligetil og simpel. Den skærer blidt, men bestemt gennem alle livets kompleksiteter og direkte ind til det egentlige. Vesaas’ enkle sprog slår strenge an i læserens sjæl, der vibrerer nænsomt og kraftfuldt gennem tider og verdener og forbinder mennesket med naturen. Det er litteratur, når den er mest magisk og samtidig mest enkel.

Jon Fosse: Det er Ales (opr. 2003, da. 2024)
Og hvis nogle synes, at jeg kammer over, når jeg priser Tarjei Vesaas, så kan de lige så godt helt og aldeles forlade etablissementet, inden jeg går i gang med Jon Fosse, som er en lige så stor favorit. I Det er Ales skriver Fosse som altid i et musikalt, messende sprog, du som læser kan læne dig ind i som i en tryg favn, der blidt vugger dig, ikke i søvn, men ind i en verden, hvor nutid og fortid går i ét forbundet af stemninger og erindringsbilleder, hvor alting på én gang foregår langsomt og roligt, men samtidig udløser hjertebanken og intens knugen i maven og i halsen. Jeg kan ikke komme i tanker om andre nulevende forfattere, der har samme vedvarende høje niveau som Fosse.

Ariane Koch: Siden gæstens ankomst (opr. 2021, da. 2024)
Noget så vidunderligt og sjældent som en virkelig, virkelig morsom roman – fyldt med sprogligt og idémæssigt sprudlende overskud og gakkede absurditeter, til tider gående i retning af det surrealistiske eller decideret absurde. Men det er ikke kun gøgl og pjank, for morskaben har hos Ariane Koch bund i form af en fin filosofisk iagttagelsesevne med sans for det finurlige.

Sidse Laugesen: Min hardcore høne (opr. 2020-2023, da. 2024)
Sidse Laugesen har en hardcore høne, og hun er selv en rimelig hardcore digter og oversætter. Det hele er i spil i denne lækre bogudgivelse, hvor hun oversætter sine egne digte fra kinesisk til dansk i en tosproget udgivelse, hvor alle digtene i bogen er gengivet både på det oprindelige kinesiske (på højresiderne) og Laugesens egen oversættelse til dansk (på venstresiderne).

Klassikerne

Junichiro Tanizaki: Til skyggernes pris (opr. 1933, da. 2024)
Junichiro Tanizaki, som ellers er mest kendt som skønlitterær forfatter, udfolder i dette næsten ethundrede år gamle essay et forslag til en særlig japansk æstetik i form af nogle umanerligt fine reflektioner over vigtigheden af skygger og mørke. I en serie af korte afsnit udforsker han, hvordan man i Japan i en række discipliner – både i kunsten og i dagligdagen – igennem århundreder har arbejdet bevidst med æstetiske skyggevirkinger i alt fra toiletter til scenekunst over tøj og lakservice. Det lyder muligvis meget nørdet, men det er en fornøjelse at læse, hvis man er bare det mindste interesseret i æstetik.

Fjodor M. Dostojevskij: Spilleren (opr. 1866, da. 1966)
Spilleren er ikke Dostojevskijs bedste (kort)roman, men selv på en halvdårlig dag verfer Dostojevskij de fleste andre af pinden. Romanens højdepunkter udspiller sig ved rouletten, og Dostojevskijs indlevede beskrivelse af spilledjævelens hektiske, medrivende og samtidig ødelæggende kraft er uforlignelig.

Robert Walser: Jakob von Gunten (opr. 1909, da. 2021)
Efterlad forestillingen om traditionel, handlingsmæssig fremdrift ved indgangen til bogen og nyd slet og ret Walsers sproglige ekvilibrisme og ironiserende vid. Jakob von Gunten er en anti-udviklingsroman, og teksten vibrerer af en underspillet, ironisk humor, som gør hvert af de mange, korte afsnit fornøjelige at læse.

Natalia Ginzburg: The Little Virtues (opr. 1962, da. 2018)
En fremragende samling tekster fra perioden 1944-1960, der som samlet udgivelse har fået klassikerkarakter i italiensk litteratur. Ginzburg skriver med vid og med humor, og hun er i det hele taget bare en fornøjelse at læse, så lad mig bare citere fra titel-essayet: “As far as the education of children is concerned I think they should be taught not the little virtues but the great ones. Not thrift but generosity and an indifference to money; not caution but courage and a contempt for danger; not shrewdness but frankness and a love of truth; not tact but love for one’s neighbour and self-denial; not a desire for success but a desire to be and to know.”

Clarice Lispector: Stjernens time (opr. 1977, da. 2020)
Lispector fortæller historien i Stjernens time gennem en serie af intense sanseerfaringer – kropslig smerte, erotiske fantasier, stød af lykkefølelse. Det er en umådelig smuk, sanselig og poetisk bog. Og som der står skrevet: “Jeg må lige tilføje noget vigtigt for forståelsen af fortællingen: nemlig at den fra start til slut er ledsaget af en let men konstant tandpine, noget med en blottet tandhals. Jeg kan også garantere, at historien vil blive akkompagneret af en klagende violin spillet af en tynd mand lige nede på hjørnet. Hans ansigt er smalt og gulligt som var han allerede død. Og måske var han.“

De andre gode

Antonio Tabucchi: Pereira Maintains (opr. 1994, eng. 1995)
En lille, stramt komponeret, eksistentialistisk (og alligevel humoristisk!) roman om moral og pligten til at handle – også selv om man bare er kulturredaktør på en katolsk avis i Lissabon i 1938 og en overvægtig enkemand med lidt for stor hang til lemonade og omelette aux fines herbes og fransk litteratur. En roman om at vælge sig selv og at påtage sig et aktivt ansvar som del af sin egen samtid. Også – og især – når valget kan være forbundet med betydelige risici.

Annie Ernaux: Årene (opr. 2008, da. 2021)
Årene er et mesterligt erindringsværk. Annie Ernaux favner sin generations erindringer fra den umiddelbare efterkrigstid frem til begyndelsen af det nye årtusinde – med særligt fokus på kvindernes erfaring. Med udblik til de store verdensbegivenheder, men med særlig optagethed af de små dagligdags detaljer.

Han Kang: Human Acts (opr. 2014, eng. 2017)
Human Acts er en sjældent stærk roman. Ubarmhjertigt hård og brutal og samtidig paradoksalt smuk. En roman om en konkret, traumatisk begivenhed i sydkoreansk historie, og samtidig et universelt monument over menneskeheden i dens på én gang mest forfærdende grusomhed og smukkeste storhed. Han Kang er måske mest kendt for Vegetaren, men det er Human Acts (da. Levende og døde), der for alvor gør hende værdig til Nobelprisen i litteratur, som hun modtog her i 2024.

Kurt Vonnegut, Ryan North & Albert Monteys: Slagtehal fem eller Børnekorstoget – en illustreret klassiker (opr. 2020, da. 2023)
Ryan North & Albert Monteys’ grafiske udgave af Vonneguts klassiker imponerer med velvalgte nedslag i romanforlægget, flot tegnede tableauer og originale ideer. Kurt Vonneguts roman Slaughterhouse Five hører til blandt mine personlige all-times favoritromaner. Der skal noget til for bare bare at undgå en kindhest, hvis man vil gøre romanen til tegneserie. Men North & Monteys gør det. De giver faktisk den klassiske, crazy roman nyt og meningsfuldt tegnet liv. Jeg foretrækker stadig Vonneguts ord, men Albert Monteys illustrationer udgør fa’me gode fortolkninger,

Mathilde Walter Clark: Det blinde øje (2023)
Mathilde Walter Clark er en fremragende formidler, hun har noget på hjerte, og hun mestrer den sjældne kunst at formidle saglige fakta med humor – den form for humor, der udspringer af en politisk, økonomisk, industriel og mediemæssig virkelighed, der nogle gange er så bizar, at man må grine for ikke at græde. Det blinde øje er bogen om minkskandalen. Ikke skandalen om den manglende lovhjemmel, men den virkelige minkskandale. Altså den, der faktisk handler om mink. Og det er en virkelig god bog.

– – – – –

Og det var mine udvalgte anbefalinger fra mit læseår 2024. Der var også andre gode. Og der var nogle mindre gode. Læs mere om dem rundt omkring på siden her. Og så er der kun tilbage at sige: Godt læseår 2025 til alle!