Han Kang: Human Acts

Human Acts er en sjældent stærk roman. Ubarmhjertigt hård og brutal og samtidig paradoksalt smuk. En roman om en konkret, traumatisk begivenhed i sydkoreansk historie, og samtidig et universelt monument over menneskeheden i dens på én gang mest forfærdende grusomhed og smukkeste storhed.

Jeg var umiddelbart lidt overrasket over valget af sydkoreanske Han Kang (f. 1970) til årets Nobelpris i litteratur, som blev uddelt i sidste uge. Hun har da skrevet nogle både fine, originale og ganske interessante bøger, tænkte jeg, men jeg havde ikke lige set nobelprisen for mig. Dertil kommer, at hendes samlede oevre trods alt er begrænset. Så læste jeg Human Acts (opr. 2014, eng. 2017), og nu er jeg ikke overrasket længere.

Han Kang kender vi her på bloggen fra den originale og fascinerende, men også krybende uhyggelige Vegetaren (opr. 2007, eng. 2014, da. 2017) og den helt anderledes sarte og poetiske samling kortprosastykker om sorg og savn, Hvid (opr. 2016, da. 2021). Human Acts er lige så forskellig fra de to nævnte, som de er fra hinanden – samtidig med, at det alligevel ikke er svært at identificere stilistiske ligheder på tværs af de tre udgivelser.

Human Acts er også udgivet på dansk ved Juliane Wammen under titlen Levende og døde (2019) – dog ikke oversat direkte fra koreansk, men via en norsk oversættelse, så vidt jeg har forstået. Når jeg har læst romanen på engelsk, skyldes det alene, at det var den version, jeg havde stående i bogreolen. Jeg anskaffede den i sin tid, før den var udgivet på dansk, men fik den ikke læst – før nu, hvor Nobelpriskomiteen mindede mig om Han Kang.

Romanens historiske omdrejningspunkt er demokratioprøret i Gwangju i 18.-27. maj 1980.

Afsættet for oprøret var, at Sydkoreas autoritære leder siden 1961, Park Chung-hee, i 1979 blev myrdet. Håbet hos nogle for en demokratisk fremtid blev hurtigt slukket, da den hidtidige præsidents håndlanger, general Chun Doo-hwan, satte sig på magten og indførte militær ret i hele landet. I den sydlige millionby Gwangju udløste det en række studenterledede, folkelige demonstrationer for demokrati i maj 1980.

Oprøret i Gwangju blev nedkæmpet med uhørt brutalitet i en regulær massakre – officielt forsvaret med den (falske) begrundelse, at der var tale om nordkoreansk styrede, kommunistiske infiltratorer. Regeringen satte militær og politi, kampvogne og faldskærmstropper, hele molevitten, ind med fuld styrke mod studenter og andre civile demonstranter, som blev massakreret med køller, bajonetter og skydevåben. Regeringssoldaterne skelnede i kampens hede ikke mellem demonstranter og tilfældige civile i områderne.

Der eksisterer fortsat ikke troværdige, officielle dødstal, men skønnene varierer mellem 1.000 og 2.300 døde, og dertil kommer et langt større antal sårede. Blandt de deltagere i studenterbevægelsen, der ikke blev dræbt under militærets angreb, blev en del arresteret, fængslet og efterfølgende systematisk tortureret.

Han Kangs version af historien er ikke en traditionel historisk roman. Det er ikke en kronologisk fortælling, der kan gøre læseren klogere på de centrale begivenheders forhistorie, udfoldelse og efterspil. Tværtimod havde jeg brug for at forlade bogen et par gange undervejs og læse lidt op på sydkoreansk historie for at kunne følge fortællingen.

Han Kangs fokus er i det hele taget ikke den politiske historie eller kronologien. Hendes fokus er kroppene: Kroppe, der bliver knust af køller, gennemskåret af bajonetter, iturevet af geværkugler. Kroppe, der bliver fængslet og tortureret. Smadrede kroppe, der i halvforrådnet tilstand skal identificeres af deres familier. Døde kroppe, som sjælene hænger ved nogle dage endnu efter døden. Traumatiserede kroppe og sind, som de overlevende bærer med sig ind i et fremtidigt liv, der aldrig kommer fri af Gwangju 18. maj. Kroppe, der langt op i 1980’ernes Sydkorea stadig må tåle fysiske ydmygelser og vold fra politi og efterretningstjeneste.

I want to see their faces, to hover above their sleeping eyelids like a guttering flame, to slip inside their dreams, spend the nights flaring in through their forehead, their eyelids. Until their nightmares are filled with my eyes, my eyes as the blood drains out. Until they hear my voice asking, demanding, why.

Som omdrejningspunkt har Han Kang valgt at fokusere på en 15-årige dreng, der var én af de mange, der blev myrdet af soldaterne under militærets afsluttende angreb på Gwangju.

Historien er fortalt i seks lange kapitler af seks forskellige stemmer, der taler fra forskellige tidspunkter i perioden 1980-2013. Dertil kommer en epilog med Han Kangs eget selvbiografiske perspektiv på historien. Kapitlerne er skrevet i forskellige stilarter og fortællerstemmerne veksler mellem første-, anden- og tredjeperson.

Romanen begynder uden filter midt under oprøret og tager fra første side læseren med ind i demokratibevægelsens hovedkvarter og en gymnastiksal, hvor de studerende samler de døde kroppe i Gwangju efter demonstranternes første konfrontationer med militæret. Der er allerede gået nogle dage, ligstanken breder sig, og det bliver sværere og sværere for de pårørende at identificere ligene, når de kommer for at lede efter familiemedlemmer, der ikke er kommet hjem. Her møder vi drengen Dong-ho, som hjælper til at med at vaske ligene.

Senere kapitler fortælles fra perspektiv af nogle af de andre unge studerende, der var til stede i de dage, og som mange år senere stadig er traumatiserede. En redaktør, som i 1985 prøver at finde veje uden om den statslige censur. En tidligere fængselsfange, der mange år efter sin løsladelse igen og igen gennemlever torturen og plages af skyld over at være i live. En fabriksarbejderske, der mere end 20 år efter Gwangju, af en forsker presses til at tale om volden og ydmygelserne dengang.

      You want me to tell you about these dead kids, professor? Like felled trees, lying in such an unnaturally straight line.
What right do you have to demand that of me?

Og det mest hjerteskærende kapitel, som næsten ikke er til at holde ud at læse, fortalt af den myrdede drengs mor 30 år senere.

Et kapitel er endda fortalt af drengens afdøde ven og nabo, som selv bliver dræbt tidligere, og hvis sjæl, så længe den kan, klynger sig til sin mishandlede, myrdede krop, som af soldaterne kastes på en lastbil og køres væk for senere at blive kastet på et bjerg af andre lig, indtil soldaterne overhælder dem med benzin og sætter ild til.

It was then that I heard it: an almighty thunderclap, like thousands of fireworks going off at once. A distant scream. Living breaths snapped like a neck. Souls shocked from their bodies.

That was when you died, Dong-ho.
I didn’t know where, I only knew that was what it was: the moment of your death.

Han Kang blinker ikke, mens hun ser rædslerne i øjnene – både de historiske tilbage i 1980 og de efterfølgende traumer. Det er hård læsning. Men det er også smuk læsning, for hun skriver fænomenalt godt.

Eller rettere sagt: Deborah Smiths engelske version af Han Kangs tekst er fænomenalt god – idet jeg har et indtryk af, at oversætteren med nødvendighed sætter et endnu større præg på teksten i en oversættelse fra koreansk end fra andre sprog. I en nylig artikel i Weekendavisen (10/10/2024) om Han Kangs forfatterskab kan man således læse om, hvordan det koreanske sprogs grammatik giver helt andre udtryksmuligheder end europæiske sprog, som må volde enhver oversætter svare problemer.

I en sydkoreansk kontekst kan romanen ses som et bidrag til bearbejdelsen af det nationale traume, som Gwangju-massakren er. Og for os, der ikke er så fortrolige med sydkoreansk historie, er bogen en anledning til at blive klogere på de dele. Men romanen er meget mere end det, dens litterære kraft og dens budskab er universel.

Han Kang har med Human Acts skabt et litterært monument over menneskeheden, når den er mest brutal, afstumpet og grusom, og samtidig når den er mest strålende, givende, kærlig og håbefuld, og når menneskene står op for troen på og respekten for netop menneskeheden.

Ja, det blev vist lidt patetisk, men romanen gør dét ved én. Og det selv om – eller måske netop fordi – Han Kangs skrift gennemgående faktisk ikke er svulstig eller patetisk. Kraften kommer så at sige fra indersiden af skriften og fra romanens genstand i sig selv.

I epilogen opsøger forfatteren den nu voksne storebror til den dræbte dreng, blandt andet for at få hans tilladelse til at skrive historien. Her er hans svar:

Permission? Yes, you have my permission, but only if you do it properly. Please, write your book so no one will ever be able to desecrate my brother’s memory again.

Læst uden for kontekst er det ikke en replik, der gør noget særligt indtryk, måske kan den endda forekomme at være på grænsen til en kliché. Men på bagtæppet af den foranstående roman, er passagen hjerteskærende stærk. For det er lige præcis denne bog, Han Kang har skrevet.

K's vurdering: