Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“Friheden begynder den dag, man holder op med at tælle sine sammenbrud. Og giver los. For faldet, det er uundgåeligt.”
Den opmærksomme følger af disse noter vil have bemærket, at jeg har fundet frem til hylden med østeuropæere i min reol med ulæste bøger. Der er mange spændende titler på den hylde, både nogle lidt nyere og især nogle, der har stået der i en del år. Jeg bliver nok hængende i dét nabolag lidt endnu. >> Læs videre
Ikke et uinteressant forsøg. I sidste ende dog for fortænkt og uforløst. Den ene af de tre fortællinger, der udgør romanen, er en velfortalt og hjerteskærende grum historie. Men samlet set er bosniske Muharem Bazduljs Transit Comet Eclipse båret af for meget idé og for lidt fortælling.
Jeg bliver i Bosnien lidt endnu (i forlængelse af Selvedin Avdićs Syv rædsler), og det er med endnu en bog i den eksperimenterende og litterært ambitiøse genre. Og igen: lidt for ambitiøs i forhold til, hvad de litterære bukser kan holde. Selv om det går noget bedre for Muharem Bazdulj (f. 1977) end for landsmanden Selvedin Avdić. >> Læs videre
Bosniske Selvedin Avdić vil gerne en hel masse med sin roman om Sarajevo ti år efter den bosniske krig – men han lykkes ikke rigtigt med noget af det.
Syv rædsler (opr. 2010, da. 2018) udspiller sig i 2005 i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Jeg-fortælleren, en navnløs og arbejdsløs journalist, har holdt sig i isoleret i sin lejlighed i ni måneder, hvor han har koncentreret sig om at gå i hundene, efter at hans kone har forladt ham. >> Læs videre
Solenoide er en vanvittigt velskrevet roman. En poetisk og intellektuel tour de force. En udforskning af de yderste grænser for den menneskelige tankes formåen og en svimlende nedstigning til de mørkeste kælderrum i menneskets mentale underverden med Dante, Borges og Kafka som guider. Alt er fra øverste litterære skuffe. Havde den dog bare kun været en fjerdedel i omfang …
Det er nemt at forstå, at rumænske Mircea Cărtărescu (f. 1956) flere gange har været nævnt som kandidat til nobelprisen i litteratur. Solenoide er skrevet i et blændende smukt sprog – oversat til forbilledligt smukt dansk af Jacob Jonia. Cărtărescu levendegør de vildeste, mest fabelagtige og hypnotisk fascinerende visioner. Groteske, sygelige, mareridtsagtige, ikke bare uhyggelige, men dybt ind i sjælen skræmmende scenerier, som han ikke desto mindre samtidig formår at gøre poetisk smukke.
I efterfølgeren til Eurobacillen fortsætter Yvan Goll sin hudfletning af tidsånden i Europa i slutningen af 1920’erne. Det gør han med perlende vid og skarp satire, og kortromanen er fyldt med små spidse, citatværdige formuleringer. Men jeg var alligevel ikke helt så begejstret for Ned med Europa som for forgængeren.
Jeg var ret fornøjet over tysk-franske Yvan Golls humoristisk-ironiserende, filosofiske kulturkritik, som han udfoldede den i sin kortroman fra 1927, Eurobacillen, som Forlaget Wunderbuch vækkede til live i 2021 med Adam Paulsens oversættelse til dansk, knap 100 år efter førsteudgivelsen. >> Læs videre
“Han vidste, at drengenes blikke iagttog ham fra alle sider, at enhver blottelse, han viste, kunne blive hans fordærv. I år var han stillet over for atten drenge. De sad to og to foran ham på bænkene og så på ham. Han vidste, at det ville betyde hans fordærv. Han måtte affinde sig med at virke grusom. Han vidste, at han ikke var det. Han forsvarede sit levebrød, hver eneste dag kæmpede han for udsættelse. Hans strenghed var et led i et system, der skulle forsinke afslutningen.”
Tjekkiske Herman Ungar (1893-1929) mødte jeg med begejstring for første gang for snart ti år siden i form af den danske udgave af hans debutroman, De lemlæstede (opr. 1922, da. 2016). Da forlaget Sidste Århundrede fulgte op med udgivelsen af hans anden roman, Klassen (opr. 1929, da. 2019), skyndte jeg mig derfor også at erhverve den. >> Læs videre
Jon Fosses Låst guitar (opr. 1985) har nogle af de kvaliteter, vi kender hans senere værk for, men bogen skiller sig også ud. Både i kraft af den lidt anderledes sproglige klædedragt og dens noget mørke og ret brutale tematikker. Ubetvivleligt en bog med mange litterære kvaliteter, men den var ikke rigtig noget for mig.
Det er næppe gået faste følgere af disse noter forbi, at jeg er en stor fan af norske Jon Fosse (f. 1959), og du kan her på bloggen finde anmeldelser af de fleste af hans til dansk oversatte værker. Med Låst guitar, oversat til dansk af Madame Nielsen‚ griber Baltzer & co. langt tilbage i Jon Fosses bagkatalog, helt tilbage til hans anden roman fra 1985. >> Læs videre
Den seneste kortroman af den norske nobelpristager Jon Fosse er på én gang ubestrideligt fossesk med alle de uimodsigelige kvaliteter, det indebærer, og samtidig viser den alligevel en lidt anderledes side af Fosse, end vi er vante til at se, en lidt mere humoristisk og legende side, og det klæder ham faktisk godt.
Følgere af disse bognoter vil vide, at jeg er en efterhånden inkarneret Fossefan. Og hans seneste udgivelse ændrer ikke på dette, tværtimod. >> Læs videre
En slet ikke ueffen amerikansk roman om at skrive sin egen historie som svar på eksistentiel tomhed og identitetsmæssig vildrede. Og om hvad det i virkeligheden vil sige at være martyr – i modsætning til f.eks. ayatollahernes falske martyrer. Original, vittig, smart, sarkastisk og samfundskritisk, men også følsom og vedkommende. Og virkelig godt skrevet.
Den iranskfødte, amerikanske forfatter Kaveh Akbar (f. 1989) har udgivet et par digtsamlinger, mens Martyr! (2024) er hans romandebut. Og Akbar er et ganske interessant bekendtskab, som nok kan være værd at følge. >> Læs videre
John Fantes første bog om alter egoet Arturo Bandini er en stærk roman om at vokse op som italiensk-amerikansk dreng i Colorado i spændingsfeltet mellem den dominerende fars stolthed over at være italiener og drengens eget ønske om at være ægte amerikaner. En stærk og følsom historie – flot fortalt i Fantes kraftfulde sprog.
Wait Until Spring, Bandini (opr. 1938) er én af de fire romaner om John Fantes litterære alter ego, Arturo Bandini, der i retrospekt er blevet kendt som Bandini-kvartetten,. Jeg har for snart mange år siden læst kvartetten i dansk oversættelse og husker bøgerne som eminent gode. I forlængelse af, at jeg her i sommer læste en anden Fante-roman (Brotherhood of the Grape), fik jeg lyst til at afprøve, om bøgerne i Bandini-kvartetten stadig holder, denne gang læst på originalsproget.
Og lad mig bare afsløre det med det samme: Ja, de holder.
Stilhed. Glemsel og erindring. Sitrende spænding i spillet mellem fravær og nærvær, mellem det sagte og det usagte. Mennesker, der har oplevet tab. Mennesker, der længes efter noget, måske hinanden, men synes dømt til for evigt at række forbi hinanden. Erotik som en magtrelation. Mere stilhed.
Man er på en tidlig juleferie og arbejder stille og roligt på at komme helt ned i gear. Det falder mig egentlig ikke så svært. Slet ikke, når jeg har en bog af Kawabata ved hånden. Den japanske nobelpristager har for længst indtaget en plads blandt mine absolutte favoritforfattere, og First Snow on Fuji (opr. 1958, eng. 1999) fra den sene del af hans forfatterskab rummer de fleste af de temaer og karakteristika, vi kender og elsker ham for. >> Læs videre
Sanselige raffinementer, litterære ekvilibrismer, æstetiske grænsesprængninger, eksemplariske bortgange og en til tider morbid humor … Gabrielle Wittkops noveller er ret vilde – og helt fantastisk smukke.
Fem ret forskellige noveller, bundet sammen af det ene, at de på den ene eller anden måde tematiserer og udfolder døden, som den kan ramme enhver, hvis tid er kommet. >> Læs videre
Et litterært stilleben fra en romersk markedsplads, hvor livets kødelighed og forgængelighed, dets liderlighed og dødelighed, klaskes op i ansigtet på den belurende beskuer i æstetisk lige så smukke som frastødende tableauer.
Østrigske Josef Winkler (f. 1959) kalder selv Natura Morta for en novelle, og det er nok også den mest passende genrebetegnelse, selv om den rent sideantalsmæssigt er en lidt lang én af slagsen. Det ville dog være mere forkert at kalde den en kortroman, for romanbetegnelsen giver konnotationer i retning af en slags fremadskridende fortælling, som Winklers lille bog ikke søger at indløse. >> Læs videre
”Der er mange måder at fortælle sit liv på, de fleste af os glemmer bare, at historien fortælles, mens vi lever det, og at de sekunder vi tilbagelægger, allerede er en del af fortællingen.“
Danske Iselin C. Hermann (f. 1959) er et nyt navn for mig på trods af, at hun faktisk debuterede tilbage i 1998. Jeg faldt tilfældigt over Tid finder sted (2025) i en boghandel forleden. Jeg blev tiltrukket af titlens filosofiske flertydighed: Tid som noget, der forløber (som når tiden går). Men også tiden som noget, der finder steder at aflejre sig, knytte sig til – erindringens steder. >> Læs videre
At læse ungarnske László Krasznahorkai kan være en både massiv, tung og krævende læseoplevelse – men også en enormt givende, inspirerende og virkelig vittig oplevelse. Både Beckett og Bibelen er med i bagagen. Og når man læser hans debutroman i Peter Eszterhás’ imponerende danske oversættelse, er det ikke svært at forstå, at Krasznahorkai forleden blev tildelt årets nobelpris i litteratur.
Jeg har tidligere med stor begejstring læst Krasznahorkais lange og tunge, men fremragende roman, Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015) samt den nyere og kortere, men næsten lige så gode Den sidste ulv (opr. 2009, da. 2024). Hans debutroman, Satantango (opr. 1985, da. 2019), har stået i min reol og ventet i nogle år, og den nylige nobelpristildeling syntes mig så god en anledning som nogen til at pille den ud af reolen og få den læst. Til min store fornøjelse. >> Læs videre
“Min far var havemand. Nu er han en have.” Således lyder den første sætning i denne på mange måder fine, selvbiografiske roman om døden, om sorg og savn, om at tage afsked, om at mindes og om forholdet mellem en far og en søn.
Bulgarske Georgi Gospodinov (f. 1968) kender vi efterhånden ganske godt her på bloggen – takket være hans faste danske oversætter, Helle Dalgaard, og forlaget Jensen & Dalgaard, der med Gartneren og Døden nu udgiver den femte Gospodinov-bog på dansk. Læs mine anmeldelser af de øvrige her. >> Læs videre
“Den spadserende ledsages altid af noget sælsomt, tankevækkende og fantastisk, og han ville være dum hvis han ikke lagde mærke til dette fænomen eller ligefrem stødte det fra sig; men det gør han ikke; han hilser tværtimod alle disse sære og besynderlige forekomster velkommen, slutter i sin begejstring venskab med dem, forbrødrer sig med dem, forvandler dem til håndgribelige verdener, giver dem en krop og sjæl ligesom de på deres side giver ham en krop og sjæl.”
Citatet skyldes den unavngivne fortæller i Robert Walsers novelle, Spadsereturen (opr. 1917, da. 2025), og indgår som element i fortællerens lange mundtlige redegørelse over for en embedsmand på det lokale skattekontor i et forsøg på at unddrage sig en skatteforhøjelse ved at forklare sit erhverv som forfatter og betydningen herfor af tilsyneladende hensigtsløse spadsereture. >> Læs videre
”En trang til ro og solskin. En trang til at blive til kompost. […] Det giver et ganske lille strejf af mening at komme hertil. At dyrke grønt og dø til sidst. At blive blandet op med universet.”
Epikuræisk grøntsagsdyrkning eller topmoderne videnskabelig afkodning af brændte papyrusruller. Er det mon dét, der skal få Tara Selter ud af den attende november? Eller forlige hende og de andre med at blive der? Jeg røber ikke noget, som alle andre læsere af de første bind af Solvej Balles fænomenalt fascinerende, endnu uafsluttede syvbindsværk ikke allerede selv har gættet, ved at afsløre, at dét kommer der heller ikke noget svar på i dette nye, sjette bind af Om udregning af rumfang. >> Læs videre
”[Jeg] ville gerne have haft mulighed for at beskrive volden i det, der foregik i min krop, det var ikke en destruktiv vold, nej, tværtimod, det var en smuk vold, løsrivelsens vold, den, der følger med muligheden for en form for frihed.”
Édouard Louis, født Eddy Bellegueule (f. 1992), har siden debutromanen Færdig med Eddy Bellegueule (opr. 2014, da. 2015) slået sit navn eftertrykkeligt fast på både den franske og internationale litteraturscene med sine indtil nu fem selvbiografiske romaner, der alle er oversat til dansk. Forvandlingens metode (opr. 2022, da. 2023) er Louis’ sidste udgivelse, men mit første bekendtskab med forfatteren. Og det er bestemt et godt bekendtskab. >> Læs videre
Latinamerikansk gotik i forfriskende moderne klædedragt. Seks velskrevne fortællinger fra Bolivia om grumme ting som patriarkalske religiøse sekter, kold hævn, skibsforlis, ildebrande, giftdrab, levende begravelser, en morders fornemmelse for japansk origami, genfærd, tabubelagte familiehemmeligheder, mystiske ritualer og medicinske menneskeeksperimenter. Men egentlig mest om skrøbelige mennesker.
For nogle uger siden læste jeg Bernardo Esquincas mexicanske horrornoveller i samlingen The Secret Life of Insects, og jeg var ikke helt begejstret, fordi for mange af Esquincas historier hang fast i en lidt forældet gotisk tradition. Bolivianske Giovanna Rivero (f. 1972) har til en vis grad rødder i samme tradition, men hun formår på en helt anden forfriskende vis at opdatere traditionen til dette århundrede. >> Læs videre
Hvordan ville USA og resten af verden have udviklet sig, hvis flyverhelten og Hitler-sympatisøren Charles Lindberg i 1940 havde indvilliget i at stille op som republikanernes præsidentkandidat mod Franklin D. Roosevelt? Det har Philip Roth spurgt sig selv om i romanen Komplottet mod Amerika.
Den amerikanske mesterforfatter Philip Roths tyve år gamle fiktive, historisk-kontrafaktiske roman om USA i 1940’erne er som politisk analyse skræmmende aktuel her i Donald Trumps USA i 2025. Og så er romanen også god litteratur i sig selv, selv om Roth i passager gør det hele lidt mere omstændeligt og tungt, end det behøvede at være. >> Læs videre
En lille eksperimenterende ting fra britiske (sydafrikansk fødte) Deborah Levy. Om det fragmenterede selvs søgen efter at høre til et sted og til nogen. Smukt skrevet. Velskrevet med fine øjeblikke af nærmest lyrisk prosa. Men også intellektualistisk fortænkt og dermed i sidste ende uinteressant.
Swalllowing Geography (opr. 1993) kan formelt set klassificeres som en kortroman. Men reelt sprænger Deborah Levy (f. 1959) genren, for så vidt der ikke er en sammenhængende, lineær handling og knap nok en sammenhængende hovedperson. >> Læs videre
Jeg havde næsten glemt, hvor god John Fante er. Brotherhood of the Grape (opr. 1977) er et af hans sidste værker. Denne sene Fante er mere afdæmpet og ikke så vild og fandenivoldsk som den yngre, vi kender fra de første romaner i Bandini-kvartetten. Men der er stadig masser af saft og kraft i hans skrift, samtidig med at den lidt mere afdæmpede stil faktisk klæder ham.
Min opmærksomhed på dette sene værk af den italiensk-amerikanske forfatter John Fante (1909-1983) blev vakt under et besøg i Bologna tidligere på året. I Bolognas universitetskvarter finder man den fine, uafhængige boghandel La confraternita dell’uva (“Druens broderskab”), som er opkaldt efter netop John Fantes roman Brotherhood of the Grape. >> Læs videre
En japansk thriller om mord og mad og madglæde – og om misogyni, fedmefobier og forkvaklede krops- og kvindeidealer i nutidens moderne Japan. Og smør! Rigeligt med smør!
Japanske Asako Yuzuki (f. 1981) debuterede som forfatter i 2008 og har adskillige noveller og romaner bag sig. Butter (opr. 2017, eng. 2024) er den første og hidtil eneste af hendes bøger, der er udgivet på engelsk, her i oversættelse ved Polly Barton. Og Butter rummer ikke kun rigeligt med smør, men også en hel del gode litterære kalorier.
Desværre er bogen alt for lang og overforklaret. Og så er jeg måske bare blevet for gammel til for alvor at interessere mig lige så meget for unge, japanske kvinders faderkomplekser, som Asako Yuzuki tydeligvis gør. >> Læs videre
Bernardo Esquincas noveller er moderne mexicansk horror i klassisk stil. Bogen er for dig, for hvem den klassiske horrorgenre og skæbnefortællinger á la Edgar Allan Poe aldrig har mistet deres nostalgiske charme. Er du til den slags, vil du være vild med denne bog. Ellers vil du nok ikke være det.
Personligt kan jeg på en imødekommende aften godt mobilisere en vis nostalgisk følelse overfor genren. Som barn læste jeg med en vis fornøjelse antologier med klassiske spøgelseshistorier og skæbnefortællinger. Som jeg husker det, var jeg dog dengang sjældent helt tilfredsstillet af plottet og som regel skuffet over, at ikke ret mange af historierne forekom mig egentligt uhyggelige. >> Læs videre
En slet ikke ueffen italiensk krimi – eller måske mere retteligt kaldet: retssalsdrama. Den første bog i Ginarico Carofiglios serie om advokaten Guido Guerrieri fra byen Bari, hvor forfatteren selv har virket som antimafia-dommer.
I sidste måned var jeg temmelig begejstret for romanen Three O’Clock in the Morning (opr. 2017, eng. 2021) af den italienske forfatter Gianrico Carofiglio (f. 1961). Ridende på den begejstringsbølge har jeg også testet den første bog i hans krimiserie om advokaten Guido Guerrieri. >> Læs videre
Ti korte, japanske noveller, lige så mørke og mystiske og foruroligende, som netop drømme kan være. I en luksuriøst illustreret udgivelse fra et nyt, lille, lækkert mikroforlag.
Natsume Sōseki (1867-1916) er vi stødt på her på bloggen både som romanforfatter og som haikudigter. Og her kommer han så som novelleforfatter. Og i dén form er han efter min smag langt bedst. >> Læs videre
Krebsedronning (opr. 1950) af italienske Tommaso Landolfi er et semifilosofisk syretrip kamoufleret som en slags gotisk science fiction-fortælling. En surrealistisk, hallucinatorisk rejse ind i sindets afkroge på kanten mellem livet og døden, hvor forholdet mellem fiktionen og realiteten er på spil, hvor såvel sproget som den fysiske verden dekomponeres, og det fortællende subjekt bryder sammen i akten.
Det lyder jo alt sammen som gefundenes fressen for læsere med undertegnedes litterære tilbøjeligheder. Jeg er nu alligevel ikke helt tilfreds, for på trods af de mange spøjse ideer, så fungerer Krebsedronning dårligt som roman. >> Læs videre
“[…] today is a very strange day for me, I’m dreaming but what I dream seems to me to be real, and I have to meet certain people who exist only in my memory.”
I italienske Antonio Tabucchis (1943-2012) kortroman, Requiem med den sigende undertitel A Hallucination, vandrer jeg-fortælleren rundt i Lissabon på en éndags odyssé. >> Læs videre
Familieleksikon går gerne for at være Natalia Ginzburgs hovedværk. Det var også den bog, der indbragte hende den store italienske bogpris Premio Strega, da bogen udkom i 1963. Det er dog ikke min personlige favorit blandt hendes bøger. Men Natalia Ginzburgs mellemniveau vipper ikke desto mindre de fleste andre forfattere af pinden.
Jeg skal ikke gøre nogen hemmelighed af, at jeg er ret begejstret for Natalia Ginzburg. Jeg har – af uransagelige årsager – først inden for de seneste par år stiftet bekendtskab med hendes værker, men på grundlag af de få bøger, jeg indtil nu har læst af hende (den første, den anden, den tredje) er hun hurtigt rykket op på min øverste hylde blandt europæiske forfattere i det tyvende århundrede. Og ja, der er virkelig mange, vanvittigt gode forfattere på dén hylde. Ginzburg er én af dem, og det er aldeles uretfærdigt, at hun ikke er mere eksponeret. >> Læs videre
