Pirkko Saisio: Suliko

Denne finske portrætroman om Josef Stalins liv og død har store kunstneriske ambitioner. De falder desværre til jorden. Bogen vil gerne være vældig højlitterær, men virker på mig mest som en affekteret, svulstig og rodet affære, og det gør det kun værre, at det rodede element tydeligvis er et bevidst og tilstræbt træk.

Pirkko Saisio (f. 1949) debuterede som romanforfatter tilbage i 1975 og har et imponerende litterært CV, som inkluderer en hel del fine priser. Suliko (opr. 2024, da. 2026) er hendes første bog oversat til dansk, og den var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Den pris fik den dog ikke, og det kan jeg godt forstå.

Jeg anerkender ambitionen om ikke bare at forsøge at skrive endnu en traditionel biografisk roman, som i en mere eller mindre realistisk form fremstiller hovedpersonens liv i en sammenhængende kronologisk fortælling. Det gælder ikke mindst i tilfældet Stalin, der jo – med god grund – har en nærmest ikonisk status som paranoid, totalitær, hensynsløs og brutal despot. Her må utraditionelle litterære greb til, hvis man skal binde an med et skønlitterært portræt, tænker man.

Og al ære og respekt for, at Pirkko Saisio har givet dette et forsøg. Det er bare ikke lykkedes, og den sympatiske og ædle hensigt er ikke i sig selv nok til at udløse mange stjerner hos mig.

Det er måske nok lidt hårde ord, men de kommer også af, at Saisio tydeligvis godt kan skrive. Derfor bliver jeg ekstra irriteret, når hun diverterer os med så mange substansløse, affekterede former, som jeg oplever at blive udsat for i Suliko.

Suliko er titlen på et georgisk digt fra 1895 af Akaki Tsereteli. Det blev populært som sang i Sovjetunionen og var angiveligt en af Stalins yndlingssange. Suliko er et pigenavn, men betyder på georgisk også noget i retning af “lille sjæl.” I romanen spiller navnet en rolle som symbolsk indre samtalepartner for den aldrende Stalin.

Meningen med dette litterære greb er muligvis at vise, at Stalin som menneske inderst inde længtes efter en form for kærlighed – som han dog symptomatisk ikke finder hos et andet virkeligt menneske, men i stedet søger hos en fiktiv pige i en sang.

Hvor meget værdi denne indre samtale med “Suliko” egentlig tilfører bogen, er jeg dog ikke helt sikker på. Men det gør ikke nogen skade, og jeg har ikke noget imod det. Hvad jeg til gengæld har en hel del imod, er den stil, bogen i øvrigt er skrevet i.

Romanen veksler tidsmæssigt mellem 1953 og forskellige nedslag i fortiden. 1953 var Stalins dødsår, og det udgør romanens nutid, fortalt i første person af Stalin selv. Nedslagene i fortiden er til gengæld fortalt i tredje person – de fleste af dem med Stalin som hovedpersonen.

I disse tilbageblik hører vi således om Josef Stalins barndom i Georgien som søn af en fordrukken og voldelig skomager. Dengang hed han Ioseb Besarionis dze Jugashvili. Som ung russificerer han sit navn til Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili. Og da han sidenhen – og efter en del år i fængsel i Sibirien – bliver en del af inderkredsen i den bolsjevikiske, revolutionære del af det russiske socialdemokrati, tager han efternavnet Stalin (bogstaveligt: “af stål”).

I glimtvise nedslag følger vi Stalins vej til i 1928 at efterfølge Lenin som parti- og statsleder i Sovjetunionen, opgøret med Lenins “liberale” økonomiske politik (NEP), den forcerede industrialisering af Sovjetunionen, tilbagevisningen af tyskerne under Anden Verdenskrig mv.

Et nøgleord her er “glimtvis,” som er Saisios bevidste teknik. De enkelte kapitler har det med at kaste os som læsere direkte ned i scene uden indledende referencer til tid, sted eller for den sags skyld personerne i situationen. Det åbenbares typisk kun gradvist gennem teksten.

Jeg er ikke nogen foragter af denne litterære form. Tværtimod benytter nogle af mine største litterære helte sig i udstrakt grad af denne teknik (vi nævner i flæng: William Faulkner og Cormac McCarthy). Men for det første stiller det store krav til forfatterens tekniske kunnen, hvis teknikken skal fungere, og for det andet giver det jo kun mening, hvis den ekstra anstrengelse, forfatteren hermed kræver af sin læser, også giver afkast for læseren i form af f.eks. mere nuancerede, levende og vibrerende personkarakteristikker eller lignende.

Pirkko Saisio leverer ikke godt nok her. For ofte havde jeg svært ved at se den litterære mening med bevidst at gøre det så gedulgt, hvor, hvornår og med hvem de enkelte scener udspiller sig.

Dertil kommer, at Saisio skriver i en stil med korte sætninger, som gerne vil have karakter af impressionistiske lys- og farveglimt, der tilsammen giver et mere righoldigt og nuanceret billede end en traditionel, mere ligefrem fortælling ville have gjort.

Det fungerer bare ikke. Formen forekommer mig mestendels kunstigt affekteret – form, der dækker over mangel på substans. Kejsernes nye klæder også kaldet.

Ovenstående indebærer også, at man ikke skal læse bogen med den forventning at få en introduktion til den historiske periode eller en repetition af centrale begivenheder op til og under den russiske revolution eller Sovjetunionens første år.

Tværtimod forudsættes historien bekendt, og selv om jeg skulle mene, at jeg – ganske vist for nogle tiår siden – har læst en hel del om perioden og systemet, så måtte jeg slå en del navne op undervejs for at få rammerne på plads. Det er for mig at se helt fint – men når jeg i overskriftsform har set, at andre anmeldere anbefaler bogen som introduktion til perioden, så må jeg være uenig.

Der er retfærdigvis også dele af bogen, der fungerer rigtig godt. Selv om Stalin er romanens hovedfigur, så er der også passager undervejs, hvor fortællervinklen skifter til andre personer. Og paradoksalt nok er nogle af disse passager markant mere interessante og bedre fortalte end romanens hovedportræt af Stalin:

Foto: Mikhail Mikhaylovich Kalashnikov, 28. januar 1936. Kilde: Wikimedia Commons.

Der er ikke mindst historien om skolepigen Engelsina Markizova (1928-2004), som blev et ikon i den interne stalinistiske propaganda om Stalin som alle sovjetborgeres “lille far,” efter at hun som syvårig i 1936 blev fotograferet sammen med Stalin i forbindelse med et rituelt arrangement, hvor hun overrakte en buket blomster “til Fader Stalin på vegne af børnene i den Burjat-Mongolske Republik.”

I første omgang blev pigen overdynget med luksuriøse gaver fra Stalin, men allerede året efter blev hendes far arresteret og senere henrettet på falske spionanklager, mens hendes mor bliver deporteret.

Og så er der historien om Aleksej Stakhanov (1906-1977), en sovjetisk minearbejder, som i 1935 opnåede endog international berømmelse, da han blev udråbt som sovjetisk arbejdshelt for sine angiveligt monumentale produktionsakkorder i de ukrainske kulminer (iscenesat af det kommunistiske parti som led i en kampagne med henblik på at øge produktiviteten).

Saisios fremstilling af Stakhanovs historie er en fin tragisk fortælling om, hvordan den ære, berømmelse og rigdom, der i første omgang tilfaldt ham, i virkeligheden var første skridt i retning af en ødelæggelse af hans liv.

Vi hører også en del om digteren Vladimir Majakovskij (1893-1930), der var en hovedeksponent for den russiske futurisme (inspireret af den italienske, fascistiske futurisme), men som valgte at skyde sig en kugle for panden i 1930. Hans historie er i romanen imidlertid fortalt lige så bevidst fragmenteret og amputeret som Stalins og lige så uinteressant.

Samlet set var jeg ret skuffet over Suliko. Jeg har ikke læst andre anmeldelser i deres helhed, men har på baggrund af overskrifter noteret mig, at andre anmeldere synes at være væsentligt mere begejstrede end jeg. Tag derfor ikke kun min vurdering for gode varer. Men hvis du læser den og synes, at den er træls, så kom ikke klagende til mig.

K's vurdering: