En underholdende, smukt skrevet fortælling om skønheden i naturens mangfoldighed og om kvinders frigørelse over fire århundreder. Inspireret af historiske kvindelige naturhistorikere og kunstnere – og af sommerfuglens metamorfose, græshoppens sang og ildfluernes dans. Desværre kammer den over i lidt for meget sentimental øko-politisk prædiken – som det er svært at være uenig i, men som bare heller ikke fungerer ret godt litterært.

Finske Selja Ahavas roman, Kvinden der elskede insekter (opr. 2020, da. 2021), tager afsæt i en række historiske personer, først og fremmest naturforskeren og kunstneren Maria Sibylla Merian (1647-1717) og den opdagelsesrejsende fotograf og naturforsker Isabella Bird (1831-1904), men flere andre historiske personer passerer forbi.

Romanen er bagest forsynet med en ultrakort biografisk oversigt over de vigtigste historiske personer, der optræder i fortællingen. Men romanen fremstiller ikke sig selv som en egentlig historisk roman, og det er den heller ikke. De historiske personer og situationer tjener først og fremmest som inspiration, som Ahava frit broderer videre på uden nøjeregnende hensyn til de historiske fakta.

Som titlen antyder, er bogens røde tråd – eller én af dem – kærligheden til insekter. Både i form af naturforskerens videnskabelige interesse: Den systematiske iagttagelse, indsamling og klassifikation af arterne og ikke mindst dokumentationen af deres forvandling, særligt sommerfuglelarvernes metamorfose via puppestadiet til sommerfugl. Men også slet og ret i form af fascinationen af livet i dets mangfoldighed.

Samtidig er Kvinden der elskede insekter en fortælling om stærke kvinders kamp for frigørelse og for at blive anerkendt for deres selvstændige evner og præstationer – videnskabelige og kunstneriske – på lige fod med mænd. I verden, hvor kvinders kroppe bliver set som fødemaskiner, og livet kan være brutalt, smertefuldt og kort.

Den historiske Maria Sibylla Merian portrætteret af hendes stedfar Jacob Marrel, 1679 (Kunstmuseum Basel)

Hovedpersonen er Maria, som vi følger fra tidlig barndom til død. Hun vokser op i midten af 1600-tallet i Frankfurt-Am-Main og viser tidligt evner for tegning, som hun lærer af sin stedfar, maleren Jacob. I romanen nævner Ahava aldrig Marias eller hendes families efternavne, kun af den nævnte biografiske navneoversigt bag i bogen kan man regne ud, at det historiske forlæg må være Maria Sibylla Merian (1647-1717) – med mindre man da på forhånd havde en noget mere detaljeret viden om hende, end jeg havde, og deraf kunne tænke sig frem til det.

Helt fra barnsben er Maria fascineret af insekternes verden, som hun bruger al sin fritid på at iagttage og tegne sammen med de planter, de lever af. Hun opdrætter sågar også sine egne silkelarver og andre insekter.

Den historiske Maria Sibylla Merian er anerkendt som den første naturforsker, der dokumenterede stadierne i sommerfuglens metamorfose, og en række af hendes smukke tegninger af insekter og blomster er bevaret, hvoraf en af dem pryder romanens smukke omslag. Desværre har ikke mange af hendes tegninger overlevet tidens tand, da det på hendes tid ikke var tilladt kvinder at få trykt tekst eller tegninger på samme kvalitet papir som mandlige kunstnere.

I skuret iagttog jeg en orm, som dag efter dag kun spiste af den samme nælde, spiste sig mæt i brændende ukrudt med resten af livet foran sig. Var det dette min plads og mit kald? At æde mig fordærvet i ukrudt og forvandle mig til en grim, ildelugtende puppe?

Kvinden der elskede insekter refererer selvfølgelig til hovedpersonen, Maria. Men det er samtidig titlen på et fragment af et japansk eventyr fra 1100-tallet, som genfortælles i romanen og også optræder i den i form af et japansk billedtryk.

Den japanske forbindelse udfoldes i anden halvdel af bogen, hvor vi historisk springer fra det 17. til det 19. århundrede.

Den historiske Maria Sibylla Merian opholdt sig i en periode hos den pietistiske sekt, labadisterne, i Friesland (har jeg efterfølgende læst mig til), hvorefter hun i år 1700 rejste til Surinam, hvor hun opholdt sig et par år i en labadistisk koloni og indsamlede viden til en bog om Surinams insektverden.

I Ahavas roman fungerer Marias ophold hos labadisterne i Friesland imidlertid som et “puppestadie,” hvor hun frigør sig fra sin historiske kontekst – hun kaster så at sige 1600-tallet af sig som en indtørret puppe og træder efter nogle år hos labadisterne direkte ind i 1800-tallets Amsterdam. I romanen er hun stadig Maria, men nu i en ny udgave, inspireret af den historiske opdagelsesrejsende Isabella Bird, igen i en fiktionaliseret version. Som sådan rejser hun til Japan for at fortsætte sine endomologiske studier.

Her udfolder endnu et hovedtema i bogen sig i form af en reflektion over evolutionen. For romanens Maria i 1600-tallet – ligesom for den historiske Maria Sibylla Merian – var studierne af insekterne og gengivelsen af dem en andægtig måde at prise Guds skaberværk på, i lige så høj grad som det var et “naturvidenskabeligt” studium (anførselstegnene i lyset af, at naturvidenskaben kun var i sin vorden på det tidspunkt). Romanens Maria i 1800-tallet læser imidlertid Darwin, og hendes naturiagttagelser bliver i det lys også kilde til religiøs tvivl.

Jeg skal ikke trætte med yderligere handlingsreferater, men blot nævne, at romanen slutter i nutidens Berlin – efter endnu en slags metamorfose, hvor Maria i en moden alder endelig opdager kærlighed og seksualitet som nydelse, ikke blot som ægteskabelig pligt og kilde til livstruende, smertefulde fødsler.

Den sidste del af romanen i nutiden fandt jeg lidt småkedelig. Fortællingen mister pusten, og Ahava forfalder til en efter min smag lige lovlig messende øko-sentimentalisme.

Selja Ahava (f. 1974). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Ahavas litterære greb med at lade sin hovedperson glide gennem historien kan måske forekomme en smule kunstlet, men jeg synes egentlig at det overordnet fungerer udmærket.

Romanen fungerer bedst som historisk situeret fortælling om kvinden Maria, og som formidling af såvel den umiddelbare som den naturvidenskabelige fascination af insekternes verden. Bogen fungerer til gengæld mindre godt, når den bliver øko-politisk prædikende.

“En kærlighedserklæring til klodens liv” kaldes romanen en smule patetisk på bogens bagside – en patos, der dog også er belæg for i Selja Ahavas roman, og som tenderer mod at blive lidt for meget efter min smag, især i indramningen om de forsvindende koralrev.

Heldigvis fylder de førstnævnte dele langt det meste af romanen, og jeg var godt underholdt undervejs. Selja Ahava skriver let og flydende, her i Lene Klits fordanskning, og siderne vender hurtigt sig selv.

Bogen er som nævnt ikke en historisk roman som sådan, og man kan sagtens læse den uden kendskab til de historiske personer, der har fungeret som inspirationskilder for Ahava. For mig var det dog ikke desto mindre netop koblingen til de historiske inspirationskilder, der forlenede romanen med en stor del af dens fascinationskraft.

Jeg har således brugt den som anledning til at læse op på historien om nogle de omtalte personer – og ikke mindst Maria Sibylla Merian er som historisk karakter ganske fascinerende. Det må have krævet en kvinde af en særlig støbning at insistere på at udnytte sine evner og forfølge sine naturhistoriske interesser i en tid, hvor kvinder med forstand på lægeurter og naturen i det hele taget var i risiko for at blive gjort til syndebukke og brændt på bålet som hekse.

Man kan ikke lade være med at tænke, at hvis kvinder på den tid havde haft samme adgang til uddannelse og de spirende videnskabelige kredse, så kunne Maria Sibylla Merian have udviklet sig til et langt større navn i naturvidenskabens historie.

Bogen er venligt tilsendt som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget.

K's vurdering: