“Mennesker har behov for lidt galskab, for at de ikke skal blive gale. De har behov for netop det, der strengt taget er det mest unødvendige, som for eksempel leg, magi og drømme.”

Sådan hedder det et sted mod slutningen af finske Leena Krohns roman Fortabelsen, der udkom i den forgangne uge på forlaget Jensen & Dalgaard i dansk oversættelse ved Siri Nordborg Møller.

Citatet forekommer mig passende som indledning til en anmeldelse af romanen. Egentlig behøver jeg ikke at skrive meget mere. For det er netop det, Leena Krohn (f. 1947) forsyner os læsere med i Fortabelsen: Leg, magi og drømme og en smule af den galskab, der skal til, for at vi ikke blive gale.

De mange historier i Fortabelsen er lige til at fortabe sig i. Der er ingen af dem, der giver umiddelbar mening. Og det er herligt. På bagklappen af bogen er andre anmeldere citeret for, at Krohn i tidligere udgivelser på dansk giver mindelser om Kafka, Borges og Buñuel. Det kan jeg godt følge.

Alle historierne er demonstrativt uafsluttede på en måde, vi kan genkende fra Jorge Luis Borges (fordi det var sådan, han skrev) og med lidt god vilje også fra Franz Kafka (fordi han ikke kunne finde ud af at afslutte sine historier). Historierne rummer både elementer af borgesk fantastik og af buñuelsk surrealisme.

Jeg skriver historierne, for ganske vist er Fortabelsen varedeklareret som en roman, men grundlæggende består den af en samling noveller, der hver især ville kunne stå alene, og som kun er løseligt sammenkædede via en rammefortælling og det forhold, at de udspiller sig på den samme aften under en byfest.

Leena Krohn (f. 1947). Foto: Katri Lassila (fra norden.org)

Rammehistorien er fortalt af en navnløs fortæller, som arbejder på byens offentlige hittegodskontor, som hun for sig selv kalder Fortabelsen. Her finder de fortabte genstande hen. Denne aften er der blandt andet indkommet en tom tegnebog, et similismykke, en kunstig hånd, en balletsko, en helt almindelig blyant, en hundesnor, en jubilæumsmønt, en paraply, en kaffeske i sølv, en smadret mobiltelefon, et armbåndsur og meget mere.

Fortælleren funderer over genstandenes historie – og det bliver til en kort novelle om hver af dem, alle fortalt i jeg-form. Hvorvidt hver historie udgør rammefortællerens fantasi om genstandenes liv, om hun måske ligefrem ejer en overnaturlig evne til at forbinde sig med deres historie, eller om meningen er noget helt tredje, dét står aldrig helt klart. Og det gør ikke noget.

Denne aften, hvor genstandene er blevet “fortabt,” er der byfest, og byen er fyldt med markedsboder, forlystelser, teater, gøglere, performancekunstnere og profeter. En aften ladet med illusioner, længsler, galskab og – ja, leg, magi og drømme. Måske også med mareridt og mord.

Historierne om genstandene, deres “fortabelse” og deres “fortabere” er små glimt af absurditet, noget grotesk, noget meningsløst – som alligevel er (over)ladet med betydning. Hvad betydningen er, er imidlertid overladt til læseren at finde ud af. Eller lade være.

I en historie møder vi “Fluernes Frue,” en performancekunstner, der har lukket sig nøgen inde i en telefonboks med millioner af spyfluer. Og vi læsere efterlades lige så uafklarede som tilskuerne i historien om, hvorvidt forestillingen går galt og “Fluernes Frue” faktisk er ved at blive ædt levende af fluerne, eller om det hele er en del af showet.

En enorm slange med et kvindehoved slanger sig gennem parken. Tilskuerne er begejstrede over, hvor raffineret den er lavet – men er den mekanisk eller i virkeligheden et levende, magisk væsen?

Mystiske, papiragtige Pjerrot-figurer dukker op rundt omkring på festivalpladsen med tilsyneladende vigtige, men uforståelige budskaber til nogle af personerne i historierne. Er det Døden eller Skæbnen eller en anden slags stemme fra det hinsides i gøglerdragt?

En dame går tur med en lille hund, som ved nærmere åsyn imidlertid viser sig – med en åbenlys og eksplicit reference til Kafkas Forvandlingen – ikke at være en hund, men et grotesk insekt i en hundesnor.

En kvinde klipper silhuetter i sort papir af de betalende kunder. Og hun fungerer i romanen som billede på romanforfatteren selv. Den ene klipper billeder i papir med en saks, den anden skaber dem i ord med en pen:

Kom, silhuetkvinde, og vis mig min fødebys profil, klip os af dit sorte papir de gamle lindetræer, telefonboksen og Fluernes frue, digterne og bronzefrøkenerne og mågerne, der sidder på deres hoveder, klip tiggerne med deres krus og systemingeniørerne med deres attachémapper og den gamle mand, der støtter sig til sin paraply og sludrer med småfuglene, som leder efter krummer.

Hvad er meningen med det hele? Det må vi som læsere selv finde ud af. Leena Krohn giver ingen svar, og det er godt.

For mit eget vedkommende nød jeg hver eneste historie. Leena Krohn evner at skabe levende billeder med få sætninger, og jeg skulle ikke langt ind i hver historie, før jeg var grebet af stemningen – som hver gang begynder i et realistisk (by)rum, men ender i fantastik, surrealisme eller mystik. Jeg lod mig fornøjet følge med hele vejen.

Enkelte steder i rammehistorien, som mestendels har karakter af en slags vignetter til hver historie, forfalder Krohn ganske vist til lidt for eksplicit og banal lommefilosofi efter min smag. Bogen fungerer klart bedst, når hun holder sig til fantastikken og de åbne slutninger. Men det er mindre skønhedsfejl, som ikke skal afholde mig fra at anbefale bogen varmt.

Af en eller anden grund har Leena Krohns forfatterskab helt unddraget sig min opmærksomhed hidtil. Det kan jeg undre mig over, men vælger i stedet at glæde mig over, at der er adskillige andre Krohnromaner tilgængelige på dansk, som venter på mig derude.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: