Marc Reugebrink: Salt

Salt er en lille, sjov, pudseløjerlighed fra Flandern. Måske ikke ligefrem verdenslitteratur af stor tyngde, men Marc Reugebrink er med sin lette pen, monty pythonske humor og kringlede, finurlige fantasi ganske godt og fornøjeligt selskab.

Det er ikke så tit, man støder på oversat skønlitteratur fra Flandern, den hollandsk- (eller rettere: flamsk-)talende del af Belgien. Dét alene var jo nok til at vække min interesse for den første roman på dansk af hollandskfødte (men i Flandern bosiddende) Marc Reugebrink, Salt (opr. 2019, da. 2021), som udkom i fredags i Miriam Boolsens veloplagte fordanskning.

Den lille roman foregår i den fiktive landsby Lende, “i et højtliggende landskab, langt fra kysten, så langt væk at nogle mennesker formoder, at havet bare er rent opspind,” i en ikke præcist angivet tid, som dog kunne være i sidste del af 1800-tallet. Historien er fortalt af et ubestemt “vi,” som favner hele det lille landsbysamfund omkring slottet ‘t Raesfelt.

På slottet residerer baron Jacob Unico Wilhelm van Rüdersdorf Helmstadt, som ikke helt har vænnet sig til, at landbybeboerne ikke længere er familiens livegne. Historien tager fat, da baronen har besøg af en af sine venner, som pludselig får baronen til at tænke over, hvor det vand kommer fra, som slottet pumper op – nemlig fra bækken, der løber gennem byen, og hvori alle byens, og også slottets, latriner og alskens andet affald tømmes ud.

Størst indtryk gør indsigten imidlertid på baronessen. Bare tanken om vand fra pumpen, uanset om det har været kogt, giver herefter baronessen opkastningsfornemmelser, og herefter rører hun ikke en dråbe vand. Men noget skal man jo drikke, og heldigvis er baronens vinkælder velforsynet med vin og spirituosa. Følgelig bevæger baronessen sig rundt i en konstant brandert.

Alt, hvad der nogensinde har været i berøring med det forurenede vand, beordrer hun kasseret: porcelæn, køkkengrej og hele hendes egen garderobe. Hun ophører med at vaske sig, hvorfor alle slottets gemakker snart kommer til at henligge i en uudholdelig stank.

Og derfor gik baronesse Agnes Christina Helmstadt van Uitganck herefter nøgen og stinkende rundt i gangene på slottet ‘t Raesfelt. Vraltende og vaklende fandt hun vej til salonen, segnede øm om i den store lænestol ved vinduet og ringede med bordklokken efter Dina eller Marie eller Willemien, eller hvis det ikke kunne være anderledes efter Alfred, for at give dem besked om at hente en god flakse spätlese fra kælderen. Det varede længere og længere, før nogen viste sig.

Gennem årene er landsbybeboerne jævnligt blevet syge, nogle gange døde, af det forurenede vand, men det har ikke givet baronen anledning til handling. Det gør baronessens tilstand imidlertid, og han sætter i værk med at grave brønde i jagten på rent drikkevand.

Men ak, lige meget hvor baronen får sin håndgange mand og et par betalte lakajer fra landsbyen til at grave, finder de ikke andet end saltvand, på trods af at byen er langt fra havet.

Snart er jorderne omkring byen – og i byens gader – gennemhullede af mislykkede brøndgravninger – til større og større fare for beboerne.

En mistrøstig undergangsstemning griber gradvist hele samfundet. Præstens prædikener handler efterhånden mere om at anråbe Gud om nåde end at true med hans vrede. Det eneste faste holdepunkt synes at være det lokale værtshus, De Burggraaf, hvor landsbyens mænd udveksler sladder og drikker øl og genever.

Og imens flakker et kobbel vilde hunde omkring i byen, mere og mere truende, som om de gradvist er på vej til at overtage styringen.

Salt kan læses som en slags dystopisk fabel over et samfund truet af en økologisk katastrofe, eller for så vidt en hvilken som helst anden slags krise, som menneskene ikke forstår, og som de kun gør værre i deres ubehjælpsomme forsøg på at afværge den med de forkerte midler. Og som i alle uforståelige kriser giver det grobund for alskens rygter og konspirationsteorier og almindelig afmagt.

[D]et faktum, at de velkendte stier, der førte gennem landsbyen, nu var blevet afløst af en uforudsigelighed, der tvang os til at flakke søgende omkring for at finde vej til steder, som vi før i tiden kunne finde med lukkede øjne – selv når det var helt tåget, eller når det snurrede i hovedet på os på grund af alt det, vi havde drukket – det besvær, vi nu skulle igennem for at komme hen til De Burggraaf, gjorde, at folk begyndte at fantasere. Vi ledte efter forklaringer på det, der dag for dag forvirrede os mere og mere, vi fortalte hinanden historier for atter at få greb om det, som måske for altid var ved at glide os af hænde.

Først og fremmeste er Salt dog en fantasirig, finurligt sprudlende, satirisk komedie. Jeg vil således fraråde, at man forsøger at læse fortællingen alt for rigidt som en primært samfundskritisk tekst.

Heldigvis for den gode historie lader Marc Reugebrink sig nemlig ikke styre af nogen samfundsmæssigt moraliserende intention, men først og fremmest af god gammeldags fortælleglæde med plads til en perlerække af sjove og skæve, nogle gange nærmest Monty Python-agtige indfald.

Det er der kommet en sjov og finurlig, lille roman ud af, som ikke ryster nogen litterære grundvolde, og som måske nok også stritter lidt for meget i forskellige retninger (og derfor heller ikke kan høste en topscore hos mig), men som jeg ikke desto mindre kan anbefale som et fornøjeligt afbræk, hvis man trænger til at læse noget let, der giver smil på læben.

Opdatering 10. marts 2021: Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på, at byen Lende og handlingsforløbet i romanen ikke er spundet rent ud af Reugebrinks fantasifulde hjerne, men faktisk har en historisk baggrund, jf. kommentarsporet nedenfor. Det gør jo ikke bogen mindre interesant. Tak til Inwijkeling for dén præcisering.

Bogen er modtaget som frieksemplar til anmeldelse fra forlaget.

K's vurdering: