László Krasznahorkai: Satantango

At læse ungarnske László Krasznahorkai kan være en både massiv, tung og krævende læseoplevelse – men også en enormt givende, inspirerende og virkelig vittig oplevelse. Både Beckett og Bibelen er med i bagagen. Og når man læser hans debutroman i Peter Eszterhás’ imponerende danske oversættelse, er det ikke svært at forstå, at Krasznahorkai forleden blev tildelt årets nobelpris i litteratur. 

Jeg har tidligere med stor begejstring læst Krasznahorkais lange og tunge, men fremragende roman, Modstandens melankoli (opr. 1989, da. 2015) samt den nyere og kortere, men næsten lige så gode Den sidste ulv (opr. 2009, da. 2024). Hans debutroman, Satantango (opr. 1985, da. 2019), har stået i min reol og ventet i nogle år, og den nylige nobelpristildeling syntes mig så god en anledning som nogen til at pille den ud af reolen og få den læst. Til min store fornøjelse.

Satantango udspiller sig i en lille, unavngivet bebyggelse i Ungarn. Måske et falleret landbrugskollektiv, det bliver aldrig defineret så nøje. Tydeligt fra starten er det imidlertid, at der er tale om et samfund i grundlæggende forfald. De fleste beboere er for længst rømmet, og der er ved romanens begyndelse færre end en snes sjæle tilbage, og de tilbageværende drømmer for de flestes vedkommende også kun om at forlade stedet.

Stemningen er mistrøstig og præget af en håbløshed, som i romanen materialiseres meget konkret i form af bebyggelsens materielle forfald og det massivt dårlige vejr. Det er konstant overskyet, mørkt, koldt og regnende. Vejene er tunge af fedtet mudder, som man knap kan bevæge sig i. Alt står stille. I bodegaen er alt dækket af edderkoppespind (som uafladeligt spindes af edderkopper, som ingen ser).

[…] jorden forvandledes til en stinkende sump på grund af den endeløse regn, […] sumpen dræbte alt liv, fik vegetationen til at rådne, og intet andet blev tilbage end ankeldybt pløre og vandpytter i de stenhårde hjulspor fra sensommeren.

De få tilbageværende beboere har ikke meget andet at fordrive tiden med end at hore med hinanden på kryds og tværs og at drikke sig sanseløst berusede i dårlig brændevin. Et dårligt sted at være menneske, i særlig grad et dårligt sted at være barn. Om børnene skal jeg kun røbe, at skæbnen for ét af dem kommer til at spille en mystisk rolle i fortællingen.

Krasznahorkais karakteristik af de enkelte beboere udgør varianter over menneskelig verdensfjendskab, beregning, selvtilstrækkelighed, selvfornedrelse, egoisme, liderlighed og alskens andre usympatiske former … fortsæt selv listen.

Helt uden håb er de sølle beboere dog ikke: Det vækkes, da de i begyndelsen af romanen hører, at to typer, de ellers troede, var døde, er på vej tilbage til bebyggelsen: Den karismatiske Irimiás og hans tro væbner Petrinas.

Og om dette er handlingen koncentreret: Irimiás genkomst og dét, han gør – eller ikke gør – for de (selv)fornedrede beboere, som verden har lært ikke at håbe, men som alligevel har bevaret evnen til at håbe, fordi det er det sidste menneskelige, de har tilbage, om de så skal hæfte håbet på en charlatan eller den onde selv.

Hvordan romanen i øvrigt udfolder sig, skal jeg ikke røbe. Det er ikke handlingen som sådan, der bærer romanen. Det er til gengæld stemningen og sproget, men naturligvis også den allegoriske betydning. Og så Krasznahorkais ubetalelige personkarakteristikker, den ene mere tarvelig, lurvet og ondsindet end den anden.

Her blot et eksempel i form af et øjebliksbillede af bebyggelsens beregnende bodegavært:

[…] hans vallefarvede ræveøjne, overtrukket med mistroens og begærlighedens katarakt, hans kridhvide ansigt,  som strålede af den konstante årvågenheds lummervarme, som gjorde huden slap og håndfladerne våde, de fine, blankslidte, lange fingre, som i årevis havde arbejdet på at fuldende den hånd, de sad på, hans indfaldne skuldre, hans spidse topmave … intet af dette rørte sig, bortset fra tæerne i de udtrådte sko.

Romanen er oprindeligt udgivet i Ungarn i 1985, fire år før Berlinmurens fald, og det er oplagt at læse den som et billede på den “virkeligt eksisterende socialisme” øst for Jerntæppet og på de ideologisk-politiske forsøg på at revitalisere en positiv fortælling om kommunismen på et tidspunkt i Ungarns og resten af det daværende Østeuropas historie, hvor det efterhånden var åbenlyst, at kommunismen havde spillet fallit.

Men Krasznahorkais roman henter styrke i, at den er skrevet uden en sådan geografisk eller tidsmæssig forankring. Det er en roman om totalitarisme og kollektivisme (hvilket på ingen måde er det samme, men ikke desto mindre) til alle tider.

Det er også en roman med helt aktuelle, markante og væsentlige budskaber til demokratiske samfund i dag: Om farerne ved som befolkning at lade sig besnære af folkeforførere. Krasznahorkais roman er udgivet helt tilbage i 1985 under selvsagt ganske andre nationale og internationale forhold end de i dag gældende – men alligevel forekommer den højaktuel som advarsel mod fascinationen af typer som Viktór Orban, Donald Trump og desværre talrige andre aktuelle, antidemokratiske folkeforførere.

Men tilbage til den litterære analyse:

For et par uger siden læste jeg Samuel Becketts ikonisk-klassiske skuespil, Waiting for Godot, og det er svært ikke at se paralleller og referencer hertil i Krasznahorkais roman.

I Satantango venter beboerne i det trøstesløse, mudrede, degenererede minisamfund også på en Godot – i form af én eller anden udefineret og uartikuleret udfrielse, frelse, en mening med det hele. Men i modsætning til i Becketts skuespil, så ankommer “Godot” rent faktisk i Satantango – hvertfald tilsyneladende eller i beboernes drømme – i form af Irimiás og Petrina. “Godot” viser sig med andre ord ironisk nok at være Vladimir og Esdragon (de to vagabonderende karakterer, som hos Beckett er de selvsamme, der venter på Godot …).

Ud over sammenfald i fortællingens form har Krasznahorkai også strøet nogle små implicitte referencer ud til til Becketts klassiker. Det var ihvertfald sådan, jeg læste dem, for eksempel den følgende dialog mellem Irimiás og Petrina (sammenlign med passagen citeret i min anmeldelse af Waiting for Godot, hvor Vladimir og Estragon taler om at hænge sig):

“Lad os hænge os, flapøre,” foreslog Irimiás trist. “Så er det i det mindste hurtigt overstået. I øvrigt er det fuldstændigt ligegyldigt.” “Lad os lade være med at hænge os.” “Du er fuldstændig umulig at greje! Lad os holde op, ellers græder jeg …” En tid lang gik de i tavshed, men sagen lod ikke Petrina i fred. “Ved du, hvad dit problem er, mester? At du ikke er døbt.” “Det er muligt.”

Dertil kommer talrige bibelske referencer, i både fortællestrukturen og i enkeltscener/-citater:

For eksempel er hele Irimiás-figuren (med det bibelsk klingende navn) fra begyndelsen omgærdet af en pseudo-Kristus-aura. Beboerne i bebyggelsen forlader sig på, at frelsen kommer med ham, de omtaler ham endda som Frelseren, og de omfavner letsindigt hans notorisk vage løfter om, at et fremtidigt paradis er lige om hjørnet, voksende ud af denne verdens undergang.

Som en anden Simon Peter følger beboerne dog også snart skriftens ord ved at forråde Irimiás i ord og tanke, så snart han ikke lige er der, idet de straks derefter angrer dybt. Om de havde grund til at angre eller ej, skal jeg ikke afsløre mere om, end jeg allerede har antydet ovenfor.

Romanen rummer i øvrigt talrige andre, mere eller mindre raffineret skjulte eller åbenbare, referencer til den kristne Bibel. Det er underholdende i sig selv at lede efter dem.

Lidt om Krasznahorkais skrivestil:

Jeg har i mine anmeldelser af de øvrige værker af Krasznahorkai, der er oversat til dansk, allerede omtalt hans berygtede forkærlighed for lange og kringlede sætninger. Dem finder man også i Satantango, og de kan gøre læsningen til en halvtung oplevelse.

Og ja, det kræver en vis dedikation og koncentration at læse Krasznahorkai. Men så er de sætninger altså heller ikke længere, og han er i det hele taget egentlig ikke ekstraordinært svær at læse.

Svær eller ej: Krasznahorkai skriver fremragende – her bedømt på grundlag af Peter Eszterhás’ fordanskning. Tricket til at overkomme tyngden og finde ind til den lethed, der faktisk gemmer sig i teksten, er simpelt: Læs langsomt. Nyd sproget og sætningernes konstruktion. Og find ad den vej ind til den indlejrede, raffinerede humor.

Og hvis du kløjes i nogle af sætningerne, så fortvivl ikke. Mit gæt vil være, at det er meningen. Den til tider tunge sætningskonstruktion kan tolkes som en afspejling af tilstanden for romanens personer og samfund: Hvis læseren føler sig  fanget i lange, snørklede sætninger, så er det intet imod det klæge og mørke mudder, som tynger og trækker bebyggelsens beboere ned og forhindrer dem i at komme fri – af samfundets snærende bånd og i endnu højere grad af egne, begrænsende og mudrede tankemønstre.

Satantango er i højeste grad anbefalelsesværdig. Personligt syntes jeg måske nok lidt bedre om Modstandens melankoli, selv om jeg må anerkende, at Satantango faktisk er lidt mere helstøbt som roman (måske er det blot fordi, Modstandens melankoli var min første Krasznahorkai). Og så er der Den sidste ulv, der er en helt anden slags bog end de to andre, og ikke kun fordi den er kortere.

Hvis jeg samlet set skal komme med én anbefaling til den, der endnu har Krasznahorkai til gode, så må det slet og ret være at læse den første den bedste bog af ham, du kommer i nærheden af …

K's vurdering: