Ismail Kadaré: The Fall of Stone City

Albanske Ismail Kadaré er en mester i litterær dissektion af magtens anatomi og psykologi såvel som dens filosofi og strategi. Hans værker er på én gang isnende skræmmende og humoristisk afvæbnende.

Albanien? Er det ikke bare en mørk, kulturel udørk i udkanten af Balkan? Kommer der litteratur derfra? Ja, derfra kommer for eksempel nogle af de skarpeste analyser af den totalitære magt, som er produceret inden for moderne skønlitteratur. Forfatternavnet er Ismail Kadaré (1936-2024), og det er formentlig mest af alt tilfældigheder, der gør, at han ikke nåede at få Nobelprisen i litteratur, inden han forlod denne verden forrige år.

The Fall of Stone City (por. 2008) hører til i den senere del af Kadarés forfatterskab, ligesom de eminente kortromaner Efterfølgeren (2003) og Agamemnons datter (2003). De to sidstnævnte er fortsat mine Kadaré-favoritter og overskygger i den forstand The Fall of Stone City, som ikke desto mindre er en fremragende, lille roman.

Romanen er også oversat til dansk (som En middag for meget), men jeg foretrak at læse den engelske oversættelse – af grunde, som jeg udfolder mere detaljeret i slutningen af denne anmeldelse for dem, der har en mere nørdet interesse i oversættelsessager.

Historien begynder med en mystisk middag, som finder sted i det sydlige Albanien under 2. verdenskrig i den gamle osmanniske by Gjirokastër (som i øvrigt er Ismail Kadarés fødeby). De hidtidige italienske besættelsesmagter trækker sig i 1943 tilbage fra Albanien, og til gengæld rykker tyske tropper ind fra syd. Ved indtoget i Gjirokastër mødes tyskerne af lidt fægtning, og som straf herfor tager tyskerne et antal gidsler i byen, som udses til henrettelse.

Det viser sig imidlertid, at den tyske kommandant er gammel studiekammerat med den albanske bys fremmeste læge, doktor Gurameto. Lægen inviterer den tyske kommandant på middag med grammofonmusik og champagne til forargelse for byens borgere, indtil det forlyder, at lægen tilsyneladende benytter middagen til at forhandle en frigivelse af gidslerne.

Men hvad der egentlig skete under den middag, og hvad forholdet egentlig var mellem den tyske kommandant og doktoren, det forbliver genstand for uafladelig spekulation og sladder i byen de følgende ti år. Og vækker i stigende grad også interesse hos både de albanske, tyske og sovjetiske efterretningstjenester.

Jeg skal ikke opholde mig mere ved handlingen i romanen, for den er heller ikke i sig selv det vigtige. Bogen er først og fremmest en symbolsk fortælling. En fortælling om magt og totalitarisme og om, hvordan sandheden under det totalitære regime ikke først og fremmest er undertrykt eller dikteret, men netop medvirker til at holde regimet ved magten ved til enhver tid at være flygtig, uhåndgribelig, til fals for snak og sladder.

Magten selv er i denne fortælling således på én gang flygtig og uomgængelig, den er diffus og samtidig knusende konkret (helt forfærdende og blodigt konkret). Den udøves af personer, men er alligevel anonym. Magten er en maske, som bæres af Døden, som du uafvidende selv har inviteret til middag.

Historien i romanen er til dels bygget op som en slags krimiintrige om det indledende mysterium: Hvad skete der under den famøse middag? Men Kadaré er ikke en krimiforfatter, og The Fall of Stone City er ikke en kriminalroman. Og uden at røbe for meget, kan jeg afsløre, at den læser, der håber på en afsløring og et tæppefald til slut som i en klassisk krimi, vil blive slemt skuffet.

Den ydre historie er i denne roman kun et staffeli, hvorpå Kadaré maler sine symbolske budskaber. Og det gør han til gengæld mesterligt godt, også selv om The Fall of Stone City ikke er det bedste, jeg har læst af ham.

Den er dog god nok til at bestyrke indtrykket af, at det er fortjent, at Kadaré mange gange var nomineret til nobelprisen i litteratur, men ufortjent, at han ikke nåede at få den, inden han døde i 2024.

Jeg får lyst til at læse mere Ismail Kadaré, og der heldigvis mange titler at tage af. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå efter de danske oversættelser eller de engelske, jf. nedenstående refleksioner over oversættelsen af Kadaré (advarsel: Det følgende er kun for nørder med interesse i litterære oversættelser).

Om oversættelserne
The Fall of Stone City er som nævnt også udgivet på dansk som En middag for meget (Tiderne Skifter, 2012) oversat af Gerd Have. Den har jeg også haft stående i min reol med ulæste bøger i nogle år, side om side med den engelske udgave. Og lidt skamfuldt indrømmer jeg, at jeg først nu har fundet ud af, at der var tale om den samme bog (jeg undskylder mig selv med, at titlerne er så forskellige).

Men der er så faktisk heller ikke tale om den samme bog, hvilket er pointen her. Jeg gik i gang med at læse den danske udgave, men jeg blev ret hurtigt irriteret på den, fordi jeg fandt sproget klodset og nogle steder behæftet med decideret syntaktiske fejl.

Det fik mig til at studere kolofonen nærmere, og jeg fandt ud af, at den danske udgave ikke er oversat direkte fra den albanske original, men er en såkaldt relæoversættelse via den franske udgave (”Le dîner de trop” v/Tedi Papavrami, som har oversat flere af de seneste af Kadarés bøger til fransk, efter at Kadarés ellers faste oversætter til fransk, Jusuf Vrioni, døde i 2001).

Det var så her, det samtidig gik op for mig, at jeg i reolen allerede også havde den engelske version stående, som i modsætning til den danske er baseret på den albanske original. Det udgør i sig selv et argument for at vælge den engelske, og da jeg efter sammenligning af nogle få afsnit derudover hurtigt kunne overbevise mig om, at den engelske version også var en sprogligt lang bedre læseoplevelse end den danske, var valget let. Og det var en fornøjelse af læse John Hodgsons engelske udgave af bogen.

Men dét, at den engelske udgave er oversat direkte fra originalen, og at den sprogligt flyder bedre, er jo ikke i sig selv nogen garanti for, at den faktisk er tættere på Kadarés original end den danske relæoversættelse fra fransk.

Og herfra bliver det kun meget mere nørdet, så stå endelig af, hvis du ikke har en særlig interesse i oversættelsesproblematikker.

Vi kan jo begynde med titlen: Den danske og franske titel er åbenlyst tættere på den albanske original, “Darka e Gabuar” (som ifølge Google Translate kan oversættes direkte til “Forkert middag”), mens man på engelsk har valgt “The Fall of Stone City,” som ikke er nogen dårlig titel til bogen, men jo åbenlyst er langt fra Kadares eget valg. Måske har man på engelsk ønsket at signalere en forbindelse til Kadarés tidlige roman Chronicle of Stone, som også – formentlig – handler om Kadarés fødeby Gjirokastër, men det er bare mine gisninger.

Hvad jeg til gengæld hurtigt kan konstatere, er, at der er enorme forskelle på den danske og den engelske version. Det gælder nærmest hver eneste af de sætninger, jeg har sammenlignet, og dét i en sådan grad, at jeg ikke tøver med at hævde, at der reelt er tale om to forskellige bøger.

Her er et eksempel fra bogens første side. I den engelske version står der som følger om forholdet mellem byens to læger: 

It was as if a hidden hand had ensured that the city’s two most famous surgeons could never be separated, even if they had wished, and moreover had created an equilibrium between them that would never be upset.

Heroverfor er den danske version væsentligt tungere i formuleringerne, men derudover springer det i øjnene, at den også bruger langt flere ord:

Alligevel skulle man tro, at en usynlig hånd havde indrettet tingene sådan, at uanset at de var byens bedste kirurger, havde ingen af dem, heller ikke selvom de måtte have ønsket det, evnet at lægge afstand imellem sig. Og det var ikke det hele: Man skulle tro, at den samme usynlige hånd havde sørget for at tilføre historien en hemmelig harmoni, der kunne få en til at tro, at forholdet imellem dem aldrig kunne være anderledes, end det altid havde været.

Det er jo simpelthen ikke den samme tekst på dansk og engelsk. Overhovedet.

Som læsere af oversat litteratur er vi naturligvis alle opmærksomme på, at der sker en eller anden form for bearbejdning i oversættelsesprocessen. Det er uomgængeligt og ikke nogen overraskelse for nogen. Man kan derudover have forskellige principielle holdninger til, i hvilken grad litterære oversættelser skal prioritere den ordrette, bogstavelige fidelitet frem for den poetiske og rytmiske. Og den slags.

Men forskelle af ovenstående karakter og omfang, og dét endda i oversættelser af moderne litteratur i indeværende århundrede, det kan godt gøre denne læser usikker på fundamentet. Jeg synes faktisk, at det er ret vilde forskelle, når man tager i betragtning, at det er tekster, der giver sig ud for slet og ret at være henholdsvis engelske og danske udgaver af den samme oprindelige albanske tekst.

Men lad os fokusere på det konkrete tilfælde: Er det mon så den engelske oversætter, John Hodgson, der har valgt at afkorte teksten for at få den til at flyde lidt lettere for de engelske læsere? Eller er det den danske oversætter, Gerd Have, eller oversætteren fra albansk til fransk, Tedi Papavramis, der har fundet det passende at tilføje nogle sprogblomster og lidt flere ord?

Vi er nødt til at gå til kilden. Og her er jeg stærkt udfordret af, at jeg ikke kan et ord albansk. Men ved hjælp af ChatGPT har jeg fundet frem til den den relevante passage i den albanske original:

Ndërkaq, dukej sikur një dorë e fshehtë i kishte sjellë punët në atë farë mënyre, që ata të dy, kirurgët më të njohur të qytetit, edhe po të donin të ndaheshin, nuk ndaheshin dot më.

Jo vetëm kaq, por dukej sikur e njëjta dorë e fshehtë kishte bërë që në këtë histori të kishte një harmoni të tillë të brendshme, saqë gjithçka midis tyre të dukej se nuk mund të ishte ndryshe nga ajo që prej kohësh kishte qenë.

Ved brug af Google Translate har jeg overbevist mig om, at det vitterligt er det rigtige tekstudsnit, jeg har fat i. Og jeg må på det grundlag så også konstatere, at den danske (og dermed formentlig den franske) udgave, i hvert fald for så vidt angår semantik og langt hen ad vejen også syntaks, er tættere på den albanske original, end den engelske er (tjek selv med dine foretrukne oversættelsesværktøjer, hvis du ikke behersker albansk, og korriger mig gerne, hvis du når andre konklusioner – især og særligt gerne, hvis du faktisk behersker albansk og kan berige med indsigter om oversættelserne).

Anyway: Er den engelske eller den danske (via den franske) oversættelse så den bedste eller den mest rigtige? Jeg har ikke noget entydigt svar.

I det konkrete tilfælde har jeg – fordi jeg blev optaget af det – foretaget ganske mange sammenligninger af tekststeder mellem den engelske og den danske udgave. I alle tilfælde (som i: hvert og ét) foretrak jeg ud fra en æstetisk-litterær, såvel som grammatisk betragtning den engelske version frem for den danske relæoversættelse via fransk.

Omvendt peger eksemplet ovenfor på, at der i den tilsyneladende velformulerede engelske oversættelse kan gemme sig en litterær fortolkning, der er større end den, man forventer af en oversætter. Er det Ismail Kadaré eller John Hodgson, vi læser, kunne man spørge? Svaret er jo nok Kadaré formidlet til engelsk af Hodgson. Og det er som nævnt ikke nogen dårlig læseoplevelse.

Jeg lader den ligge her for nu. Blot en sidste generel bemærkning vedrørende relæoversættelser af Ismail Kadaré: At den danske udgave af denne og andre af Kadarés romaner (herunder Efterfølgeren og Agamemnons datter) er oversat via fransk bør nemlig ikke i sig selv nødvendigvis give anledning til udskamning af Kadarés danske forlag, Tiderne Skifter.

Det har således rod i det historiske forhold, at Kadarés bøger i mange år ikke var tilgængelige på albansk i Vesteuropa, men kun via netop franske oversættelser. De foreliggende engelske udgaver af Kadarés tidlige værker er således også baseret på et fransk forlæg.

Om denne undskyldning så holder helt for En middag for meget eller de ovenfor nævnte værker, er så mere tvivlsomt, da de alle hører til Kadarés sene produktion efter kommunismens fald i Albanien. Men måske er det bare svært at finde litterære oversættere fra albansk i Danmark.

K's vurdering: