Ungarnske Imre Kertész’ roman De skæbneløse, der delvist bygger på hans egne erfaringer som interneret i koncentrationslejrene i Anden Verdenskrigs sidste år, er et forfærdeligt og næsten uudholdeligt vidnesbyrd om, hvor umenneskelig menneskeheden kan være. Obligatorisk læsning.

Jeg kan godt selv have det sådan, at jeg næsten ikke magter at læse flere bøger om Holocaust. Vi kender jo historien, og behøver vi at genbesøge den igen og igen? Ja, det gør vi.

De skæbneløse (opr. 1975) rummer ikke nye fakta om Auschwitz og Buchenwald eller andre af nazisternes udryddelses- eller arbejdslejre, som de fleste af os ikke synes, at vi kender til hudløshed fra historiebøger, dokumentarfilm, spillefilm eller andre romaner.

Alligevel – og jeg er på en måde næsten flov over at indrømme det – måtte jeg under læsningen tage mig selv i at blive ramt af beretningen, som om det var en ny indsigt for mig. Måske fordi naziregimet og Holocaust er kommet til at stå som symbol på den ultimative ondskab, er det også blevet uvirkeligt – for min og givetvis i endnu højere grad for yngre generationer.

Men Holocaust var meget virkeligt. Og drabene på millioner af mennesker i koncentrationslejrene blev ikke udtænkt og udført af umennesker, men netop af mennesker. Af mennesker, der i deres menneskelighed, hvis jeg må sige det sådan, næppe adskiller sig nævneværdigt fra mennesker i dag. Og det skete for ret beset ikke særlig længe siden. Derfor skal vi blive ved med at erindre os det.

Og med en så forslidt kliché, at jeg vægrer mig ved at lade den løbe mig i pennen: Hvis du kun skal læse én roman om Holocaust, så lad det være Imre Kertész’ De skæbneløse. Og kombiner den så med Hannah Arendts journalistiske reportagebog om processen mod Adolf Eichmann, Eichmann in Jerusalem (1963) om “ondskabens banalitet.”

Imre Kertesz (1929-2016). Foto: Frankl Aliona

Imre Kertész (1929-2006) modtog Nobelprisen i litteratur i 2002 for sit forfatterskab, der på forskellig vis tematiserer Holocaust, totalitarisme og mere generelt “den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed,” som det hed i priskomiteens begrundelse. Jeg har af Kertész tidligere med stor begejstring læst Likvidation (opr. 2003, da. 2004). De skæbneløse er litterært set langt lettere at gå til end Likvidation. Men den er indholdsmæssigt en barskere omgang.

De skæbneløse er historien om den 15-årige jeg-fortæller, György, en jødisk dreng, der vokser op i Budapest i en ikke specielt religiøs familie. Romanen begynder, hvor fortællerens far i 1944 er indkaldt til “tvangsarbejdstjeneste.” Selv om sandheden om koncentrationslejrene på det tidspunkt ikke er fuldt ud kendt, så mere end aner både faren selv, familien og vennerne, at der er en overvældende risiko for, at han ikke kommer tilbage. Alligevel forberedes hans afrejse, som om det var noget næsten normalt.

“Må det være tilladt at forhøre sig om det er til tvangsarbejdstjeneste herskabet er ved at ekvipere sig?” spørger ekspedienten for eksempel høfligt i en forretning, hvor familien køber ind til arbejdslejren, og hvor man blandt andet også fører det sidste nye i gule stjerner af eget fabrikat. Plukket ud af sin sammenhæng kan det nærmest lyder som satirisk, sort humor. Men der er ikke noget satire eller humoristisk over De skæbneløse.

Kertész sætter med romanen derimod fokus på, hvordan menneskene som en slags naturlov nærmest instinktivt altid arbejder på at etablere “normalitet” og orden omkring det allermest unormale og skræmmende. Her fortalt gennem den 15-årige lidt gammelkloge fortæller, som nøgternt observerer og registrerer, hvad der sker omkring ham.

Tankevækkende og skræmmende er måden, hvorpå fortælleren i et vist omfang har internaliseret nazismens ideologiske naturalisering af det jødiske folk som en underlegen race. Han stiller for eksempel ikke egentligt spørgsmålstegn ved, at han og alle andre jøder skal gå med den gule stjerne synlig. Det er et vilkår, og frem for at anfægte rimeligheden i det, må man hellere koncentrere sig om, hvor man kan skaffe sig stofstjerner af god kvalitet.

Snart efter farens afrejse bliver fortælleren selv sammen med en flok andre drenge hevet ud af en bus og sendt til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Her lyver han om sin alder og undgår dermed uafvidende at blive sendt direkte i gaskammeret med de andre børn, gamle og svagelige. I stedet sendes han via Buchenwald videre til arbejdslejren Zeitz og senere igen tilbage til Buchenwald, da han bliver for syg til at arbejde.

De skæbneløse er blottet for sentimentalitet. Kertész søber ikke i lidelserne og afsavnene. Den femtenårige jeg-fortæller registrerer og afrapporterer nøgternt, så tæt på objektivt som muligt, om forholdene i lejrene. Han lægger ikke skjul på lidelserne, sulten, snavset, udmattelsen, smerterne, afstraffelserne og myrderierne i gaskamrene.

Men han dømmer ikke nogen, ikke engang lejrenes bødler. Tværtimod er beretningen fyldt med nøgterne og endda anerkendende kommentarer til den rationalitet, han observerer. Det virker bizart, men giver mening som en manifestation af menneskets instinktive behov for at give mening til selv de mest meningsløse omstændigheder, det underlægges.

Han vurderer, ja, nærmest “anmelder,” de forskellige koncentrationslejre efter, hvor velindrettede de er i forhold til deres formål. Auschwitz rangerer højest, derefter Buchenwald (også her “er der naturligvis et krematorium , men kun ét”), mens arbejdslejren i Zeitz ikke imponerer ham:

I øvrigt så jeg straks, at jeg var kommet til en lille lurvet, afsidesliggende, man kunne sige provinsiel koncentrationslejr. Bad eller sågar krematorium – åbenbart kun standardtilbehør i mere betydningsfulde koncentrationslejre – ville jeg have ledt forgæves efter her.

Han stiller ikke ikke engang spørgsmål ved, at han som jøde sendes i koncentrationslejr, da jøder jo er defineret som en underlegen og “skyldig” race. Til gengæld undres han ud fra denne logik over at opdage, at også andre – sigøjnere og politiske fanger – også er at finde i koncentrationslejrene:

Jeg var noget overrasket: derhjemme opførte alle sig, også jeg, ganske vist noget reserveret over for sigøjnere, men hidtil har jeg dog aldrig hørt at de også skulle være skyldige.

Netop denne “rationelle,” observerende tilgang fra offerets synsvinkel er dét, der gør De skæbneløse til så stærk og rystende læsning.

Men når jeg bruger betegnelsen “offer,” stiller jeg mig allerede på den anden side af Kertész’ vinkel i romanen. Da fortælleren efter krigen vender tilbage til Budapest, mødes han af en forventning om og en efterspørgsel efter, at han skal fortælle sin historie som “offer” for en ufrivillig “skæbne.” En rolle, han hverken kan eller vil identificere sig med eller spille. For hvis han bare havde været et offer, hvordan kunne han så også være et menneske?

Man kan ikke – så prøv dog at forstå – man kan ikke tage alt fra mig, det kan ikke passe at jeg hverken skal være vinder eller taber, at jeg ikke skulle kunne have ret, at jeg heller ikke skulle kunne have taget fejl, at jeg hverken skulle kunne være årsag til eller resultat af noget som helst, simpelthen – så prøv dog at indse det, tryglede jeg næsten: jeg kan ikke bare tømme denne tåbelige bitre kalk, at jeg bare skulle være uskyldig.

En grundlæggende pointe i romanen er således, at livet i arbejds- og udryddelseslejrene netop også var et liv – og en del af livet, som ikke kan og skal glemmes, heller ikke for den enkelte, der var en del af det.

Jeg har tidligere i år læst to andre, klassiske fangelejrberetninger: Dostojevskijs Det døde hus (opr. 1861) og Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962). Begge skildrer forfærdelige forhold for fangerne i de russiske arbejdslejre i Gulag i henholdsvis det zaristiske Rusland og Sovjetunionen.

Det hårde liv i Gulaglejrene, som det skildres i to ældre romaner, blegner i sammenligning med rædslerne i Auschwitz og Buchenwald. Men de tre romaner har det til fælles, at de skildrer, hvordan livet i lejrene for fangerne bliver til en slags ny normalitet, nærmest et hverdagsliv følge lejrlivets egen rationalitet.

De skæbneløse rummer i øvrigt en direkte hilsen til Det døde hus, selv om hverken Dostojevskijs navn eller titlen på værket nævnes, kun den 15-årige fortællers omtale af en bog, han i Budapest havde læst noget af, og hvoraf han kun husker, “at fangen, forfatteren til denne bog, efter hvad han selv siger, huskede de første dage i fangenskabet, det vil sige den fjernere tid, bedre end den senere, det vil sige de dage der lå forfatterskabet nærmest.”

Sådan er det også for fortælleren i De skæbneløse, for hvem lejrlivet trods alle de daglige prøvelser hurtigt bliver til nærmest en triviel dagligdag. En dagligdag, som også rummer øjeblikke af en slags lykke, som fortælleren mod romanens slutning genkalder sig:

Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen – også nu, også her genkendte jeg den – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemve. […] For selv der, i skorstenenes skygge, i pauserne mellem alle lidelserne var der et eller andet som mindede om lykke. Alle spørger kun om fortrædelighederne, “rædslerne”: skønt for mig forbliver denne oplevelse måske den mest mindeværdige. Ja, jeg burde fortælle dem om netop det, om koncentrationslejrenes lykke, næste gang de spørger.

De skæbneløse er barsk, uafrystelig og nødvendig læsning.

K's vurdering: