K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Imre Kertész: De skæbneløse

Imre Kertész: De skæbneløse

Af Kasper Håkansson, 19. marts 2022
Skriv en kommentar

Ungarnske Imre Kertész’ roman De skæbneløse, der delvist bygger på hans egne erfaringer som interneret i koncentrationslejrene i Anden Verdenskrigs sidste år, er et forfærdeligt og næsten uudholdeligt vidnesbyrd om, hvor umenneskelig menneskeheden kan være. Obligatorisk læsning.

Jeg kan godt selv have det sådan, at jeg næsten ikke magter at læse flere bøger om Holocaust. Vi kender jo historien, og behøver vi at genbesøge den igen og igen? Ja, det gør vi.

De skæbneløse (opr. 1975) rummer ikke nye fakta om Auschwitz og Buchenwald eller andre af nazisternes udryddelses- eller arbejdslejre, som de fleste af os ikke synes, at vi kender til hudløshed fra historiebøger, dokumentarfilm, spillefilm eller andre romaner.

Alligevel – og jeg er på en måde næsten flov over at indrømme det – måtte jeg under læsningen tage mig selv i at blive ramt af beretningen, som om det var en ny indsigt for mig. Måske fordi naziregimet og Holocaust er kommet til at stå som symbol på den ultimative ondskab, er det også blevet uvirkeligt – for min og givetvis i endnu højere grad for yngre generationer.

Men Holocaust var meget virkeligt. Og drabene på millioner af mennesker i koncentrationslejrene blev ikke udtænkt og udført af umennesker, men netop af mennesker. Af mennesker, der i deres menneskelighed, hvis jeg må sige det sådan, næppe adskiller sig nævneværdigt fra mennesker i dag. Og det skete for ret beset ikke særlig længe siden. Derfor skal vi blive ved med at erindre os det.

Og med en så forslidt kliché, at jeg vægrer mig ved at lade den løbe mig i pennen: Hvis du kun skal læse én roman om Holocaust, så lad det være Imre Kertész’ De skæbneløse. Og kombiner den så med Hannah Arendts journalistiske reportagebog om processen mod Adolf Eichmann, Eichmann in Jerusalem (1963) om “ondskabens banalitet.”

Imre Kertesz (1929-2016). Foto: Frankl Aliona

Imre Kertész (1929-2006) modtog Nobelprisen i litteratur i 2002 for sit forfatterskab, der på forskellig vis tematiserer Holocaust, totalitarisme og mere generelt “den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed,” som det hed i priskomiteens begrundelse. Jeg har af Kertész tidligere med stor begejstring læst Likvidation (opr. 2003, da. 2004). De skæbneløse er litterært set langt lettere at gå til end Likvidation. Men den er indholdsmæssigt en barskere omgang.

De skæbneløse er historien om den 15-årige jeg-fortæller, György, en jødisk dreng, der vokser op i Budapest i en ikke specielt religiøs familie. Romanen begynder, hvor fortællerens far i 1944 er indkaldt til “tvangsarbejdstjeneste.” Selv om sandheden om koncentrationslejrene på det tidspunkt ikke er fuldt ud kendt, så mere end aner både faren selv, familien og vennerne, at der er en overvældende risiko for, at han ikke kommer tilbage. Alligevel forberedes hans afrejse, som om det var noget næsten normalt.

“Må det være tilladt at forhøre sig om det er til tvangsarbejdstjeneste herskabet er ved at ekvipere sig?” spørger ekspedienten for eksempel høfligt i en forretning, hvor familien køber ind til arbejdslejren, og hvor man blandt andet også fører det sidste nye i gule stjerner af eget fabrikat. Plukket ud af sin sammenhæng kan det nærmest lyder som satirisk, sort humor. Men der er ikke noget satire eller humoristisk over De skæbneløse.

Kertész sætter med romanen derimod fokus på, hvordan menneskene som en slags naturlov nærmest instinktivt altid arbejder på at etablere “normalitet” og orden omkring det allermest unormale og skræmmende. Her fortalt gennem den 15-årige lidt gammelkloge fortæller, som nøgternt observerer og registrerer, hvad der sker omkring ham.

Tankevækkende og skræmmende er måden, hvorpå fortælleren i et vist omfang har internaliseret nazismens ideologiske naturalisering af det jødiske folk som en underlegen race. Han stiller for eksempel ikke egentligt spørgsmålstegn ved, at han og alle andre jøder skal gå med den gule stjerne synlig. Det er et vilkår, og frem for at anfægte rimeligheden i det, må man hellere koncentrere sig om, hvor man kan skaffe sig stofstjerner af god kvalitet.

Snart efter farens afrejse bliver fortælleren selv sammen med en flok andre drenge hevet ud af en bus og sendt til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Her lyver han om sin alder og undgår dermed uafvidende at blive sendt direkte i gaskammeret med de andre børn, gamle og svagelige. I stedet sendes han via Buchenwald videre til arbejdslejren Zeitz og senere igen tilbage til Buchenwald, da han bliver for syg til at arbejde.

De skæbneløse er blottet for sentimentalitet. Kertész søber ikke i lidelserne og afsavnene. Den femtenårige jeg-fortæller registrerer og afrapporterer nøgternt, så tæt på objektivt som muligt, om forholdene i lejrene. Han lægger ikke skjul på lidelserne, sulten, snavset, udmattelsen, smerterne, afstraffelserne og myrderierne i gaskamrene.

Men han dømmer ikke nogen, ikke engang lejrenes bødler. Tværtimod er beretningen fyldt med nøgterne og endda anerkendende kommentarer til den rationalitet, han observerer. Det virker bizart, men giver mening som en manifestation af menneskets instinktive behov for at give mening til selv de mest meningsløse omstændigheder, det underlægges.

Han vurderer, ja, nærmest “anmelder,” de forskellige koncentrationslejre efter, hvor velindrettede de er i forhold til deres formål. Auschwitz rangerer højest, derefter Buchenwald (også her “er der naturligvis et krematorium , men kun ét”), mens arbejdslejren i Zeitz ikke imponerer ham:

I øvrigt så jeg straks, at jeg var kommet til en lille lurvet, afsidesliggende, man kunne sige provinsiel koncentrationslejr. Bad eller sågar krematorium – åbenbart kun standardtilbehør i mere betydningsfulde koncentrationslejre – ville jeg have ledt forgæves efter her.

Han stiller ikke ikke engang spørgsmål ved, at han som jøde sendes i koncentrationslejr, da jøder jo er defineret som en underlegen og “skyldig” race. Til gengæld undres han ud fra denne logik over at opdage, at også andre – sigøjnere og politiske fanger – også er at finde i koncentrationslejrene:

Jeg var noget overrasket: derhjemme opførte alle sig, også jeg, ganske vist noget reserveret over for sigøjnere, men hidtil har jeg dog aldrig hørt at de også skulle være skyldige.

Netop denne “rationelle,” observerende tilgang fra offerets synsvinkel er dét, der gør De skæbneløse til så stærk og rystende læsning.

Men når jeg bruger betegnelsen “offer,” stiller jeg mig allerede på den anden side af Kertész’ vinkel i romanen. Da fortælleren efter krigen vender tilbage til Budapest, mødes han af en forventning om og en efterspørgsel efter, at han skal fortælle sin historie som “offer” for en ufrivillig “skæbne.” En rolle, han hverken kan eller vil identificere sig med eller spille. For hvis han bare havde været et offer, hvordan kunne han så også være et menneske?

Man kan ikke – så prøv dog at forstå – man kan ikke tage alt fra mig, det kan ikke passe at jeg hverken skal være vinder eller taber, at jeg ikke skulle kunne have ret, at jeg heller ikke skulle kunne have taget fejl, at jeg hverken skulle kunne være årsag til eller resultat af noget som helst, simpelthen – så prøv dog at indse det, tryglede jeg næsten: jeg kan ikke bare tømme denne tåbelige bitre kalk, at jeg bare skulle være uskyldig.

En grundlæggende pointe i romanen er således, at livet i arbejds- og udryddelseslejrene netop også var et liv – og en del af livet, som ikke kan og skal glemmes, heller ikke for den enkelte, der var en del af det.

Jeg har tidligere i år læst to andre, klassiske fangelejrberetninger: Dostojevskijs Det døde hus (opr. 1861) og Solsjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (opr. 1962). Begge skildrer forfærdelige forhold for fangerne i de russiske arbejdslejre i Gulag i henholdsvis det zaristiske Rusland og Sovjetunionen.

Det hårde liv i Gulaglejrene, som det skildres i to ældre romaner, blegner i sammenligning med rædslerne i Auschwitz og Buchenwald. Men de tre romaner har det til fælles, at de skildrer, hvordan livet i lejrene for fangerne bliver til en slags ny normalitet, nærmest et hverdagsliv følge lejrlivets egen rationalitet.

De skæbneløse rummer i øvrigt en direkte hilsen til Det døde hus, selv om hverken Dostojevskijs navn eller titlen på værket nævnes, kun den 15-årige fortællers omtale af en bog, han i Budapest havde læst noget af, og hvoraf han kun husker, “at fangen, forfatteren til denne bog, efter hvad han selv siger, huskede de første dage i fangenskabet, det vil sige den fjernere tid, bedre end den senere, det vil sige de dage der lå forfatterskabet nærmest.”

Sådan er det også for fortælleren i De skæbneløse, for hvem lejrlivet trods alle de daglige prøvelser hurtigt bliver til nærmest en triviel dagligdag. En dagligdag, som også rummer øjeblikke af en slags lykke, som fortælleren mod romanens slutning genkalder sig:

Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen – også nu, også her genkendte jeg den – min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemve. […] For selv der, i skorstenenes skygge, i pauserne mellem alle lidelserne var der et eller andet som mindede om lykke. Alle spørger kun om fortrædelighederne, “rædslerne”: skønt for mig forbliver denne oplevelse måske den mest mindeværdige. Ja, jeg burde fortælle dem om netop det, om koncentrationslejrenes lykke, næste gang de spørger.

De skæbneløse er barsk, uafrystelig og nødvendig læsning.

Titel: De skæbneløse
Forfatter: Imre Kertész
Udgiver: Batzer & co.
Udgivelsesdato: 27.11.2009
Sider: 210
Originalsprog: Ungarnsk
Oversætter: Peter Eszterhás
Originaltitel: Sorstalanság
Opr. udgivelsesår: 1975
Læst: Marts 2022

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: 2. verdenskrig, Europa, Østeuropa, Ungarn

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Imre Kertész: Detektivhistorie
Imre Kertész: Likvidation
Sándor Márai: Embers

Peter Handke: Forsøg over svampenarren
Judith Hermann: Alice
Bruno Schulz: Sanatoriet under timeglasset

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 249 fans

Mest læste seneste uge

  • Fernando Vallejo: Carlos, du som er borgmesterFernando Vallejo: Carlos, du som er borgmester Fra papegøjer skal man høre sandheden: Carlos, du som er borgmester er en fandenivoldsk satire…
  • Irene Solà: Jeg synger og bjerget danserIrene Solà: Jeg synger og bjerget danser En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en…
  • Eduardo Halfon: CanciónEduardo Halfon: Canción En fragmentarisk roman om ofre og bødler for vold og kidnapninger i Guatemala i 1960’erne…
  • Marie-Hélène Lafon: En søns historieMarie-Hélène Lafon: En søns historie En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage.…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Marcel Proust: Swanns verden, 1-2 (På sporet af den tabte tid, bind 1-2)Marcel Proust: Swanns verden, 1-2 (På sporet af den… Meditation under aktiv læsning: Proust holder! Men kun for den tålmodige og langsomme læser. Der…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Fem gode boghandeler i London - som ikke er Daunt BooksFem gode boghandeler i London – som ikke er… London er en fed by på mange måder. Jeg kom hjem med mange indtryk fra…
  • Politikens Boghal, KøbenhavnPolitikens Boghal, København På opfordring udvider vi som et nyt tiltag her på K's bognoter interessefeltet til også…
  • Terry Hayes: Jeg er PilgrimTerry Hayes: Jeg er Pilgrim Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Kan kun være enig i anbefalingen af Proust. Se mine anmeldelser af På sporet af den tabte tid andetsteds her…” jun 23, 21:34
  • Palle Almindsø on Foreslå en bog: “Apropos bogforslag, Det er altid svært at foreslå en bog til andre, ikke mindst fordi både den store og den…” jun 23, 09:55
  • Peter Sørensen on Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer: “Min “Verden af i går” er såmænd bare en paperback udgave af udgivelsen i 1948, 8. oplag, trykt i 1968…” jun 6, 15:49
  • Peter Sørensen on Peter Handke: Forsøg over svampenarren: “Inden man beslutter sig for at boycotte værker af Peter Handke, bør og burde man ulejlige sig med at læse…” jun 3, 00:35
  • Kasper Håkansson on Judith Hermann: Alice: “Hej Birte. Glæder mig, at du deler min begejstring. Jeg havde ikke selv fået den tanke, at “Alice” kunne være…” maj 31, 21:14

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.026)
    • Biografier og erindringer (21)
    • Sagprosa (104)
      • Antropologi (4)
      • Essays (12)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (949)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (164)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (251)
      • Romaner og noveller (825)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 81 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 55 venner
  • 520 følgere
  • 249 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz