Imre Kertész: Likvidation

Kender du dét, at du læser en bog, som er en nydelse at læse fra første til sidste side? Måske på grund af et finurligt og omhyggeligt sprog? Måske på grund af en følelse af, at der er noget afgørende vigtigt på spil i teksten? Måske på grund af en påtrængende, vibrerende intensitet i hovedpersonernes mulige motivationer? Men ikke desto mindre har du undervejs i læsningen svært ved at få greb om, hvad bogen egentlig handler om, og hvad meningen i det hele taget er?

Sådan havde jeg det lidt med Imre Kertész’ Likvidation. Det var mit første møde med den ungarnske nobelpristagers værk, men jeg tør godt love, at det ikke bliver det sidste. Selv om jeg ikke tør kloge mig autoritativt på fortolkningen ar romanen.

Imre Kertész (1929-2016) er således ikke ligefrem nem at læse. Jo, sproget flyder, der er endda en vis lethed over det, man læser ivrigt videre, omend med en fornemmelse af at det er vigtigt ikke at gå glip af så meget som en eneste sætning. Vanskeligheden består i at finde meningen i teksten, eller måske snarere meningerne. Og det er så samtidig en del af fascinationen og anbefalingen.

Min nysgerrighed indfanges allerede efter bogens allerførste sætninger:

Lad os kalde vores mand, helten i denne historie, Keserü. vi forestiller os en mand og dertil et navn. Eller omvendt: vi forestiller os et navn og dertil en mand. Selv om vi selvfølgelig sagtens kan undvære alt dette, eftersom vor mand, helten i denne historie, også i virkeligheden hed Keserü.
Allerede hans far hed det samme.
Ja, sågar hans bedstefar.
Følgelig blev Keserü ved fødsen registreret under navnet Keserü: det er altså virkeligheden, hvorom – altså virkeligheden – Keserü ikke havde alt for høje tanker for tiden.

Kertész leger i Likvidation hele tiden med læserens opfattelse af forholdet mellem virkelighed og fiktion, herunder den fiktion, som en roman er – eller ikke er. Vi ved jo naturligvis, at en roman som udgangspunkt er fiktion, men Kertész insisterer i sin egen tekst på at underminere også fiktionens virkelighed – samtidig med, at fiktionen, litteraturen, fortællingen, også bydes til som det eneste muligt virkelige eller meningsfulde.

Jeg er ikke sikker på, at det giver meget mening at referere bogens handling, idet omfang, der er en sådan, men ikke desto mindre:

Hovedpersonen Keserü er forlagsredaktør. Hans ven, forfatteren B. (som deler visse biografiske træk med forfatteren Kertész), har begået et for hans vennekreds tilsyneladende uforståeligt selvmord. Keserü har i hemmelighed for politiet tilranet sig nogle af B.’s efterladte skrifter, herunder et teaterstykke med titlen Likvidation.

Teaterstykket viser sig at have profetiske kvaliteter: Det gengiver for eksempel ord til andet dialogen i den scene, der udspiller sig i starten af romanen, hvor Keserü indfinder sig på redaktionen med manuskriptet for at tale med sine venner om det.

Romanen fortælles skiftevis i form af en fortælling om Keserü i dels første- og dels tredjepersonperspektiv og i form af replikkerne i B.’s teatermanuskript, hvori indgår både Keserü og hans venner. Hvem skriver historien, og hvad er sandheden – den såkaldte virkelighed eller fiktionen i litteraturen? Svaret er notorisk uklart i Kertész’ Likvidation – og det er naturligvis også en pointe.

Den selvmyrdede B.’s forhistorie er, at han er født i udryddelseslejren Auschwitz. Han er i bogstaveligste forstand barn af Auschwitz, symbolet på humanismens og den vestlige civilisations undergang.

Og Auschwitz er hele tiden på spil i teksten, som koden til at give romanen mening: Auschwitz som den personlige erfaring, som den almenmenneskelige, historiske erfaring, der én gang for alle har ødelagt al mening. Forfatteren B. “brugte alt sit talent på Auschwitz, han var Auschwitz-eksistensens eksklusive og kaldede kunstner.”

Keserü bliver besat af at finde den roman, han er overbevist om, at B. må have skrevet og efterladt et hemmeligt sted, “for den indeholdt formentlig alt hvad jeg burde vide, alt hvad der overhovedet var muligt at vide.”

Kun gennem vore historier kan vi få at vide om vore historier er forbi, ellers ville vi bare fortsætte med at leve som om der stadig var noget at fortsætte (eksempelvis vore historier), med andre ord, vi ville leve i en vildfarelse.

Romanens titel røber dens eget tema såvel som dens afslutning. Likvidation er litteratur om litteraturen, der likviderer sig selv, ligesom Auschwitz likviderede historien om menneskehedens historie. Det er sært, svært og skævt – og samtidig vældigt vedkommende og virkelig, virkelig godt.

Nobelpristager Imre Kertész er en værdig repræsentant for Ungarn i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: