Ottessa Moshfegh: Lapvona

Ottessa Moshfegh skriver fremragende. Det gør hun i alle sine bøger, og det er dét, der får mig til at vende tilbage til hende. Det var også dét, der fik mig til at læse hendes seneste roman, Lapvona, til ende. Såvel personkaraktererne som historien var mig imidlertid for karikerede og fjollede til, at jeg på noget tidspunkt kunne fatte egentlig interesse for romanen.

Romanen foregår i et fiktivt fyrstendømme kaldet Lapvona i en ikke nærmere bestemt historisk tid. Det kunne være et sted i det centrale Europa på et tidspunkt i middelalderen. Men det er på ingen måde en historisk roman, snarere søger Ottessa Moshfegh at etablere et fiktivt univers uden for historisk tid.

Lapvona regeres af en despotisk hersker, en intellektuelt og følelsesmæssigt umoden og forkælet sociopat, der aldrig forlader sit slot, hvor han fordriver tiden med at æde og drikke og lade sig underholde af sit hof, som han tyranniserer. Alt imens holdes de fattige beboere i landsbyen omkring slottet pacificerede via jævnlige overfald fra banditter, som i hemmelighed agerer på herskerens ordre.

I landsbyen bor blandt andet fårehyrden Jude og hans søn, Marek, der er invalideret af fødselsskader. Begge er eksistenser på kanten af landsbysamfundet og begge ret usympatiske. På grund af omstændigheder, der ikke skal afsløres her, ender Marek imidlertid med at blive adopteret af herskeren på slottet.

I romanen har miljøet i Lapvona karakter af noget kunstigt og eventyragtigt. Den hensynsløse hersker virker som en legetøjsfigur. Jeg associerede f.eks. til den onde grev Farquaad i animationsfilmen Shrek (det er ham, der er så ond, at han kan finde på at knække benene af en brunkagemand) – for dem, det måtte have dén reference.

Lapvona er dog på ingen måde et eventyragtigt sted i betydningen charmerende, fortryllende eller nuttet. Mest i betydningen uden for tiden og stiliseret – og til dels lidt småfjollet. Men der er så absolut ikke tale om en børnebog.

Moshfegh har i sit forfatterskab altid været grænsesøgende og kredset om det ækle, ligesom hendes hovedpersoner (og bipersoner for den sags skyld) som regel også altid er mere eller mindre frastødende på forskellig vis, jf mine anmeldelser af andre af hendes bøger her på bloggen.

Således også i Lapvona, hvor Moshfegh måske i endnu højere grad end i sit tidligere forfattterskab udfolder sin interesse for det abjekte og på anden vis tabubelagte. Ingen skal således føle sig snydt for hverken mord, voldtægt, incest, kannibalisme, skatologiske ydmygelser, voksne mænd der lader sig amme af gamle koner, ja sågar dyreplageri.

En lille smule magi sniger sig også ind i bogen. For eksempel lykkes det på et tidspunkt for landsbyens tudsegamle, blinde, kloge kone (der i tidens løb har været amme for ikke så få af landsbybeboerne), delvist at genvinde sit syn ved at udskifte sine egne, indtørrede øjeæbler med øjnene fra en hest, som hun har kradset ud af hovedet på den:

The horse eyes bulked from her head and put pressure on her inner cavities. […] When the pain was too intense, she popped the horse eyes out into a bowl of milk. And of course she took them out each night. She had no need for them while she slept, and her head was grateful for the vacuum of space in the eye sockets. She had saved her old eyes, her original ones, wrapped them in a bit of cloth and hid them on a shelf above the hearth, keepsakes now.

Formentlig fordi Moshfegh ikke formår at etablere andet end et helt udvendigt forhold til personkaraktererne for mig som læser, virker de grænseoverskridende scener imidlertid ikke så ubehagelige og stødende, som de måske har været tænkt, mest bare fjollede og unødvendige for historien.

Det sidste kunne man så i øvrigt sige om det meste af romanen: Der er ikke mange personer eller elementer i historien, der fremstår særligt nødvendige. I det hele taget havde jeg svært ved at finde ud af, hvad det egentlig er, Moshfegh vil med romanen.

Jo, jo, den skal vel læses som slags allegori over menneskets dårskab, hykleri, magt og begær og den slags til alle tider. Men jeg synes ikke, at Moshfegh formår at skabe en særlig interessant én af slagsen.

I et af anmeldercitaterne, der er trykt på forsiden af mit paperbackeksemplar af bogen, kaldes den “one of the most provocative reads of the year.” Det virker også som om Moshfegh gerne vil provokere med bogen. Hvem, hvorfor og til hvad, hun vil provokere, er bare ikke helt tydeligt for mig. Og for at en bog skal kunne provokere, må den først kvalificere sig som vedkommende, og det lykkes Moshfegh ikke med i Lapvona.

K's vurdering: