Ottessa Moshfegh: Eileen

Amerikanske Ottessa Moshfegh har en fremragende pen, og hun konsoliderer med romanen Eileen sine evner for at tegne troværdige portrætter af skæve eksistenser – også selv om den korte novelleform synes at passe hende bedre.

I forbindelse med min nytårsopgørelse af mine bedste læseoplevelser i 2017, som blandt andet omfattede Ottessa Moshfeghs (f. 1981) novellesamling Homesick for Another World, fik jeg mindet mig selv om, at jeg skulle sørge for at læse mere Moshfegh snarest muligt. Som sagt så gjort.

Eileen er Moshfeghs romandebut fra 2015 – eller rettere: Det er hendes første roman i “fuld længde”, for hun debuterede faktisk med kortromanen McGlue i 2014.

Titelhovedpersonen Eileen er en ung kvinde, der bor hos sin dybt alkoholiserede og tyranniske far. Den ligeledes alkoholiserede mor er død for år tilbage, og Eileen fungerer nu som farens oppasser og daglige prügelknabe. I dagtimerne passer hun et uinspirerende administrativt job i det lokale ungdomsfængsel for mindreårige drenge med voldsomme forhistorier.

Eileen er en af den slags skæve eksistenser, som også befolker Ottessa Moshfeghs noveller i Homesick for Another World. Den dominerende far og begge forældres alkoholmisbrug har effektivt bidraget til at erodere enhver form for selvtillid, hun måtte have haft som barn.

The worst crime I could commit in [my father’s] eyes was to do anything for my own pleasure, anything outside of my daughterly duties. Evidence of a will of my own was seen as the ultimate betrayal. I was his nurse, his aide, his concierge. All he really aquired, however, was gin.

Eileen opfatter sig selv som uattraktiv og uninteressant, hun har aldrig haft nogen egentlige venner, har ingen seksuelle erfaringer, har aldrig været uden for sin hjemby (et sted i Massachusetts) – og hun er godt på vej til at reproducere farens alkoholmisbrug.

Romanen er fortalt i retrospekt af en langt ældre udgave af Eileen selv og udspiller sig over nogle få dage op til jul i 1964, som skal blive et afgørende vendepunkt i hendes liv. Vendepunktet foranlediges af en ny kollega i ungdomsinstitutionen, stedets nye psykolog, Rebecca, der ved første øjesyn er alt det, Eileen ikke er: Smuk, sexet, selvsikker, begavet, kvik i replikken. Og det forunderlige sker, at Rebecca mod alle odds kaster sin kærlighed og venskab på Eileen.

Fra romanens begyndelse ved vi som læsere, at mødet med Rebecca og de følgende få dage vil ende med, at Eileen bryder op og forlader sin hjemby, sin far, sit job og i det hele taget sit hidtidige liv for altid. Hvorfor og under hvilke nærmere omstændigheder afsløres imidlertid først til allersidst, og dette udgør en stor del af spændingen og spændstigheden i fortællingen.

Romanen har mange gode træk. Først og fremmest skriver Moshfegh fremragende – enkelt, præcist og medrivende. Samtidig er mange af Moshfeghs romanfigurer, især Eileen og hendes far, men også flere af bipersonerne, skildret levende og troværdigt.

Selv billedet af den tyranniske far lykkes det Moshfegh at nuancere med nogle (næsten) forsonende træk. I det hele taget kan Moshfegh noget med at give de umiddelbart usympatiske, frastødende, utilpasssede typer liv, sådan som vi også har set hende demonstrere det i Homesick for Another World.

Desværre er Eileen som roman alt for lang. Der sker simpelthen for lidt. Jeg skulle omtrent 190 sider hen i romanen, før jeg fik en oplevelse af, at den egentlig gik i gang, og det er altså for meget i en roman på 260 sider.

Jeg må dog medgive, at Moshfegh leverer en særdeles effektfuld turnaround i plottet i romanens sidste del (som jeg nok skal vare mig for at røbe noget om). Hun lader bare læseren vente for længe på belønningen.

Også personkarakteristikkerne forekommer mig at stå lidt i stampe med for mange tematiske gentagelser. Paradoksalt nok kan det det til dels tilskrives netop dét, at Moshfegh er så god til hurtigt at tegne sine personer op med relativt få penselstrøg. Hun kunne således sagtens have klaret sig med langt færre sider. I kunsten kan mindre ofte være mere, som bekendt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at Moshfegh kunne have fået en fremragende novelle eller kortroman ud af plottet og karaktererne i Eileen, hvis hun ikke havde været forhippet på at skrive en roman. Den korte form synes således indtil videre at være hendes største force.

Disse forbehold ændrer dog ikke på, at Ottessa Moshfegh fortsat er en forfatter, jeg vil holde øje med fremover, ligesom jeg også snart skal læse hendes debut, kortromanen McGlue.