K anbefaler: De bedste bøger fra læseåret 2017

Det er den tid på året: Der gøres status og laves forsætter. Således også her på K’s bognoter, hvor jeg kan se tilbage på endnu et spændende boglæseår, som bragte mig vidt omkring i litteraturen.

Jeg fik læst lidt færre titler i 2017 end i de foregående år – men 95 læste og anmeldte bøger er nu heller ikke så ringe endda.

Mit læs-verden-rundt-projekt, som jeg påbegyndte i 2016 har også sat sit præg på 2017: Jeg har i løbet af året kunnet sætte flueben ud for yderligere 65 forskellige lande, så jeg nu er oppe på at have læst bøger fra 131 forskellige lande som led i udfordringen. Så er der kun 69 tilbage, og mon ikke jeg kan komme igennem dem i løbet af 2018? Hvis jeg ellers kan finde oversatte, litterære repræsentanter for alle lande – der er nogle hårde nødder tilbage at knække.

Se den fulde oversigt over de læste og ulæste bøger fra alle verdens lande på mit litterære verdenskort eller listen.

Lige som i 2016 fik jeg dog også plads til at læse uden for verdenslæseudfordringen. Og det kommer jeg også til at gøre i 2018. Ellers risikerer det bare at blive en sur pligt at læse sig igennem verdenslitteraturen, og det går ikke: Som fritidslæser insisterer jeg til enhver tid på, at jeg læser lige så meget for fornøjelsen som for berigelsen.

Men hvorom alting er: Med et vist besvær har jeg nedenfor udvalgt i alt femten titler fra mit læseår 2017, som jeg i særlig grad kan anbefale.

Der synes at have dannet sig en tradition for, at mine anbefalinger af årets bedste læseoplevelser falder i tre kategorier: Nyudgivelser i året, lidt ældre udgivelser og klassikere. Således også denne gang – idet udvalget af klassikere i år dog har en slagside i retning af det, man kunne kalde yngre klassikere eller nyklassikere (af ingen anden grund end at jeg i 2017 ikke har fået læst så mange ældre klassikere).

Så uden yderligere dikkedarer er her mit udvalg:

Fem stærke nyudgivelser fra 2017:

#1 Dambudzo Marechera: Sultens hus (opr. 1978, på dansk ved Juliane Wammen i 2017)
Sultens hus af zimbabweanske Dambudzo Marechera er en voldsom bog. Voldsom i enhver henseende. Handlingen er voldsom, ubønhørligt brutal, faktisk. Stemningen er vred og uforsonlig. Sproget i sig selv er voldsomt. Og så er det altså også en voldsomt god bog – ihvertfald gør den større indtryk end de fleste.

“#2 Ottessa Moshfegh: Homesick for Another World (2017)
Amerikanske Ottessa Moshfegh har en helt og aldeles fremragende pen. Hun skriver om de skæve, de triste, de groteske og de i nogle tilfælde (på overfladen) ligefrem frastødende mennesker. Og hun gør det i et sprog, der er en nydelse at læse fra første til sidste sætning (note til mig selv: Begynd 2018 lige så godt som 2017 – læs mere Otessa Moshfegh).

#3 Georgi Gospodinov: Melankoliens fysik (opr. 2012, på dansk ved Helle Dalgaard i 2017)
Opskriften på bulgarske Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik: Bland lige dele W. G. Sebald og Günther Grass, tilsæt et par knips Jorge Luis Borges, ryst godt sammen med en sækfuld brokker fra Bulgariens historie i det 20. århundrede, en god portion personlige erindringsstumper fra et levet liv og et skvæt antik mytologi. Servér i små glas og indtag i store mængder. Resultatet er en skæv, berusende, fabulerende og uhyre velskrevet fest af en roman. Et melankolsk, ironisk-kærligt og rastløst strejftog gennem de labyrintiske kældergange i menneskesindet og det 20. århundredes historie.

#4 Juan José Arreola: Fabularium (opr. 1952, på dansk ved Ane-Grethe Østergaard i 2017)
Mexicanske Juan José Arreolas novellesamling Fabularium er finurlig, forrygende og fabelagtig læsning. Samlingen er oprindeligt fra 1952 og kunne får så vidt også have figureret nedenfor under klassikerne, men nu kom den med her.

#5 Louis Levy: Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af Dr. Renard Montpensiers optegnelser (opr. 1910 genudgivet i 2017)
Danske Louis Levys fuldstændig gakkede kortroman om Menneskeløget Kzradock fra 1910, som blev hentet frem fra glemslen i 2017, hører nok i virkeligheden ikke til blandt de 15 bedste bøger, jeg har læst i det forgangne år. Men den kommer med på listen her alligevel på et wildcard, fordi den er så herligt skæv og mærkelig og pudseløjerlig.

Fem andre virkelig gode bøger udgivet før 2017:

#6 Emmanuelle Pagano: Trysting (2016)
Rørende, sjove, sørgelige, glade, triste, romantiske, tragiske, håbefulde, hadefulde, skuffede, bitre, foruroligende, trofaste, svigefulde … Emmanuelle Pagano kommer hele vejen rundt i det menneskelige følelsesregister i denne samling af små stykker kortprosa, hvor hver tekststump udgør et blik ind i et helt og fuldt menneskeligt univers. Og hun gør det for det meste vedkommende og troværdigt.

#7 Maxim Biller: I hovedet på Bruno Schulz (opr. 2013, på dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad i 2015)
Maxim Billers novelle er en mesterligt velskrevet, vittig og alvorlig, surrealistisk reflektion over både Bruno Schulz’ liv og forfatterskab og nyere tysk kulturhistorie.

#8 Imre Kertész: Likvidation (opr. 2003, på dansk ved Peter Eszterhás i 2004)
Romanens titel røber dens eget tema såvel som dens afslutning. Ungarnske Imre Kertész’ Likvidation er litteratur om litteraturen, der likviderer sig selv, ligesom Auschwitz likviderede historien om menneskehedens historie. Det er sært, svært og skævt – og samtidig vældigt vedkommende og virkelig, virkelig godt.

#9 Eka Kurniawan: Man Tiger (opr. 2004, på engelsk ved Labodalih Sembiring i 2015)
Elegant komponeret og smukt skrevet. Troværdige personskildringer, bevægende livshistorier og lyriske stemningsbilleder fra landsbyliv i Indonesien – kontrasteret med en bestialsk voldshandling. Indonesiske Eka Kurniawans Man Tiger er en roman i høj klasse.

#10 Rabih Alameddine: Den overflødige kvinde (opr. 2014, på dansk ved Ellen Boen i 2015)
En vidunderlig roman, som de fleste bibliofile kun må kunne elske. Om en skøn, misantropisk, ældre dame alene i en lejlighed i Beirut og om hendes liv gennem litteraturen.

Fem stærke nyklassikere fra det 20.århundrede:

#11 Tayeb Salih: Season of Migration to the North (opr. 1966, på engelsk ved Denys Johnson-Davies i 1969)
Så absolut en af årets bedste og mest overraskende læseoplevelser – og samtidig et af de hidtil bedste eksempler på, hvordan min litterære verdenslæseudfordring bringer litterære perler for en dag fra egne af verden, hvor jeg ellers ikke ville have kigget efter dem. Sudanesiske Tayeb Salihs Season of Migration to the North har velfortjent status af nyklassisker inden for afrikansk litteratur. Her får du smukt og billedskabende sprog, en raffinereret og eksperimenterende komposition og en elegant og udfordrende invitation til reflektion uden tilhørende entydige svar. En rasende god bog, som sætter læseren på arbejde.

#12 Julio Cortázar: Hinkeleg (opr. 1963, på dansk ved Rigmor Kappel Schimdt i 2017)
På arbejde kommer læseren i dén grad også hos argentinske Julio Cortázar. Hans hovedværk, nyklassikeren Hinkeleg, blev udgivet for første gang på dansk i 2017, og bogen kunne jeg derfor lige så vel have valgt at tage med under de bedste nyudgivelser i 2017 ovenfor. Hinkeleg er en ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for. Så frygt ikke, men kast dig ud i bogen med åbent sind – og bered dig på en rivende, ravende, rablende romanoplevelse af de helt særlige.

#13 Bruno Schulz: Kanelbutikkerne  (opr. 1934, på dansk ved Jess Ørnsbo i 1964)
Mit bekendskab med Maxim Biller og hans rejse ind i hovedet på Bruno Schulz, jf. ovenfor, fik mig til at opsøge mesteren selv. Bruno Schulz er en slags vild og voldsom og skiftevis ekspressionistisk og gakket-surrealistisk version af Kafka. Samtidig er han helt sin egen. Hans noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen, og de er i høj grad læseværdige også i dag.

#14 Augusto Monterroso: Complete Works and Other Stories (opr. 1959/1972, på engelsk ved Edith Grossman i 1995)
Guatemalanske Augusto Monterroso er en stor satiriker med en fremragende pen og en sans for det pudsige og det groteske – men også for det menneskeligt rørende, der ind imellem får lov at titte frem midt i det bizarre. Og så er han kendt for at have skrevet verdens måske korteste novelle, som også er at finde i denne samling.

#15 Bohumil Hrabal: Closely Observed Trains (opr. 1965,på engelsk ved Edith Pargeter i 1990)
Bohumil Hrabals nyklassiker Closely Observed Trains (Skarpt bevogtede tog på dansk) er et lille satirisk mesterværk om krig, bureaukrati, snobberi og sex. Hrabals portrætter af de tre hovedpersoner og typerne omkring dem er skarpt skårne, og Hrabal bevæger sig i bogen ubesværet frem og tilbage mellem det komiske og det alvorlige i denne reportage fra en jernbanestation i en böhmisk landsby i 1945.

Det var, hvad jeg havde valgt at bringe i denne omgang. Gå selv på opdagelse efter mere læseinspiration på bloggen, på K’s litterære verdenskort eller i mit indeks over anmeldelser sorteret efter antal stjerner, forfatter, titel eller læseår.