Emmanuelle Pagano: Trysting

Rørende, sjove, sørgelige, glade, triste, romantiske, tragiske, håbefulde, hadefulde, skuffede, bitre, foruroligende, trofaste, svigefulde historier … Emmanuelle Pagano kommer hele vejen rundt i det menneskelige følelsesregister i denne samling af små stykker kortprosa, hvor hver tekststump udgør et blik ind i et helt og fuldt menneskeligt univers. Og hun gør det for det meste vedkommende og troværdigt.

Franske Emmanuelle Pagano er født i Aveyron i Sydfrankrig i 1969. Hun har studeret kunst og filmæstetik, og som forfatter har hun 6-7 romaner bag sig. Pagano har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, herunder EUs litteraturpris i 2009, og er oversat til adskillige sprog, dog endnu ikke dansk, så vidt jeg har kunnet opspore.

Trysting består af 289 kortprosatekster (ja, jeg har talt dem!) fordelt på kun på 143 (korte) sider. De længste tekster er på 1-2 sider, de korteste er kun en enkelt sætning.

He chose me, so I must be rare, perhaps even precious. He says: no, it was you who chose me.

Den franske orginaltitel på Trysting (2016, opr. 2013) er Nouons-nous. Det er en leg med verbet (se) nouer (at knytte (sig sammen)) og det personlige pronomin nous (vi), dvs. noget i retning af, at vi knytter os sammen. På engelsk er det blevet til Trysting, som betyder noget i retning af at mødes, typisk i en romantisk forstand (the trysting place = (det romantiske) mødested).

Den engelske titel er ikke ueffen, men den franske fanger alligevel essensen af bogen lidt bedre. For alle disse små tekster handler om, hvordan mennesker knytter sig til hinanden – uanset om resultatet bliver godt eller skidt, om det er i kortvarig brusende forelskelse, i et livslangt venskab, i ulykkelig og ugengældt kærlighed, på voyeristisk afstand, i sorg, glæde, spænding eller kedsomhed – og på talrige andre måder.

She wears a bra to bed because she can’t bear to feel her breasts lying aganist her chest, that fold of ageing skin that she calls the fold of time. Some nights I lie just behind her, undo her bra and replace the underwiring with my hands. I’m supporting her youth.

Det er bog, der velegnet til at have med sig, hvor man går (og den vejer ikke meget) – for lige at kunne snuppe en enkelt tekst eller to, mens man venter på bussen, eller et par stykker på sengekanten, hvis man er for træt til at læse mere.

Den er til gengæld ikke så egnet til at læse i ét stræk. Jeg oplevede ihvertfald hurtigt at blive træt af de mange skift fra én historie til en anden. Alle 289 teksterstykker er helt uafhængige med hvert sit univers og hver sin hovedperson. Det kræver lidt mental energi af læseren at omstille sig efter hver historie – også for at kunne yde de enkelte tekster retfærdighed. Jeg kan derfor anbefale at gøre som jeg, at læse bogen i små bidder over længere tid. På trods af bogens lidenhed har jeg således været i gang med den næsten lige siden, jeg læste @AggieH’s anbefaling på twitter (og tak for dén) for små tre uger siden og straks bestilte bogen.

Noget af det unikke og fænomenalt stærke ved Paganos tekster er netop, at selv de korteste tekststykker udgør et eget univers, en hel menneskeskæbne eller flere, en hel historie. I nogle tilfælde behøver hun kun én enkelt sætning for at skabe billeder nok til at gøre et helt liv levende:

No one sees what I see when I look at her.

Perspektivet i de små historier skifter mellem mænd og kvinder, unge og gamle, hetero- og homoseksuelle, og Pagano skriver lige troværdigt fra alle perspektiver. Det er i sig selv en præstation.

Alle tekster er selvfølgelig ikke lige stærke – sådan må det være i en sådan samling. Og jeg tror, at denne kunne have stået stærkere ved en lidt mere hårdhændet redigering. Men de bedste tekster er fremragende, og der er rigeligt af dem til, at jeg varmt kan anbefale Emmanuelle Pagano til alle, der nogensinde kunne finde på at læse noget om forhold mellem mennesker.

Alle bøger rammer forskellige læsere forskelligt på forskellige tidspunkter. Tilfældet ville, at jeg læste Trysting henover en periode, hvor jeg opholdt mig meget på hospital som pårørende. Måske var det derfor, at jeg blev ramt massivt i hjertekulen af følgende historie, som jeg tillader mig at gengive i sin helhed. Jeg kommer til at bære den sidste sætning i denne historie med mig længe, og den er i sig selv hele bogen værd:

Somebody took my hand when I arrived in intensive care. It must have been a nurse. I couldn’t see her because my face was swollen and bleeding and my eyelids were puffed up. I couldn’t open my eyes without crying out in pain. The hand that took mine was so soft it had to be a woman’s, so young-feeling, and so very soft and warm. A stranger’s hand. I kept asking them to call her, to let her know, The young woman’s hand wasn’t helping me or calming me down. I could barely speak. I couldn’t hear anything at all, and between bouts of vomiting I kept asking them, through my hiccups and my tears, to just call her. The hand held mine without hurting me and without comforting me. And suddenly that hand drew away and was replaced by a different one. This hand was rough and wrinkled. I squeezed it hard. It was old, twisted by years of work, by life, all this life of ours.

Nouons-nous/Trysting er som nævnt ikke oversat til dansk. Måske en idé for mikroforlaget Etcetra, som har specialiseret sig i den nyere og smallere, franske kvalitetslitteratur?

K's vurdering: