Marie-Hélène Lafon: En søns historie

En families historie gennem 100 år fortalt gennem tolv korte nedslag på tolv enkelte dage. Fornemt fortalt i præcis prosa med sans for både barnets og den voksnes perspektiv.

Marie-Hélène Lafons roman fra 2020 (da. 2022 ved François-Eric Grodin), En søns historie, lægger ud en søvnig morgen i 1908 i Chanterelle i det sydlige, centrale Frankrig. Den femårige Armand lister på bare fødder ned i køkkenet og overrasker familiens elskede barnepige med en omfavnelse om benene, akkurat som hun vender sig med en brandvarm gryde fra komfuret. Et skrig, der vækker drengens tvillingebror, Paul. Klip.

Andet kapitel. Pauls kostskole, 1919. Han bliver syg, plejes af en 37-årig sygeplejerske, som han fascineres seksuelt af. Klip.

Tredje kapitel. 1950. Den 26-årige André bliver gift. Han har altid haft to mødre. Hans biologiske mor Gabrielle, så han i sin barndom fast to gange om året, når hun kom på besøg hos sin søster, Hélène, Andrés fostermor. Sin biologiske far har han aldrig kendt, der er aldrig blevet talt om ham. Indtil hans mor på Andrés bryllupsdag røber farens navn for hans brud. Klip.

Hele romanen er fortalt i sådanne enkelte kapitler, som hver især er centreret om en enkelt scene, og som hver især faktisk godt kunne stå alene som et stemningsfuldt portræt af et menneske.

Kapitlerne springer frem og tilbage i tid, men udfolder sig samlet over et hundrede år, fra 1908 til 2008, rammet ind af historien om en femårig tvillings pinefulde død. Samlet er det en fortælling om en familie i tre generationer.

Omdrejningspunktet er dog André, sønnen fra romanens titel. Hans historie er, som titlen angiver, en søns historie. Søn af fosterforældrene, som også er hans moster og onkel. Søn af en flamboyant mor, der aldrig har ville knytte sig forpligtende til nogen, heller ikke til sit barn. Og søn af en ukendt far.

Marie-Hélène Lafon skriver let og flydende, men også meget præcist. Hun økonomiserer med ordene, men uden at det opleves ordknapt. Alle kapitler er stemningsfulde og udgør hver især indlevede portrætter.

Som læser kommer man en smule på arbejde. Romanens komposition betyder, at personernes relationer kun gradvist afdækkes. Undervejs måtte jeg flere gange på regnearbejde for ved at sammenholde årstal med angivelser af personernes alder at regne ud, hvem der kunne være relateret til hvem, og hvor i generationsrækken, vi nu måtte befinde os.

Kompositionen med kapitler, der springer frem og tilbage i tid, gør måske nok romanen lidt vanskeligere at læse, end den havde behøvet at være. For den læser, der tænder på rebuser, tilfører det et vist raffinement, at man især i de første kapitler ikke lige helt har styr på relationerne, men det gør egentlig ikke det store for det centrale, portrættet af personerne og stemningerne.

Alt i alt en meget fin lille roman.

K's vurdering: