Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt

Roman om at rejse sig fra mismod og forfølge sine passioner, om frigørelse fra egne og omverdenens tyngende forventninger, om kunstens kraft, om at drømme om idealsamfund, der slår om i deres egne modsætninger, og om i det hele taget at blive voksen. Fortalt delvist gennem en indlejret familiekrønike over 400 år. Romanen er velskrevet med ganske mange kvaliteter, men den er også lidt overlæsset.

Véronique Ovaldés (f. 1972) roman, Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt (opr. 2016, da. 2018) er fortalt af pigen Atanasia Bartolome. Hun er en stilfærdig enspændertype og bor med sine forældre i en søvnig forstad til Bilbao.

I en af bogens første og afgørende scener er den trettenårige pige på museum, hvor hun bliver slået af en fascination, der snart udvikler sig til en besættelse, af et maleri af den hende helt ukendte maler Roberto Diaz Uribe. Senere finder hun til sin store overraskelse ud af, at maleren er hendes fars fætter, og at de to er opvokset næsten som brødre.

I forbindelse med en traumatisk hændelse i hendes fars barndom – knyttet til fætterens involvering i modstandskampen mod Franco – er Diaz Uribe imidlertid forsvundet ud af familiens liv. Og senere forsvinder han helt også for resten af verden.

Atanasia sætter sig for at opspore Diaz Uribes historie og om muligt ham selv. Det fører hende blandt andet til Paris, hvor hun møder en falleret afhoppet sovjetisk kunstprofessor. Og senere til Barales på Spaniens middelhavskyst, der hærges af giftige gopler, der på grund af forurening og klimaforandringer truer med at blive havenes dominerende livsform.

Historien fortælles i to konvergerende spor: Jeg-fortælleren nutidige historie om hendes fascination af maleren Roberto Diaz Uribe og hendes forsøg på at opspore ham og hans historie. Det er samtidig – og først og fremmest – en historie om at bevæge sig fra barndom/ungdom og til at blive voksen.

Undervejs oprulles Bartolome-familiens krønike. Den sporer Atanasia tilbage til 1600-tallet, hvor den unge Feliziano Bartolome forelsker sig i en ung kvinde, der holdes indespærret af en katolsk biskop som hans konkubine. Hans søn, Feliziamo II opfostres af sine tre trillingetanter, der angiveligt har magiske evner og kan forvandle sig til dyr.

I en senere generation søger de to tvillinger, Gabriel og Saturniño Bartolome, på hver deres måde at finde eller opbygge et utopia på andre kontinenter i sidste halvdel af 1800-tallet. Ovaldé gør den ene af brødrene til venner med den historiske person, kolonisatoren Pierre Savorgnan de Brazza (fra hvem Congos hovedstad, Brazzaville, har sit navn), hvilket giver hende en anledning til at fortælle historien om Belgiens kolonialisering af Vestafrika.

Den anden af brødrene rejser i stedet til Brasilien, hvor han som en slags profet forsøger at opbygge sit eget lille Utopia med en flok dedikerede følgere – en drøm, der selvfølgelig mislykkes.

Historien om bristede drømme, der slår om i sin modsætning og ender i modløshed, gentager maleren Roberto Diez Uribe senere mod romanens afslutning, men det skal jeg ikke røbe mere om.

Ikke sjældent er det i historien kvinderne, der må tage affære, når mændenes mere eller mindre egoistiske drømme kuldsejler.

Romanen vil med sin slægtskrønike gerne være en stor og farverig fabulerende fortælling. Det lykkes kun stedvist. Nogle kapitler tyngdes lidt for meget det, der minder om en opremsende, kronologisk historisk beretning. Det gælder især de dele, der vedrører forfædrene Gabriel og Saturniños bedrifter i Congo og Brasilien. Disse sidstnævnte kunne jeg godt have undværet, selv om de tjener et formål i romanen om at oprulle slægtens tendens til fantasterier, der ender i mismod og modløshed.

Tendensen til modløshed er i det hele taget et gennemgående tema. Men lige så gennemgående er modløshedens modgift, der afspejles i den franske originaltitel, “Soyez imprudents les enfant,” som ifølge mit skolefranske kan oversættes til noget i retning af: “Vær uforsigtige, børn.” Et diktum, som fortælleren gør til sit eget, og som driver hendes historie og personlige udvikling frem.

Atanasia vil ikke bukke under for sine egne tendenser til mismod og manglende selvtillid og ikke visne hen i hensyntagen til (indbildte) forventninger fra verden:

Atanasia ønskede ikke at være en af de kvinder, som ikke bestiller andet end at længes efter det, som de, når alt kommer til alt, udmærket er klar over, at de ikke længere ønsker sig.
[…]
Atanasia ønskede ikke at være en af de der helikopterforældre, som kredser hen over deres afkom og holder øje med, hvor meget ketchup, de har hældt over deres pomfritter, som hele tiden siger: “Det er nok, det er nok, ikke mere,” og som ender med at dø, siddende ved bordet i deres funklende køkken med radion tændt.
[…]
Atanasia ønskede ikke at være som sin far og ende med at blive indhentet af sit eget tungsind.

Romanen er stærkest i portrættet af pigen Atanasia, hendes personlige udvikling og iagttagelse af menneskene omkring hende. Romanens “eventyrlige” elementer og slægtshistorien var jeg til gengæld mindre optaget af. De kapitler skulle jeg egentlig bare have overstået.

Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt var mig således en lidt ujævn læseoplevelse. Men hele romanen er velskrevet, og man kommer hurtigt igennem den.

Den vidunderlige danske titel er hentet fra et af romanens sidste kapitler. Ifølge forlæggeren er den danske titel valgt, fordi den oprindelige franske titel, jf. ovenfor, let kan komme til at lyde lidt kluntet på dansk. Den franske titel er nok mere rammende for romanen, men ”Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt” indfanger i romanens kontekst noget af det samme, så det skal forlaget og oversætteren ikke høre et ondt ord for herfra. I det hele taget er romanen glimrende fordansket af François-Eric Grodin.

K's vurdering: