K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt

Véronique Ovaldé: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt

Af Kasper Håkansson, 3. juli 2022
Skriv en kommentar

Roman om at rejse sig fra mismod og forfølge sine passioner, om frigørelse fra egne og omverdenens tyngende forventninger, om kunstens kraft, om at drømme om idealsamfund, der slår om i deres egne modsætninger, og om i det hele taget at blive voksen. Fortalt delvist gennem en indlejret familiekrønike over 400 år. Romanen er velskrevet med ganske mange kvaliteter, men den er også lidt overlæsset.

Véronique Ovaldés (f. 1972) roman, Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt (opr. 2016, da. 2018) er fortalt af pigen Atanasia Bartolome. Hun er en stilfærdig enspændertype og bor med sine forældre i en søvnig forstad til Bilbao.

I en af bogens første og afgørende scener er den trettenårige pige på museum, hvor hun bliver slået af en fascination, der snart udvikler sig til en besættelse, af et maleri af den hende helt ukendte maler Roberto Diaz Uribe. Senere finder hun til sin store overraskelse ud af, at maleren er hendes fars fætter, og at de to er opvokset næsten som brødre.

I forbindelse med en traumatisk hændelse i hendes fars barndom – knyttet til fætterens involvering i modstandskampen mod Franco – er Diaz Uribe imidlertid forsvundet ud af familiens liv. Og senere forsvinder han helt også for resten af verden.

Atanasia sætter sig for at opspore Diaz Uribes historie og om muligt ham selv. Det fører hende blandt andet til Paris, hvor hun møder en falleret afhoppet sovjetisk kunstprofessor. Og senere til Barales på Spaniens middelhavskyst, der hærges af giftige gopler, der på grund af forurening og klimaforandringer truer med at blive havenes dominerende livsform.

Historien fortælles i to konvergerende spor: Jeg-fortælleren nutidige historie om hendes fascination af maleren Roberto Diaz Uribe og hendes forsøg på at opspore ham og hans historie. Det er samtidig – og først og fremmest – en historie om at bevæge sig fra barndom/ungdom og til at blive voksen.

Véronique Ovaldé (f. 1972). Foto: Arnaud Delrue (pressefoto fra forlagets hjemmeside)

Undervejs oprulles Bartolome-familiens krønike. Den sporer Atanasia tilbage til 1600-tallet, hvor den unge Feliziano Bartolome forelsker sig i en ung kvinde, der holdes indespærret af en katolsk biskop som hans konkubine. Hans søn, Feliziamo II opfostres af sine tre trillingetanter, der angiveligt har magiske evner og kan forvandle sig til dyr.

I en senere generation søger de to tvillinger, Gabriel og Saturniño Bartolome, på hver deres måde at finde eller opbygge et utopia på andre kontinenter i sidste halvdel af 1800-tallet. Ovaldé gør den ene af brødrene til venner med den historiske person, kolonisatoren Pierre Savorgnan de Brazza (fra hvem Congos hovedstad, Brazzaville, har sit navn), hvilket giver hende en anledning til at fortælle historien om Belgiens kolonialisering af Vestafrika.

Den anden af brødrene rejser i stedet til Brasilien, hvor han som en slags profet forsøger at opbygge sit eget lille Utopia med en flok dedikerede følgere – en drøm, der selvfølgelig mislykkes.

Historien om bristede drømme, der slår om i sin modsætning og ender i modløshed, gentager maleren Roberto Diez Uribe senere mod romanens afslutning, men det skal jeg ikke røbe mere om.

Ikke sjældent er det i historien kvinderne, der må tage affære, når mændenes mere eller mindre egoistiske drømme kuldsejler.

Romanen vil med sin slægtskrønike gerne være en stor og farverig fabulerende fortælling. Det lykkes kun stedvist. Nogle kapitler tyngdes lidt for meget det, der minder om en opremsende, kronologisk historisk beretning. Det gælder især de dele, der vedrører forfædrene Gabriel og Saturniños bedrifter i Congo og Brasilien. Disse sidstnævnte kunne jeg godt have undværet, selv om de tjener et formål i romanen om at oprulle slægtens tendens til fantasterier, der ender i mismod og modløshed.

Tendensen til modløshed er i det hele taget et gennemgående tema. Men lige så gennemgående er modløshedens modgift, der afspejles i den franske originaltitel, “Soyez imprudents les enfant,” som ifølge mit skolefranske kan oversættes til noget i retning af: “Vær uforsigtige, børn.” Et diktum, som fortælleren gør til sit eget, og som driver hendes historie og personlige udvikling frem.

Atanasia vil ikke bukke under for sine egne tendenser til mismod og manglende selvtillid og ikke visne hen i hensyntagen til (indbildte) forventninger fra verden:

Atanasia ønskede ikke at være en af de kvinder, som ikke bestiller andet end at længes efter det, som de, når alt kommer til alt, udmærket er klar over, at de ikke længere ønsker sig.
[…]
Atanasia ønskede ikke at være en af de der helikopterforældre, som kredser hen over deres afkom og holder øje med, hvor meget ketchup, de har hældt over deres pomfritter, som hele tiden siger: “Det er nok, det er nok, ikke mere,” og som ender med at dø, siddende ved bordet i deres funklende køkken med radion tændt.
[…]
Atanasia ønskede ikke at være som sin far og ende med at blive indhentet af sit eget tungsind.

Romanen er stærkest i portrættet af pigen Atanasia, hendes personlige udvikling og iagttagelse af menneskene omkring hende. Romanens “eventyrlige” elementer og slægtshistorien var jeg til gengæld mindre optaget af. De kapitler skulle jeg egentlig bare have overstået.

Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt var mig således en lidt ujævn læseoplevelse. Men hele romanen er velskrevet, og man kommer hurtigt igennem den.

Den vidunderlige danske titel er hentet fra et af romanens sidste kapitler. Ifølge forlæggeren er den danske titel valgt, fordi den oprindelige franske titel, jf. ovenfor, let kan komme til at lyde lidt kluntet på dansk. Den franske titel er nok mere rammende for romanen, men ”Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt” indfanger i romanens kontekst noget af det samme, så det skal forlaget og oversætteren ikke høre et ondt ord for herfra. I det hele taget er romanen glimrende fordansket af François-Eric Grodin.

Titel: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt
Forfatter: Véronique Ovaldé
Udgiver: Forlaget Etcetera
Udgivelsesdato: 29.05.2018
Sider: 346
Originalsprog: Fransk
Oversætter: François-Eric Grodin
Originaltitel: Soyez imprudents les enfant
Opr. udgivelsesår: 2016
Læst: Juli 2022

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Europa, Frankrig

Abonner
Giv mig besked om
guest
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Véronique Ovaldé: Fugleliv
Célia Houdart: Carrara
Hubert Mingarelli: Fire soldater

Marie-Hélène Lafon: En søns historie
Yvan Goll: Eurobacillen
Michel Houellebecq: Underkastelse

Følg K's bognoter

  • 84 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 56 venner
  • 518 følgere
  • 252 fans

Mest læste seneste uge

  • Islændingesagaerne: Egils sagaIslændingesagaerne: Egils saga Vi har alle hørt om de islandske sagaer. Men jeg er næppe den eneste, der…
  • Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verdenSvend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten…
  • Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringerStefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer Stefan Zweigs klassiske, kulturkritiske erindringsværk Verden af i går er ypperlig læsning - interessant, tankevækkende…
  • Terry Hayes: Jeg er PilgrimTerry Hayes: Jeg er Pilgrim Jeg er Pilgrim er en filmisk krimithriller med en vis underholdningsværdi. Den kunne have været…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrundFjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser… "Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske", indleder Kældermennesket…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Theis Ørntoft: Digte 2014Theis Ørntoft: Digte 2014 Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende,…
  • Dario Fo: Der er en skør konge i DanmarkDario Fo: Der er en skør konge i Danmark Darios Fos fabulerende gendigtning af historien om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har en…
  • Stanisław Lem: EdenStanisław Lem: Eden Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den…
  • Henrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i NorgeHenrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i Norge Norske Henrik Nor-Hansens roman Termin er lige så stærk som den er kort. Om meningsløs…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Georgi Gospodinov: Tidsskjul: “Uden nærmere at kunne forklare hvorfor, giver din anmeldelse af Tidsskjul mig en følelse af en vis lighed mellem Yvan…” jul 29, 12:21
  • Kasper Håkansson on Eduard von Keyserling: Bølger: “Velbekomme :-). Og god sommer i lige måde.” jul 8, 15:37
  • Birte Bruun on Eduard von Keyserling: Bølger: “Tænk engang- oplyst om et forfatterskab, som jeg ikke anede en smule om! Tak for inspirationen- god sommer❣️” jul 8, 13:59
  • Kasper Håkansson on Eduard von Keyserling: Lumre dage: “Tak for tip om forlaget Chataigne, som jeg ikke før har været opmærksom på – de ser ud til at…” jul 8, 10:40
  • Peter Odel on Eduard von Keyserling: Lumre dage: “Lyder interessant. Sjovt med små forlag der finder glemte forfattere. Kender du Chataigne der udgiver glemt fransk litteratur?” jul 8, 08:12

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.036)
    • Biografier og erindringer (21)
    • Sagprosa (104)
      • Antropologi (4)
      • Essays (12)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (22)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (25)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (959)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (96)
      • Klassikere (168)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (56)
      • Nyere udgivelser (253)
      • Romaner og noveller (835)
  • Boghandeler (30)
  • Øvrige indlæg (30)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 84 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 56 venner
  • 518 følgere
  • 252 fans

Copyright © 2022 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz