Min helt personlige, aldeles uvidenskabelige liste over nogle af de skønlitterære værker, der lige nu (pr. februar 2023) står for mig som nogle af dem, der har gjort størst indtryk på mig i mit læseliv. For ti år siden, da jeg startede denne blog, så listen anderledes ud, og det vil den givetvis også gøre om fem år herfra.
Dette er ikke en liste opregnet ud fra akademiske litteraturkritiske kriterier – der er helt sikkert masser af bøger, der givetvis “bør” rangere højere på en liste ud fra deres litteraturhistoriske betydning, deres banebrydende fortællestil eller formfuldendte sprog. Der er givetvis også bøger, der kunne være kommet med på min personlige top-liste, hvis jeg havde læst dem i en anden periode af mit liv – ligesom nogle titler måske kun er med, fordi de tilfældigvis ramte mig lige på det rigtige tidspunkt, og som ikke ville kvalificere sig, hvis jeg genlæste dem i dag.
Og så er der også en vis overvægt af bøger, jeg har læst inden for de senere år – som man vil kunne ane ud fra antallet af bøger, der er anmeldt mere grundigt andetsteds her på bloggen. Sådan må det være, hvis det ikke bare skal blive en tør opregning af kanoniserede klassikere, for selvfølgelig er det sådan, at de bøger, jeg senest har læst, alt andet lige også står stærkere i min erindring.
Men jeg står inde for, at alle bøger på listen under alle omstændigheder er vanvittigt gode og stærkt anbefalelsesværdige.
På bloggen uddeler jeg stjerner i de enkelte anmeldelser. De er et udtryk for min umiddelbare læseoplevelse, afhængigt af dagsformen. Som tiden går, kan der imidlertid være femstjernede anmeldelser, der blegner, mens firestjernede bliver siddende og måske ligefrem vokser i erindringen. Derfor finder du også en del af de sidstnævnte på denne liste.
Listen er – mere eller mindre – struktureret efter verdensdele. Det skal ses i lyset af, at jeg de seneste par år har været optaget af at læse litteratur fra alle dele af verden (jf. min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger, som jeg fornøjede mig med i årene 2016-2019).
Man skal dog ikke fornægte sit ophav, og derfor får de danske og nordiske titler en særbehandling. Derudover har jeg sat den regel, at en enkelt forfatter kun må være repræsenteret med én titel (så Dostojevskij, Tolstoj, William Faulkner, Cormac McCarthy, J. M. Coetzee, Jon Fosse, Herman Bang og Jon Kalman Stefansson ikke løber med det hele).
Klik på kategorien for at hoppe til anbefalinger af klassiske eller nye bøger fra den del af verden, der interesserer dig – eller tag dem bare fra en ende af. Rækkefølgen er kronologisk efter oprindelig udgivelsesdato inden for hver kategori og således ikke udtryk for nogen prioritering. Det var svært nok overhovedet at udvælge titlerne herunder – de er alle sammen gode.
- Svend Åge Madsen: Tugt og utugt i Mellemtiden (1976)
- Carsten Jensen: Vi, de druknede (2007)
- Helle Helle, Ned til hundene (2009)
- Harald Voetmann: Alt under månen (2014)
- Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog (2017)
- Göran Tunström: Juleoratoriet (1983)
- Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning (1990)
- Jon Fosse: Morgen og aften (2001)
- Jon Kalman Stefansson: Sommerlys og så kommer natten (2005)
- Karl Ove Knausgård: Min Kamp (2009)
- Herman Bang: Ved vejen (1886)
- Knut Hamsun: Sult (1890)
- Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904)
- Johannes V. Jensen: Kongens fald (1900-01)
- Tarjei Vesaas: Isslottet (1963)
- Fjodor M. Dostojevskij: Raskolnikov – eller Forbrydelse og Straf (1866)
- Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død (1886)
- James Joyce: Dubliners (1914)
- Franz Kafka: Fortællinger og Efterladte fortællinger
- Thomas Mann: Trolddomsbjerget (1924)
- Marcel Proust: På sporet af den tabte tid (1913-27)
- Joseph Roth: Job. Roman om et enkelt menneske (1930)
- Fernando Pessoa: Rastløshedens bog (1929-34)
- Bruno Schulz: Kanelbutikkerne (1934)
- Günther Grass: Bliktrommen (1959)
- Imre Kertész: De skæbneløse (1975)
- Bohumil Hrabal: Too Loud a Solitude (1976)
- Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn (1986-1991)
- Mercé Rodoreda: Death in Spring (1986)
- Miljenko Jergović: Sarajevo Marlboro (1994)
- Georgi Gospodinov: En naturlig roman (1997)
- Ismail Kadaré: Efterfølgeren (2003)
- Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden (2003)
- Judith Hermann: Alice (2009)
- Eugen Ruge: I tider med aftagende lys (2011)
Syv nordamerikanske klassikere
- Henry James: Skruen strammes (1898)
- William Faulkner: The Sound and the Fury (1929)
- John Fante: I støvet (1939)
- Ernest Hemingway: The Old Man and the Sea (1952)
- Flannery O’Connor: Wise Blood (1952)
- John Williams: Butcher’s Crossing (1960)
- Kurt Vonnegut: Slaughterhouse 5
- Paul Auster: New York Trilogien (1985-1987)
- Cormac McCarthy: The Border Trilogy (1992/1994/1998)
- Chuck Palahniuk: Fight Club (1996)
- Alice Munro: Dear Life (2012)
- George Saunders: Tenth of December (2013)
Fem fra Mellemamerika, Mexico og Caribien
- Juan Rulfo: Pedro Páramo (1955)
- Edwidge Danticat: Krik? Krak! (1995)
- Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao (2007)
- Yuri Herrera: Signs Preceding the End of the World (2009)
- Marlon James: The Book of Night Women (2009)
- Jorge Luis Borges: Fiktioner (1944)
- Wilson Harris: Palace of the Peacock (1960)
- Julio Cortázar: Hinkeleg (1963)
- Mario Levrero: Byen (1970)
- Hilda Hilst: den uanstændige madam D (1982)
- Roberto Bolaño: Nocturne i Chile (2000)
- Moacyr Scliar: Kafkas leoparder (2000)
- Alejandro Zambra: Bonsai (2006)
- Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden (2015)
- Tomás González: Det vanskelige lys (2016)
- Tayeb Salih: Season of Migration to the North (1966)
- Dambudzo Marechera: Sultens hus (1978)
- J.M. Coetzee: Life & Times of Michael K (1983)
- Fiston Mwanza Mujila: Tram 83 (2013)
- Akwaeke Emezi: Freshwater (2018)
- Yasunari Kawabata: Snow Country (1948)
- Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute (1962)
- Kenzaburo Oë: En privat sag (1964)
- Yusuf Atılgan: Motherland Hotel (1973)
- Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd (1989)
- Nu Nu Yi: Smile as They Bow (1994)
- Khaled Hosseini Drageløberen (2003)
- Rabih Alameddine: Hakawati (2008)
- Kim Thúy: Mãn (2013)
- Hassan Blasim: Den irakiske Kristus (2013)
FEM NYERE DANSKE
“Nyere” definerer jeg har som yngre end 50 år (det vil sige: ikke meget ældre end mig – begrebet “nyere” udvider sig med tiden …). Der er meget godt at vælge imellem, Her er nogle af dem, der har gjort indtryk – på forskellige måder, for nylig eller for længere tid siden:
1. Svend Åge Madsen: Tugt og utugt i Mellemtiden (1976)
Svend Åge Madsen har længe været en af mine favoritter i dansk litteratur. Det er svært at fremhæve bare ét værk i hans omfattende udgivelsesliste som det bedste. Ikke kun fordi der er så mange gode at vælge imellem, men også – når jeg nu skal være helt ærlig – fordi mange af hans bøger glider noget sammen i min erindring. Det har sine gode grunde i, at stort set alle SÅMs bøger har det med at gribe ind i hinanden: Hovedkaraktererne i én bog optræder som bipersoner eller kun flygtigt omtalte familiemedlemmer i anden. På den måde kan man betragte det meste af hans produktion som ét sammenhængende værk.
Men skal man vælge en enkelt roman ud, så sværger jeg nu stadig til Tugt og utugt – Madsens moderne, århusianske udgave af Greven af Monte Cristo. Magisk realisme, men nede på jorden – eller rettere på gaden i Århus, der hos Madsen folder sig ud som en på én gang velkendt (for en gammel Århusdreng) og helt eksotisk scene for de største verdensbegivenheder. Tugt og utugt er ligesom mange andre SÅM’er ladet med symbolik og implicitte reflektioner over tid, identitet og sprog m.m.m., og romanen bevæger sig på mange planer på én gang. Hver gang, jeg læser SÅM, er det således med en fornemmelse af, at hvis jeg bare reflekterede lidt dybere eller bare var lidt kvikkere eller lidt bedre bevandret i litteraturen, filosofien og naturvidenskaben, så ville jeg få øje på endnu flere betydningslag og pointer. Men dét, der gør SÅM til en sand mester er, at man ikke behøver at spænde tanken mere, end dagsformen kan bære – for han leverer også altid varen i form af en slet og ret god historie, der læses lige ud ad landevejen, ikke mindst i Tugt og utugt og i Mellemtiden.
2. Carsten Jensen: Vi, de druknede (2007)
Verdenslitteratur på nudansk. En klassisk romanfortælling, når den er bedst, båret først og fremmest af fortælleglæde. Røverhistorier fra de syv have, men også indlevede personskildringer og portrætter af flere historiske perioder i Danmarks- og verdenshistorien, fra 1864 til 2. verdenskrig – fortalt med flere generationer af søfolk fra Marstal og deres familier som prisme. Min begejstring over Vi, de druknede og grunden til, at den finder vej til min top 20, hænger muligvis også sammen med, at alle de gamle drengebogsklassikere, som jeg læste i min ungdom, klingede nostalgisk med i baggrunden undervejs (Styrmand Flink, Kaptajn Grants børn, Skatteøen osv., osv.). Men at formå dét, er jo heller ikke nogen ringe præstation af den gode Jensen.
3. Helle Helle, Ned til hundene (2009)
Helle Helle skriver moderne realisme af den den allerbedste slags. Jeg kunne have nævnt andre titler af hende her, f.eks. Rødby-Puttgarden, men Ned til hundene står for mig alligevel som den bedste – selv om det måske kun er, fordi det var den første Helle Helle, jeg læste. Romanen kryber ind under huden og lejrer sig mildt foruroligende ubestemmelige steder i kroppen. Der er ikke meget ydre handling, men det gør intet, for det bærende er Helle Helles knivskarpe, stærke og enkle sprog og hendes sans for at indfange stemninger og personer gennem helt almindelig dagligdags dialog og gennem beskrivelsen af de konkrete små ting – og især gennem alt det, der står mellem linjerne.
4. Harald Voetmann: Alt under månen (2014)
Menneskenes martrede sjæle svupper rundt i kroppenes sprukne skind. Der skides, smaskes, savles og spyttes. Der fryses og sultes. Der bliver drukket, horet og begået alle slags utugt og trolddomskunster. Børn og dyr bliver pint og plaget, dværge og krøblinge ydmyget og latterliggjort, kvinder torteret, tyende tævet til døde.
Sådan ser der ud på Tyge Brahes Uranienborg på Hven anno sidst i 1600-tallet, hjemstedet for renæssancens danske lys, inkarnationen af den ypperste videnskab, i Harald Voetmanns vellykkede, sorte og groteske vision Alt under månen. Harald Voetmann er med på min liste i sin egenskab af at være en af de mest originale forfattere på den danske litterære scene i disse år. Han skriver fremragende, provokerende og med både vid, bid og masser af herligt sort humor.
5. Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog (2017)
Måske holder den ikke pladsen, når jeg genbesøger min top-liste om nogle år, men den gjorde dybt indtryk, da jeg læste den for nylig (februar 2018). Der er tale om et personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel. Det er en bog, der er barsk at læse og må have være næsten overmenneskeligt svær at skrive. Som læser bliver man ramt hårdt og koldt af sorgen lige i hjertekulen. Men det er samtidig rasende god og meget stærk læsning. For det er en meget sober bog. Aidt falder ikke i nogen fælder af hverken rørstrømsk sentimentalitet eller unødvendig selvudlevering. Det gør ikke bogen mindre stærk, tværtimod.
Tilbage til toppen af listen ↑
FEM NYERE NORDISKE
Ganske vist har jeg i de seneste år fokuseret meget på den store verden uden for Norden i min læsning. Men den nordiske litteratur har nu ikke desto mindre en særlig plads. Og der er rigeligt godt at tage af. Her er fem af dem, der står stærkt i min erindring.
1. Göran Tunström: Juleoratoriet (1983)
Jeg vakler mellem, om jeg skal pege på Juleoratoriet (1983) eller Tyven (1986) som repræsentant for Tunström på listen. Begge er flot fortalte romaner, om eksistentielle menneskelige temaer som tab, sorg, skyld og forsoning (nej, det er ikke feel good romaner…), begge bevæger sig på flere planer og springer i (og sprænger) tid og rum, og begge indeholder dybe psykologiske og filosofiske og teologiske reflektioner. Tyven står i en vis forstand stærkest i min erindring, formentlig fordi det var den første Tunström, jeg læste – men valget falder alligevel på Juleoratoriet, fordi den fungerer bedst af de to som en ligefrem roman om nogle gribende menneskeskæbner og kunstnerisk skaberkraft. Den første scene, hvor hovedpersonen Solveig i en ellers almindelig hverdagssituation bliver tilfældigt og meningsløst trampet ihjel af en flok køer er så gribende, at jeg næsten græder bare ved at tænke tilbage på den.
2. Erik Fosnes Hansen: Salme ved rejsens afslutning (1990)
Erik Fosnes Hansen sætter i denne flotte version af historien om Titanic’s forlis kød og blod på Titanic som symbol og myte. Hans greb er at fortælle historien gennem medlemmerne af Titanics legendariske skibsorkester (det var dem, der ifølge Titanicmyten blev ved med at spille, mens skibet og hundredevis af passagerer gik ned i det kolde ishav – hvorved orkestret siden kom til at ikonisere både Titanics og i symbolsk forstand den ubekymrede europæiske fremskridtsoptimismes forlis). Gennem orkestermedlemmers individuelle forhistorier får Fosnes Hansen givet et fejende flot portræt af en tid. Jeg sad helt ude på kanten af stolen under læsningen af de sidste sider, hvor Titanic sender sine sidste SOS’er ud i natten, og jeg havde følelsen af som læser at gå med ned sammen med en helt epoke. Det er en vanvittig flot roman.
3. Jon Fosse: Morgen og aften (2001)
Smukkere kan det næppe gøres. Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden. Fosses sprog flyder ubesværet i korte enkle sætninger, handlingen er simpel og let at forstå, og romanen læser nærmest sig selv. Samtidig er historien tung som evigheden, tung som var det den eneste og evige historie om et menneske, der bliver født; et menneske, der lever; et menneske, der dør. Jøsses, hvor skriver Fosse godt. Hvis jeg ikke havde underlagt mig selv den begrænsning, at hver forfatter kun må optræde med ét værk på denne liste, så havde Fosses Septologien (2019-2021) og Andvake-trilogien skubbet et par andre titler ud.
4. Jon Kalman Stefansson: Sommerlys og så kommer natten (2005)
En helt igennem og ubetinget prægtig roman om den mest elskelige samling melankolske, islandske landsbytosser, man kunne ønske sig at dele roman med. Det her er nordisk romankunst, når det er allerbedst. Armene er helt oppe! Romanen er fuld af poesi og jordnær hverdagsfilosofi, men den gør sig ikke til af noget af det, fortæller bare en håndfuld tæt forbundne, gode historier lige ud ad landevejen, sprogligt kraftfuld og raffineret, men alligevel letlæst. Jón Kalman Stefánsson har en sjælden sans for både det groteske og det poetiske i såvel menneskelivet som naturen. Han fortæller med troværdighed og en stor kærlighed til det islandske landsbysamfund, set gennem ironiske, men aldrig ondsindede briller.
5, Karl Ove Knausgård: Min Kamp (2009)
Knausgård kan dét, som de største romanforfattere kan: Han kan fortælle en historie, som griber og medriver. Han kan skildre levende mennesker med en indlevelse, der gør, at man som læser kan spejle sig i dem, føle deres skuffelser og håb, deres vrede, sorg og glæde, deres ambitioner, frustrationer og fortrydelser. Knausgård formår i sin litterære bearbejdning at gøre det selvbiografiske, det personlige og det partikulære, alment og universelt – og dermed vedkommende for mig som læser. Jeg har indtil nu kun læst det første bind af det mastodontiske seksbindsværk. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal få læst resten også – men bind 1 er i sig selv af så høj klasse, at det berettiger til en plads på denne liste.
Tilbage til toppen af listen ↑
FEM NORDISKE KLASSIKERE
Der findes vist ikke nogen almindelig anerkendt, autoritativ definition af en litterær klassiker. Min mere eller mindre hjemmestrikkede definition (som det dog foresvæver mig, at jeg ikke er helt ene om) af en klassiker er, at den har mere end 50 år på bagen og stadig læses af nye generationer af læsere. Det gælder dem her (selv om Laxness nu om stunder vist desværre ikke læses så meget som fortjent).
1. Herman Bang: Ved vejen (1886)
Ingen andre skriver som Herman Bang. Han kan læses alene for sit uforlignelige sprog, den måde hvorpå han f.eks. med en stilfærdig beskrivelse af en lille håndbevægelse kan karakterisere et helt livs smerte. Og så kan han også være nærmest ondskabsfuldt satirisk morsom. Jeg kunne også have peget på Tine eller Stuk, men Ved vejen var min første Bang, og den står stadig som favoritten (uagtet generationer af dansklæreres systematiske arbejde på at ødelægge generationer af skoleelevers chance for et egentligt møde med bogen ved at tvinge dem til at læse og analysere den på et helt forkert tidspunkt i deres liv.
2. Knut Hamsun: Sult (1890)
En af de mest intense bøger, jeg nogensinde har læst. Den maniske stemning, når den forarmede forfatters knækkede blyantstump farer hen over notesblokken i datidens Kristiania (Oslo) er uforlignelig og næppe mulig at ryste af sig for den, der har hengivet sig til Hamsuns lille mesterværk. Jeg genlæste i januar 2023 Sult i Hamsuns oprindelige udgave, og den var akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den fra min første læsning for mere end 30 år siden.
3. Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904)
Det er velsagtens 25-30 år siden, jeg har læst Lykke-Per, og jeg føler mig ikke helt sikker på, hvordan den vil klare sig igennem en genlæsning. Men i min erindring står den stadig som det ypperste eksempel på den klassiske udviklingsroman og samtidig et portræt af en tid – også selv den unge Pers og hans Jakobes lidelser og drømme udfolder sig under rammer, der er langt fra 2018.
4. Johannes V. Jensen: Kongens fald (1900-01)
Denne her er jo kanoniseret i en grad, så jeg næsten vægrer mig for at sætte den på min liste. Men den ér altså god! Selv efter flere læsninger står den stadig for mig som noget helt, helt særligt, først og fremmest i kraft af det kraftfulde sprog. Mange af de små kapitler er hver især små afrundede helheder på grænsen mellem prosa og poesi. Kapitlet om slaget i Ditmarsken i 1500, hvor ditmarskerne åbnede sluserne og massakrerede Kong Hans’ hær på en dag, hvor “Døden smaskede højst uopdragent med kæberne,” er bare ét af mange højdepunkter.
5. Tarjei Vesaas: Isslottet (1963)
Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det er, Laxness kan, og som gør Verdens lys så fremragende god, uden at det kommer til at lyde som bare klicheer. Der er noget storladent, nærmest mytologisk, over den, som forstærkes af de islandske landskaber, der svinger med bogen i gennem. Både en tragedie og en komedie om den sølle, syge dreng, der vokser til at blive den største digter. Samtidig en satire over det islandske samfund, og især en roman om kunstnerisk skaberkraft og guddommelig inspiration Men først og fremmest skriver Laxness det smukkeste, smukkeste sprog.
Tilbage til toppen af listen ↑
TI EUROPÆISKE KLASSIKERE
Der er så mange europæiske klassikere at tage af, at et udvalg på kun ti uvægerligt føles helt vilkårligt og uretfærdigt. Men her er ihvertfald ti stærke europæiske (ikke-nordiske) klassikere, som har gjort indtryk på mig på forskellige tidspunkter i mit læseliv.
1. Fjodor M. Dostojevskij: Forbrydelse og Straf (1866)
Dostojevskij kan ikke undværes på denne liste i betragtning af, hvor stort et indtryk, han har gjort på mig – både som ganske ung og som ganske voksen. Og jeg har heldigvis stadig mange til gode. Jeg kunne lige så godt have fremhævet Brødrene Karamazov eller Idioten her, men Forbrydelse og straf (eller: Raskolnikov) har alligevel en helt særlig intens – og intenst ubehagelig – stemning over sig. En dybt moralsk roman fra de mest nedrige og fornedrede dele af menneskelivet. En slags moralsk krimi – hvor omdrejningsspørgsmålet ikke er: Hvem gjorde det? (det ved vi fra starten), men: Hvad gør det ved hans sjæl? Kender man ikke Dostojevskij, så lyder det måske tørt og tungt, men det er vitterligt sindssygt spændende! Og man behøver ikke at abonnere på Dostojevskijs kristne religiøsitet for at være med her – de menneskelige dilemmaer er universelle, uafhængigt af løsningerne. Denne her står på min liste over bøger, jeg snart skal genlæse.
2. Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død (1886)
Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig, da jeg læste den for ikke så længe siden (i 2015). Det er en kort, enkel og stram fortælling, næsten skematisk i sin komposition. Men det er først og sidst en ren og dybt gribende, eksistentiel skildring af hjælpeløsheden og angsten hos et menneske, der kunne være hvem som helst af os, udleveret til dødelig sygdom. Tolstoj er med rette berømmet for mange af sine andre værker, som også kunne have indgået her, men Ivan Iljitj er dét, der har berørt mig dybest.
3. James Joyce: Dubliners (1914)
Pak ærefrygten for den irske klassikergigant væk, glem rygterne om hans modernistiske utilgængelighed og kast dig i stedet med åbent sind ind i den brogede og levende vrimmel af Dublinfolk, der befolker James Joyces verden. James Joyces Dubliners er ren læsenydelse.
Jeg forarges, forbitres, glædes, vredes, sørger, håber, fortryder, fremturer og resignerer sammen med Joyces karakterer. Jeg morer mig og gnægger i skægget over hans underspillede humor og spidse satire. Og jeg kan nyde hans elegante sprog – også selv om der er noget gammelt, irsk slang, der går hen over hovedet på mig. Dét, Joyce kan og gør i disse noveller, er at fremmane levende personer i deres miljøer med en sjældent set sans for alle de små detaljer, der gør realistiske personportrætter troværdige. En ren fornøjelse.
4. Franz Kafka: Fortællinger og Efterladte fortællinger
Da jeg – i skrivende stund præcis fire år siden – på disse sider omtalte Kafkas Fortællinger og Efterladte fortællinger (som de senest er udgivet på dansk), var jeg en smule forbeholden, kan jeg se i tilbageblik. Men den uro, nogle af fortællingerne dengang installerede i mig, er jeg ikke desto mindre endnu ikke blevet af med. Det er med andre ord farligt at læse Kafka: Man risikerer, at man ikke kan ryste hans historier af sig, man risikerer aldrig igen at blive den samme.
Kafka er uomgængelig på denne min liste, og jeg kunne også have valgt at fremhæve en af de (ufuldendte) romaner, Processen eller Slottet. Kafka er dog allerbedst i den korte form. Den kanoniserede Forvandlingen er selv sagt uovertruffen (og endnu uovergået i disciplinen Bedste Første Sætning), men der er mange andre uforglemmelige noveller i kataloget, for eksempel I straffekolonien og Bygningen.
5. Thomas Mann: Trolddomsbjerget (1924)
Man hører ind i mellem folk give udtryk for, at de var kede af, at en god bog sluttede. Sådan har jeg det næsten aldrig: En god bog har den længde, den skal have, og mange bøger finder jeg snarere for lange i forhold til, hvad historien og pointerne kan bære. Trolddomsbjerget er – på trods af sine omkring 900 (tunge) sider – en af de få undtagelser. Her mere end 20 år efter kan jeg stadig finde en vemodig følelse et sted i maven over på sidste side at have efterladt den unge (i virkeligheden ret uinteressante) hovedperson Hans Castorp på en muddermark et sted i Europa på vej mod sikker undergang i et slag under 1. verdenskrig.
Uden helt at kunne forklare hvordan, så havde Trolddomsbjerget til en vis grad samme virkning på mig som læser, som det østrigske bjergsanatorium i bogen har på Hans Castorp, der kommer dertil mhp et kort visit som besøgende, ikke patient, men ender med at blive der i 7 år – fordi han ikke kan løsrive sig. Trolddomsbjerget er en tung bog, der skal læses langsomt for at blive draget ind i stemningen – og for i øvrigt at kunne følge de mange og lange (nogle af dem også for lange) filosofiske diskurser over tiden som begreb og fænomen. Men den er så absolut investeringen værd.
6. Marcel Proust: På sporet af den tabte tid (1913-27)
Apropos lange bøger, der ikke er for lange: Prousts klassiker er uimodsigeligt alt for lang. Men samtidig er det bare heller ikke lige til at sige, hvad der skulle skæres væk. De færreste nok så handlingsmættede romaner ville kunne holde pusten over 4.500 sider, og i På sporet af den tabte tid er der nærmest ingen ydre handling overhovedet. Men det er en del af pointen: Du skal netop ikke holde pusten, når du læser Proust. Du skal bevæge dig langsomt gennem værket, huske at trække vejret, holde pauser når du har brug for det, tage værket ind i det tempo og på de måder, som din psykologiske konstitution og dagsform tillader det.
På sporet kan læses eksistensfilosofisk, som en fænomenologisk erkendelsesteori og som en kunstæstetik. Romamen er en livsfilosofisk udforskning af en talrige aspekter af det enkelte menneskes eksistens som både tænkende og sansende kropsligt væsen, herunder kærlighed, forelskelse, begær og jalousi, seksualitet, herunder ikke mindst homoseksualitet, venskaber, barndom og alderdom og meget mere. Samtidig er romanen et samtidsportræt af Frankrig i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Og så er Prousts lange, bugtende sætninger i sig selv en nydelse at opholde sig i som læser.
7. Joseph Roth: Job. Roman om et enkelt menneske (1930)
En allegorisk fremstilling af det moderne menneskes vilkår fortalt gennem den fattige, gudsfrygtige russiske jøde Mendels Singers liv som fattig russisk bonde og senere immigration til New York. Roth skriver fænomenalt godt, og han mestrer i denne kondenserede fortælling på forunderlig vis at forene en episk, nærmest mytisk form med en intens sansemættet opmærksomhed på de små konkrete detaljer i en gribende menneskeskildring.
8. Fernando Pessoa: Rastløshedens bog (1929-34)
Én af den slags bøger, som man har lyst til at læse højt af, og hvor man ville ønske, at man kunne huske og citere mange sætninger. Pessoa skriver uhyre præcist med stor, stor klasse. Det kræver noget overskud og vilje at opholde sig i længere tid i Pessoas’ ætsende onde misantropi og ulidelige livslede, men der er noget nærmest sjæleligt lutrende over at stå det igennem.
9. Bruno Schulz: Kanelbutikkerne (1934)
Bruno Schulz er en slags vild og voldsom ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. I Kanelbutikkerne kan han i det ene øjeblik være voldsomt ekspressionistisk i sit udtryk og i det næste skeje ud i gakkede surrealistiske og ironiske optrin. Grænserne flyder mellem det realistiske og det fantastiske, og jeg vil råde læseren til ikke at spilde tid med bekymre sig over, om man nu er på den ene eller den anden side af grænsen.
10. Günther Grass: Bliktrommen (1959)
Dét her er helt vildt! Günter Grass’ satiriske, men dybt alvorlige, reflektion over et halvt århundredes tysk historie fortalt og forvrænget af den 30-årige Oscar, som stoppede med udvikle sig fysisk som 3-årig (som resultat af og/eller protest mod verdenshistoriens afsporing med den tyske nazisme), og siden har bliktrommet og glasknusende-skreget sig gennem historien og verden, er en fuldstændig fabelagtig tour-de-force. Det er imponerende, det er gribende, det er tankevækkende, det er sjovt, det er udfordrende, og det er rigtig, rigtig godt! Det er også en lang og tung roman, og den skal læses langsomt for at nyde Grass’ sproglige ekvilibrisme og fange hans finter.
Tilbage til toppen af listen ↑
TI NYERE EUROPÆISKE
Hvis det var svært at udvælge europæiske klassikere, så forekommer det næsten umuligt at skulle vælge kun ti nyere europæiske (ikke-nordiske) bøger. Nødvendigvis et øjebliksbillede, grebet ud af dagens stemning – helt sikkert et udvalg, der vil ændre sig, næste gang jeg genbesøger denne liste, ligesom det har ændret sig siden sidst.
1. Imre Kertész: De skæbneløse (1975)
Imre Kertész’ Auschwitz-roman, der bygger på egne oplevelser, sætter fokus på, hvordan menneskene som en slags naturlov nærmest instinktivt altid arbejder på at etablere “normalitet” og orden midt i det allermest unormale og skræmmende. Her fortalt gennem en 15-årig lidt gammelklog fortæller, som nøgternt observerer og registrerer, hvad der sker omkring ham. De skæbneløse er blottet for sentimentalitet og virker dermed endnu mere skræmmende. Men samtidig en hyldest til den menneskelige evne til ikke bare at overleve, men også finde og skabe mening under de mest uhyrlige omstændigheder.
2. Bohumil Hrabal: Too Loud a Solitude (1976)
En spøjs, særpræget og højst anbefalelsesværdig lille roman om den enfoldige arbejder og læser, som i 35 år har betjent papirpressemaskinen i en mørk kælder, hvor han har lavet papirballer af affaldspapir, herunder bøger, som censuren i datidens Tjekkoslovakiet har fundet uegnede at læse. Stærk lille bog om den evige styrke i det skrevne ord – og om andre mærkelige ting …
3. Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgn (1986-1991)
Kristófs trilogi, Det store stilehæfte, Beviset og Den tredje løgn er stor litteratur i enhver henseende. Suverænt velskrevet, umiddelbart rørende og skræmmende, kompositorisk overraskende, letlæst, men alligevel litterært udfordrende, filosofisk og psykologisk reflekterende, historisk perspektiverende.
Trilogien er samlet set en vild rutchebanetur. Det, man som læser først tager for sandheder, bliver undervejs til løgne, som omvender sig til andre løgne. Og omvendingerne bliver ved til sidste side i sidste bog. Og i sidste ende er alle løgnene i en vis forstand måske alligevel sandheder. En fornøjelse at læse fra første til sidste side.
4. Mercé Rodoreda: Death in Spring (1986)
Kafka møder Márquez i Catalonien i en parabel over Francos diktatur (og over diktaturer til alle tider). Konstant overraskende, foruroligende, stærkt ubehagelig og samtidig sjældent smukt skrevet i drømmeagtig prosa. I det hele taget aldeles fremragende. Catalanske Merdé Rodoredas bizarre roman ligner ikke noget andet, jeg har læst. En urovækkende – ja, sine steder skræmmende – bog, der forvirrer og forstyrrer og går i kroppen på én. Som stor litteratur kan gøre.
5. Miljenko Jergović: Sarajevo Marlboro (1994)
Meget, meget stærk. En knugende sørgmodig, fortvivlende, skræmmende, men ind i mellem også vittig og i det hele taget fremragende novellesamling om liv og mennesker under krigen i Bosnien og ødelæggelsen af Sarajevo. Jergović mestrer kunsten på ganske få sider at få sine personer til at fremstå som hele, virkelige, levende mennesker. Vi får kun et glimt af dem, et hurtigt snapshot, men er ikke i tvivl om, at der bag hver af disse skæbner gemmer sig et fuldt og nuanceret liv med en historie, en fortid og en fremtid. om end vi som læsere må frygte for deres fremtid og fortvivler over deres nutid. Jergović skriver i et enkelt og umiddelbart ligetil sprog, og de korte historier er hurtigt læst. Men der står mere mellem linjerne end på dem, og historierne åbner sig op i eftertanken. Fremragende.
6. Georgi Gospodinov: En naturlig roman (1997)
Bulgarske Georgi Gospodinov er bare god. Hans debutroman fra 1997 er en postmodernistisk og filosofisk skilsmisseroman, der som “en slags flue, der er gået fra forstanden,” bevæger sig mellem det filosofiske og æteriske og det meget konkrete, gårdlokummets underjordiske rige. Romanen kan læses som en reflektion over forholdet mellem sprog og verden i almindelighed, herunder det ideologiske sprogs sammenbrud i det postkommunistiske Europa. Samtidig en meget konkret og nærværende bearbejdning af en traumatisk skilsmisse: “I dag er det et år siden Emma og jeg blev skilt. Hun har stadig nogle af mine drømme og andre bagateller, som jeg ikke har fået hentet.”
7. Ismail Kadaré: Efterfølgeren (2003)
Den bedste af flere gode romaner af albanske Ismail Kadaré. En historisk og psykologisk lille roman fra det kommunistiske Albanien om, hvordan diktaturet gennemtrænger alle dele af menneskenes liv, helt ind til de følelsesmæssige relationer og evnen til at træffe eksistentielle beslutninger om eget liv. Samtidig interessant for sin litterære stil, hvor historien fortælles fra mange personers perspektiv, inklusive diktatoren (Enver Hoxha) og den – måske – myrdede efterfølger (Mehmet Shehu), hvoraf de to sidste dog ikke nævnes ved navn i romanen.
8. Daniel Kehlmann: Opmålingen af verden (2003)
Kehlmanns gennembrudsroman står stadig for mig som hans bedste, selv om han har skrevet meget godt efterfølgende. Denne historiske fiktion om to store videnskabsmænd, der på hver deres måde gjorde store opdagelser – på rejser i henholdsvis den fysiske, geografiske verden og i matematikkens abstrakte verden – er skrevet på en imponerende bund af både historie- og menneskekundskab og med stort vid og humor.
9. Judith Hermann: Alice (2009)
Judith Hermann er nærmest uden sidestykke som novelleforfatter. Novellerne i Alice er (sammen med Hermanns Lettipark) blandt de bedste, jeg erindrer at have læst af nogen forfatter. Jeg skal til den canadiske novellemester Alice Munro (som Hermanns Alice i øvrigt er opkaldt efter) for at finde noget lignende. Det, der især står frem, er Hermanns opmærksomhed på detaljerne, på menneskene, på ordene som de falder, de små bevægelser, lyde, lugte og i det hele taget alle tingene omkring den gennemgående person, Alice.
10. Eugen Ruge: I tider med aftagende lys (2011)
I tider med aftagende lys er en slægtsroman om en familie i fire generationer. På én gang en serie af indlevede, troværdige personskildringer og et portræt af DDR’s historie. En slet og ret mesterlig roman om levende mennesker i DDR’s historie og Tyskland i dag. Fortalt i knap og spændstig, letlæst prosa med stor indlevelse. Jeg kan slet ikke anbefale denne bog nok.
Tilbage til toppen af listen ↑
SYV AMERIKANSKE KLASSIKERE
Selv om jeg de sidste år har investeret min litterære interesse andre steder i verden som følge af læseudfordringen Verden rundt i bøger, så har jeg dog ikke glemt min veneration for amerikansk litteratur, hvis største navne ikke lader klassikerne fra den gamle verden noget tilbage at klage over. Siden sidst er fem titler blevet til syv: Vonnegut er efter mine hjemmestrikkede definitioner rykket fra “nyere” til “klassiker,” John Williams er kommet til, og jeg kunne ikke afgøre, hvilke der skulle vige pladsen. Så er det jo godt, at det er mig, der bestemmer, hvor lang denne liste skal være.
1. Henry James: Skruen strammes (1898)
“En pragtfuld, uhyggelig og giftig lille fortælling,” er Oscar Wilde citeret for at sige om Henry James’ klassiker fra 1898, Skruen strammes. Det kan jeg ikke sige bedre, for det holder stadig, nu mere end hundrede år efter udgivelsen. En gotisk, psykologisk gyser. En spøgelseshistorie, ihvertfald på overfladen. Under overfladen måske noget andet, men det raffinerede ved historien og det, der gør den værd at læse også i dag, er dens ubestemthed, dét at vi som læsere til det sidste holdes hen i tvivl om, hvad der er den sande historie. Og så er James’ sprog bare en regulær nydelse i sig selv.
2. William Faulkner: The Sound and the Fury (1929)
Behold the Master…! Faulkner står som den ubestridte mester indenfor amerikansk sydstatslitteratur, og det er med god grund. The Sound and the Fury fremhæves ofte som et af de absolutte mesterværker, og den er også ubetvivleligt i en klasse for sig. Jeg kunne også have peget på andre Faulknertitler (f.eks. As I Lay Dying), men denne her har tilkæmpet sig en særlig plads hos mig – måske fordi jeg grundet dens vanskelige tilgængelighed har opholdt sig så længe i den.
3. John Fante: I støvet (1939)
Fante er for sej! Når han er bedst – og det er han især i “I støvet”, som er tredje bog i den delvist selvbiografiske Bandinikvartetten om alter egoet Arturo Bandini – skriver han mere kraftfuldt, fanden-i-voldsk, eksalteret, vildt og respektløst, irriterende selvpromoverende og samtidigt autentisk, ærligt, ligefremt og poetisk end nogen anden, jeg husker at have læst. Fantes wanna-be litterære arvtager Charles Bukowski (som ellers heller ikke er ueffen i sine bedste øjeblikke) når ham således ikke til sokkeholderne – det, der hos Bukowski alt for ofte virker villet og prætentiøst, fremstår hos Fante som ærlig, ufiltreret og spontan poesi.
4. Ernest Hemingway: The Old Man and the Sea (1952)
En perfekt fortælling. Det kan ikke gøres bedre. Knap nok en roman, nærmere bare en lang novelle, den har under alle omstændigheder præcis den længde, den skal have: En kort og præcis fortælling om den menneskelige tilstand i almindelighed levendegjort meget konkret i den gamle fiskers livsdrøm om at fange Den Store Fisk. Hemingways store styrke er hans evne til at formidle sanselighed og empati i et ekstremt enkelt og samtidig kraftfuldt sprog. Slutscenen, hvor den gamle fisker stilfærdigt går op i sin hytte og lægger sig på sit leje af gamle aviser efter at have kæmpet forgæves i døgn mod havet og hajerne for sin fisk, for næste dag blot at tage ud på havet igen, som han plejer, er ikonisk i sin kombination af styrke og resignation.
5. Flannery O’Connor: Wise Blood (1952)
Hvis William Faulkner kan kaldes den litterære fader til den amerikanske southern gothic-genre, så må Flannery O’Connor være dens moder. Wise Blood er fremragende – og man behøver som læser ikke at abonnere på O’Connors lettere moraliserende katolicisme for at nyde hendes sprog og sans for det mørkt bizarre og groteske. O’Connors prosa er usvigelig sikker, og samtidig skriver hun med stor humor – en humor, der går i hånd med den dybeste alvor.
6. John Williams: Butcher’s Crossing (1960)
John Williams blev for alvor “genopdaget” i 2013, i første omgang takket være romanen Stoner (1965). Efter min smag er Butcher’s Crossing imidlertid endnu bedre. Det er en utraditionel western, som kan læses som en kritisk, men usentimental kommentar til det enorme og umådeholdne slagteri af bisonoksen i midten af 1800-tallet. Samtidig er det en klassisk udviklingsroman om en ung mand, der tager ud og vender hjem forandret.
Dét, der først og fremmest har sat sig i min erindring er imidlertid Williams sprog og den detaljerede realisme i beskrivelserne af de daglige gøremål på prærien, af kampene med at få transporteret den tunge oksedrevne vogn hen over prærien, igennem floder og over bjerge, og af jagten på bisonerne og arbejdet med at flå og partere dem. Man kan næsten smage støvet på prærien, lugte blodet og indvoldene fra de slagtede bisoner, føle krudtslammet i ansigtet og skægget og mærke kagerne af skidt på kroppen og i det snavsede tøj efter måneder uden bad. Det er mesterligt.
7. Kurt Vonnegut: Slaughterhouse 5, or The Children’s Crusade: A Duty-Dance with Death (1969)
Vonnegut må være amerikansk litteraturs satiriker nr. 1, og Slaughterhouse 5 indtager efter min mening med rette førstepladsen i de fleste vurderinger af hans omfattende produktion. En ubetaleligt morsom science fiction satire og samtidig en dybt alvorlig og ganske barsk samfundskritik og bearbejdelse af Vonneguts egne oplevelser som amerikansk krigsfange i Tyskland under de allieredes sønderknusende bombardement af Dresden i 2. verdenskrigens sidste dage. “So it goes,” som tralfamadorianerne siger.
Tilbage til toppen af listen ↑
FEM NYERE NORDAMERIKANSKE
1. Paul Auster: New York Trilogien (1985-1987)
New York trilogien (By af glas, Genfærd, Det aflåste værelse) var mit første bekendtskab med Auster, og den står stadig (efter ganske mange andre Auster-bøger) som det stærkeste, jeg har læst af ham. Det er ikke alt i de tre romaner, der giver lige meget mening – hvilket også er en pointe – men sproget og stemningen bærer under alle omstændigheder det hele. Selv her små 30 år efter kan jeg stadig genkalde mig, hvordan jeg fik decideret fysisk ubehag – så jeg måtte rejse mig og gå rundt i min lille lejlighed for at ryste det af mig – af den måde, hvorpå det undervejs lykkes Auster at forføre mig som læser langt, langt ind i en historie, for kun at trække tæppet væk under mig og udstille den manglende sikre mening – i den menneskelige identitet og historie, i sproget, i tegnet. Stærk roman i kraft af Austers enkle og flotte sprog, og fordi den kan læses på flere niveauer og fungerer, uanset om man læser den med dekonstruktiv litteraturteori i bagagen eller ej.
2. Cormac McCarthy: The Border Trilogy (1992/1994/1998)
McCarthys grænsetrilogi er amerikansk sydstatslitteratur, når den er allerbedst i traditionen fra William Faulkner. Det er indrømmet en tilnærmelse og lidt snyd at sætte The Border Trilogy på som én titel, da der ret beset er tale om tre selvstændige, kun meget løst sammenknyttede bøger, All the Pretty Horses (1992), The Crossing (1994) og Cities of the Plain (1998). Især de to første er fantastiske. Jeg vakler mellem grænsetrilogien og den mindre, men endnu mere intense og dystre Vejen (2006) eller hans grumme, apokalyptiske antiwestern-epos Blood Meridian (1985) som repræsentanter for McCarthy på min liste.
3. Chuck Palahniuk: Fight Club (1996)
At læse Fight Club er som at tage ti ture i en rutchebane bundet fast i et løbsk vogntog i brand, mens du ved, at hele rutchebanens skelet er pakket ind i dynamit, som kan detonere når som helst. Fight Club er et stykke højt begavet civilisationskritik serveret som en særdeles velkomponeret freudiansk thriller, som ikke er bange for at kræve noget af sin læser. Bogen står dog især distancen på grund af Palahniuks potente, fandenivoldske sprog og den nærmest overgearede disponering af bogen, som hele tiden pacer handlingen frem, mens den springer frem og tilbage i tid og perspektiv, nogle gange næsten inden for den samme sætning. Og ja, den er i høj grad værd at læse, selv om du allerede kender plottet fra David Finchers filmatisering.
4. Alice Munro: Dear Life (2012)
Sublim novellekunst. Novellen er en svær disciplin, og Munro mestrer den som få. Hendes noveller er uhyre velkomponerede, men det er et af tegnene på hendes storhed, at man som læser ikke opdager det undervejs. Tværtimod kan detaljerne og scenerne i de enkelte noveller forekomme tilfældige og henkastede – som om man som læser falder ind et vilkårligt sted i et menneskes liv for at forlade det igen 15-30 sider længere fremme. Alice Munro skriver om mennesker og livet, og hun gør det, så man på få sider kommer helt ind under huden på hendes personer. Munros stil er stilfærdig, rolig og omhyggelig, hendes sætninger og historier er uden store armbevægelser eller påtaget grandiositet. Men hold da op, hvor er det godt.
5. George Saunders: Tenth of December (2013)
George Saunders er vild. Vildt sej. Overraskende original. Og mærkelig, meget mærkelig … Saunders noveller er spækket med vid og bid, sans for det groteske og en sort-humoristisk kritik af moderne amerikansk kapitalisme. Men det, der for alvor løfter ham op i den tunge litterære klasse, er hans evne til midt i satiren – og med ganske få penselstrøg – at levere stærke, indlevede og følelsesmæssigt nuancerede portrætter af sine personer, selv de mest usympatiske af dem. Saunders er rasende god.
Tilbage til toppen af listen ↑
FEM FRA MELLEMAMERIKA, MEXICO OG CARIBIEN
Overskriften på denne del af listen siger ganske vist Mellemamerika, Mexico og Caribien. Men når jeg nu kigger ned over titlerne, så blev der ikke plads til nogen mellemamerikanere. Det har formentlig at gøre med, at jeg endnu har til gode at læse meget fra den del af verden. Men det skyldes også, at der er så pokkers mange fantastiske caribiske og især mexicanske forfattere, at de truer med at skubber alle de andre ud af listen.
1. Juan Rulfo: Pedro Páramo (1955)
Mexicanske Juan Rulfos klassiker er en lille, men kompakt bog. Den er hverken feel good eller helt nem, men til gengæld fremragende. Skal især læses for den udfordrende skrivestil, det klare og stærke sprog og den flagrende, drømmeagtige stemning – men også for de fine personportrætter fra livet i en lille mexicansk landsby i revolutionstiden.
2. Edwidge Danticat: Krik? Krak! (1995)
Stærke, stærke noveller fra Haiti, som sætter sig i maven og hjertet. Det er medrivende, underholdende, rørende og vedkommende – og af høj, høj kvalitet. Edwidge Danticat bedriver novellekunst helt oppe i samme mesterklasse som for eksempel canadiske Alice Munro – og dét er en anbefaling, hvis nogen skulle være i tvivl.
3. Junot Díaz: The Brief Wondrous Life of Oscar Wao (2007)
Rasende godt skrevet. Vildt og adrenalinpumpet sprog. Smuk, poetisk og rørende. Voldsom og skræmmende og sine steder deprimerende i portrættet af den – af kolonitid, diktatur og fattigdom – så hårdt prøvede Dominikanske Republik og af den dominikanske diaspora i USA. Fyldt med referencer både til klassisk litteratur og især til science fiction, fantasy og superhelteverdenen i tegneserier, bøger og film. Men uden at det på noget tidspunkt virker litterært prætentiøst, derimod som udtryk for en troværdig fortællerstemme. Og lige så fyldt med gode historier om ekstraordinære, men alligevel troværdige personer, som man både kan grine og græde med. The Brief Wondrous Life of Oscar Wao er en fabelagtig god bog.
4. Yuri Herrera: Signs Preceding the End of the World (2009)
Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi. Én af de ganske få bøger på denne liste, som jeg har læst to gange. Faktisk gik jeg – som noget meget usædvanligt for mit vedkommende – straks efter afslutningen i gang med at læse den én gang til fra begyndelsen. Og det er ment som en anbefaling af denne sære, svære og dragende kortroman.
5. Marlon James: The Book of Night Women (2009)
Marlon James’ roman om slaveriet på Jamaica omkring år 1800 er langt mere end “bare” endnu en slaveroman. Det er en på nogle måder helt traditionel, på andre måder helt utraditionel, men i alle henseender aldeles fremragende roman. Noget så sjældent som en roman, der både er en god fortælling, man kan lade sig synke ned i og rive med af, en roman befolket med interessante, nuancerede og komplekse karakterer, og samtidig et vellykket formmæssigt eksperiment, der er en sproglig nydelse at læse (når man først har vænnet sig til James’ særegne blanding af patois og standardengelsk).
Tilbage til toppen af listen ↑
TI FRA SYDAMERIKA
I de senere år er jeg blevet mere og mere optaget af sydamerikansk litteratur – som er meget andet og mere end magisk realisme. Siden sidste opdatering af denne liste er fem sydamerikanere derfor også vokset til ti.
1. Jorge Luis Borges: Fiktioner (1944)
“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges, der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel fra samlingen Fiktioner, kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke. For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen.
2. Wilson Harris: Palace of the Peacock (1960)
Tænk Conrads Heart of Darkness kombineret med Herzogs Aguirre, den gale erobrer og tilsæt en vision om skabelse, apokalyptisk undergang og opstandelse fortalt i intens, lyrisk prosa. Så nærmer du dig noget, der kan minde om guyanske Wilson Harris’ fascinerende, men udfordrende kortroman Palace of the Peacock. Anbefales til den, der har mod på noget ud over det sædvanlige.
3. Julio Cortázar: Hinkeleg (1963)
“Enhver der ikke læser Julio Cortázar er fortabt. Ikke at læse ham er en alvorlig, usynlig sygdom, som med tiden kan få frygtelige følger” (Pablo Neruda). En advarsel, ingen læser bør sidde overhørig – også selv man skal berede sig på at komme på arbejde som læser hos argentinske Cortázar. Hans hovedværk, nyklassikeren Hinkeleg, er en ekstremt selvbevidst og intellektuel (og samtidig anti-intellektuel) litterær tour-de-force. Eksperimenterende og udfordrende, men alligevel ikke helt så udfordrende, som den giver sig ud for. Så frygt ikke, men kast dig ud i bogen med åbent sind – og bered dig på en rivende, ravende, rablende romanoplevelse af de helt særlige.
4. Mario Levrero: Byen (1970)
Tid og rum flyder, strækker sig ud og trækker sig sammen på udefinerlige måder for både fortælleren og læseren i denne fremragende, uruguayanske leg med Kafkas Slottet. Levreros mesterskab består i, at han skriver i en på overfladen enkel og realistisk stil, samtidig med at han får skabt en sært drømmeagtig stemning med elementer, der grænser til fantastikken.
5. Hilda Hilst: den uanstændige madam D (1982)
Den vidunderligt vanvittige og tragiske madam D’s rablende enetale er en fænomenal litterær udforskning af sindssygens natur. En vild tekst, hvori Hilst bestandigt søger sprogets grænser og sprænger dem – i et forsøg på derved samtidig at afsøge sindets grænser. I nogle passager er teksten hylende morsom, bidsk og bitter. I andre er den følsom og tragisk. I atter andre filosofisk og religiøst reflekterende. Den er bidende samfunds- og kønskritisk. Og så er den beskidt, vulgær og fanden-i-voldsk.
6. Roberto Bolaño: Nocturne i Chile (2000)
Lidt sær, meget litterær og muligvis ikke for enhver – men for pokker, hvor er Bolaño god! Nocturne i Chile er det hidtil bedste, jeg har læst fra Bolaños hånd. En mesterlig lille roman om litteraturen og diktaturet, kunsten og kirken i politikkens tjeneste. Rablende velskrevet og flot fordansket. Ikke ligefrem nem at gå til, tvetydig i sine personportrætter, åben for fortolkning og i det hele taget en udfordring til læseren, men dermed også så meget mere givende.
7. Moacyr Scliar: Kafkas leoparder (2000)
Brasilianske Moacyr Scliars kortroman, Kafkas leoparder, er en lille perle. Underholdende, legende, begavet, grinagtigt vittig og samtidig med en underliggende, vemodig alvorstone. Jeg har efterhånden læst det meste af Scliars (til engelsk oversatte) produktion, og der er meget godt imellem, herunder ikke mindst Kentauren i haven. Kafkas leoparder holder dog stadig pladsen som min favorit.
8. Alejandro Zambra: Bonsai (2006)
Zambras bog er ligesom sin titel selv en litterær bonsai: En fuld og hel historie om to menneskers kærlighed til hinanden gennem en stor del af deres liv – skåret ned til miniatureform gennem omhyggelig pleje og omsorg, præcis beskæring og nådesløs udlugning af historiens stiklinger undervejs, indtil historien får den kompakte og kunstneriske form, som forfatteren har set for sig. En fremragende og meget velkomponeret kortroman med stor tyngde trods sin sidetalsmæssige lidenhed.
9. Mariana Enriquez: Ting vi mistede i ilden (2015)
Argentinske Mariana Enriquez dyrker en særegen, men særdeles virksom blanding af realisme, aktuel argentinsk samfundskritik, magisk realisme, klassisk gotik og decideret horror. Disse overordentlig velskrevne noveller demonstrerer, hvordan det er muligt at skrive en let læselig tekst uden at gå på kompromis med æstetik og raffineret fortællestruktur.
10. Tomás González: Det vanskelige lys (2016)
En bog om sorg, men også en bog om en skabende kunstner og om kunsten som en måde at forsøge at udtrykke dét, der ikke kan udtrykkes. Som for eksempel den uudsigelige sorg over at miste et barn. Colombianske Tomás González fortæller historien lavmælt og værdigt i et toneleje, der er melankolsk, men på intet tidspunkt falder over i det sentimentale eller patetiske. Det er meget stærkt, meget bevægende og meget flot fortalt. Det vanskelige lys er slet og ret en eminent god roman.
Tilbage til toppen af listen ↑
FEM FRA AFRIKA
Mit litterære kort over Afrika har i mange år været mestendels præget af hvide pletter. Det har jeg lavet lidt om på som led i min personlige læseudfordring Verden rundt i bøger. Og jeg skal love for, at der spændende ting at komme efter på det store kontinent, også litterært.
1. Tayeb Salih: Season of Migration to the North (1966)
Sudanesiske Tayeb Salihs Season of Migration to the North har velfortjent status af nyklassisker inden for afrikansk litteratur. Her får du smukt og billedskabende sprog, en raffinereret og eksperimenterende komposition og en elegant og udfordrende invitation til reflektion uden tilhørende entydige svar. Salih kommer i den korte, men kompakte roman omkring temaer som imperialisme og uafhængighedskamp i Afrika og den arabiske verden, orientalisme og occidentalisme, tradition og modernitet, religion, seksualitet og køn, magtudøvelse i personlige relationer såvel som på samfundsplan. Det hele tematiseret via et psykologisk studie af et sammensat, plaget menneskes historie i en form, der drager læseren med ind i en udforskning af menneskesindets mørke afkroge. En rasende god bog.
2. Dambudzo Marechera: Sultens hus (1978)
Sultens hus er en voldsom bog. Voldsom i enhver henseende. Handlingen er voldsom, ubønhørligt brutal, faktisk. Stemningen er vred og uforsonlig. Sproget i sig selv er voldsomt. Og så er det altså også en voldsomt god bog – ihvertfald gør den større indtryk end de fleste. Sultens hus er én stor og kraftfuld energiudladning, et langt vredesudbrud båret af oparbejdet desperation, frustration og had.
3. J.M. Coetzee: Life & Times of Michael K (1983)
Andre romaner af Coetzee kunne have været nævnt her, men historien om Michael K vinder pladsen ved at være i særlig grad velkomponeret. Det er en stærk og stramt fortalt historie om den rene vilje til at overleve og afvisningen af at være en del af systemet – her konkret borgerkrigen og Apartheid i Sydafrika – og af socialisering i bredeste forstand. Der er således næppe tale om en tilfældig implicit henvisning til Kafkas Processen, når hovedpersonen hos den litterært velbevandrede Coetzee typisk omtales “K” – og Coetzee har klasse nok til at kunne bære denne henvisning.
4. Fiston Mwanza Mujila: Tram 83 (2013)
Det her er power-litteratur, der går lige i maven og i hovedet samtidig. Beskidt skønhed, saft og kraft, jazz og samba, jernbaner og diamantminer, sex og poesi, vold og filosofi – direkte fra den sydende smeltedigel i det post- (eller neo-)koloniale centrale Vestafrika. Det er litteratur, der rocker og rykker. Det er international verdensklasse. Fiston Mwanza Mujila spiller litterær improvisationsjazz med de helt store i denne roman. For pokker da, hvor er han bare sej!
5. Akwaeke Emezi: Freshwater (2018)
Nigerianske Akwaeke Emezis delvist selvbiografiske debutroman er fremragende. Ganske anderledes end noget, jeg mindes ellers at have læst. En højst usædvanlig og original roman om sindslidelse og transkønnethed – fortalt indefra af de onde ånder, der fra fødslen trænger ind i pigen Adas sind og som gradvist overtager kontrollen med hende, efterhånden som hun vokser op. Det er stor og original litteratur.
Tilbage til toppen af listen ↑
TI FRA ASIEN
Asien er ligesom Afrika et relativt nyt kontinent for mig i litterær forstand. Men også her er der fantastiske litteraturoplevelser i vente – fra Tyrkiet og den arabiske verden til Sydøstasien. Og som dansk læser kan man glæde sig over, at asiatisk litteratur har vundet godt ind på det danske marked de seneste år, takket været især flere af de små kvalitetsforlag, som i stigende grad udgivet danske oversættelser af ikke mindst japanske og kinesiske forfattere.
Jeg har på denne liste medregnet to tyrkiske titler som asiatiske. Det er egentlig ikke helt retvisende. Tyrkiet ligger rent geografisk på grænsen mellem Europa og Asien – og politisk er det som bekendt højkonfliktstof, om man henregner Tyrkiet til Europa eller ej. Fra en rent litterær betragtning indskriver de to pågældende forfattere (Tanpınar og Atılgan) sig imidlertid i allerhøjeste grad i en europæisk (og nordamerikansk) litteraturtradition, så det ville egentlig være mere nærliggende at kategorisere dem som europæiske forfattere (ligesom jeg – selvfølgelig – gør med Dostojevskij og Tolstoj). Mine grunde for det modsatte er hverken geografiske, politiske eller litteraturkritiske, men alene numerisk-æstetiske: Med denne lidt kunstige kategorisering kunne jeg få det til at passe med ti europæiske og ti asiatiske titler …
Nok om det, alle bøgerne på denne liste er gode, uanset hvilken mere eller mindre kunstig geopolitisk kasse, man måtte komme dem i.
1. Yasunari Kawabata: Snow Country (1948)
Flere titler af den japanske nobelpristager Kawabata konkurrerer om at optræde på denne liste. Jeg er meget begejstret for hans underspillede og afdæmpede stil og kunne også have nævnt Thousand Cranes eller The Sound of the Mountain. Men nu blev det Snow Country. Det er en tragisk historie om en på forhånd umulig kærlighed, der i øvrigt fra begyndelsen kun var for alvor for den ene parts vedkommende. En hjerteskærende afromantisering af billedet af den japanske geisha. Smuk og tyst som et snelandskab.
2. Ahmet Hamdi Tanpınar: The Time Regulation Institute (1962)
The Time Regulation Institute er et satirisk mesterværk om bureaukrati, modernisering, nationsbygning og om skismaer mellem tradition og modernitet, mellem Østen og Vesten. Med konkret adresse til Tyrkiet i første halvdel af det 20. århundrede, men med en almen gyldighed, der rækker langt ud over både romanens egen tid og det Tyrkiet, den foregår i. Ahmet Hamdi Tanpınar (1901-1962) er en mester inden for ikke bare tyrkisk, men international, modernistisk litteratur. Det er mig en gåde, hvorfor han ikke er mere læst.
3. Kenzaburo Oë: En privat sag (1964)
Jeg har læst flere bøger af japanske Kenzaburo Oë, men ingen af dem har gjort i nærheden af samme indtryk og er blevet siddende i mig så længe som En privat sag, som jeg velsagtens læste for mere end 25 år siden. En stærk eksistentiel-moralsk historie om et menneskes afgørende valg, når livet viser sig fra sin mest nådesløse side. Et ung par får et vanskabt barn. Konen vil følge lægernes råd og lade det dø. Hvad vil manden, der i sit liv hidtil har valgt at flygte fra alle større problemer ved at resignere og gribe til flasken?
4. Yusuf Atılgan: Motherland Hotel (1973)
Yusuf Atılgan er med rette blevet kaldt en tyrkisk William Faulkner. Så god er han. Motherland Hotel er en vildt ambitiøs og formmæssigt eksperimenterende, men samtidig overlegent flot og stramt komponeret roman. Et intenst, eksistentialistisk portræt af en plaget menneskesjæl og et modernistisk mesterstykke. Læseren skal forberede sig på at komme på arbejde (som hos Faulkner), men det svarer sig.
5. Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd (1989)
Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker er smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, humoristisk og kritisk, kort sagt virkelig god. Parsipurs skildring af fem kvinders liv i det patriarkalske Iran er oprørende. Men romanen er også præget af en vis lethed i fortællestilen, en galgenhumoristisk undertone kombineret med poetisk magi, som gør den ikke bare udholdelig, men smuk og decideret fornøjelig at læse.
6. Nu Nu Yi: Smile as They Bow (1994)
Tag med til en helt igennem forrygende, sprudlende, rablende, dansende, syngende, larmende, bling-bling-glitrende landsbyfestival i Myanmar med både de rige og de fattige, tiggerne, luderne og lommetyvene og ikke mindst en hær af transvestit-åndemanere. Smile as they Bow er en veritabel fest af bog. Og samtidig et fascinerende indblik i en del af den burmesiske kultur og religiøse praksis, som mange os formentlig ikke kender så meget til.
7. Khaled Hosseini: Drageløberen (2003)
Drageløberen var en overgang så populær, at man vist nok kunne få den som ugens bonusgave sammen med diverse dameblade – og det var af den grund lige ved, at min indre litterære snob tog magten over mig og slettede bogen fra denne liste. Men det nytter ikke noget, Indre Litterære Snob, for det her er bare en god bog: En dybt bevægende, stærk og kraftfuld, universel fortælling om venskab, svigt og soning, om sociale klasseskel, om hvad krig gør ved menneskers hjerter og om at opretholde ære i en æreløs verden. Samtidig en indlevet historie om afghanske flygtninge i USA, om rodløshed og integration. Og så lærer man en masse om Afghanistan og landets plagede historie. Husk kleenex: Hosseini ved, hvordan han skal spille på sin læsers følelser, uden at romanen dog er (overdrevent) tårepersende sentimental – den er bare meget stærk. Og så ser jeg beredvilligt gennem fingre med visse kulørte og ikke helt troværdige elementer i handlingen.
8. Rabih Alameddine: Hakawati (2008)
Et stort kludetæppe af en familiekrønnike fra Libanon blandet op med en sand guldgrube af klassiske eventyr, myter og røverhistorier fra 1001 nats eventyr og Koranen/Biblen – det hele fortalt med et sjældent fortællemæssigt overskud. Det er en bog om vigtigheden af fortællingen og fortælleren – om hvordan den enkelte, familien, nationen og den store verdenshistorie først bliver til og får værdi, når den bliver fortalt. Kan læses alene i fornøjelse over den gode historie – samtidig med, at man får forærende et indblik i det moderne Libanons historie fortalt gennem fire generationer. Fremragende.
9. Kim Thúy: Mãn (2013)
Vietnamesisk-canadiske Kim Thúys sansemættede roman Mãn er en stilfærdig, men intens og insisterende fortælling om vietnamesiske piger og kvinders liv i og udenfor Vietnam, fra start til slut bundet sammen af duften og smagen af mad og madlavning. Mãn er en bog, man ikke bare læser fra ende til anden. Det er en bog, men kan tage ophold i, som i en poetisk og fremmedartet verden af dufte, smage og farver.
10. Hassan Blasim: Den irakiske Kristus (2013)
En samling mørke, mærkelige, magiske og makabre noveller fra det kaotiske, livsfarlige Irak og fra Finlands mørke skove. Den irakiske Kristus er stærke sager. Og sære sager. Og gode, rigtig gode sager. Alle novellerne er karakteriseret ved at være lidt til den skæve side. I de fleste af dem indgår der elementer af noget overnaturligt, magisk eller bare mærkeligt. Blasim er ikke altid nem at læse eller tolke. Men selv i de historier, der er sværest at trække en sammenhængende mening ud af, er der ét eller andet fascinerende, noget ikke helt identificérbart, der forstyrrer; et eller andet der ikke helt kan placeres, men ihvertfald ikke står på rette plads.
Tilbage til toppen af listen ↑
Og ja, jeg ved det godt: Der er flere end 75 bøger på min Top-75. Men jeg kunne ikke vælge, og top-77 lyder så skævt …