Marlon James’ roman om slaveriet på Jamaica omkring år 1800 er langt mere end “bare” endnu en slaveroman. Det er en på nogle måder helt traditionel, på andre måder helt utraditionel, men i alle henseender aldeles fremragende roman.
Jamaicansk fødte Marlon James (f. 1970) brændte for alvor igennem på den internationale litteraturhimmel i 2015, da han vandt årets internationale Man Booker-pris med romanen A Brief History of Seven Killings (2014). Før da havde han dog allerede høstet betydelig anerkendelse for to romaner.
Den ene af dem er The Book of Night Women (2009), og den er fremragende. Det er noget så sjældent som en roman, der både er en god fortælling, man kan lade sig synke ned i og rive med af, en roman befolket med interessante, nuancerede og komplekse karakterer, og samtidig et vellykket formmæssigt eksperiment, der er en sproglig nydelse at læse.
Orker vi egentlig at læse flere historiske romaner om fortidens slaveri i USA og Caribien, kunne man ganske vist spørge? Var det ikke gjort med Onkel Toms hytte og Rødder? Svaret er: Det er vi sgu nødt til at orke. Dels fordi eftervirkningerne af slaveriet i allerhøjeste grad stadig er virkelighed i dag i store dele af verden. Dels fordi de af os, der har en ambition om at være ordentlige mennesker i verden, har brug for at blive erindret om og konfronteret med de uhyrligheder, vores art med så stor lethed har begået igen og igen mod hinanden og os selv.
Og skal du (tilgiv det fortærskede udtryk) kun læse én historisk roman om plantageslaveriet i Nord- og Mellemamerika, så er Marlon James’ The Book of Night Women et godt bud på en anbefaling.
Handlingsmæssigt er romanen en udviklingsroman om den unge pige Lilith. Hun fødes på romanens første side som slave på en sukkerplantage på Jamaica i 1785. Hendes unge mor dør ved fødslen, og faren er ukendt for Lilith selv (men de strålende grønne øjne i det mørke ansigt ligner unægteligt den brutale, hvide plantageforvalters øjne …)
Lilith er en sammensat karakter. Som sort slave hader hun de hvide, men hun stræber også efter de hvides verden. Først stræber hun efter at avancere i slavernes interne hierarki. Fra truslen om at blive markslave avancerer hun til at blive husslave, og blandt dem søger hun med alle midler efter at blive favoritslaven hos massa og mistress.
Siden stræber Lilith efter kærlighed. I sig bærer hun både “true darkness” og “true womanhood,” men hun falder ikke desto mindre som offer for den illusion, at ægte og ligeværdig kærlighed kan opstå og leve mellem en sort slave og en hvid herre.
Hun forelsker sig, først i den ene, så i den anden af sine herrer og bødler. Og det er kompliceret i alle henseender. Ikke mindst, fordi hun med en gruppe af andre kvindelige husslaver (“the Night Women” fra romanens titel) er sammensvoren i et planlagt slaveoprør på tværs af hele Jamaica.
Romanen henter en stor del af sin styrke i de nuancerede og komplekse portrætter af personerne i bogen og forholdene mellem dem, herunder internt blandt sorte og hvide. Hierarkiet og modsætningen mellem sorte og hvide overdeterminerer alle andre relationer i slaveriets verden. Men Marlon James stiller sig ikke tilfreds hermed, og han udfolder i romanen således en række andre hierarkiske, mere eller mindre komplicerede relationer blandt både sorte og hvide.
Dels er der et internt hierarki blandt de sorte slaver. “White man is white man is white man, but not every nigger be the same nigger,” som det hedder et sted. Antagonismerne er markante og særdeles materielle mellem de lavest rangerende markslaver, de finere husslaver og de hvide forvalteres sorte håndlangere, “the Johnny Jumpers.”
Set fra de hvides perspektiv er billedet præcist det omvendte: Sort er sort, men hvid er ikke bare hvid: For eksempel er forvalteren Quinn, der har et godt øje til Lilith, set fra de sortes perspektiv slet og ret hvid. I de hvides verden hører han med sin irske afstamning imidlertid til blandt de lavest rangerende i de hvides interne hierarki, det vil sige under kreolerne (de caribisk fødte hvide), som igen er under de ægtefødte, indvandrede englændere.
Som læser af romanen var jeg på intet tidspunkt i tvivl om, hvor sympatien skulle ligge, uanset hvilke gerninger, der blev begået undervejs. Den udnyttelse, de ydmygelser, de fysiske pinsler, den tortur, som de hvide slavejere og deres håndlangere udsætter de slavegjorte for, er så uhyrlig, at det som læser er svært ikke at ønske sammen med slaverne, at deres bødler bliver betalt igen i samme mønt (og det bliver nogle af dem også i romanen, men strukturerne består som bekendt).
Marlon James demonstrerer imidlertid også med sin roman, hvordan slaveriet nedværdiger og fordærver alle mennesker, både herre og slave. Her er ikke nogen offerromantik, som man ellers kender det fra ikke så få andre skildringer af slaveriet. Et undertrykt folk har muligvis altid ret, men undertrykkelsen i sig selv gør ikke mennesket ædelt.
Og da slaveoprøret i romanens finale endelig bryder ud, er Marlon James også usentimental i sin skildring af de undertryktes brutalitet og blodrus, som i udfoldelsen af den retfærdige hævn ikke skeler småligt til, hvem den går ud over.
Romanen er i det hele taget nådesløs i sine beskrivelser af de fysiske afstraffelser, tortur, voldtægter og andre former for vold, som Lilith og andre slaver udsættes for. Det er lige før, at det bliver for meget. Men kun lige før. For Marlon James svælger ikke i volden for dens egen skyld.
Volden er et uomgængeligt aspekt af skildringen af slaveriet, og den skal med i en historisk roman af denne karakter. Finder man det som læser svært at kapere, så må man bare tørre øjnene og glæde sig over, at man kan nøjes med læse om det på sikker historisk og geografisk afstand.
The Book of Night Women skiller sig også ud rent sprogligt. Marlon James har skrevet romanen i en blanding af patois (jamaicansk kreolsk) og standardengelsk. Og det er vel at mærke ikke kun dialogen, der er skrevet i en slags patois, men hele romanteksten. Bogens allerførste linjer kan tjene som eksempel:
People think blood red, but blood don’t got no colour. Not when blood wash the floor she lying on as she scream for that son of a bitch to come, the lone baby of 1785. Not when the baby wash in crimson and squealing like it just depart heaven to come to hell, another place of red. Not when the midwife know that the mother shed too much blood, and she who don’t reach fourteen birthday yet speak curse ‘pon the chile and the papa, and then she drop dead like old horse. Not when blood spring from the skin, or spring from the axe, the cat-o’-nine, the whip, the cane and the blackjack and every day in slave life is a day that colour red.
For læseren kræver Marlon James’ skrivestil lige lidt tilvænning, men når man først finder ind i rytmen, så går det nu meget nemt. Og James hjælper trods alt også den ikke kreolsk-vante læser en hel del på vej. Han har forsøgt at indfange rytmen i sorte jamaicaneres talesprog, men teksten indeholder ikke ord og udtryk, der skiller sig direkte fra engelsk, så det er ikke som at læse direkte transskriberet patois (og det var vi trods alt glade for her på matriklen, hvor vi ikke er så stærke i kreolsk).
Under alle omstændigheder er der ikke tvivl om, at Marlon James har et enormt litterært talent, som udfoldes forbilledligt i The Book of Night Women. Kombineret med romanens nuancerede og ukonventionelle behandling af sine temaer, indrammet i en god historie, kan det ikke give andet end topkarakter.
Forfatter: Marlon James
Udgivelsesdato: 19.02.2009
Sider: 417
Læst: December 2018
K's vurdering:
