Ungulani Ba Ka Khosa: Ualalapi. Fragments from the End of Empire

Ualalapi er en historisk og litteært fascinerende roman af den mozambiqanske forfatter Ungulani Ba Ka Khosa (f. 1957). Om en historisk spændende periode i Mozambiques historie. Og litterært set fortalt i en for læseren ganske udfordrende, men også interessant form.

Ualalapi er en ganske kort roman, men den er ikke just lettilgængelig. Det skyldes dels Ungulani Ba Ka Khosas fortællestil, og dels at han forudsætter, at læseren er relativt godt bekendt med Mozambiques historie.

For så vidt angår det sidste: Normalt anbefaler jeg først at læse eventuelle forord til en roman fra udgiver eller oversætter efter læsningen af selve romanen. I dette tilfælde kan jeg dog anbefale læseren at begynde med Philip Rothwells introduktion til den engelske oversættelse. Selv sprang jeg den først over, men valgte ret hurtigt at slå tilbage og læse den, fordi romanens historiske referencer var mig helt ubekendte, hvilket bragte mig helt i vildrede om, hvad det egentlig var, jeg var i gang med at læse.

Uden at afsløre meget af selve handlingen i romanen forsyner Rothwell i introduktionen således læseren med nyttig baggrundsinformation om både forfatteren og hans forhold til Mozambiques oprørsbevægelse FRELIMO og om Mozambiques historie. Faktisk kunne jeg godt have ønsket mig en endnu mere fyldestgørende introduktion til det historiske Gaza-imperium og dets fald, som udgør den historiske kontekst for romanen.

Ualalapi kan karakteriseres som en historisk roman om Ngungunhane, den sidste hersker i det afrikanske Gaza-imperium, som eksisterede i 1800-tallet i et område, der i dag dækkes af det sydlige Mozambique og det sydøstlige Zimbabwe. Tidsmæssigt forløber romanen fra Ngungunhanes magtovertagelse til imperiets nederlag overfor den portugisiske kolonimagt, og den slutter med en længere, visionær (nærmest apokalyptisk) tale fra detroniserede konge, da han som portugisisk fange udskibes i retning mod Europa.

I det første kapitel hører vi om Ngungunhanes vej til magten, som går gennem mordet på hans ældre bror – et mord, der udføres af krigeren Ualalapi, som imidlertid ikke optræder i romanens senere kapitler. At Ualalapi ikke desto mindre giver navn til romanen, kan tolkes som et signal fra forfatterens side om, at netop brodermordet skal ses som en definerende begivenhed i Ngungunhanes regime.

Dette kan også ses som en nøgle til læsning af romanen. Efter Mozambiques uafhængighed fra Portugal i 1975 overtog oprørsbevægelsen FRELIMO magten og gjorde den historiske figur Ngungunhame til en heltefigur. I den sammenhæng kan romanen Ualalapi læses som Ungulani Ba Ka Khosas forsøg på at bryde med FRELIMOs ideologiske fortælling om Mozambiques fortid – og dermed indirekte også som en harsk kritik af FRELIMOs etpartistyre.

For i Khosas fremstilling er Ngungunhane langt fra en heltefigur. Han er derimod et egenrådigt, despotisk og brutalt magtmenneske, og hans regime er præget af vilkårlig vold og undertrykkelse.

Undertitlen på romanen er Fragments from the End of Empire, og den er netop fortalt i en serie af fragmenter. Romanen består af seks fortællende kapitler centreret om Ngungnunhane og personer omkring ham. De enkelte kapitler kan hver især næsten stå alene, men de følger dog en historisk kronologi. De er adskilt af seks korte tekster med overskriften Fragments from the End, som er skrevet som dagbogsnotater eller uddrag af rapporter fra personer fra den portugiske kolonimagt.

De sidstnævnte er ikke i sig selv så litterært interessante, men de er relevante og medvirker til at binde romanen sammen i kraft af deres eksterne, koloniale, europæiske perspektiv på perioden.

Hovedkapitlerne er ret vilde fra en litterær betragtning. Khosa blander fortælleformer fra første- over anden- til tredjeperson, og han er markant inkonsekvent i markeringen mellem overgange fra forfatterens fortælleperspektiv til dialog mellem personer i fortællingen. Det er ikke hele vejen lige nemt at holde rede på.

Derudover flyder romanen også stilmæssigt frem og tilbage mellem dele, der kan læses som traditionel, historisk romanfortælling, over nærmest mytologiske scener og til fritflydende dialogiske passager.

Et kapitel om Damboia (Ngungunhanes favoritkone, der i romanen er castet som hovedarkitekten bag adskillige af hans ugerninger) er for eksempel en tour-de-force ud i ekspressionistiske virkemidler, hvor hun over flere måneder dør langsomt af overdrevne menstruationsblødninger, som er så voldsomme, at de overflyder landets floder med blod:

[…] the entrance was flooded with blood. Which the earth was refusing to absorb. The pitchers broke into pieces when we tried to fill them with blood. We chose to cover the blood with sand. And the blood, to the surprise of everyone, was continually reappearing, until it was ankle deep. Damboia was not speaking, just looking.

Ualalapi er ikke på mere end 87 sider, men den har fylde som en meget længere roman. Som undertitlen angiver er bogen en ganske fragmentarisk omgang. Måske også for fragmentarisk for min smag. Men jeg blev indfanget og fascineret af de enkelte kapitler, og samlet set var det en spændende og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

K's vurdering: