Yassin Adnan: Hot Maroc

Hot Maroc er en sprudlende og spraglet historie, som leverer et livligt og satirisk billede af Marokko og især Marrakech i begyndelsen af det 21. århundrede. Men den er alt for lang.

Som et klassisk marokkansk tæppe er romanen vævet af mange tråde, som ind i mellem krydser hinanden og er knyttet sammen i nogle nøglepunkter, men i et asymmetrisk mønster. Det gør romanen til en lidt flimrende affære, som denne læser havde svært ved at opretholde interessen for gennem alle dens 400+ sider.

I romanen følger vi den nørdede, usikre og selvudslettende Rahhal. I romanens første del er han en lidet succesfuld universitetsstuderende, som alene af hensyn til chancen for overhovedet at bestå noget som helst indskriver sig på arabiske litteraturstudier. Her klarer han sig igennem ved snyd og plagiater, drevet af hans medstuderende, Hassaniya, som han efter endte studier bliver gift med.

Ægteskabet er systematisk glædesløst, men indbringer Rahhal et job som bestyrer af en internetcafé. Det var på det tidspunkt i Marokkos (og resten af verdens) historie, hvor de færreste mennesker havde adgang til egen computer, og smartphones var langt fra opfundet.

Internetcaféen bliver Rahhals vej til at leve et alternativt liv på flere måder. Dels giver det ham anledning til at udspionere brugerne af caféen og suge en smule energi ud af de andres liv. Dels finder han via internettet pludselig nye måder at udtrykke sig på.

Via falske profiler og opfundne personaer finder Rahhal en ny identitet (eller rettere: flere) på internettet. Her kan han udfolde sit intellekt og være hvem som helst: Sprudlende fantasifuld, skarp og satirisk eller feminint mystisk og tillokkende. Og hurtigt skaber han sig store skarer af tilhængere. Det er underholdende, indtil hans succes på nettet også bliver opdaget af det hemmelige politi, som ser muligheder i at udnytte hans evner som en tidlig internet-trold.

I min omtale tidligere på måneden af antologien Marrakech Noir, redigeret af netop Yassin Adnan, nævnte jeg, at Adnans eget bidrag til antologien kunne betragtes som et slags spin-off af romanen Hot Maroc (opr. 2016, eng. 2021). Det var en lidt forhastet dom baseret på, at jeg på daværende tidspunkt kun havde læst få sider i Hot Maroc. Nu kan jeg konstatere, at Adnans novellebidrag til Marrakech Noir slet og ret er et sammenklip af kapitler eller dele af kapitler fra romanen. Så det kom han lidt let til, kunne man sige.

Samtidig siger det noget om romanen. For den kan netop forekomme stykket sammen af en masse forskellige historier om forskellige karakterer, der kun løseligt hænger sammen – og dermed også nemt kan tages ud og fortælles som særskilte historier.

Det kan betragtes som både godt og mindre godt for bogen betragtet som en helhed. Den positive vinkel er, at det er en sprudlende roman, fyldt med en masse historier og karakterer, der tilsammen danner et livligt billede af Marrakech og Marokko i begyndelsen af det 21. århundrede.

Den lidt mindre positive vinkel er, at romanen mangler et sammenhængende plot, der kan drive den fremad, og at dens personkarakterer mangler udvikling. Og sammenhæng, drive og udvikling ville ellers have været gode elementer i en roman på mere end 400 ret massive sider. Ihvertfald hvis man skal holde læserens interesse fanget.

Jeg kæmpede med det sidstnævnte. Og ærligt talt forfaldt jeg til skrålæsning af det meste af den sidste halvdel af bogen – selv om der også i sidste halvdel var passager, der fangede mig og var ret vittige.

Blandt andet er der meget godt at sige om Adnans satiriske udstilling af den politiske valgkamp, der fylder en del i den sidste tredjedel af bogen. Såsom hans udfoldning af det tema, der for alvor bringer sindene i kog i valgkmapen, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det fremover skal være tilladt eller forbudt ved dødsstraf (!) at spise snegle. En vigtig politisk kamp, der udkæmpes på korancitater og hadith’er og vigtige religiøse og politiske diskussioner om, hvorvidt sneglen er et insekt eller ej.

Romanen er fyldt med den slags satiriske perler. Yassin Adnan har en satirisk skarp og vittig pen, og mange kapitler og passager er særdeles fornøjelige isoleret set.

Bogen er bare alt for lang. Adnan mangler tydeligvis selvbegrænsningens nådegave, og han har ikke haft tilstrækkelig hjælp fra en redaktør. Hvis en bog skal holde mig fanget over 400 sider, så skal der være et mere stringent sammenhængende plot og helst også en vis udvikling af personerne.

Hot Maroc har for meget karakter af et kludetæppe af sidehistorier. Faktisk er der så mage sidehistorier, at jeg er regulært i tvivl om, hvad der er hovedhistorien – netop fordi hovedkarakteren Rahhal ikke rigtig udvikler sig.

Yassin Adnan skriver godt, han har humor og masser af gode satiriske ideer. Men i Hot Maroc bliver det for meget og for langt og dermed til sidst for tungt, desværre.

K's vurdering: