Taigaen er et stort sammenhængende økosystem af nåleskove (borealskov), som strækker sig i et bredt bælte rundt om det meste jorden omkring de nordligste bredegrader. I Cristina Rivera Garzas effektfulde kortroman fra 2012 fungerer taigaen som metafor for den menneskelige tilstand.
Mexicanske Cristina Rivera Garza (f. 1964) har en ret betydelig produktion bag sig i så forskellige genrer som romaner, noveller, lyrik, essayistik, kritisk journalistik og sågar opera. Hun har af nogle været nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur. For mig var The Taiga Syndrome det første møde med Rivera Garza.
Taigasyndromet, El mal de la Taiga, forklares i bogen som det psykologiske fænomen, at man som beboer i området ønsker og forsøger at undslippe taigaen, men uafvendeligt farer vild og fortabes i den.
Udover at være det største sammenhængende økosystem (over havet) på kloden kan taigaen også betragtes som et grænseområde og et randområde. Og The Taiga Syndrome handler i høj grad om forskellige former for grænseområder: Grænseområderne mellem virkeligheden og vores fortælling(er) om den, mellem kønnene, mellem liv og død, mellem identitet og fremmedgørelse, mellem forsvinden og genfindelse.
Det er samtidig en roman om magt og begær: Om forholdet mellem magt, begær og sex (ikke så meget om kærlighed). Om som kvinde på én gang at kunne gennemskue mænd med magt(begær) og alligevel være fatalt tiltrukket af dem.
Men i endnu højere grad er det en roman om kampen om magten over fortællingen, det vil sige magten til at fortælle både andres og sin egen historie. Inklusive den historie, vi som læsere af The Taiga Syndrome læser.
Undervejs refereres hyppigt til klassiske folkeeventyr, især Hans og Grete og Den lille Rødhætte.
Og så optræder der i nogle helt bizarre scener også nogle små groteske nisselignende væsener født af vold og sex.
I en vis forstand er The Taiga Syndrome fortalt inden for rammerne af en detektivhistorie: Den kvindelige jeg-fortæller, som er en ikke særlig succesfuld privatdetektiv, hyres af en mand til at opspore hans forsvundne kone, der angiveligt er løbet væk med en anden mand, hun er blevet forelsket i.
Fortælleren fornemmer, at hendes arbejdsgiver er et brutalt og kynisk magtmenneske, og at der er noget lorent ved ham og ved opgaven. Alligevel påtager hun sig den, og en af de sitrende nervetråde gennem hele bogen er hendes egen bevidsthed om – på trods af sig selv – at være tiltrukket af ham.
Fortælleren rejser til randen af taigaen, randen af verden, et ikke præcist angivet sted, men som kunne være et sted i Sibirien.
I remember the fear. It was the first time I had ever felt that type of fear. I turned my head to the right and then to the left. I looked at the ceiling of the cabin. Something was close by. I sensed it immediately. A threat.
Stemningsmæssigt kan bogen i passager godt give mindelser om den klassiske noir-detektivgenre. Men som læser forstår man dog hurtigt, at bogen snarere end en detektivroman er at betragte som en anti-detektivroman. Den dekomponerer og opløser genren.
Den forsvundne kvinde er egentlig ikke særlig svær at finde, men undervejs forsvinder detektiven måske fra sig selv. Dertil kommer, at Cristina Rivera Garza bevidst og effektivt afmonterer ethvert tilløb til traditionel handlingsbåret spænding ved sin fortællestil.
Historien er fortalt i korte kapitler, som hver især udgøres af serier af helt korte afsnit, der fremstår som lettere tågede erindringsglimt. Stemningen er som at se en film, der benytter sig af teknikken med at zoome ind og ud af forskellige scener med sløret linse.
Det giver bogen et drømmeagtigt, lettere uvirkeligt præg. Som læser er man aldrig helt sikker på, hvad der er fortællerens erindringer, forestillinger eller drømme, og hvad der er fortællingens aktuelle “virkelighed.” En pointe er, at fortælleren måske heller ikke altid selv er sikker på grænserne herimellem.
I sidste ende er det en roman om at være fremmed for verden og andre i sproget. Om at fare vild i sit eget liv, om på én gang at forsøge at finde en mening og undslippe den.
The Taiga Syndrome var selv for mig, som ellers ikke betragter mig som en foragter af mystisk og mærkelig fiktion, lige på grænsen til at være for mærkelig,. Men jeg har båret dens stemninger med mig i den uges tid, der nu er gået, siden jeg læste den, og det er en af den slags bøger, der med tiden kan vokse på én, som det hedder på nudansk.
På den baggrund kan jeg bestemt anbefale den til læsere, der har mod på noget anderledes. Selv har jeg i hvert fald fået mod på at læse mere Rivera Garza.
Titel: The Taiga SyndromeForfatter: Cristina Rivera Garza
Udgiver: Dorothy A Publishing Project
Udgivelsesdato: 01.10.2018
Sider: 121
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Suzanne Jill Levine, Aviva Kana
Originaltitel: El mal de la taiga
Opr. udgivelsesår: 2012
Læst: November 2026
K's vurdering:

