Roque Larraquy: Comemadre

Af med deres hoveder!!!! Comemadre er en vidunderligt gakket og grotesk, men samtidig skarp og vittig satire over den moderne kropsforståelse, som den udfolder sig i hele spændet fra klassisk eksperimentel videnskab til nutidig performance- og installationskunst. Roque Larraquy hiver sine læsere rundt ved næsen på måder, så selv Gogol ville blive flov – mens Monty Python ville se en åndsfælle.

Comemadre (opr. 2010, eng. 2018) af argentinske Roque Larraquy (f. 1975) er ikke som de fleste romaner. Det gælder i flere henseender. Ikke alene er bogen opdelt i to distinkte fortællinger, som foregår med ca. éthundrede års tidsmæssig distance. De to fortællinger er også tematisk helt forskellige, ihvertfald for en umiddelbar betragtning.

Bogens to fortællinger er som to modpoler, der er spundet ud mellem hinanden for hver sin ende af en streng: Videnskab versus kunst, adskilt af et tidsspænd på 100 år. Hvad der forener dem er et fokus på kroppen som objekt (for videnskab såvel som for kunst) og mere eller mindre udfoldede filosofiske reflektioner over forholdet mellem kroppen og selvet.

Og så lykkes det også at binde dem mere konkret sammen fortællesmæssigt på måder, jeg ikke skal afsløre.

Roque Larraquy (f. 1975). Foto: Pablo García

I den første og længste af romanens to dele befinder vi os på et sanatorium lidt uden for Buenos Aires i 1907. Her eksperimenterer sanatoriets læger med guillotinering af patienter med henblik på dokumentation af de afhuggede hoveders mulige udsagn om efterlivet. Alt i videnskabens navn, naturligvis.

Teorien er, at hvis et hoved afhugges i en guillotine med et rent snit i en bestemt vinkel, så bevarer det sin bevidsthed i op til ni sekunder, hvorunder det med de rigtige spørgsmål og den rette forberedelse teoretisk set skulle kunne være muligt at få hovedet til at afsløre noget om tilstanden i efterlivet.

Historien er fortalt af en af stedets læger, som i første omgang er pligtskyldigt skeptisk over for ideen om disse bizarre og uetiske eksperimenter, men han bliver hurtigt grebet af sagen og lægger sig ærgerrigt i front med nye ideer til udvikling af eksperimentet og rekruttering af nye (hoved)donorer. Samtidig drømmer han – ligesom adskillige af hans mandlige kolleger – hede drømme om stedets tilsyneladende kolde og utilnærmelige oversygeplejerske.

Roque Larraquy udviser i historien en ganske vidunderlig sans for det sublimt groteske og gakkede. Adskillige scener i bogen er som taget direkte ud af en Monty Python-sketch. Og det er i denne sammenhæng ment som den størst mulige ros. Det eneste, der mangler, er sådan set, at et af de afhuggede hoveder hos Larraquy som sit sidste ord siger: “Tis but a scratch … just a flesh wound!” (for dem, der har dén reference til Monty Python and the Holy Grail).

Men der er rigeligt med andre tilsvarende bizarre enkeltscener i bogen. Bittesmå gakkede digressioner, som tilsyneladende ikke har noget med hovedhandlingen at gøre, men som – for ihvertfald nogles vedkommende – alligevel vender tilbage senere som en tråd i en spundet ende.

Papini interrupts to say that his mother’s coffin contains only a leg. We waste a moment imagining what it must be like to bring flowers to a leg. No one asks what happened to the rest of his mother.

En anden af mine referencemæssige associationer, rent stemningsmæssigt, var tv-serien The Office: En arbejdsplads ledet af en fuldstændig talentløs, selvovervurderet og magtkorrumperet chef, som er omgivet af mere eller mindre tumpede ansatte, der på trods af deres foragt for chefen ikke desto mindre dagligt konkurrerer om selvsamme chefs gunst, mens en god del af mændene på kontoret egentlig er mest optaget af at komme i bukserne på den kvindelige receptionist.

Sæt dertil lidt tidlig 20. århundrede-sanatoriestemning plus nogle mere eller mindre ironiske, filosofiske overvejelser over forholdet mellem sind og krop (og kroppens forskellige dele).

      As an amusing digression, Gigena invites us in a didactic tone to consider the issue of nomenclature.
      “Is the severed head still Juan og Luis Pérez, to pull a name out of a hat, or does it become the head of Juan or Luis Pérez?”

Første del af Comemadre kunne godt stå alene som en kortroman. Den anden er lidt kortere og fremstår mere som en novelle, og den kunne for så vidt også godt stå alene, men den er lidt løsere i kompositionen.

Den udspiller sig hundrede år senere i 2009, hvor en kunstner udfører eksperimenter på sin egen krop i en udforskning af de æstetiske grænser for kropslig deformering.

Som i sanatoriehistorien er der også her referencer til gore-genren, uden at det dog bliver egentlig ulækkert. Til gengæld er der masser af sarkastiske stikpiller til den moderne kunstverden med dens mange frygteligt alvorlige, selvoptagede selvreferencer og deres selvforstærkende spejlinger i mediernes (de)konstruktion af kunst og kunstnere.

Tag bare denne indledende passage om en kunstjournalists portrætbog af fortællingens hovedperson og fortæller:

What follows is her synopsis of me: I have a hand with four fingers; I lost the fifth. I have a body, which is my own, and a nonstandard head that cost me a lot of money. A museum in Copenhagen offered double that sum to cover me with plastic and put me on display when I die. Two Danish human rights organisations are suing the museum for promoting “a concept of the body as merchandise.” A lesbian collective had a sit-in at the entrance to the museum in solidarity with my right to put a price on my body, as is done with any art object.

Historien udstiller nogle af de forskellige måder, hvorpå vi i moderne, vestlige samfund forholder os grundlæggende perverst til den menneskelige krop – hvad enten det drejer sig om den fede krop, den amputerede krop, den deformerede krop eller for den sags skyld den særligt talentfulde krop.

Der er mange gode ideer også i 2009-historien, men jeg blev ikke indfanget af den på samme måde som 1907-historien fra sanatoriet. Den var lidt for løs, måske også lidt for fortænkt for min smag.

De to historier er, som det turde fremgå, vidt forskellige, og jeg var et godt stykke undervejs i historie nummer to lidt i vildrede om, hvordan de meningsfuldt skulle kædes sammen. Men der er sammenhænge, på tværs af tid og på tværs af kunst og videnskab, både tematisk, men også i form af visse konkrete handlingselementer.

Et af dem er romantitlens comemadre. Den refererer til en fiktiv blomst, hvis frø bliver til små larver, der fuldt udviklede som små kannibaler fortærer den blomst, de selv er født af. Hvis et dyr, som f.eks. en rotte, skulle være så uheldig at komme til at spise comemadre-blomsten, så vil den blive ædt op indefra af de også kødædende larver.

Hvordan comemadre-larverne konkret kommer i spil i romanen skal jeg ikke røbe. Til gengæld tør jeg godt tilbyde den fortolkning, at comemadre-blomsten og dens larver i bogen fungerer som en metafor for, hvordan menneskene og menneskeheden æder sig selv op indefra – på talrige forskellige måder.

Jeg er blev ret charmeret af den her bog. Den er ikke et tusindsårsværk i litteraturhistorien, og det prætenderer den heller ikke. Men især den første historie om guillotineringerne på sanatoriet er så overdrevent bizar, fortalt i en så vidunderligt underspillet tone og med et sådant vid og glimt i øjet, at jeg må overgive mig og give bogen fem stjerner med på vejen. Også selv om den anden af de to historier isoleret set er på et lidt lavere niveau.

Jeg har fluks hjembestilt Roque Larraquys anden roman, The National Telepathy (opr. 2020), som netop her i februar 2025 er udkommet på engelsk.

K's vurdering: