En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.

Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017.

Det er to helt selvstændige kortromaner, og der er egentlig ikke noget, der tilsiger, at de skal udgives samlet. Udover at de begge i en eller anden forstand kan siges at tematisere forholdet mellem fantasi og virkelighed og den kreative, litterære proces. Men det kan man på den anden side med en vis ret sige om alle de bøger af César Aira, jeg har læst.

Varamo
I Varamo følger vi titelpersonen på en enkelt eftermiddag og aften i 1923, der skulle føre frem til at han satte sig ned og over en nat skrev det skelsættende digtværk i latinamerikansk avantgardelitteratur, Sangen til Jomfrubarnet.

Varamo er en ubemærkelsesværdig statslig embedsmand i Colón, Panama, som aldrig har drevet det til noget i sit liv og aldrig har foretaget sig noget uventet. Denne dag sker der imidlertid det, at han får udbetalt sin månedsløn i falske sedler. Han genkender dem straks som falske, men i sin befippelse tager han ikke til genmæle i situationen, og så er det for sent:

Hans bureaukratiske mentalitet havde hindret ham i at reagere i tide, før han havde rørt ved pengesedlerne, og nu da han havde kommet dem i lommen, var det for sent. Han havde følt, at pengesedlernes ulovlige karakter implicit kaldte på diskretion og tavshed. Som stort set alle andre offentlige ansatte gjorde han ikke noget særligt for at tjene sin løn, hvorfor han betragtede den som en slags gave, og hans instinkt tilsagde ham at bøje hovedet, tage pengene og holde mund.

De falske sedler er blevet hans, og han selv dermed ufrivilligt og uskyldigt involveret i ulovlighederne – som han i sin paranoide forestillingsverden selv ser det. Herfra sender Varamos bekymrede fantasi ham ud i en kæde af spektakulære begivenheder – om de kun udspiller sig i hans forestillingsverden eller også i romanens virkelighed, er ikke klart og sådan set også underordnet.

Jeg skal afstå fra et referat, men i løbet af aftenen involveres Varamo i begivenheder, der blandt andet involverer et anarkistisk bilattentat mod økonomiministeren; kodede telegrafbeskeder, der har evnen til at trænge ind i Varamos hoved og hvis udsendelse i øvrigt er sammenkædet med netop hans fysiske krop; to gammeljomfruer, der driver en golfkøllesmuglervirksomhed; en fascinerende femme fatale (selvfølgelig); en flok pengegriske, kyniske piratforlæggere; en truende invasion af Panama og en hel del mere.

Det hele udspiller sig, mens der i Colón afvikles det bizarre “konstantfartsløb,” et bilvæddeløb, hvor det ikke gælder om at komme først, men at holde en konstant fart igennem hele løbet, og som – måske – i virkeligheden er udtænkt af regeringen som en fælde beregnet på at lokke de revolutionære anarkister frem i lyset. Det er lidt sjovt og fortjener et citat:

[Anarkisterne] blev provokeret af et løb med konstant fart. Løbets strikse regler for tid og rum måtte nødvendigvis vække afsky i den anarkistiske mentalitet. Landet var en heksekedel af konspirationer, så som tingenes tilstand var, ville begivenheden virke som en slags lokkemad, det ville være svært ikke at bide på. Faktisk kunne afholdelsen af et væddeløb med konstant fart tage så voldsomt på folks nerver, at en normal lovlydig borger kunne blive anarkist af det. Det havde der været eksempler på.

Der er noget kafkask over den måde, hvorpå den ubemærkelsesværdige, kedsommelige embedsmand ufrivilligt trækkes ind i en serie særdeles bemærkelsesværdige begivenheder denne aften. Og det er i sig selv en underholdende historie.

Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at det, der i sidste ende driver Varamo hjem til skrivebordet for at forfatte sit senere så berømte digt, er en kombination af omverdenens forvetninger til ham om, at han dels skal skrive forfalsket kodebog som led i bekæmpelse af en invasion og dels skal skrive en bog, lige meget hvad den indeholder, der kan udgives af de lyssky piratforlæggere.

Dette set-up af omstændigheder, der fører til nedskrivningen af det, der senere skal blive et berømmet avantgardedigt (som i virkeligheden er det rene volapyk, finder vi ud af), gav mig også associationer til Graham Greenes satiriske klassiker, Vor mand i Havana, om en helt almindelig mand, der hyres som hemmelig agent og finder en måde at tilfredsstille sine arbejdsgivere på ved at sende dem uddrag af konstruktionstegningerne til en støvsuger, der af efterretningstjenesten derhjemme tolkes som uigendrivelige beviser på cubanernes krigsforberedelser.

Hos Aira er den satiriske brod imidlertid primært rettet mod litteraturkritikken som sådan. Forfatterstemmen i den roman, vi læser, gør – i en meget lang digression og metareflektion – således meget ud af at understrege, at bogen Varamo, på trods af, at den har romanens form, på ingen måde er fiktion. Tværtimod er der tale om en nøjagtig litteraturhistorisk rekonstruktion af de objektive begivenheder, der gik forud for og er indeholdt i det skelsættende værk i latinamerikansk avantgardedigtning fra 1923, Sangen til Jomfrubarnet, som tillægges Varamo (som aldrig før eller siden skrev noget som helst).

Som avantgardistisk værk rummer Varamos digt nemlig “alle de omstændigheder, der gik forud for nedskrivningen, hvilket gør det til et historisk værk, og det er ikke, fordi det er avantgardistisk, tværtimod: Det er avantgardistisk, fordi det tillader denne deduktion.”

Man kan sige, at et værk tilhører avantgarden, hvis det gør det muligt at rekonstruere de virkelige omstændigheder, som værket er opstået af. Mens det konventionelle kunstværk tematiserer relationen mellem årsag og virkning og dermed lukker sig hallucinatorisk om sig selv, forbliver avantgardeværket åbent for dets egne eksistensbetingelser. Og jo mere velllykket værket er, jo sikrere kan kritikeren være på dets rekonstruktion af tidligere hændelser og overvejelser. Da det her drejer sig om et mesterværk som Varamos digt, er sikkerheden absolut, og kritikeren skal bare oversætte hver verslinje og hvert ord retrospektivt til det virkelighedsfragment, der gav anledning til dem.

Tilgiv dette lange og tunge citat, men jeg har medtaget det for at give et indtryk Airas stil i dele af romanen – og det er kun et kort uddrag af én af flere meget længere metadiskussioner af samme kaliber undervejs i bogen.

Varamos angiveligt berømte digt er selvfølgelig netop en fiktion (som vi som læsere ikke præsenteres for), og de lange, øjensynligt videnskabelige, litteraturkritiske afsnit er selvfølgelig at læse som satire. Aira efterligner dygtigt den universitære, litteraturkritiske diskurs, men skærer man igennem de mange akademiske buzzwords, så står det klart, at der er tale om det reneste og pureste vrøvl, jf. citatet ovenfor.

Det er jo sådan set meget sjovt. Men det bliver også ret hurtigt kedeligt, hvis det trækkes for langt ud – og dét gør Aira desværre til overmål efter min smag.

Så selv om Varamo ikke strækker sig over mere end knap 100 sider, så kunne jeg godt pege på ihvertfald tyve sider, der med fordel kunne have været skåret væk og dermed gjort det til en bedre bog.

Lad os springe til den næste bog i dobbeltudgivelsen.

Litteraturkonferencen
Den ydre handling i Litteraturkonferencen er endnu mere (faktisk meget mere) gakket end i Varamo:

Fortælleren er en argentinsk oversætter og forfatter (som lyder navnet César, hvilket ikke kan overraske tidligere Aira-læsere) på vej til en litteraturkonference i Venezuela.

I historiens første del, der er en slags prolog, gør han på vejen til konferencen et stop ved turistattraktionen “Mercato-tråden,” som samtidig er en århundreder gammel gåde, som siges at vise vejen til en hemmelig sørøverskat. Mere eller mindre tilfældigt løser fortælleren gåden, og vupti, står han med sørøverskatten for fødderne og er nu hovedrig i stedet for fattig.

Fortælleren, der viser sig samtidig at være en genial amatøropfinder, beslutter sig fluks for – i rollen som Den Gale Videnskabsmand fra tegneserieuniverserne, som han selv udtrykker det – at investere sin nye rigdom i en djævelsk plan, der skal give ham intet mindre end verdensherredømmet.

Til det brug vil han ved hjælp af sin hjemmestrikkede kloningsmaskine frembringe en hær af kloner af den mexicanske forfatter og Nobelprismodtager Carlos Fuentes. Det står aldrig helt klart, hvorfor lige Fuentes er udvalgt til formålet (selv om forklaringen heraf fylder flere sider), men lad nu det ligge, for det er jo sådan set meget sjovt.

Et par uheldige sammentræf får dog (selvfølgelig) det hele til at gå gruelig galt. Jeg skal ikke røbe hvordan, men katastrofen involverer blandt andet en klonet hveps på størrelse med et støvfnug, Carlos Fuentes’ slips og en invasion af gigantiske, blå monsterlarver …

På et andet plan handler Litteraturkonferencen ligesom Varamo imidlertid snarere om tænkning og fantasi og tilblivelsen af litteratur – og om dét, der i øvrigt foregår inde i hovedet på César Aira. Hvilket er en hel del mærkelige ting.

Jeg er ret vild med den måde, hvorpå Aira lader sin fantasi få fuldstændig frie tøjler i et pulpet amokløb fra et drenget tegneserieunivers.

De dele af romanen står i skærende – og for så vidt vittig – kontrast til de (pseudo)intellektuelle og meget lange intellektuelle digressioner, som romanen også rummer, i form af metareflektioner over tænkningens natur som sådan, forfatterens egen tænkning, den kreative proces og frembringelsen af “Det Store Værk.” Det er imidlertid nogle tunge passager, som ikke rigtig fører nogen vegne, og jeg havde gerne været dem foruden. Også selv om jeg anerkender, at de tjener et vist formål, og selv man ligesom i tilfældet Varamo kan tolke dem som satiriske og (selv)ironiske på Airas egen bekostning.

Det hele bliver mig i sidste ende dog lidt for kitschet for kitschens egen skyld, for meget glat overflade og for lidt substans. Men underholdende er det, det meste af vejen.

Hermed tror jeg, at jeg skal holde en lille pause fra Aira – idet jeg dog har en enkelt afmeldelse af endnu en af hans bøger i baghånden, men den gemmer jeg lige lidt til en særlig lejlighed.

K's vurdering: