César Airas måske-semibiografiske kortroman The Lime Tree om en barndom i Argentina i peronismens tegn har en vis charme, men den er for løst (tæt på sløset) komponeret til at være egentlig god.

Det er et egentlig et stykke tid siden, jeg læste The Lime Tree (og yderligere en lille Aira-bog – anmeldelse af denne følger snart). Men jeg har ikke lige fundet anledningen før nu til at sætte mig ned og skrive en anmeldelse. Derfor bliver den også kort.

Jeg har det noget blandet med den argentinske, litterære vildbasse, César Aira, som faste læsere vil have fået indtryk af via mine tidligere Aira-anmeldelser. Hans bedste romaner er suverænt gode, men hans forfatterskab er mildest talt ujævnt, hvilket måske ikke kan overraske i betragtning af den enorme mængde udgivelser fra hans hånd.

The Lime Tree (opr. 2003, eng. 2017) hører efter min mening til i den lidt lunkne mellemkategori.

Bogen indeholder en del fine reflektioner, der blander det personlige og det politiske. Dels i form af romanfortællerens retrospektive reflektioner over scener fra sin barndom (som måske/måske ikke har noget til fælles med Airas egen barndom – det ved man aldrig med ham) med hovedfokus på fortællerens forhold til sin far – landsbyens elektriker, dedikeret katolik og ligeså dedikeret peronist.

Dels i form af en række essayistiske reflektioner over peronismen som et idelogisk-institionelt fænomen i argentinsk historie – og det var de dele af The Lime Tree, jeg fandt mest interessante.

It has often been said, with good reason, that Peronism was not a genuinely popular phenomenon: it came from above, and the people received it as a gift; they went on receiving it until receiving became second nature, and then they began to receive the opposite.

Faren er det centrale omdrejningspunkt i romanen, og hans forhold til både den katolske kirke og til peronismen kan læses som en fortolkning af forholdet til samme i den argentiske, politiske historie over en kam.

It’s clear that my father had an institutionally structured mind: he was devoted to the Catholic Church and the Peronist regime. Outside of the institutions, he was neither one thing nor the other. I never saw him pray at home or even look at a religious image. As soon as he stopped going to church, he stopped being a Catholic, and maybe he stopped believing as well. As soon as the regime fell, he forgot about politics forever.

Bogen er komponeret som en serie af kun løseligt sammenholdte anekdoter fra fortællerens barndom, centreret omkring faren og moren og deres usædvanlige forhold.

Ellers måske er “komponeret” lidt for meget sagt. For bogens svaghed er efter min smag, at den ikke er ordentligt kompositorisk gennemarbejdet. Det bliver mig for anekdotisk i formen, og ikke mindst af den grund kommer The Lime Tree nok til at fortage sig relativt hurtigt i min erindring.

K's vurdering: