César Aira: Hvordan jeg blev nonne

Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.

Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre.

Historien er fortalt i jeg-form af en dreng ved navn César Aira, der er født i landsbyen Coronel Pringles, men siden flyttet til og vokset op i den marginalt større by, Rosario, Argentina (ligesom forfatteren César Aira selv).

Altså bortset fra, at drengen César i historien er en pige. Nogle gange. Andre gange en dreng. Fortællerens køn veksler løbende igennem historien, men uden at hverken hun/han selv eller andre i historien i øvrigt gør noget ud af det.

Køn og kønsstereotyper dukker dog enkelte gange op en passant som tema i historien. Som når fortælleren beklager sig over, at hun/han aldrig havde nogen dukker at lege med. Eller i denne passage fra et kapitel om den seksåriges egen hemmelige leg, hvor hun/han i sin fantasiverden er skolelærer med ansvaret for at undervise toogfyrre børn, der tumler med hver sin særegne form for ordblindhed:

For eksempel havde drengen, der prentede bogstaverne spejlvendt, en kvinde som far og en mand som mor. Det påvirkede hans indsats i skolen, enten fordi han skulle hjælpe sin mor med at lave mad (hans mor var en mand og kunne derfor ikke lave mad), så han ikke havde tid til at lave lektier, eller fordi familien var ludfattig (hans far var en kvinde og kunne derfor ikke få sig et arbejde), så jeg måtte sørge for, at skolens støttegruppe forsynede ham med skriveredskaber og andre nødvendigheder.

At hovedpersonen og jeg-fortælleren hedder César Aira og er opvokset samme sted som forfatteren, tror jeg ikke nødvendigvis behøver at optage os så meget. Aira har for vane at bringe sig selv og sin egen biografi i spil, men hæmningsløst blandet sammen med fiktion. Måske rummer Hvordan jeg blev nonne visse konkrete, personlige erindringer fra Airas egen barndom. Måske ikke.

I tilfældet Aira er der imidlertid ikke grund til at bekymre sig meget om, hvad der måtte være biografisk baseret fiktion, henholdsvis renlivet fiktion. Hvis noget efterhånden står tydeligt for denne læser, så er det, at det i Airas forfatterskab er en selvstændig pointe, at det i praksis umuligt at skelne mellem de to dele. Forfatteren er altid en del af sit værk, uanset om han/hun giver sig direkte til kende eller ej over for læseren.

Det er for så vidt ikke nogen original pointe, men Aira har det med at gøre en dyd ud af skrive sig selv eksplicit ind i sine bøger som karakter eller på anden vis indarbejde metareflektioner over skriveprocessen. Erindring og fantasi, virkelighed og fiktion er ikke lige sådan at skille ad. Heller ikke i Hvordan jeg blev nonne.

Men nu hoppede jeg bare ind midt i det hele,

Historien begynder egentlig med en forrygende jordbærisscene. Den seksårige fortællers far har taget hende/ham med på isbar for første gang. Men udflugten udvikler sig anderledes, end faren havde forventet, da den lille César væmmes til kvalmestadiet ved sin jordbæris.

Scenen, hvor faren skuffet og vred forsøger at tvinge det tilsyneladende skabagtige, kræsne barn til at spise den væmmelige is, er i sig selv hjerteskærende og formentlig genkendelig for de fleste, enten fra egne barndomserindringer (nogle af os må indrømme, at vi var ret kræsne) eller fra erindringer om egne eller andres børn, der ikke opførte sig som forventet eller håbet, da de blev præsenteret for noget, der skulle være en lækkerbidsken.

Hos Aira viser det sig imidlertid, at jordbærisen faktisk er udsat for cyanidforgiftning af terrorister, der i historien hærgede landet på det tidspunkt. Og scenen går amok og kulminerer på storartet grotesk vis, som jeg ikke skal røbe mere om her. Udover at den bringer faren i fængsel.

Hovedparten af romanen består af en serie forskellige “erindringer” fra den seksåriges liv. Tiden på hospitalet efter cyanidforgiftningen, en traumatisk forsinket skolestart, opdagelsen af bogstavernes og læsningens mysterium, talrige timer foran radioen, det første venskab, en ustabil skolelærerinde.

Dele af historien fungerer som en realistisk og rørende barndomsfortælling. Andre dele virker snarere som gengivelser af barnets drømme og fantasier. Men de dele er for så vidt lige så realistiske som udtryk for barnets oplevelsesverden. Også selv om Airas fortæller formulerer sig som en yderst velartikuleret voksen. Jeg var indtaget af det hele.

Og så er der det ekstra lag, at Aira som forfatter hele tiden pirker til og rokker ved litteraturens konventioner og ved forholdet mellem værk, forfatter og læser.

For eksempel slår fortælleren allerede på første side fast, at hun/han har en fotografisk hukommelse. Som læsere må vi med andre ord forvente i det følgende at blive præsenteret for de pureste fakta. Senere bruger fortælleren imidlertid vendinger som: “jeg, der ellers aldrig hæftede mig ved noget,” som i sig selv sår tvivl om præmissen. Og et andet sted lyder det:

Hele denne beretning, som jeg er begyndt på, bygger på min perfekte hukommelse. Min hukommelse har tilladt mig at bevare hvert forgangent øjeblik. Også de evige øjeblikke, dem, der ikke fandt sted, men som rummer de andre indkapslet i guld.

“Også de evige øjeblikke, dem, der ikke fandt sted, men som rummer de andre indkapslet i guld.” Dét er da en smuk formulering.

Og her er vi selvfølgelig tilbage ved pointen om det aldrig stabile forhold mellem fiktion og virkelighed. Aira lader os som læsere aldrig være i tvivl om, at det er litterær fiktion, vi læser. Og det er noget af det finurligt fascinerende ved at læse ham. Og som i øvrigt tillader ham uden varsel at gå helt amok i fantasifulde scener.

Den indledende scene med jordbærisen vender således tilbage for fuld styrke i romanens slutning med et helt vildt twist af historien. Jeg kan næsten ikke nære mig for at genfortælle slutningen, men jeg skal nok lade være, for det ville virkelig være synd at røbe.

Det må være nok at sige, at finalen er en guddommeligt bizar scene, der på én gang er forrygende og grotesk morsom i sig selv på nærmest Monty Pythonsk vis og samtidig tager fusen godt og grundigt på læseren og en hel del litterære konventioner.

Vanvittige twists mod slutningen af historien er et andet karakteristika for Aira (ihvertfald i de få af hans bøger, jeg endnu har læst), og de fungerer ikke godt hver gang, men her sænker jeg paraderne. Det er altså ret sjovt.

Hvordan jeg blev nonne er således anbefalet. Forvent blot ikke, at der optræder nonner i historien, endsige en forklaring på titlen – det er jo trods alt César Aira …

Tak til for anbefalingen til Hans Peter Madsen (i en kommentar til min anmeldelse af Airas The Seamstress and the Wind).

K's vurdering: