Et følsomt portræt af en ulykkelig, sekstenårig pige uden venner udvikler sig til et splatteragtigt voldsorgie i et supermarked. The Proof er et eksempel på argentinske César Aira, når hans vilde fantasi og hang til at overraske løber helt af med ham, og det bliver for meget.

Hvorfor er det, at jeg bliver ved med at læse César Aira, når jeg oftere end sjældent ender med at give ham lunkne ord med på vejen?

Svaret er, at uagtet, at jeg har haft reservationer over for mange af hans bøger som enkeltstående værker betragtet, så er han på den ene eller anden måde altid en fornøjelse at læse.

Fordi han grundlæggende skriver godt rent sprogligt – ihvertfald som jeg har fået ham formidlet i både danske og engelske oversættelser. Airas sprog er næsten altid sprudlende og veloplagt.

Fordi man aldrig på forhånd kan vide, hvor en Aira-bog ender, uanset hvor den begynder. Airas skriver vildt og respektløst over for genrekonventioner, han er uforudsigelig, fuld af ideer (nogle gode, nogle virkelig dårlige). Det eneste, man som læser kan forberede sig på, når man går i gang med en af hans bøger, er en uforudsigelig rutchebanetur. Og nogle gange overrasker han ved, at den udebliver.

Og så måske især fordi, han skriver så dejligt korte bøger, som er lette at læse (omend ikke sjældent svære at forstå meningen med, hvis der er nogen). Og især i perioder, hvor jeg ikke lige har orket at give mig i kast med længere eller tungere værker, har en Aira-bog fra reolen af den grund ofte budt sig til (herunder fordi jeg på et tidspunkt købte alle de nye Aira-udgivelser fra forlaget And Other Stories lokket af de kapang-lækre omslag – ja, sådan køber jeg også nogle gange bøger).

I The Proof bliver Airas fantasifuldheder mig dog for fjollede og ligegyldige.

Historien handler om Marcia, en sekstenårig pige med en teenage-depression. Hun er for tyk og for sær og har ikke nogen venner. En aften bliver hun anråbt af to punkerpiger med den utilslørede opfordring: “Wannafuck?”

Marcia er lige dele frastødt og fascineret, og hun ender med at slå følge med de to hardcore-piger med den – over for dem og sig selv – officielle begrundelse, at hun er interesseret i at lære noget om punkere.

Den ene af pigerne hævder hårdnakket, at hun på stedet er blevet dybt forelsket i Marcia og vil have sex med hende. Som bevis (titlens The Proof) kulminerer kortromanen med, at de to punkerpiger foranstalter et apokalyptisk og i alle henseender aldeles umotiveret voldsorgie mod kunder og ansatte i et stort supermarked.

Det, der starter som et faktisk fint, indlevet portræt af en usikker teeenagepige, slutter i en veritabel splattereksplosion.

Tja, César Aira lever i denne lille kortroman op til sit ry som vild og uforudsigelig. Men synderligt interessant er det ikke. Faktisk bare temmelig åndssvagt. Også selv om den store, splatterscene til sidst ikke kan frakendes en vis grandios kvalitet.

Og nu tror jeg, at der går et stykke tid, før jeg skal læse Aira igen. Ihvertfald har jeg ikke flere ulæste bøger af ham stående i reolen.

K's vurdering: