“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”
I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds? >> Læs videre
På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.
Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet. >> Læs videre
Argentinske César Airas korte roman om en lille, koreansk, buddhistisk munk er en lille pudsighed. En leg med en sjov idé, som rummer gode elementer, men i sidste ende toner for fjollet og usammenhængende ud.
Jeg har tidligere kun læst en enkelt bog af César Aira (f. 1949), En episode i en landskabsmalers liv (opr. 2001, da. 2012), som jeg kun husker for det gode. Der er ellers bøger nok at tage af, for Aira er uhyre produktiv: 75 korte romaner har Wikipedia i skrivende stund talt op, og dertil kommer en antal samlinger af noveller og essays. >> Læs videre
Norah Langes hovedværk er værd at læse for sit intense, hallucinatoriske sprog. Men det kræver sin læser at fastholde interessen for en syttenårig piges fantasier om tre pebermøer, der aldrig foretager sig noget, en hel roman igennem.
Jeg havde store forventninger til denne argentinske klassiker fra 1950, der sidste år udkom i engelsk oversættelse for første gang. Og jeg ville virkelig gerne have været begejstret. >> Læs videre
Chilenske Alia Trabucco Zeráns debut er en sprogligt spændende og også i andre henseender interessant roman om diktaturets børn. Men for uforløst og ufokuseret til at få mig helt op at ringe.
Flere markante chilenske, skønlitterære forfattere har bearbejdet tiden under Pinochets militærdiktatur i perioden 1973-1990. Her på bloggen har jeg tidligere omtalt f.eks. Roberto Bolanos Nocturne fra Chile og Fjern stjerne og flere andre. >> Læs videre
Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.
Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner. >> Læs videre
“I’m not interested in finding answers any more, not in the slightest. For now the questions are enough, and maybe I don’t even need them.”
I 2016 fik vi på dansk en oversættelse af den sære, uruguayanske forfatter Mario Levreros debutroman, den Kafka-inspirerede Byen (opr. 1970), den første af de tre bøger, Levrero selv i restrospekt kaldte sin utilsigtede triologi. >> Læs videre
Værsgo: Bedst som du sidder og tænker, at nu trænger du da mere end nogensinde til lige at læse noget dominikansk, miljødystopisk, postapokalyptisk, LGBT-science-fiction tilsat lidt avantgardekunstsatire, noget caribisk voodoo, et skævt hård, transseksuel sex og en magisk tidsrejseformidlende anemone … ja, så dumper Rita Indianas Tentacle ned i postkassen.
Tentacle (med den spanske originaltitel La Mucama de Omicunlé, som kan oversættes til Omicunlés tjenestepige) er den dominikanske musiker og forfatter Rita Indiana Hernandéz’ fjerde roman, men den første, der er oversat til engelsk. Den er helt sikkert ikke noget for enhver, men faktisk temmelig meget bedre, end den måske umiddelbart kan lyde … >> Læs videre
Yuri Herreras korte symbolmættede debutroman er interessant og afgjort et bekendtskab værd – men i retrospekt især i kraft af, at den peger frem mod hans senere og bedre romaner.
Kingdom Cons er egentlig mexicanske Yuri Herreras debutroman, men først den tredje af hans bøger, der er udgivet på engelsk (opr. 2004, på engelsk ved Lisa Dillman 2017).
Kingdom Cons er ikke i samme mesterskabsklasse som de efterfølgende Signs Preceding the End of the World (opr. 2009, på engelsk 2015) og The Transmigration of Bodies (opr. 2013, på engelsk 2016). Men det er ikke desto mindre en interessant bog og i sin korthed værd at læse for fans af Yuri Herrera. >> Læs videre
Fleur Jaeggys korte noveller handler om afstand og misforståelser mellem mennesker, om savn, angst og usikkerhed. De er kompakte og kaloriefyldte, men samtidig lette, luftige og flygtige. Nogle er sørgmodige, nogle er humoristiske, nogle er uhyggelige. De fleste er gode, nogle er fremragende, men de er alle sært dragende.
Titelnovellen er både en af de længste og en af de bedste. Her fortæller en dreng/ung mand om forholdet til sin søster. Allerede titlen sender et et signal om den følelsesmæssige distance og fremmedhed, hans had-/kærlighedsforhold til søsteren er præget af. Allerede som barn opfattede han sin søster som en spion i familien: Hun observerede og sladrede til andre. For eksempel om brorens selvmordsønsker, som han som voksen er overbevist om, at hun er meget skuffet over, at han endnu ikke har realiseret. >> Læs videre
Joanna Walsh kan skrive. For pokker, hvor kan hun skrive. Hun skriver i et let og enkelt og nærværende sprog, fra skæve vinkler og med finurlig humor, med et passende skvæt sarkasme og stor menneskelig indlevelse. Jeg blev suget ind i hver eneste af de atten korte noveller i denne samling fra stort set første sætning i hver af dem.
Ind i mellem er Walsh’ pointer lidt for fiffigt letkøbte. Nogle af historierne er lidt for mærkelige, selv for min smag. Men tilstrækkeligt mange af dem er så fremragende, at det gør det nemt at anbefale denne samling. Og hele vejen igennem er Walsh’ sprog bare en fornøjelse at læse. >> Læs videre
Rørende, sjove, sørgelige, glade, triste, romantiske, tragiske, håbefulde, hadefulde, skuffede, bitre, foruroligende, trofaste, svigefulde historier … Emmanuelle Pagano kommer hele vejen rundt i det menneskelige følelsesregister i denne samling af små stykker kortprosa, hvor hver tekststump udgør et blik ind i et helt og fuldt menneskeligt univers. Og hun gør det for det meste vedkommende og troværdigt.
Franske Emmanuelle Pagano er født i Aveyron i Sydfrankrig i 1969. Hun har studeret kunst og filmæstetik, og som forfatter har hun 6-7 romaner bag sig. Pagano har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, herunder EUs litteraturpris i 2009, og er oversat til adskillige sprog, dog endnu ikke dansk, så vidt jeg har kunnet opspore.
Trysting består af 289 kortprosatekster (ja, jeg har talt dem!) fordelt på kun på 143 (korte) sider. De længste tekster er på 1-2 sider, de korteste er kun en enkelt sætning. >> Læs videre
Interessant og på sin vis fascinerende roman om det hårde liv på en lille, ækvatorialguineansk atlanterhavsø.
Juan Tomás Ávila Laurel (f. 1966) er født og opvokset på den lille vulkanø Annobón, 350 km fra den vestafrikanske kyst. Annobón hører under Ækvatorialguinea, et af Afrikas mindste lande og det eneste officielt spansktalende land på kontinentet.
Ávila Laurel har skrevet en mængde bøger, herunder både romaner, noveller, skuespil, digte og essays. By Night the Mountain Burns (opr. 2009) er den første og hidtil eneste af hans bøger, der er oversat til engelsk. >> Læs videre
Jeg var svært begejstret for mexicanske Yuri Herreras første roman oversat til engelsk, Signs Preceding the End of the World (2015, opr. 2009), så mine forventninger var store til den helt nye udgivelse på engelsk, The Transmigration of Bodies (2016, opr. 2013). Måske også urimeligt store. Ihvertfald blev de ikke helt indfriet.
The Transmigration of Bodies (han kan altså noget med titler, ham Herrera) er ikke nogen dårlig bog. Den er endda temmelig god. Den er bare ikke i nærheden af forgængerens høje klasse. >> Læs videre
“Go and fuck your fucking mother, you bastard, fuck off!” lyder den første linje i Juan Pablo Villalobos’ rablende mexicanske satire Quesadillas. Så er vi ligesom i gang. Og herfra flyder fornærmelserne og sarkasmen i en lind strøm bogen igennem.
Her på K’s var vi ret glade for Villalobos’ debutroman Down the Rabbit Hole fra 2011, som også har gået sin sejrsgang verden over (omend ikke i Danmark endnu). Som den svære toer har Villalobos (f. 1973) – klogeligt – valgt at skrive en ganske anden slags bog. Det er nu svært ikke at sammenligne alligevel, og Quesadillas holder ikke helt samme niveau som debuten.
Quesadillas en en slags politisk satire over Mexicos politiske, sociale og økonomiske elendighed. Romanen fortælles af den 13-årige Orestes, som vokser op i 1980’erne som næstældste søn i en søskendeflok på seks i en mexicansk familie, som til Orestes’ store fortrydelse er så fattig, at hver dag er en kamp mellem alle i familien om at komme til fadet med morens quesadillas. >> Læs videre
Albanske Elvira Dones har skrevet en uhyre interessant roman fra de fattige bjergegne i det nordlige Albanien om fænomenet “edsvorne jomfruer.” Romanen kommer omkring temaer som socialt vs. biologisk og seksuelt køn, tradition vs. modernitet, øst vs. vest, land vs. by og mere til. Og så er den samtidig underholdende og letlæst.
I de nordlige bjergegne i Albanien overlever den dag i dag det gamle sædvaneretssystem Kanun som et parallelt sæt af moralske og retslige regler i konkurrence med den officielle retsorden. Det kommunistiske regime forsøgte officielt at få bugt med Kanun – men så i praksis igennem fingre med den, så længe den ikke kolliderede alt for åbenlyst med regimet. >> Læs videre
Mexicanske Juan Pablo Villalobos’ (f. 1973) bemærkelsesværdige kortroman Down the Rabbit Hole er fortalt som en slags dagbog af den syvårige Tochtli. Tochtli har umiddelbart et drømmeliv: Han bor i et palads, hans far har millioner af dollars og euro, og Tochtli får alt, hvad han ønsker sig. Og for tiden ønsker han sig mest af alt en liberisk dværgflodhest, som hans far er klar til at hente til ham i Liberia.
Problemet – som Tochtli i sin unge alder ikke selv har forstået endnu – er, at hans far tjener sine mange penge som brutal, mexicansk narkogangster. >> Læs videre
Signs Preceding the End of the World er en roman om at krydse grænser: Ikke kun den åbenlyse, geografiske grænse mellem Mexico og USA, men også personlige grænser, sproglige og kulturelle grænser – og den ultimative grænse mellem livet og døden. Og romanen som sådan er selv en overskridelse af litterære grænser mellem realisme og mytologi.
Jeg faldt tilfældigt over bogen i en boghandel og blev lokket af titlen, som i sig selv lover noget ud over det sædvanlige, og af de mange lovprisninger på omslaget af Yuri Herrera som “Mexico’s greatest novelist”. Jeg blev ikke skuffet.
Signs Preceding the End of the World er historien om den unge, mexicanske kvinde/pige Makina, som af sin mor bliver sendt på den mission at krydse grænsen til USA for at finde sin bror og bringe ham hjem. Broren er rejst over grænsen for at gøre krav på et stykke land i USA, han er blevet bildt ind, at familien har krav på, og har længe ikke ladet høre fra sig. >> Læs videre
