Rita Indiana: Tentacle

Værsgo: Bedst som du sidder og tænker, at nu trænger du da mere end nogensinde til lige at læse noget dominikansk, miljødystopisk, postapokalyptisk, LGBT-science-fiction tilsat lidt avantgardekunstsatire, noget caribisk voodoo, et skævt hård, transseksuel sex og en magisk tidsrejseformidlende anemone … ja, så dumper Rita Indianas Tentacle ned i postkassen.

Tentacle (med den spanske originaltitel La Mucama de Omicunlé, som kan oversættes til Omicunlés tjenestepige) er den dominikanske musiker og forfatter Rita Indiana Hernandéz’ fjerde roman, men den første, der er oversat til engelsk. Den er helt sikkert ikke noget for enhver, men faktisk temmelig meget bedre, end den måske umiddelbart kan lyde …

Romanen tager sin begyndelse i fremtiden, i 2027 i Santo Dominingo, Den Dominikanske Republik. Her er verden så godt som gået under i en miljøkatastrofe, foranlediget af en tsunami, som skyllede et stort arsenal kemiske våben i havet (som den dominikanske præsident var gået med til at opbevare for den venezuelanske regering). Det førhen så smukke og artsrige caribiske hav er omdannet til en livløs, chokoladebrun, blevret suppe.

På landjorden hersker et autokratisk styre, hvor præsidenten har gjort en variant af dominikansk voodoo (en blanding af importeret, afrikansk Yoruba-religion og katolske helgener) til officiel religion, og robotter patruljerer gaderne og rydder dem for affald i form af illegale indvandrere og andre uønskede eksistenser.

I denne verden møder vi den unge Acilde Figueroa, som forsøger at skrabe penge sammen til en kemisk kønsskifteoperation ved at arbejde som tjenestepige for en ældre kvinde, Ester Escudero eller Omicunlé (jf. romanens spanske originaltitel), der viser sig at være præstinde i den officielle religiøse kult og rådgiver for præsidenten.

Ester/Omiculdé har uden Acildes eget vidende udset hende til at rejse tilbage i tiden for at redde verden fra nutidens miljøkatastrofe. Det kræver både en kønsskifteoperation og en Ovidsk, metamorfobisk omgang med en magisk søanemone, et af de få overlevende havvæsener fra milljøkatastrofen.

Det er dårligt muligt at sige noget mere sammenhængende om handlingen uden at røbe for meget – for en af pointerne i romanens komposition er, at det først til allersidst går op for læseren, hvordan de forskellige, højst besynderlige og tilsyneladende helt usammenhængende handlingstråde i romanen faktisk hænger ret godt sammen.

Men jeg kan da røbe så meget som, at romanen udspiller sig i tre tidsmæssige spor: Der er den fremtidige, apokalyptiske verden i 2027-2037. Der er et hovedspor, som foregår omtrent i vores nutid i et satirisk skildret miljø af selvhøjtidelige performancekunstnere og miljøaktivister. Og så er der endeligt et handlingsspor, der udspiller sig blandt caribiske sørøvere (også kendt som bukkanerer) i 1600-tallet.

Man skal være klar til at hoppe med på præmisserne i science fiction-genrens leg med tidsrejser, kunne kapere en romanstruktur, som først til sidst giver mening, og så i øvrigt ikke være for snerpet til at at læse sig igennem ikke så få og forholdsvis hårde bi- og transseksuelle sexscener (jeg kunne personligt godt have klaret mig med en lidt mindre dosis af det sidste).

Men kan man se sig selv som læser i et sådant set-up, så er der bestemt noget at komme efter i Tentacle. Rita Indiana skriver med masser af energi og en sprudlende idérigdom om både køn, sex, race, klimaforandringer, teknologikritik, kolonialisme, caribiske Yoruba-religiøse ritualer og moderne kunstsatire og en hel del andet.

Det hele pakket ned på bare 132 sider, som kan anbefales som et forfriskende skævt og originalt indslag for den læser, der har mod på noget anderledes.

K's vurdering: