Isaac Asimov: Foundation

Der er en lang kø foran porten til anerkendelse som en af litteraturhistoriens klassiske science fiction-forfattere. Isaac Asimov står ikke i køen. Han er en keruberne, der med flammende sværd vogter indgangen til porten. Og Foundation-serien (Stiftelsen på dansk) er Asimovs hovedværk.

Jeg har sommerferie – og inspireret af min genlæsning for nylig af Philip K. Dicks Øjet på himlen har jeg udnævnt denne sommer til sci-fi-sommer. Jeg genlæser sci-fi-klassikere, der har betydet noget for mig i mine formative læseår. Og så læser jeg andre markante sci-fi-værker fra listen over personlige undladelsessynder.

Isaac Asimovs bøger om Stiftelsen, som bogserien hedder på dansk, læste jeg velsagtens som tretten-fjortenårig dreng. Jeg var helt sikkert for ung til at forstå dem. Det mente bibliotekarerne på det lokale folkebibliotek vist nok også, men de ville trods alt ikke nægte en læsebegærlig dreng adgang til litteraturen.

De havde nu nok alligevel lidt ret. I retrospekt og her ved genlæsningen af første bind tænker jeg, at mange ting i romantrilogien må være gået henover hovedet på mit unge læsende jeg i sin tid. Jeg husker faktisk også bøgerne som en lidt tung læseoplevelse dengang. Ikke desto mindre læste jeg alle tre bind i serien (det var dengang, der kun var tre bind, i hvert fald kun tre bind oversat til dansk, jf. nærmere nedenfor).

Dét, der fik mig til at læse videre, var den svimlende fascination af hele det enorme univers, Asimov havde bygget op: Forestillingen om en fremtid mange tusind år herfra, ideen om rumrejser hurtigere end lysets hastighed, et imperium omfattende hele galaksen, hvor hele solsystemer udgør blot enkelte regioner, og hvor videnskaben har nået et stadie, hvor fremtiden kan forudsiges med rimelig, statistisk nøjagtighed.

Når jeg genlæser første bind i dag, fascinerer de elementer stadigvæk (og hvis man ikke kan mobilisere en lille smule af den form for fascination, så skal man nok ikke læse science fiction). Men det slår mig, at disse klassiske sci-fi-elementer i virkeligheden mest er en slags staffage eller scenografi for en række fortællinger, som i sin kerne handler om noget andet, nemlig gode gammeldags politiske intriger og magtstrategier.

Foundation er en slags Game of Thrones som rumopera – dog uden egentlig handlingsdrivende action. Og dermed er den måske egentlig tættere på House of Cards, hvis vi skal blive i tv-serieanalogierne, nu blot med hele galaksen som spilleplade frem for bare Det Hvide Hus.

Denne læsning passer fint med, at Isaac Asimov et sted selv har skrevet, at en af hans inspirationskilder til serien har været historikeren Edward Gibbons’ klassiske værk The History of The Decline and Fall of the Roman Empire (opr. 1776-1788).

Asimovs galaktiske epos er således historien om en imperiums fald og opbygningen af et nyt. Vi får ikke at vide, præcist hvornår fortællingen skal forestille at udspille sig, men ud fra nogle få referencer (f.eks. til, hvornår atomkraften menes første gang at være opfundet i menneskehedens historie) kan vi anslå tiden til omtrent 50.000 år efter vores egen tid.

Menneskene har til den tid koloniseret hele den kendte galakse, som regeres som et sammenhængende imperium med mere end 25 millioner beboede planeter. Afsættet for plottet i romanserien er, at en genial matematiker har grundlagt en ny videnskab, kaldet ”psykohistorie”, som med høj matematisk sandsynlighed kan forudsige fremtiden mange tusinde år frem i tiden, så længe der er tale om tilpas store historiske bevægelser og ikke f.eks. enkeltindividers handlinger.

Med “psykohistorien” beskriver Asimov en slags makrosociologisk, strukturel determinisme baseret på en matematisk modeltænkning, som kan siges at fuldbyrde drømmen hos de tidlige positivister om at etablere sociologien som en “rigtig,” objektiv videnskab modelleret efter naturvidenskaben med evne til at identificere sociale lovmæssigheder og dermed også i sidste ende forudsige fremtiden – og som man jo i øvrigt finder paralleller til i flere andre dele af sociologien i sidste del af det 19. og første del af det 20. århundrede.

I romanen har psykohistorikeren Seldon forudset, at Det Galaktiske Imperium vil gå i opløsning, og at en 30.000 år lang periode med barbari vil følge. Dog er fremtiden ikke fuldstændig fastlåst ifølge Seldon. Han tager derfor initiativ til at grundlægge organisationen Stiftelsen (Foundation). Stiftelsens formål er at afkorte perioden med galaktisk barbari til kun cirka 1.000 år. Og det er jo kun et blink med øjnene under evighedens blik.

I første omgang er det angivelige middel hertil, at Stiftelsen skal samle og bevare al kendt menneskelig viden i en gigantisk Galaktisk Encyklopædi. I historiens løb åbenbares dog andre midler via en række eksistenstruende kriser for Stiftelsen i konkurrence med andre, voksende interplanetære riger.

Det er med andre en historie på de helt store nagler, Asimov fra begyndelsen lægger an til. Det præger også værkets komposition og handling. Første bind udspiller sig således over en periode på samlet 170 år.

Dette er i sig selv med til at at tynge læsningen af Foundation lidt. Da der ikke i denne fjerne fremtid synes at være sket noget synderligt med menneskenes gennemsnitlige levetid, så indebærer det lange tidsspænd også en betydelig udskiftning af persongalleriet undervejs i bogen, som er inddelt i fem distinkte dele med forskellige plot og hovedpersoner adskilt i tid.

Faktisk havde jeg en oplevelse af, at bogen egentlig mere fremstod som en samling af fem lange noveller end som en roman med én sammenhængende handling. Og det er ikke så mærkeligt, har jeg efterfølgende fundet ud af, for den oprindelige Foundation-trilogi er faktisk i første omgang netop skrevet som i alt otte selvstændige noveller eller kortromaner, udgivet over perioden 1942-1950 i tidsskriftet Astounding Science Fiction (som i øvrigt eksisterer endnu, men siden 1960 med titlen Analog Science Fiction and Fact).

Dette var jeg ikke klar over, da jeg læste bøgerne som dreng, og det er også først gået op for mig nu efter at have genlæst bind 1, da jeg googlede værket for at finde ud af lidt mere om udgivelseshistorien (og den kan man f.eks. læse lidt om på Wikipedias sider om Foundation(Asimov novel) og Foundation (Novel Series)).

I 1951 blev de første fire noveller udgivet samlet i lettere bearbejdede versioner som Foundation (da. Stiftelsen, 1952) sammen med en nyskrevet femte fortælling, der indgår i bogen som en slags prolog. I henholdsvis 1952 og 1953 fulgte så Foundation and Empire (da. Stiftelsen og imperiet, 1953) og Second Foundation (da. Den sejrende Stiftelse, 1954). 30 år senere fulgte Asimov op med yderligere fire romaner i serien (udgivet i 1982, 1986, 1988 og 1993), men de første tre bøger betragtes som regel som kernen i romanuniverset.

Men for at komme tilbage til første bind, Foundation: Opbygningen i form af fem mere eller mindre selvstændige noveller, gør som nævnt læsningen lidt tung – især hvis man ikke er forberedt på denne struktur. Dertil kommer, at Asimovs fokus på “makrostrukturerne,” altså de store historiske bevægelser i magtforhold mellem civilisationer over århundreder, er sværere at gøre dramatisk fængende end et “mikrofokus” på kampe mellem det gode og det onde personificeret i konkrete helte og skurke.

På denne anden side er de fleste af historierne i Foundation virkelig velfungerende og læseværdige i sig selv, og jeg blev revet godt med (kun den fjerde del, The Traders, fængede ikke rigtigt hos mig).

Der er dog samtidig noget lidt bedaget over Asimovs fortælleteknik. Alle bogens dele er stort set fortalt, som var de skrevet som teatermanuskripter. Der er næsten ingen ydre handling, det hele foregår via dialog mellem personer i nogle få scener, som kunne være akter i et teaterstykke. Den ydre action, der måtte være involveret i historien, hører vi kun om via personernes dialog (som når en budbringer i et Shakespeare-stykke kommer ind på scenen og fortæller, at dette eller hint slag er tabt eller vundet).

En anden henseende, hvori Foundation fremstår noget bedaget, er i dens kvindesyn. I hele romanen optræder der således kun to kvinder (hvoraf kun den ene overhovedet har et navn og en stemme), som begge udelukkende tjener til at demonstrere den implicitte præmis, at en kvinde (selv en intelligent og skarptunget kvinde) altid kan bringes til at tie med ting, der glitrer og lyser og får dem til at se godt ud … Lidt svært at goutere, selv i en bog skrevet i 1940’erne.

Så er der til gengæld andre af tidens spor, der fremstår mere charmerende, såsom nogle af de ufrivillige anakronismer, man næsten med nødvendighed finder i science fiction med nogle år på bagen:

Som for eksempel det forhold, at en rumrejsende, der netop har krydset hele Galaksen via et hop gennem hyperspace hurtigere end lysets hastighed, skal have sit visa stemplet fysisk ved indrejsen på en planet. Eller at man får sine nyheder om de politiske begivenheder i Galaksen ved at købe sig en papiravis. Eller at man som kommunikationsmiddel må finde sig en offentlig telefonboks (som ganske vist er en “visiphone” med billedtransmission).

Den slags detaljer er en del af charmen ved at læse klassisk sci-fi. Der er dog også enkelte små anakronismer, som har karakter af fejl i konstruktionen af universet. Et sted bruges således dét udtryk om en forræder, at han er taget afsted for “at inkassere sine tredive sølvstykker,” hvilket jo er en reference til Det Nye Testamente – samtidig med, at det andetsteds hedder, at der i romanuniversets tidsalder ikke findes nogen historisk dokumenteret viden om den tidligste periode af menneskehedens historie, som er den, vi lever i.

Ikke desto mindre: Asimovs litterære verdensopbygning er en imponerende bedrift, og hans værk fremhæves ofte som helt uomgængeligt for udviklingen af senere science fiction. For eksempel er det et åbent spørgsmål, om vi havde fået Star Wars-sagaen uden inspirationen fra Asimov, herunder i form af den grundlæggende idé om et galaktisk imperium i forfald og forestillinger om konkrete teknologier som f.eks. hoppet gennem hyperspace hurtige end lysets hastighed.

Alt i alt var jeg glad for genlæsningen, som både repeterede og gav mig et nyt syn på Asimovs Stiftelse. Jeg kunne godt finde på at genlæse de næste to bind også. Men inden da venter andre sci-fi-klassikere fra en dejligt stor stak, jeg har hjemtaget fra biblioteket.

K's vurdering: