27 små vidunderlige hverdagsfilosofiske meditationer over menneskets forhold til verden, sig selv, de andre, sproget og universet.

Jeg kom i tanker om Italo Calvino forleden, mens jeg læste J.J.Abrams & Doug Dorsts særprægede konceptbog S. Abrams & Dorst leger med forholdet mellem læser og forfatter, og det samme gjorde Calvino tilbage i 1979 i hans geniale roman Hvis en vinternat en rejsende – omend på en anden måde.

Calvino er sådan en slags Italiens svar på århusianske Svend Aage Madsen – ihvertfald deler de den underfundige humor, de filosofisk-tænksomme temaer og den eksperimenterende leg med sprog, tekst og fortællemæssige konventioner. Jeg læste Hvis en vinternat… engang lige i begyndelsen af 1990’erne, har jeg regnet mig frem til (gisp, det er længe siden…), og har egentlig gerne villet læse mere Calvino siden, det er af en eller anden grund bare ikke blevet til noget. Men så faldt jeg over denne lille hyggelige, filosofiske sag.

Hr. Palomar er en introvert, usikker, distræt, på én gang meget tænksom og meget naiv, men også meget elskelig, italiensk herre. I Italo Calvinos lille bog reflekterer Hr. Palomar over stort og småt i 27 forskellige situationer, som også udgør 27 forskellige tankemæssige indstillinger til verden.

Palomar tænker hver gang meget grundigt, dybt og længe. Hver gang med den alvorligste intention om at begribe verden præcist. Og hver gang ender det i skuffelse, frustration eller bare forvirring på et højere plan for den kære mand, når han må give op overfor verdens og livets kompleksitet. Uanset om det så gælder tanker om giraffens pletter, mangfoldigheden af oste hos ostehandleren, stæreflokke i flugt over Roms tage eller den uendelige stjernehimmel.

Den lille samling tekster præsenteres på bogens omslag som en roman. Det er nok en tilsnigelse, idet der er ikke nogen egentlig handling i bogen. Til gengæld er der en udvikling i tankerækkerne – fra det konkret-sanselige, f.eks. Palomars forgæves forsøg ved stranden på at afgrænse sine sanseindtryk til at følge kun en enkelt bølges bevægelse, til kosmologisk-meditative reflektioner over døden som tilstand.

Hr. Palomar beslutter at han fra nu af vil lade som om han er død, for at se hvordan verden klarer sig uden ham. I den sidste tid har han lagt mærke til at tingene ikke længere er som før mellem ham og verden. Mens det tidligere forekom ham at de hver især forventede noget af hinanden, han og verden, så husker han nu ikke længere hvad der var at vente sig af godt eller skidt, ej heller hvorfor denne forventning bestandig fyldte ham med urolig ophidselse.

De enkelte små tekster kan enkeltvis forekomme tilfældige og henkastede, men de følger tematisk en streng tankemæssig progression i retning af det universelle og abstrakte.

Det er en yderst velkomponeret lille bog – med masser af stof til eftertanken leveret med underfundig, begavet humor. Jeg læste den med stor fornøjelse, og har nu lovet mig selv, at der ikke igen skal gå mere end 20 år, før jeg læser min næste Calvino.

• Lignende indlæg
• Af Italo Calvino
• Tiderne Skifter

Amara Lakhous: Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio

Franco Arminio: Postkort fra de døde

Fleur Jaeggy: I am the Brother of XX

Roberto Saviano: The Ring & The Opposite of Death

Italo Calvino: Invisible Cities

Ivana Bodrožić: Hotel Intetsteds

Amélie Nothomb: Blåskæg

Zoran Živković: Biblioteket

Olga Tokarczuk: Rejsende