“Hvorfor bestiger I bjerge? […] For at slippe ud af fængslet.”
Med kortromanen Op i Bjergene (opr. 1975, da. 2023) introducerer det nye, aarhusianske forlag Atlanten for første gang på dansk den schweiziske forfatter Ludwig Hohl (1904-1980).
Ludwig Hohl påbegyndte den korte roman i 1926, men udgav den først i 1975 efter talrige bearbejdninger. Og nu foreligger den altså på dansk i Selma Rosenfeldt-Olsens glimrende oversættelse. >> Læs videre
Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har læst den. Hvis du har læst for længe siden og ikke rigtig husker den, så læs den igen. Det er bare en pissegod historie. Jeg har egentlig ikke så meget at tilføje.
Og så alligevel, formatet her fordrer jo lidt flere tilføjelser, men de bliver ikke mange.
John Steinbeck (1902-1968) behøver ikke megen introduktion. Nobelpristageren i litteratur fra 1962 er et af de største navne i amerikansk litteratur fra det 20. århundrede. I dag har han måske et lidt støvet image. Det er uretfærdigt. >> Læs videre
“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre
Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling og aktuel debatbog med væsentlige budskaber, som er drevet af vrede og frustration, javel, men som ikke (kun) bliver RÅBT ud, men derimod serveret med både både alvor, humor, følelsesmæssig sårbarhed og væsentligt flere nuancer, end man kunne få indtryk af fra omtaler og uddrag af den i pressen. Og så er den ganske velskrevet. At den så er lidt rodet og temmelig ujævn, det tager vi med.
Lad mig starte med en tilståelse: Jeg forventede ikke, at Glenn Bechs digtsamling/debatbog ville være noget for mig. Men nu ville jeg alligevel teste, hvad der lå bag alt hypen – senest forstærket ved, at bogen her ved udgangen af februar 2023 blev udpeget til den bedste danske udgivelse i 2022 ved afstemning blandt Politikens læsere. >> Læs videre
Japansk nyklassiker om seksualitet og køn, død og sorg, bedrag og manipulation. En i allerhøjeste grad moderne roman, som samtidig trækker på og tematiserer elementer fra klassisk japansk litteratur og kultur i øvrigt. Raffineret komponeret, om end også lidt til den tunge side.
Handlingen i Masks (opr. 1958) af Fumiko Enchi (1905-1986) udspiller sig som et trekants- eller rettere firekantsdrama. To mænd, vennerne Ibuki og Mikamé, er begge forelskede i den samme kvinde, den unge, smukke enke Yasuko. Yasoku er tilsyneladende ikke helt uinteresseret i hverken den ene eller anden, selv om hun stadig sørger over sin mand, der døde tragisk i en ulykke. >> Læs videre
Reflektioner over blindhed, galskab og normalitet, kærlighedens natur, skyld og skæbne, sorg og selvmord. Kawabatas efterladte roman er ikke uden kvaliteter og bærer også flere af mesterens kendetegn. Men i sin tydeligvis ufærdige stand er den dog mest for særligt forbenede fans og forskere.
Dandelions (“Mælkebøtter”) blev Yasunari Kawabatas (1899-1972) sidste værk, udgivet posthumt efter hans selvmord i 1972. Eller mere præcist: Det kunne være blevet hans sidste værk, hvis han ellers havde gjort det færdigt, inden han stak hovedet i en gasovn. Det gjorde han imidlertid ikke, og det sætter sit præg på romanen, som virker uafsluttet og især savner at blive skrevet igennem. >> Læs videre
En roman om kunst, kærlighed og bedrag, om nostalgi og bitter hævnfølelse, om sex som magtudøvelse og magtinstrument. Kawabata formår på forunderlig vis i samme fortælling at forene stilfærdige melankolske reflektioner over japanske stenhaver og tidens gang med en foruroligende, erotisk hævnthriller.
Jeg har endnu ikke læst en roman af den japanske nobelpristager Yasunari Kawabata (1899-1972), som ikke har formået at fascinere mig. Det gælder også Beauty and Sadness (opr. 1964), selv om det ikke er at af hans bedste værker. >> Læs videre
Proust, Dostojevskij, Nietzsche og Marquis de Sade møder Japan i årene omkring Anden verdenskrig i Yukio Mishimas roman om en dreng og ung mands erkendelse af sin egen homoseksualitet og af ikke at leve op til omverdenens krav om normalitet.
Yukio Mishimas (1925-1970) semi-selvbiografiske roman, Confessions of a Mask, oprindeligt udgivet i 1949 af den da kun 24-årige forfatter, blev i den engelske oversættelse hans store internationale gennembrud. >> Læs videre
Pan fra 1894 karakteriseres af forlaget som “Hamsuns digteriske triumf, hans ungdoms storværk og mesterstykke” efter romandebuten Sult fra 1890. De litterære kvaliteter er da også uomtvistelige. Min smag ramte den lille roman dog ikke så rent som Sult.
Pan er et trekantsdrama fortalt af jægeren og løjtnanten Thomas Glahn. Han nedskriver sine erindringer om en sommer i 1855 i det nordlige Norge, som han tilbragte i en simpel hytte i skoven, og hvor han levede det enkle liv som jæger og fisker. >> Læs videre
Jeg var forleden meget begejstret for kombinationen af humor og mørke i Dorthes Nors’ noveller i Kantslag. Spejl, skulder, blink kan også noget, men har ikke samme niveau. Den har lidt mere karakter af en feel-good-roman – altså bortset fra, at den nærmere er feel-bad.
Romanen handler om den litteraturuddannede Sonja, der ernærer sig som oversætter af en succesfuld svensk krimiforfatter. Sonja er fra Jylland, men bor nu alene i København, og hun er ensom. Hun savner Jylland, hvor der er længsel og opdrift, grågæs og sangsvaner, og ikke bare plasticugler på naboens altan, der skal skræmme byduer væk. >> Læs videre
Femten noveller. Femten korte slag med kant. Om femten mere eller mindre slagne mennesker på kanten. Dorthe Nors’ noveller er en opvisning i det, novellen som form kan. Men de er ikke bare form, de er alle små stykker levende liv. På én gang mørke og humoristiske, medrivende, rørende, tragiske, tankevækkende og uhyre velskrevne. Hvorfor i alverden har jeg ikke læst noget af Nors før?
Dorthe Nors’ noveller virker nærmest henkastede, som var de hastigt nedskrevne, flygtige indtryk og associationer, der griber ind hinanden og hurtigt fører videre til de næste. Men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i, at der kælet omhyggeligt for både komposition og hver en sætning i disse historier. Hvis ikke, altså hvis disse historier bare kommer uden videre til Dorthe Nors, så er der ingen retfærdighed til, så god har man simpelthen ikke lov til at være!
Det kræver en forfatter af et ganske særligt format at få en lyrisk smuk fortælling ud af en så grundlæggende pervers forestilling, som iscenesættes i De sovende skønheder. Og en sådan forfatter er Yasunari Kawabata. Hans klassiker, der nu foreligger nyoversat til dansk af Mette Holm, er en lavmælt og delikat sag om alderdom, erotik, begær og moral.
Vi danske læsere nyder i disse år godt af, at flere danske forlag for alvor har fået øjnene op for østasiatisk litteratur, både den nyere og den klassiske. Delikatesseforlaget Korridor har igennem de seneste 4-5 år udgivet en lind strøm af kinesiske eller japanske kvalitetsbøger i danske oversættelser. Og senest har to danske forlag fundet den japanske mester og nobelprismodtager Yasunari Kawabata (1899-1972) frem fra gemmerne. >> Læs videre
“Intet menneskeliv er længere end klarheden i de sidste sekunder, lige før døden indtræffer. Tyve, tredive, tres, ti tusinde års fortid har samme længde, samme realitet. Selv den største brand efterlader ikke anden sandhed end asken.”
Stedsønnen er mit første møde med argentinske Juan José Saer (1937-2005). Har har ellers en betydelig udgivelsesliste bag sig og omtales ofte som en af de vigtigste argentinske forfattere i generationen efterJorge Luis Borges (1899-1986). Nu bød lejligheden sig i form af forlaget Sidste Århundredes udgivelse af Saers Stedsønnen (opr. 1983) i dansk oversættelse ved Sabine Dueholm Bech & Marie Groth Bastiansen. >> Læs videre
De ydmygede og sårede (1861) er ikke en af Dostojevskijs største romaner. Personerne er gennemgående unuancerede, og romanen er præget af overdreven sentimentalitet. Men den kan ikke frakendes underholdningsværdi og er også ganske rørende i det kritiske portræt af elendigheden blandt Petersborgs fattige i kontrast til den rige, magtfulde og kyniske elite.
Romanen har to spor, der undervejs forbindes på en temmelig melodramatisk facon. Hovedsporet er et trekantsdrama mellem den unge Natasja, der har forelsket sig ubehjælpeligt i fyrstesønnen Aljosja, og hertuginde(sted)datteren Katja, som Aljosjas far, den beregnende nihilist fyrst Valkovskij, forsøger at få sønnen gift med på grund af hendes penge. >> Læs videre
Syv medrivende noveller om – i overført betydning – syv tomme huse: Om tab, om sorg, om noget, der mangler. Samanta Schweblin kan skrive og med få greb fremmane karakterer, der fascinerer, berører og foruroliger.
Argentinske Samanta Schweblin fik sit store internationale gennembrud med den mystiske og krybende uhyggelige Redningsafstand, (2014, da. 2017), og har siden også haft succes med bl.a. den finurlige overvågningsroman Kentuki (2018, da. 2021). >> Læs videre
Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i kraft af Hamsuns sprog og fortælleteknik.
Sult kan godt give mere appetit på Hamsun, og i min reol fandt jeg hans korte roman Victoria (1898). Victoria er dog på mange måder en ganske anden roman end Sult (1890). Slet ikke på samme svimlende litterære niveau som sidstnævnte, men en glimrende fortælling ikke desto mindre. >> Læs videre
Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom, tåkrummende pinlig og hjerteskærende rørende, som jeg husker den. En fuldstændig uforlignelig roman, som man skal gå til Dostojevskij for at finde magen til.
Det må være mere end tredive år siden, jeg første gang læste Sult. Jeg husker ikke hvilken udgave, jeg læste, bemærkede det vel ikke, men jeg husker tydeligt, hvor jeg var, da jeg læste den, at jeg læste den i ét stræk, og at den slog mig helt bagover. Og det gjorde den igen her ved genlæsningen. >> Læs videre
“There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am I supposed to fight?”
Ovenstående korte digt står som epigraf til flash fiction-samlingen No Windmills in Basra (opr. 2018, eng. 2022) af irakiske Diaa Jubaili (f. 1977). Med sin på én gang humoristiske, implicitte reference til Don Quixotes legendariske kamp mod vejrmøllerne og sin – med Iraks nyere krigshærgede historie i baghovedet – samtidig tragisk-sørgmodige, ja, fortvivlede tone rammer digtet ganske godt noget af grundstemningen i samlingen. >> Læs videre
Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv, at man som læser i hver eneste historie føler sig som en del af livet på landet blandt Jensens vidunderlige sammensurium af farverige bønder og småfolk og andet godt- og skidtfolk i Himmerland i det nittende århundrede. Det er herlig læsning.
Jeg har i mange år haft – og har stadig – Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) på min liste over de bedste bøger, jeg har læst nogensinde. Men faktisk har jeg aldrig læst noget andet af hans ellers store forfatterskab (udover enkelte småtekster og digte, jeg som så mange andre blev tvunget igennem i gymnasietiden). Det har jeg rådet lidt bod på her i januar, hvor jeg har lyttet til hans klassiske Himmerlandshistorier. >> Læs videre
“Mennesket er en skvulpende sæk fuld af indvolde, en fugtig, blød sæk. Der er mange huller, som det driver og drypper fra, stinkende sluser fulde af flegma, geleagtige klumper.”
Den polsk-israelske forfatter Leo Lipski (1917-1997) er en veritabel litterær fest, der er god grund til at opsøge. Også selv om festen mest foregår på et uhumsk, stinkende lokum. >> Læs videre
Ni velskrevne noveller fra Wyoming i det amerikanske vesten. Fornøjelige at læse, men de fleste af dem mangler noget for at få dem helt op at ringe hos mig.
Novellsamlingen Half an Inch of Water (2015) er mit første bekendtskab med amerikanske Percival Everett (f. 1956). En bog, jeg faldt over tilfældigt i en boghandel i Cambridge (kan jeg se på det indlagte bogmærke) for snart syv år siden, og som jeg nu genfandt i min reol med de ulæste bøger. >> Læs videre
Tre mænd i ørkenen i det amerikanske Vesten. Hårdt arbejde med jord, sten, træ og metal. Med hænderne, med slidt værktøj og med store maskiner. Uden unødvendig snak, helst slet ikke om følelser. Til gengæld formidlet af Ron Carlson i fremragende, afdæmpet og præcis prosa.
Uden at krænke nogen, tror jeg roligt, at man kan betegne Five Skies af amerikanske Ron Carlson (f. 1947) som en mandebog. Det formelig driver ned af siderne med klassisk maskulinitet i vestamerikansk aftapning. >> Læs videre
“I går var alting smukkere / musikken i træerne / vinden i mit hår / og i dine udstrakte hænder / solen.”
I sidste uge var vi danske læsere så heldige at blive begavet med en ny bog i dansk oversættelse af den fænomenalt gode ungarnsk-schweiziske forfatter Agota Kristof (1935-2011). Kortromanen I går (opr. 1995) er oversat fra fransk til lydefrit dansk af Nina Lautrup Larsen og udgivet i Gyldendals fine Skala-serie med et efterord af Dy Plambeck. >> Læs videre
The Wine of Youth er en samling noveller af John Fante (1909-1983). Der er godbidder iblandt, men samlet er det en noget ujævn samling, som jeg fandt noget trættende at læse i ét stræk – hvor stor en fan af Fante, jeg end betragter mig selv.
Velsagtens en tredjedel af disse noveller er oppe og ringe i nærheden af fem eller ihvertfald fire stjerner. Men for mange holder ikke niveauet. Og så er der efter min smag for mange historier, der ligner hinanden for meget. >> Læs videre
“Lad ikke længere Daggryravnens Præster, klædt i dødens sort, med hæse toner forbande glædens sønner. Ej heller de godtagne brødre, som af ham, tyrannen, kaldes fri, sætte grænser eller lægge tag. Ej heller bleg og from liderlighed kalde dét for jomfruelighed der ønsker, men ikke handler! For alt hvad der lever er Helligt.”
Den engelske digterfilosof William Blake (1757-1827) er et ret vildt bekendtskab! Jeg har længe haft på min liste at læse hans mest berømte tekst, The Marriage of Heaven and Hell (opr. 1789-1790). Og i går bød muligheden sig til, da jeg i en boghandel faldt over Batzer & Co.’s genudgivelse af Niels Brunse oversættelse fra 1995. >> Læs videre
West of Rome er en lidt blandet fornøjelse bestående af en knap så vellykket kortroman og en til gengæld fremragende novelle. John Fante, når han er knap så god, og han er virkelig god.
John Fante (1909-1983) er mest kendt for den fremragende romankvartet, kendt som Bandini-kvartetten om Fantes alter ego, Arturo Bandini. Især den tredje roman i serien, Ask the Dust (da. I støvet) fra 1939 er noget af det bedste amerikanske litteratur, jeg har læst, og den alene har sikret Bandini-kvartetten en plads på min personlige All-Times-Greatest-liste. >> Læs videre
Fin, lille roman om at fiske ørreder med net fra en robåd, om forholdet mellem to meget forskellige mænd og om at finde ind til noget i sig selv i simpelt praktisk arbejde tæt på naturen.
Fiskehuset af norske Stein Torleif Bjella (f. 1968) er i sin essens et lille kammerspil mellem to mænd i en fiskehytte og på en sø. Den korte roman udspiller sig over en enkelt uge. Den gamle gubbe Ivar Helgesson Aal har inviteret sin nevø Jon Aslesson Aal på en uges ophold i fiskehuset ved søen Storsenn nær byen Ål i Hallingdal, Norge, hvor familien i nogle generationer har haft fiskeretten. >> Læs videre
Sherwood Anderson maler i sine noveller om indbyggerne i den fiktive by Winesburg levende og indlevede billeder af mennesker. Der sker ikke meget i historierne, men de er fyldt med liv. Og så er Andersons enkle sprog en ren fornøjelse.
Sherwood Anderson (1876-1941) er i amerikansk sammenhæng klassiker med stort K. Han er måske nok ikke så meget læst i dag, men som en af de tidligste modernistiske forfattere i amerikansk litteratur har han sat sit præg på eftertiden. Blandt de forfattere, der ofte nævnes som stående i gæld til Anderson for så vidt angår skrivestil, kan for eksempel tælles William Faulkner, John Steinbeck og Ernest Hemingway. >> Læs videre
Stella Maris, der er et slags coda til Cormac McCarthys seneste roman, The Passenger, er kompositorisk en noget strammere sag end forgængeren. Men den er ikke desto mindre også en rodet omgang og prætentiøst overlæsset med matematiske og filosofiske referencer, der gør romanen unødvendigt vanskelig at læse.
The Passenger (2022), som du kan læse min anmeldelse af her, handlede om Bobby Western, der i 1980 var ved at gå mentalt i spåner i forlængelse af sin skizofrene søsters selvmord flere år tidligere. Stella Maris zoomer ind på søsteren, Alicia, i nogle få dage af hendes liv otte år tidligere, hvor hun har ladet sig indlægge på det psykiatriske behandlingshjem, Stella Maris i Wisconsin. >> Læs videre
Cormac McCarthys nye dobbeltroman, The Passenger og Stella Maris, udkom endelig i henholdsvis oktober og december 2022 efter flere års hype. Men ak! Jeg blev fælt skuffet. Det er en rodet affære, overlæsset med retningsløs lommefilosofi.
Fans af den nu 89-årige Cormac McCarthy (f. 1933) har i årevis været holdt til ilden af hans forlæggere og andre rygtesmede med rygter om, at der var nye romaner på vej fra hans hånd efter den sidste og mesterlige, dystopiske The Road (da. Vejen) fra 2006. >> Læs videre
