Bag den lidt fjollede titel gemmer der sig en særdeles ambitiøs og eksperimenterende arkæologisk stenalderroman. Og en rigtig god en af slagsen (hvis der ellers findes flere af slagsen, hvilket jeg tvivler på).

I romanens korte rammehistorie følger vi jeg-fortælleren Edith, der som arkæologistuderende medvirker til udgravningen af en boplads fra den yngre stenalder i det sydlige Jordan. Nogenlunde samtidig med, at holdet gør et sensationelt fund af en række begravede kranier bliver Edith stukket af en svært giftig skorpion, hun svæver i en periode mellem liv og død og opholder sig så ellers resten af romanen på sit hotelværelse under lægebehandling. Her går hun i gang med at skrive på sit arkæologispeciale om udgravningen. Stadig delvist i febervildelser bliver det imidlertid til en tekst, der kun i mindre grad indeholder arkæologiske fakta, og i større grad en indlevet fantasi over livet som kvinde i neolitisk tid – en kvinde også kaldet Edith, som jeg-fortælleren identificerer sig mere og mere med, et forhistorisk dobbeltgængermotiv. >> Læs videre