Siri Hustvedt skriver smukt, med humor og smerte, med indlevelse i sine skarpt skårne karakterer og med intellektuelt vid. Det sidste tager dog ind i mellem lidt for meget over, hvilket går ud over den sammenhængende historie.

Rammehistorien er enkel: Jeg-fortælleren Mia Frederickson, digter og litterær intellektuel i 50’erne og mor til en voksen datter, er ved romanens start blevet forladt af sin mand efter 30 års ægteskab. Ifølge manden har han blot brug for “en pause”, men det viser sig hurtigt, at:

“The Pause was French with limp but shiny brown hair. She had significant breasts that were real, not manufactured, narrow rectangular glasses, and an excellent mind. She was young, of course, twenty years younger than I was.” (citat, s.2)

Mia får et mentalt sammenbrud, og efter en periode med indlæggelse på et psykiatrisk hospital tager hun tilflugt i et fremlejet hus i sin barndoms hjemby for at rekonstituere sig. Romanen udfolder sig herefter som en beskrivelse af Mias gradvise tilbagevenden til  et stabilt selvbillede.

Det nærmer hun sig dels gennem personlige reflektioner over sit eget liv, barndom og ægteskab vekselvirkende med generelle reflektioner over køn, barndom og alderdom mv.

Og dels gennem de konkrete forbindelser, hun tøvende knytter til en række piger og kvinder omkring sig, og som Hustvedt formår at karakterisere fint og troværdigt med ganske få pennestrøg: The Five Swans (Mias mor og hendes fire lettere ogginokkede enke-veninder i alderen 84-102 år, som er i varierende grader af fysisk og psykisk forfald, alle med bevidstheden om livets endelighed), en gruppe teenagepiger omkring de 13 år, som Mia underviser i et poetisk skriveværksted hen over sommeren, samt den unge forsømte mor i nabohuset og hendes to små børn.

Stilmæssigt veksler romanen mellem traditionel prosa, digte (citater af andres digte og Mias egne), sms-korrespondancer mellem Mia og en anonym “Mr. Nobody”, der fungerer figurligt som et element i hendes indre kamp for at genfinde selvværdet, samt passager af akademisk-analyserende tilsnit,  hvor der trækkes mere eller mindre indforstået på forskellige grene af den universitetshumanistiske litteraturkritik, psykoanalyse mv. som Mias redskaber til at reflektere over sig selv og sin omverden.

De sidstnævnte mange akademiske reflektioner fremstår for så vidt troværdige nok som dele af jeg-fortællerens indre univers i lyset af, at hun i romanen netop fremstilles som litteraturuddannet intellektuel. Og mange af dem er ganske udmærkede reflektioner. Men de er desværre også med til at gøre romanen relativt tung at læse, og hvis man skal have alle pointerne med, så kræver det visse litteraturteoretiske forudsætninger (jeg er fx ikke sikker på, at jeg fik det hele med).

Og så er der altså ikke ret meget ydre handling. Det er Hustvedt åbenbart også selv klar over, og jeg må beundre hendes timing i den henseende: På præcis dét tidspunkt – knap halvvejs i romanen – hvor jeg seriøst begyndte at overveje, om jeg skulle kaste den fra mig, benytter Hustvedt således det fortællemæssige kneb at springe ud af historien og henvende sig direkte til læseren med denne svada:

“Soon, you are saying, we shall come to a pass or a fork in the road. There will be ACTION […]. And I promise you [there] will […]. But before I get to that, I want to tell you, Gentle Person out there, that if you are here with me now, on the page, I mean, if you have come to this paragraph, if you have not given up and sent me, Mia, flying across the room or even if you have, but you got to wondering whether something might not happen soon and picked me up again and are reading still, then I want to reach out for you and take your face in both my hands and cover you with kisses, kisses on your cheeks and chin and all over your forehead and on the bridge of your (variously shaped) nose, because I am yours, all yours.

I just wanted you to know.” (citat, s. 105)

Og efter sådan en omfavnelse, så kan man jo bare ikke andet end at læse bogen til ende…..!

Løftet om snarlig “ACTION” i anden halvdel af romanen skal man dog ikke knytte for store forhåbninger til. Der bliver faktisk ved med kun at ske meget lidt – udover hovedpersonens relativt forudsigelige, gradvise psykiske rekonstitution og kommen overens med sig selv og sine spøgelser. Fraværet af ekstravagante begivenheder eller et højpotent plot er på den anden side også én af romanens styrker, da det er med til at øge dens troværdighed som fortælling om en levende og virkelig kvinde i krise – omgivet af andre levende og virkelige kvinder, unge piger og gamle damer. Men den er altså lidt småkedelig, dens mange kvaliteter til trods…..

Samlet set: En godt tænkt roman, som vinder ved ekstra reflektion efter færdiglæsning. Smukt og begavet skrevet, men også lidt tung undervejs.

• Lignende indlæg

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber