Ray Bradbury: Fahrenheit 451

”Fahrenheit 451 – Temperaturen, hvor bogsider fænger og begynder at brænde.”

Jeg fortsætter min genlæsning af sci-fi-klassikere, nu med Ray Bradburys Fahrenheit 451 (opr. 1953) i en helt ny dansk oversættelse ved Anders Kousholt, udgivet på forlaget Koloni tidligere i år. Et i alle henseender positivt genbesøg.

Fahrenheit 451 er en ubetinget klassiker inden for den dystopiske, samfundskritiske sci-fi-genre – på linje med Huxleys Fagre nye verden (opr. 1932) og Orwells 1984 (opr. 1948).

Romanen foregår i en dystopisk fremtid i et militariseret samfund, hvor krig eller truslen om krig med unavngivne fjendtlige magter er konstant. Indadtil holder magthaverne sig dog i mindre grad ved magten gennem fysisk voldsudøvelse end ved at holde masserne passiviseret gennem en konstant strøm af fordummende tv og spil, som først og fremmest har den funktion at afholde folket fra selv at tænke kritisk.

Af samme grund er bøger forbudte – de gør bare mennesker ulykkelige “med deres modstridende teorier og tanker.” Brandvæsenet har i dette samfund ikke til opgave at slukke ildebrande (de brandsikre huser er for længst opfundet), men derimod at rykke ud for at afbrænde bøger og de huse, bøgerne findes i (og i nogle tilfælde inklusive bøgernes ejere).

Romanens hovedperson er brandmanden Guy Montag, som ved fortællingens begyndelse elsker sit arbejde. Her romanens første sætninger:

Det var en fryd at brænde.
     Det var en særlig fryd at se ting blive ædt op, at se ting sortne og forandres. Når han holdt strålerøret i sine knyttede næver, denne mægtige pyton, hamrede blodet i hans hoved, og hans hænder blev som en fantastisk dirigents hænder, der spillede alle bålets og brandens symfonier og rev historiens forfaldne og forkullede ruiner ned.

Mødet med en sær, tænksom pige fra nabohuset får imidlertid Montag til at begynde på noget så farligt som at tænke selv. Og snart drages han af netop de bøger, det er hans job at udrydde med ild.

Fahrenheit 451 er udgivet i 1953, og i betragtning af den historiske nærhed til Anden verdenskrig er den oplagt blevet læst som en reference til Nazitysklands berygtede autodaféer. Og advarslen mod at brænde bøger, at brænde tanker og ideer, man ikke bryder sig om, er jo desværre stadig aktuel.

Genlæst her i 2026 er det ikke desto mindre andre dele af romanens dystopiske univers, der virker allermest aktuelle. For afbrændingen af bøger er kun ét element i den totalitære magtstrategi. Et andet og måske endnu vigtigere element er at fratage befolkningen lediggang, det vil sige tid til at tænke. Stragien er via massiv mediepåvirkning at udfylde al folks fritid med åndløs underholdning, ligegyldige spil og fordummende tv-serier, alt sammen serveret i stadigt højere tempo på måder, der får dig til at tro, at du går glip af noget, hvis du ikke bruger al din tid i denne elektroniske surrogatverden.

Lyder det bekendt? Set fra vores tid virker 1950’erne måske som en svunden tid, hvor alting gik meget langsomt, men det gør det sådan set ikke mindre tankevækkende, at Bradbury for mere end 70 år siden har kunnet fremmane en skræmmeverden, der i nogle af sine mekanismer minder så meget om den måde, hvorpå de sociale mediers algoritmer her i 2026 netop stjæler vores tid til at tænke.

Dét, der imidlertid først og fremmest har overrasket mig positivt ved genlæsningen, er, i hvor høj grad Fahrenheit 451 ikke kun er en idébaseret dystopi, men også sprogligt betragtet er et litterært værk af højeste kvalitet.

Man skal lige bruge nogle sider på at vænne sig Bradburys skrivestil i romanen, netop fordi han bevidst eksperimenterer med sproget som effektivt virkemiddel til at frembringe stemninger. Der er noget drømmende, halvvejs hallucinerende, men samtidig noget hektisk og insisterende over sproget.

Stemningen er overvejende dyster og uheldssvanger. Samtidig er bogen faktisk også ret handlingsmættet. Den er elementært underholdende med et hurtigt drive og endda en hel del decideret action.

Anders Kousholts nye fordanskning er ganske velfungerende, og jeg har ikke noget at udsætte på den, selv om jeg undervejs alligevel fortrød, at jeg ikke havde lånt bogen i den engelske originaludgave, netop fordi Bradbury arbejder så bevidst med sproget i romanen.

Jeg er jo normalt ikke den, der klager over, at en bog er for kort, som regel tværtom. Og Fahrenheit 451 er dejligt hurtigt læst. Men faktisk kunne Bradbury for min skyld godt have trukket historien lidt længere ud for at give mere tid og plads til hovedpersonen Montags transformation. Hans bevægelse fra dedikeret bogafbrænder til litteraturbeskytter går så hurtigt, at den er på kanten af at være psykologisk troværdig. Men det er kun en lille anke mod en bog, der forsvarer sin klassikerstatus i fin form.

Jeg tror, at jeg skal genlæse noget med Bradbury – ikke mindst nogle af hans mange noveller.

K's vurdering: