“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”

Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen.

Man kunne være fristet til at betragte Kallocain som et rip-off af George Orwells 1984. Hvis det altså ikke lige var fordi, Boyes roman udkom første gang på svensk ni år før Orwells klassiker. Til gengæld er det ikke usandsynligt, at Boye har hentet inspiration i Aldous Huxleys tidligere Fagre nye verden (opr. 1932).

Under alle omstændigheder giver referencerne til Huxley og Orwell en ret præcis indikation af, hvad Kallocain er for en slags bog. Det er lige før, at man kunne kalde de tre nævnte værker for en “utilsigtet trilogi” (med et udtryk fra Mario Levrero, som jo ganske vist dermed kun refererede til sine egne værker, og så er der i øvrigt ikke nogen sammenhæng overhovedet).

Boye beskriver i bogen et totalitært, gennemmilitariseret fremtidssamfund – uden nærmere steds- eller tidsangivelse. Alle borgere betegnes som medsoldater, og når de ikke passer deres arbejde i funktionelt opdelte, underjordiske byer, så er deres “fritid” disponeret af Staten til militærtjeneste og opbyggelige foredrag om lyksalighederne ved et af-individualiseret liv i og for Staten.

Karin Boye (1900-1941). Foto fra fra forlagets Palomars hjmmeside.

Ægteskab kan ganske vist indgås frivilligt baseret på forelskelse, men eventuelle børn er at betragte som Statens ejendom, og også de indrulleres fra spæde i Statens opdragelsesprogram for små, tro medsoldater.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren Leo Kall er kemiker i Kemiby nr. 4 i Verdensstaten – som er i permanent krig med den tilsvarende totalitære nabo, Universalstaten.

Kall har opfundet et sandhedsserum, som ved indsprøjtning får offeret til sænke alle mentale barrierer og uvilkårligt buse ud med sine inderste hemmeligheder. Et potentielt ultimativt våben for den totalitære overvågningsstat, der hermed får et middel til ikke bare at dømme mennesker for deres handlinger og ord, men også for deres tanker.

Kall, der som den perfekte medsoldat selv har internaliseret Statens ideologiske værdier, arbejder i størstedelen af romanen målrettet, ambitiøst og entusiastisk for at få godkendt og udbredt sit medikament, som han ubeskedent kalder Kallocain. Begejstret ser han for sig, hvordan det kan bidrage til en mere præcis og nyttig retspraksis, der ikke bare fokuserer på den enkeltes faktiske handlinger:

Medsoldaten selv ville være centrum for retsforfølgelsen, ikke hans løsrevne handling. Selve hans sindelag ville blive undersøgt og registreret, ikke for at finde svar på det gamle og meningsløse spørgsmål, “utilregnelig eller ej,” men for at skille anvendeligt materiale fra uanvendeligt.

Undervejs i romanen udfolder der sig derudover parallelt et slags trekantsdrama, idet Kall mistænker sin kone for at være forelsket i hans chef.

Under testeksperimenterne med Kallocain støder Kall og hans chef på nogle personer med særligt foruroligende tanker, en løst organiseret gruppe, som Kall for sig selv kalder “dåresekten.” Mennesker, som i hemmelighed mødes uden noget tilsyneladende formål andet end bare at være mennesker sammen i tillid til hinanden, en for Staten i sandhed undergravende form for sammenslutning.

Boyes fremtidsvision er befriende fri for futuriske, teknologiske gadgets. De eneste af den slags, ud over selve medikamentet Kallocain, er militærstatens overvågningsapparater “Politiøret” og “Politiøjet,” som er installeret alle vegne, både i private hjem og offentlige steder. De er dog ikke mere højteknologiske, end at man kan stoppe en klud i “politiøret,” hvis man vil tale uforstyrret. Herudover svarer det teknologiske niveau i romanens univers til Boyes samtid. F.eks. foregår kommunikation via håndskrevne breve på papir.

Jeg vil nødigt røbe for meget af det egentlig meget simple plot, men jeg er nødt til det, hvis jeg skal sige noget om romanens styrke (stop læsning her, hvis du ikke tåler nogen afsløring af handling).

Det er dog ikke nogen stor afsløring, for det kan ikke komme som nogen overraskelse for læsere af denne type romaner, at Kall selv på et tidspunkt må rammes af en eksistentiel tvivl og gradvis erkendelse (det ligger så at sige indlejret som en dramaturgisk nødvendighed i romanens afsæt):

Har “dåresekten” i virkeligheden fat i noget grundlæggende rigtigt? Er der en menneskelig sandhed og frihed hinsides Staten? Og er Kalls opfindelse snarere end midlet til at skabe det perfekte samfund i Staten i virkeligheden det sidste skridt i retning af den endelige udslettelse af selve det menneskelige i samfundet?

Romanens svar er selvfølgelig ja, og heri ligger – indkapslet i den knugende dystopi – også en utopisk vision. En vision om en tilstand af menneskelige relationer fri af tvingende, degenererende magtstrukturer og normer.

Kan I høre sandheden? Det er ikke alle der er sande nok til at høre sandheden, det er det sørgelige. Den kunne være en bro mellem mennesker – så længe den er frivillig, ja – så længe den gives som en gave og modtages som en gave.

Den implicitte referenceramme for Boyes dystopiske fremtidssamfund – oprindeligt udgivet i 1940, som den er – er åbenlyst nazismen og Sovjetunionen. Men romanens aktualitet består i, at den også i bredere forstand taler mod alle former for overvågning og samfundsmæssig tvang, herunder ideologisk og social tvang.

I endnu mere grundlæggende forstand adresserer Boye i romanen også, hvordan de mest intime mellemmenneskelige relationer korrumperes af manglende tillid og kommunikation begrænset af sociale normer og forventninger, der fører til mistro og angst.

Et forløsende og rørende klimaks i roman er således en scene, hvor Kalls kone endelig taler ud over for ham om sit inderste, og jævnfør citatet ovenfor giver ham “sandheden som en gave.” Kall selv har ingen ord, der ikke er ideologisk inficerede, og han kan kun reagere ordløst ved at lægge sit hoved i hendes skød.

Sprogligt sker der noget interessant i løbet af romanen. I den første del er sproget nøgternt, tamt og ret beset kedeligt. Sproget afspejler jeg-fortælleren Kalls internalisering af Statens ideologi. Ideosynkratiske værdier og følelser har ingen plads i Staten og derfor heller ikke i sproget. Kallocainet løsner imidlertid op for sproget, først i citaterne fra forsøgspersonerne og senere også hos fortælleren selv.

Denne sproglige udvikling følger romanens logik og er som sådan godt gennemført. Når det er sagt, så går der virkelig lang tid og mange sider, før Boye åbner fortællerens sprog op. For mig som læser betød det, at romanen ærlig talt var en lidt tung sag at komme igennem.

Jeg skulle helt frem mod slutningen af bogen, før siderne begyndte at vende sig selv. Jeg var med andre ord på tæt på at småkede mig en smule igennem betydelige dele af romanen. En del af grunden hertil er formentlig også, at den læst her på 80 års afstand konkurrerer med talrige tilsvarende og senere dystopiske fortællinger.

Kallocain er ikke desto mindre værd at læse alene for sin litteraturhistoriske værdi. Den fortjener absolut en plads sammen med Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984. Derudover har den som nævnt et utopisk potentiale, som også taler direkte ind i vores egen tid. Min samlede positive vurdering af Kallocain hentes således først og fremmest i romanens idé.

Under alle omstændigheder skal der herfra lyde tak til forlaget Palomar og oversætterne Birgitte Steffen Nielsen og Juliane Wammen for at bringe romanen frem nu. For selv om den tidligere har været udgivet på dansk (første gang i 1940’erne på forlaget Aschehoug i oversættelse ved Jørgen Claudi), må jeg nok tilstå, at jeg næppe havde fået øje på romanen, hvis den ikke var blevet genoversat.

K's vurdering: