K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Karin Boye: Kallocain

Karin Boye: Kallocain

Af Kasper Håkansson, 15. september 2021
2 kommentarer

“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”

Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen.

Man kunne være fristet til at betragte Kallocain som et rip-off af George Orwells 1984. Hvis det altså ikke lige var fordi, Boyes roman udkom første gang på svensk ni år før Orwells klassiker. Til gengæld er det ikke usandsynligt, at Boye har hentet inspiration i Aldous Huxleys tidligere Fagre nye verden (opr. 1932).

Under alle omstændigheder giver referencerne til Huxley og Orwell en ret præcis indikation af, hvad Kallocain er for en slags bog. Det er lige før, at man kunne kalde de tre nævnte værker for en “utilsigtet trilogi” (med et udtryk fra Mario Levrero, som jo ganske vist dermed kun refererede til sine egne værker, og så er der i øvrigt ikke nogen sammenhæng overhovedet).

Boye beskriver i bogen et totalitært, gennemmilitariseret fremtidssamfund – uden nærmere steds- eller tidsangivelse. Alle borgere betegnes som medsoldater, og når de ikke passer deres arbejde i funktionelt opdelte, underjordiske byer, så er deres “fritid” disponeret af Staten til militærtjeneste og opbyggelige foredrag om lyksalighederne ved et af-individualiseret liv i og for Staten.

Karin Boye (1900-1941). Foto fra fra forlagets Palomars hjmmeside.

Ægteskab kan ganske vist indgås frivilligt baseret på forelskelse, men eventuelle børn er at betragte som Statens ejendom, og også de indrulleres fra spæde i Statens opdragelsesprogram for små, tro medsoldater.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren Leo Kall er kemiker i Kemiby nr. 4 i Verdensstaten – som er i permanent krig med den tilsvarende totalitære nabo, Universalstaten.

Kall har opfundet et sandhedsserum, som ved indsprøjtning får offeret til sænke alle mentale barrierer og uvilkårligt buse ud med sine inderste hemmeligheder. Et potentielt ultimativt våben for den totalitære overvågningsstat, der hermed får et middel til ikke bare at dømme mennesker for deres handlinger og ord, men også for deres tanker.

Kall, der som den perfekte medsoldat selv har internaliseret Statens ideologiske værdier, arbejder i størstedelen af romanen målrettet, ambitiøst og entusiastisk for at få godkendt og udbredt sit medikament, som han ubeskedent kalder Kallocain. Begejstret ser han for sig, hvordan det kan bidrage til en mere præcis og nyttig retspraksis, der ikke bare fokuserer på den enkeltes faktiske handlinger:

Medsoldaten selv ville være centrum for retsforfølgelsen, ikke hans løsrevne handling. Selve hans sindelag ville blive undersøgt og registreret, ikke for at finde svar på det gamle og meningsløse spørgsmål, “utilregnelig eller ej,” men for at skille anvendeligt materiale fra uanvendeligt.

Undervejs i romanen udfolder der sig derudover parallelt et slags trekantsdrama, idet Kall mistænker sin kone for at være forelsket i hans chef.

Under testeksperimenterne med Kallocain støder Kall og hans chef på nogle personer med særligt foruroligende tanker, en løst organiseret gruppe, som Kall for sig selv kalder “dåresekten.” Mennesker, som i hemmelighed mødes uden noget tilsyneladende formål andet end bare at være mennesker sammen i tillid til hinanden, en for Staten i sandhed undergravende form for sammenslutning.

Boyes fremtidsvision er befriende fri for futuriske, teknologiske gadgets. De eneste af den slags, ud over selve medikamentet Kallocain, er militærstatens overvågningsapparater “Politiøret” og “Politiøjet,” som er installeret alle vegne, både i private hjem og offentlige steder. De er dog ikke mere højteknologiske, end at man kan stoppe en klud i “politiøret,” hvis man vil tale uforstyrret. Herudover svarer det teknologiske niveau i romanens univers til Boyes samtid. F.eks. foregår kommunikation via håndskrevne breve på papir.

Jeg vil nødigt røbe for meget af det egentlig meget simple plot, men jeg er nødt til det, hvis jeg skal sige noget om romanens styrke (stop læsning her, hvis du ikke tåler nogen afsløring af handling).

Det er dog ikke nogen stor afsløring, for det kan ikke komme som nogen overraskelse for læsere af denne type romaner, at Kall selv på et tidspunkt må rammes af en eksistentiel tvivl og gradvis erkendelse (det ligger så at sige indlejret som en dramaturgisk nødvendighed i romanens afsæt):

Har “dåresekten” i virkeligheden fat i noget grundlæggende rigtigt? Er der en menneskelig sandhed og frihed hinsides Staten? Og er Kalls opfindelse snarere end midlet til at skabe det perfekte samfund i Staten i virkeligheden det sidste skridt i retning af den endelige udslettelse af selve det menneskelige i samfundet?

Romanens svar er selvfølgelig ja, og heri ligger – indkapslet i den knugende dystopi – også en utopisk vision. En vision om en tilstand af menneskelige relationer fri af tvingende, degenererende magtstrukturer og normer.

Kan I høre sandheden? Det er ikke alle der er sande nok til at høre sandheden, det er det sørgelige. Den kunne være en bro mellem mennesker – så længe den er frivillig, ja – så længe den gives som en gave og modtages som en gave.

Den implicitte referenceramme for Boyes dystopiske fremtidssamfund – oprindeligt udgivet i 1940, som den er – er åbenlyst nazismen og Sovjetunionen. Men romanens aktualitet består i, at den også i bredere forstand taler mod alle former for overvågning og samfundsmæssig tvang, herunder ideologisk og social tvang.

I endnu mere grundlæggende forstand adresserer Boye i romanen også, hvordan de mest intime mellemmenneskelige relationer korrumperes af manglende tillid og kommunikation begrænset af sociale normer og forventninger, der fører til mistro og angst.

Et forløsende og rørende klimaks i roman er således en scene, hvor Kalls kone endelig taler ud over for ham om sit inderste, og jævnfør citatet ovenfor giver ham “sandheden som en gave.” Kall selv har ingen ord, der ikke er ideologisk inficerede, og han kan kun reagere ordløst ved at lægge sit hoved i hendes skød.

Sprogligt sker der noget interessant i løbet af romanen. I den første del er sproget nøgternt, tamt og ret beset kedeligt. Sproget afspejler jeg-fortælleren Kalls internalisering af Statens ideologi. Ideosynkratiske værdier og følelser har ingen plads i Staten og derfor heller ikke i sproget. Kallocainet løsner imidlertid op for sproget, først i citaterne fra forsøgspersonerne og senere også hos fortælleren selv.

Denne sproglige udvikling følger romanens logik og er som sådan godt gennemført. Når det er sagt, så går der virkelig lang tid og mange sider, før Boye åbner fortællerens sprog op. For mig som læser betød det, at romanen ærlig talt var en lidt tung sag at komme igennem.

Jeg skulle helt frem mod slutningen af bogen, før siderne begyndte at vende sig selv. Jeg var med andre ord på tæt på at småkede mig en smule igennem betydelige dele af romanen. En del af grunden hertil er formentlig også, at den læst her på 80 års afstand konkurrerer med talrige tilsvarende og senere dystopiske fortællinger.

Kallocain er ikke desto mindre værd at læse alene for sin litteraturhistoriske værdi. Den fortjener absolut en plads sammen med Huxleys Fagre nye verden og Orwells 1984. Derudover har den som nævnt et utopisk potentiale, som også taler direkte ind i vores egen tid. Min samlede positive vurdering af Kallocain hentes således først og fremmest i romanens idé.

Under alle omstændigheder skal der herfra lyde tak til forlaget Palomar og oversætterne Birgitte Steffen Nielsen og Juliane Wammen for at bringe romanen frem nu. For selv om den tidligere har været udgivet på dansk (første gang i 1940’erne på forlaget Aschehoug i oversættelse ved Jørgen Claudi), må jeg nok tilstå, at jeg næppe havde fået øje på romanen, hvis den ikke var blevet genoversat.

Titel: Kallocain
Forfatter: Karin Boye
Udgiver: Palomar
Udgivelsesdato: 08.07.2021
Sider: 246
Originalsprog: Svensk
Oversætter: Birgitte Steffen Nielsen, Juliane Wammen
Originaltitel: Kallocain
Opr. udgivelsesår: 1940
Læst: September 2021

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Klassikere, Nyere udgivelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Dystopi, Norden, Science Fiction, Sverige

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

2 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Trine Søndergaard
Trine Søndergaard
29. september 2021 20:31

Karin Boye kan også have læst sovjetiske Jevgenij Zamjatins “Vi”, som udkom i 1920’erne, og som blev oversat til engelsk og fransk. Orwell har selv indrømmet, at han var inspireret til 1984 af Zamjatins dystopi.

1
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Trine Søndergaard
29. september 2021 20:47

Ja, det er ikke noget dårligt bud

0
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Måske er du også interesseret i:

Knut Hamsun: Sult
Karel Čapek: Krigen med salamandrene
Niklas Rådström: Gæsten

Arkadij & Boris Strugatskij: En picnic i vejkanten
Jevgenij Zamjatin: Vi
Agnes Lidbeck: Last

Følg K's bognoter

  • 85 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 59 venner
  • 506 følgere
  • 261 fans

Mest læste seneste uge

  • Johannes V. Jensen: HimmerlandshistorierJohannes V. Jensen: Himmerlandshistorier Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier er ren nydelse. De er så fulde af nærvær og liv,…
  • Diaa Jubaili: No Windmills in BasraDiaa Jubaili: No Windmills in Basra “There are no windmills in Basra. Where do I put all these delusions? Who am…
  • Knut Hamsun: SultKnut Hamsun: Sult Knut Hamsuns Sult er akkurat lige så rablende intens, manisk fabulerende, vild og voldsom, morsom,…
  • Knut Hamsun: VictoriaKnut Hamsun: Victoria Victoria er en ganske fin, tragisk kærlighedshistorie, som løfter sig ud over det ordinære i…
  • Ágota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den tredje løgnÁgota Kristóf: Det store stilehæfte. Beviset. Den… For pokker da, hvor er Ágota Kristófs Det store stilehæfte god! Stor litteratur i enhver…
  • Michel Houellebecq: UnderkastelseMichel Houellebecq: Underkastelse Underkastelse er litterær satire af højeste kvalitet, og krænkelsessøgende vil finde masser af guf at…
  • Thomas Mann: BuddenbrooksThomas Mann: Buddenbrooks Thomas Manns Buddenbrooks er en ægte klassiker. Den holder. En langsom nydelse. Læs den. Buddenbrooks.…
  • Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødderJón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder “Og så kan livet begynde, det kan begive sig afsted med al sin bagage, og…
  • Fjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrundFjodor M. Dostojevskij: Kældermennesket. Optegnelser… "Jeg er et sygt menneske... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske", indleder Kældermennesket…
  • Ivan Turgenev: En jægers dagbogIvan Turgenev: En jægers dagbog Poetiske, levende og stærke portrætter af alskens typer på landet i det 19. århundredes Rusland…

Seneste kommentarer

  • Peter Sørensen on Knut Hamsun: Sult: “Jamen, det er klart, at det er den nye udgave man må have. Prisen er svært konkurrencedygtig set i forhold…” feb 5, 00:49
  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Tak for tip. Ja, jeg har Meyrinks klassiker på listen, men dog endnu ikke i reolen. Måske skal den med…” feb 1, 20:05
  • Peter Sørensen on Foreslå en bog: “Nu, hvor du har fordøjet en grum bog af Leo Lipski kunne “den lærde og underfundige kabbalistiske jøde Gustav Meyrinks”…” jan 31, 18:31
  • Kasper Håkansson on Om K’s bognoter: “Godt at høre. Håber, du kan finde noget inspiration her. God fornøjelse med klassikerne.” jan 29, 17:33
  • Mie on Om K’s bognoter: “Ej denne side er lige hvad jeg har manglet. Jeg er i gang med at læse (=høre) alle klassikere (har…” jan 29, 17:22

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.070)
    • Biografier og erindringer (23)
    • Sagprosa (105)
      • Antropologi (4)
      • Essays (11)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (23)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (26)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (993)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (98)
      • Klassikere (179)
      • Komedie (12)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (57)
      • Nyere udgivelser (264)
      • Romaner og noveller (865)
  • Boghandeler (31)
  • Øvrige indlæg (32)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 85 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 59 venner
  • 506 følgere
  • 261 fans

Copyright © 2023 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz