Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
“ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl. Jeg anser det for mere sandsynligt, at jeg er en vanartet søn, end at du er en uværdig mor. ”
Hjalmar Söderbergs Doktor Glas (opr. 1905) er Raskolnikov udsat for svensk midsommerstemning. Grummelig tung i sine temaer. Men berusende let at læse. Humoristisk og spiddende sarkastisk. Poetisk smukt skrevet. Umanerlig god. >> Læs videre
Frans G. Bengtssons vikingeklassiker fra 1941-1945 er storartet underholdning – en historisk ramasjangroman, holdt meget vellykket i en stil, der mimer de gamle, islandske sagaer.
Frans G. Bengtssons Røde Orm husker jeg fra mine forældres bogreol, men af en eller anden grund læste jeg den ikke som dreng – hvilket egentlig kan undre mig, al den stund at jeg kastede mig over alt muligt andet andet i genren, jeg faldt over dengang. Men nu har jeg rådet bod på det – inspireret af læsningen af et par af de klassiske islandske sagaer. >> Læs videre
“For fremtiden vil ingen forbryder kunne skjule sandheden. Ikke engang vores egne inderste tanker er længere vores egne – sådan som vi med urette hidtil har troet.”
Svenske Karin Boyes dystopiske fremtidsroman Kallocain (opr. 1940) á la Orwell og Huxley er fornyligt nyoversat til dansk. Et must-read inden for klassisk dystopisk sci-fi, selv om den er lidt stiv i formen. >> Læs videre
En roman om et mislykket besøg: H. C. Andersen besøgte i 1857 Charles Dickens i hans hjem i England i fem uger. Det blev en stor skuffelse for dem begge, især for Dickens, der havde svært ved at kapere den selvoptagede og ynkværdige danske eventyrforfatter, der knap talte ét ord engelsk. Jeg havde det desværre med bogen, som Dickens havde det med besøget: mestendels kedeligt og intetsigende med få lyspunkter.
Nu har jeg aldrig været særlig optaget af forfatterbiografier. Forfatternes værker er typisk meget mere interessante end dem selv. Jeg er med det udgangspunkt sikkert ikke den mest taknemmelige læser af en bog som Niklas Rådströms Gæsten. Blot nævnt retfærdigvis som en slags disclaimer for denne anmeldelse. >> Læs videre
Flot romandebut fra svenske Agnes Lidbeck. Et litterært feministisk manifest, som er både velskrevet, underholdende og letlæst, både humoristisk og alvorligt og med aktuel, kønskritisk kant.
Københavns litteraturfestival, Kbh læser 2018, som i år havde temaet “Manifest,” er netop afsluttet. I det lys kunne man et øjeblik fristes til at tænke, at Agnes Lidbecks romandebut fra 2017, som udgives i dag i dansk oversættelse ved Iben Mondrup, kommer lige akkurat en postgang for sent. Romanen ville have passet perfekt ind i temaet, for så vidt den i høj grad kan læses som et moderne, feministisk, litterært manifest.
Timingen af den danske udgivelse er ikke desto alligevel helt passende og naturligvis bevidst, da dagen i dag, den 8. marts, som bekendt er Kvindernes Internationale Kampdag. >> Læs videre
Hyggelig, svensk feel-good-roman. For lang, for forudsigelig og lidt for pladderharmonisk mod slutningen. Men den er kraftSTEJLEme også sjov undervejs, som Ove måske ville have udtrykt det.
Ove er en af de på én gang mest charmerende og mest nederdrægtigt misantropiske, pedantiske, grænsende til det tvangsneurotiske, tvære og sure, gamle mænd, jeg er stødt på i litteraturen. Han er ganske vist kun 59 år, men Ove hører til de mænd, der har været sure, gamle mænd, lige siden de var unge. >> Læs videre
Lad nu være med straks at klikke bort fra denne anmeldelse, når du hører, hvad Stallo handler om. For selv om handlingen kan lyde fjollet, så er det faktisk en helt god bog.
Stallo er nemlig noget så særpræget som en kombination af et stykke svensk nutidsrealisme, road trip, krimiintrige og eventyrgyser – fyldt med trolde, vætter og andet uvæsen.
Stallo er i samisk mytologi betegnelsen for urgamle troldevæsener, som evner at skifte ham mellem dyreskikkelse og menneskelignende former. Begiver man sig ud i romanen, skal man således være indstillet på at acceptere dens præmis og hovedpointe: At der gemt i de svenske skove den dag i dag findes tusind år gamle troldevæsener med telepatiske og magiske evner og en hang til at bortføre små børn – ikke for at spise dem (som regel), men bare fordi de godt kan lide at se på dem og være tæt på dem. >> Læs videre
Svenske Staffan Söderbloms (f. 1947) lille bog, Raseriet, er en bog om at fortælle sig selv og sin familie. Mere konkret udgøres bogens hovedfokus af jeg-fortællerens bearbejdning af forholdet til faren, som på bogens første side findes liggende på linoleumsgulvet i sit køkken, død efter mange års druk.
Bogen er bygget op som en serie af erindringsglimt fortalt i smuk lyrisk prosa på grænsen til poesi. Det er en meget personlig, meget indadvendt, jeg fristes næsten til at sige egocentreret tekst. Den er fint skrevet, men det er også en tekst, der lukker sig meget om sig selv. Jeg havde lidt svært ved at fatte interesse for den. >> Læs videre
Roman om Pol Pots ulykkelige kærlighed, tyve år før han blev Pol Pot. Den har gode takter, men er desværre mestendels lidt kedelig.
Historien kender Pol Pot som leder af De Røde Khmerer, der tog magten i Cambodja i 1975 ved en blodig revolution (og omdøbte landet til Kampuchea), og derefter indledte et veritabelt folkemord, som endte med at koste mere end 1,7 millioner mennesker. Begivenheder, der nok kunne give anledning til en del romanstof.
Journalist Peter Fröberg Idling (f.1972) har med sin debutroman Sang til den storm, der skal komme imidlertid sat sig for at fortællle en anden historie fra Cambodja. >> Læs videre
Tidens tand har ikke været helt blid ved Selma Lagerlöfs (1858-1940) fortælling om Køresvenden (1912).
Køresvenden er på én gang en grum og gotisk spøgelseshistorie og en moralsk opbyggelig, kristelig fortælling om skyld, soning og kærlighed i Gud til mennesker.
Hovedpersonen er David Holm, en ondsindet og hadefuld drukkenbolt, som hele sit liv ikke har gjort andet end ondt mod de mennesker, der har elsket ham. I de sidste sekunder, før klokken slår tolv en nytårsnat, falder han død om efter et slagsmål med et par andre drukkenbolte. >> Læs videre
K’s bognoter fortsætter 1. verdenskrig-temaet anslået med Rehr, Roth og Illies i anledning af 100-året for krigens udbrud – nu i den historiefaglige genre.
Peter Englunds store bog om mennesker under første verdenskrig er dog ikke traditionel historieskrivning. Frem for at fortælle om krigen som begivenhedsforløb er det Englunds erklærede ambition at rekonstruere “en følelsesverden” ved en indlevet fremstilling af 19 forskellige, i dag ukendte personers gøren og laden, indtryk og følelser på enkelte dage i løbet af perioden august 1914-november 1918. >> Læs videre
Ikke dårligt af et digteværk at være. Faktisk ret godt sine steder. Skrev han lidt overrasket over sig selv.
Læsere af disse noter vil vide, at jeg ikke er den store lyrikfan. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det er sådan. Måske skyldes det en 25-30 år gammel i folkeskole- og gymnasietiden installeret aversion mod pligtanalyser af gamle døde og moderne uforståelige digte. Måske har jeg været så uheldig at støde ind i for mange uudholdeligt selvsmagende jamrekrukker, der forsøger at illudere dybde og smerte og mystisk talent via pinagtige metaforer og andre prætentiøse former.
Måske har jeg bare ikke tålmodigheden til at dvæle længe nok ved en enkelt strofe i et enkelt digt, til at jeg kan fravriste den sit overskud af mening (omvendt bruger jeg gerne lang tid og anstrengelse på at afkode svært tilgængelig romanværker). Eller også er jeg slet og ret mestendels et meget prosaisk menneske.
Anyway: Den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmer (f.1931) og hans samlede værker har i løbet af de seneste forårsdage gjort sit for at nedbryde mine fordomme mod lyrikken. Ihvertfald kan jeg ikke afvise, at nogle af Tranströmers strofer og digte har fået hægtet nogle bådshager fast steder i mig: nogle i hjernen, nogle i hjertet og andre i knoglerne. >> Læs videre
Det er en ganske vidunderlig bog, den svenske forfatter og biolog Frederik Sjöberg her har begået, og som nu er oversat til dansk. En underfundig hyldest til eftertanken, om at være tilstede i dét man gør, om at blive til menneske gennem dedikation og om alt muligt andet. Fyldt med stilfærdig og humoristisk livsklogskab om stort og småt, om kunst og politik, natur og kultur, ensomhed og kærlighed. Og den rene og skære fornøjelse af læse. >> Læs videre
Lars Saabye skriver i Modellen som vanligt flot, let og levende, og bogen er elementært spændende at læse.
Modellen handler om en berømt maler, der pludselig får en række anfald, hvor han momentant mister synet, og samtidig i nogle situationer oplever sig selv svigte sin 6-årige datter. >> Læs videre
Lars Saabye kan meget vel være ved at udvikle sig til en af mine favoritter blandt de aktuelle nordiske forfattere. Denne lille bog er tæt på at være perfekt. Den skiller sig ud fra andre af Saabyes romaner (jeg har indtil nu dog kun læst Halvbroderen og Modellen) ved en langt mere humoristisk tone, og den mestrer han (også) til fulde. >> Læs videre
Fantastisk svensk gak-gak humor. En underfundig , pudseløjerlig svensk “road movie” om den hundredårige mand, der flygter ud af vinduet gennem blomsterbedet fra det triste plejehjem med spiritusrestriktionerne, fordi han trænger til en snaps, og begiver sig ud i en uforudsigelig flugt, hvor han undervejs bl.a. involveres i adskillige narkorelaterede rockermord mv. >> Læs videre
Primært en krimi (og en middelmådig sådan), men udmærker sig ved samtidig at tematisere en sprog- og identitetsproblematik i det nordligste finsktalende Sverige. Dette gør Niemi dog betydeligt mere virtuost og morsomt i den fabelagtige, og meget anderledes, “Populærmusik fra Vittula”.
Titel: Manden der døde som en laksK's vurdering:
