Selma Lagerlöf: Køresvenden

Tidens tand har ikke været helt blid ved Selma Lagerlöfs (1858-1940) fortælling om Køresvenden (1912).

Køresvenden er på én gang en grum og gotisk spøgelseshistorie og en moralsk opbyggelig, kristelig fortælling om skyld, soning og kærlighed i Gud til mennesker.

Hovedpersonen er David Holm, en ondsindet og hadefuld drukkenbolt, som hele sit liv ikke har gjort andet end ondt mod de mennesker, der har elsket ham. I de sidste sekunder, før klokken slår tolv en nytårsnat, falder han død om efter et slagsmål med et par andre drukkenbolte.

Ifølge legenden om Dødens køresvend, så er den sidste synder, der afgår ved døden hvert år nytårsnat fordømt til som genfærd at overtage køresvendens plads i det kommende år. I et år skal han køre Dødens faldefærdige kærre rundt til alle jordens døende for at udfri deres sjælene af deres jordiske hylster.

Køresvenden er en grumme karl og ligner én, vi kender:

Han er blåsort om læberne og gråbleg om kinderne, og øjnene er dunkle som knuste spejle. Han har en lang, sort, plettet kappe på med en stor hætte som han trækker ned over ansigtet, og i hånden holder han en rusten og sløv le på et langt skaft.

Køresvendens kærre skrumler uendelig langsomt og hvinende afsted trukket af en halt, gammel hest. For at han kan nå rundt til alle de døende, udvides tiden for ham tilsvarende, så det jordiske år, hvori han er dømt til at køre kærren, bliver til hundrede og tusind andre.

Dette bliver nu Davids Holms lod, og i samme nytårsnat tager den hidtidige køresvend (som er en tidligere ven, der i sin tid selv har lokket David i uføret) ham med på en pinefuld tur rundt til de mennesker, der har elsket ham, men som han har svigtet så grumt.

Der er den døende søster hos Frelsens hær, som David selv har smittet med tuberkulose; der er den uskyldige bror, der sidder i fængsel for hans skyld; der er hans plagede suicidale kone og deres små børn; der den lille, lamme dreng, som broren ville hjælpe, hvis han da ellers ikke skulle dø.

Det er svært ikke at læse historien som en variation over Dickens’ Et juleeventyr med David Holm i rollen som Ebenezer Scrooge. Strukturen i historien er næsten til punkt og prikke den samme, herunder konfrontationen med fortidens og nutidens synder og et glimt af mulige fremtidige konsekvenser.

I sammenligning med Dickens har Selma Lagerlöf skruet op for de mørke, gotiske elementer, men desværre også for de salvelsesfuldt kristelige indslag. Og så er Lagerlöfs version nærmest fuldstændig blottet for den dickenske humor.

Gud, lad min sjæl nå til modenhed inden den skal høstes!

Jeg gjorde mit bedste for undervejs at se igennem den kristelige indpakning for at nå ind til det alment menneskelige i historien. Men den salvelsesfulde, inderlige kristendom er hos Lagerlöf ikke en indpakning, det er en klæg masse, der trænger ind i alle fortællingens sprækker og er selve dens raison d’être.

Fred være med dét, om man så må sige, men det er ikke min smag, og den religiøse moraliseren er med til at give hele historien et noget bedaget præg. Dertil kommer, at Lagerlöf slår sit budskab så eksplicit fast med en klaphammer midt mellem øjnene på læseren så mange gange, at selv den mest tungnemme synder må forstå det. Jeg kedede mig på det meste af kærreturen.

Den lille roman er på kun 181 små sider og tager mindre end et par timer at læse. Målt i jordisk tid. For mig føltes det som om, jeg selv var kommet med på en tur i køresvendens kærre, hvor tiden og historien strakte sig ud i det uendelige, uden at komme nogen vegne.

Køresvenden er mit første bekendtskab med Selma Lagerlöf, og det var nok ikke det bedste sted at starte. Jeg har således endnu ikke afskrevet forfatterskabet (det ville nok være til den arrogante side, trods alt). Men nobelpristagerens stjerne- og klassikerstatus får mig på den anden sige heller ikke til at falde i svime over denne lille roman.

K's vurdering: